Kl. er sådan cirka 04:23, da en ukendt herre fra et revisionsfirma ved navn Nielsen & Christensen, vælger at afbryde Tornerosesøvnen for de rejsende danskere. Herren ønsker at få oplyst hr. Johansens E-mail adresse, og efter at denne er leveret er resultatet, at der ligger to lysvågne missionærer uden chance for at falde i søvn. Dette lykkedes godt nok en halv times tid efter, men med tankerne i baghovedet om, at gourmetmorgenmaden venter halv 9. Ergo er der ingen overflødig skønhedssøvn til de herrer. Gourmetmåltidet er i samme elendige stand som altid, men dog en minimal smule bedre end de andre steder.

Dagens højdepunkt er at komme ind, og se nogle synonymer på nationaliteter. Til dette er Rio Grande Zoo i Albuquerque det helt rigtige sted, at tage hen. Her finder vi nemlig den amerikansk inspirerede flodhest, de norsk fremstillede abekatte, grønlandske isbjørne (de var i hvert, i en form for psykose, og lavede samme urytmiske bevægelse konstant) afrikanske flamingoer (deres ben er lige tynde) muslimske hættemåger, koreanske sæler (samme ansigtsudtryk) mexicanske elefanter (samme klodsede gang efter en flaske tequila) og danske bjergløver (dyrenes tilbageholdende konge). Efter utallige besøg i Aalborg Zoo, kan man kun blive en smule skuffet over standarten, men ved nærmere eftertanke er haven i Aalborg også en af de bedre. Da stop uret runder 2 timer, har vi været haven igennem på kryds og tværs, og begiver os ud til bilen for at spise til middag. Netop som dørene er lukket, begynder det at regne og vi fastslår enigt, at vi har timingen i orden. Efter frokost står den på et besøg, i den gamle bydel af Albuquerque. Forventningerne er lidt på højde med den gamle by i Århus, så vi bliver knaldhamrende negative, da vi opdager hvad det er for noget opreklameret pis vi er kommet til. I de gamle bygninger har man enten bedt en eller anden talentløs maler, om at lave noget klatmaleri med sine beskidte tæer, samt tungen, eller også er der giftshop, indianerbutik, café eller pottebiks. For at holde lidt fast i disse indianere, så er det normalt at man bruger sin status som minoritet, til reklamer og videre. Dermed ment at der er store skilte udenfor butikkerne, hvor det er nævnt at det er indianerne der ejer butikkerne. Det vækker på ingen måde nogen større købetrang i os, tværtimod så opbygger vi en form for antipati mod disse ørkeneskimoer. Sammenligningen i Danmark ville gå på, at der uden for en tingeltangelbutik i Blokhus hænger et skilt hvorpå skrevet står: "Ejet af fisker". Fiskerne er jo også ved at forsvinde derhjemme, men derfor skilter man ikke med at de har butikker, som man kan få clearet samvittigheden ved at købe noget i. Naturligvis har indianerne ikke haft det nemt, og er blevet fordrevet fra deres territorier af de hvide, men når det begynder at blive en flok almissesøgende inuitter, så står hr. Johansen og hr. Rathmann totalt af.

Kort efter vi har forladt Albuquerque i dyb skuffelse, og bedt Mandy om at guide os vestpå, falder trætheden over os. Vi finder et rest area, og slår brikkerne i for en times tid. Veludhvilede tager vi turen videre til Gallup, og finder et udmærket motel med fitness center. Dette er dog heller ikke optimalt, da løbe båndet ikke virker, og vindstødende er af samme styrke som dem vi oplevede, hos stønneren i staten New York, og dermed udelukker det løb udenfor.

Aftensmaden er kokkereret af Chaufføren, og han giver gerne opskriften videre:

5 dåser tun, ½ dåse majs, Ranch dressing, Heinz sauce og salt.

Åben dåserne og rør sammen i en skål. Tilsæt så på gefühlen Ranch dressing og Heinz sauce og drys til sidst med havsalt. Efter lidt tid i køleskabet er retten færdig, og dertil serveres 12 korns majsbrød, samt en årgang 2010 kildevand.

Aftenen bruges på videre planlægningsarbejde, og sammen med vores gode ven Bud. Ydermere har vi fået fat i en erstatnings Pringles, da varianten i går var med salt og eddike som smag, og dette skæmmede vores smagsløg voldsomt.

Best regards

Johansen og Rathmann