Continental breakfast bliver aldrig den nye Muhammed Ali, dertil er der simpelthen for lidt slagkraft i deres udvalg. 4stk. toastbrød, én slags syntetisk marmelade der aldrig har set skyggen af bær, juice med 1½ % frugt og en mildest talt ulækker kage. For så at gøre det bedre, så skal fest måltidet indtages inden kl.9:00, så ingen lang søvn til bonderøvene. For at gøre gengæld vælger vi at blive på værelserne, indtil cleaningteamet kommer og hamrer på døren - vel og mærke inden officiel check ud tid. Disse mexicansk/koreanske immigranter bliver straks afvist, med stor fryd i stemmen. At de så bare går videre til det næste tomme værelse, og venter på at vi smutter, er en helt anden sag.

GPS'en er indstillet på National Highway 66 Museum i Elk City, og ligger heldigvis ikke mere end et kvarters kørsel væk. Ved indgangen får vi "an offer you can't refuse", nemlig at se 4 museer for 5$ i stedet for kun highway museet til 3$. Vi marcherer lykkelige ind til transportmuseet, som cirka er på størrelse med et kolonihavehus i Køge Bugt området. Efter at have prøvet at fire os ned af en stripperstang, opstillet som noget fra en brandstation, drager vi videre mod hovedmuseet. Hvad kan man egentlig have af forventninger til et museum om en vej? Vi vidste ikke hvad vi regnede med at se, men det viser sig at det gymnastiksal store rum, rummer biler og andre rekvisitter fra vejen storhedstid. Navigatøren spekulere voldsomt i, om Aggersundvejen en dag vil få et tilsvarende museum, og om man så ville nævne noget om massakren på allé træerne i Vegger. Vi fortsætter ufortrødent mod det tredje museum, som er en rekonstruktion af et stereotypt amerikaner hus tilbage i tiden. På en eller anden vis får man flettet noget indianer kluns med ind, skønt indianerne boede i tipier ude på prærien. Disse indianere deler vores interesse på niveau med pileflet, og vi springer over den del. Proppen på flasken er et landbrugsmuseum med gamle køretøjer, og værktøjer fra de gamle amerikanske landbrug. Man har i forbindelse med opførelsen af det museum, valgt at integrerer en gammel mand i bygningen, og bedt ham om aldrig at forlade den. Han spørger i hvert fald nysgerrigt om der er meget tåget udenfor, og vi svarer hudløst ærligt - ja, det er der. Selv en brillebære med styrke førerhund ville have kunnet se det, ved at kaste et blik ud af døren.

Efter at have gennemgået de 4 udstillinger, sætter vi kursen mod Amarillo i Texas. I Texas bliver vejret straks forbedret i forhold til Oklahoma, og samtidig bliver landskabet ualmindeligt goldt. Et kig til venstre afslører øde landskab, og ditto gør udsyn til højre. I fællesskab lader vi Chauffør være chauffør og Navigatør være Navigatør, og således lykkedes det for tredje gang Navigatøren at se slovenske film på indersiden af øjenlågene.

Vi ankommer til Amarillo, som mest af alt minder om en oase i Sahara. Hele vejen dertil er der blevet reklameret med en 2kg. Stor steak - gratis. Vi udforsker sagen da vi kommer på et Motel 6, hvor der for en gang skyld er problemer. I indgangen til døren står en tro kopi af Eddie Murphy, og ser rasende ud. Hr. Johansen tager chancen, og kommer forbi barrikaden, mens hr. Rathmann sørger for at hun ikke smadrer bilen. Senere kommer der to betjente i civil, og lidt efter en patruljebil fra politiet. Ved mundaflæsning kommer hr. Rathmann frem til, at kvinden har været involveret i dværgsmugling, og på hende finder man 6 irske dværge, mens man i hendes kuffert finder 23. Eftersigende er dværge en mangelvare i Texas, hvor man år efter år sætter fedme rekord. Kvinden bliver sat bag på en pickup truck, og kørt væk. Samtidig har hr. Johansen forhandlet sig frem til et lokal for to, men med blot en seng. Dette bliver hurtigt genforhandlet, og vi får et kammer med to senge.

Vi vælger at tage ud til det sted hvor de har 2kg. steaks, dog ikke for at gå i kamp med sådan en fanden. Da vi kommer ud, og efter 20 min. får et bord bliver der lige pludselig ro i den store restaurant. En ung mand med bygning som et birketræ, har bestilt kæmpe steaken og bliver derfor placeret ved et højbord, så alle kan se svineriet. Inden måltidet begyndelse underskriver han sit testamente, og et nedtællingsur bliver sat i gang. Man har nemlig kun en time til at spise alt inklusiv en masse tilbehør, for at få måltidet gratis. Efter en halv time giver træet dog efter, og får resten med hjem i en doggybag. Vi bliver færdige med vores Buffalo Burgere og triller hjem til hotellet for at slå mave sammen med Bud, og planlægge dagen i morgen.

Best regards

Johansen og Rathmann