Efter at have fundet svar på et af livets store spørgsmål i livet, nemlig hvordan man får den perfekte nattesøvn, vågner vi op med udsigten til endnu et stk. overdådigt continental breakfast. Svaret er i øvrigt, at man skal gøre følgende en time inden sengetid: lave 7 koldbøtter, 5 vejrmøller, drikke halvliter varm kærnemælk med mandelessens, yderligere 30 koldbøtter, gennemse Birthe Rønn Hornbechs selvportrætter, drikke 4cl. Eddike mens man står på hovedet og til sidst, fornærme en asiatisk minoritet. Hvis dette ikke har afkræftet en totalt, efter adskillige opkald til Ulrik i den store telefon ude på toilette, så bør man tage en gang Imodium+. Vi valgte ikke at følge biblen i den har omgang.

Dagens rute går imod Grand Canyon, eller planen var i hvert fald at komme op og ligge i nærheden af den. Vejen skærer sig igennem flere mindre bjergpas, og endeløse snorlige veje mellem dalene giver vores koreanske hest muligheden for at folde sig ud. Vi kører en stor del af tiden i et indianerreservat, og her føler man sig ligeså velkommen, som Roskildesyge på et sygehus - det skal bare væk hurtigst muligt. Første tegn på dette er, da vi efter fortjeneste vil have en McFlurry på Mågen, men straks de ser vi er turister, så er ismaskinen ude af funktion. Da vi så kommer ind på en tankstation for at finde en is, så glor folk som om at Hitler og Stalin er på indkøb. Vi fastslår efterfølgende, at indianere bør dele samme skæbne som egernet, som Chaufføren henrettede tidligere. Det hjælper slet ikke på det, at jo nærmere vi kommer Grand Canyon, jo flere primitive boder er der stillet op med talentløse krukker, perler, pis og potteskår.

Vi ankommer til indgangen ved parken, og bliver her ekspederet af en yderst snaksaglig gammel fætter. Manden, der i øvrigt passer på Julemandens skæg uden for december måned, jubler heroisk da kreditkortmaskinen godkender vores transaktion. Vi vælger at investere 80$ i et adgangsbevis til samtlige nationalparker i USA, da vi skal besøge en del.

Vi drager derefter ind i parken, og stopper op ved det første udkigssted, hvor der også står et gammelt tårn, som er opført af - ja gæt hvem - indianerne. Udsigten er dog upåklagelig, og selvom billeder siger meget, så er oplevelsen så meget federe i levende live. Klipperne står urokkeligt, men man har alligevel en følelse, at det her landskab kan slå ihjel på en yderst brutal måde. Igen her bliver vi begloet af samtlige andre turister. Gennem analyse er vi nået frem til, at det kan skyldes Navigatørens færden i Jesus sandaler og opsmøgede bukser, samt Chaufførens gang i klipklappere med strømper i. Vi undrer os dog også gevaldigt over, at de andre besøgende vandrede rundt i vinterstøvler, jakker og huer. Men man er vel viking?

Efterfølgende vælger vi at sætte kursen mod Grand Canyon Village, hvor vi håber at kunne finde et motel for natten. Det viser sig dog, at priserne er på samme højde med Mount Blanc, så vi drager 100km syd til Williams. Her finder vi et dejligt og billigt motel, med en motelmutter der er ligeså mundlam, som blondinen i London der finder ud af hvem/hvad Big Ben er.

Vi vælger at finde madlavningsinspiration på en nærliggende restaurant, som er græsk/italiensk/amerikansk grundlagt. Vi kan konkludere efter et kig på servitricen, at alle retter er sikre, for hun har med sikkerhed smagt samtlige måltider til.

Aftenen bruges i selskab med Bud, som dog svinder voldsomt ind, og formentlig ikke overlever til Skribentens 21 års fødselsdag.

Best regards

Johansen og Rathmann