De var engang et lille egern, der var så glad for at gå rundt i dens egen lille skov. Så en dag da egernet var ude og gå, og det ville til at krydse vejen, som den så tit havde gjort, blev den voldsomt overrasket da den så en koreansk kofanger nærme sig. Egernet skyndte sig at løbe, men ak. Det lille egern var uden chance mod den firhjulede dræber. Alle egernets familiemedlemmer stormede til og begræd tabet over deres ven. Og sådan slutter dette ulykkelige eventyr.

Således gengav chaufføren sin drøm fra natten, da han vågnede op med et sæt i morges. For at lede tankerne på afveje drog han og navigatøren til hot breakfast. Dette eneste hotte der var at opleve der, var vafler og toastbrød hvis man altså ville varme det. Det ville de tre forvoksede Pokémoner ved siden af, og de inddrog næsten maskinen til privat forbrug. Trioen bestod af en Giant-eater-female, big-eater-male og til sidst men slet ikke mindst The-ultra-extreme-food-fighter-in-wheelchair-eater-female. Vi havde som sådan ikke noget i mod deres tilstedeværelse, da rullestolsdamen sørgede for, at der hele tiden blev prustet luft i vores retning. Efter end morgenmåltid blev værelset ryddet ned bag i bilen, og kursen sat mod nabostaten Illinois. Undervejs opnår vi at få et stenslag i forruden, af en Wal Mart lastbil, og vi beslutter derefter at boykotte firmaet. Vi har som sådan ingen aktiviteter planlagt i Illinois, men regner med at staten i sig selv kan tilbyde noget. Vi tager grueligt fejl. Det er en stor landbrugsstat, som indeholder marker, væddeløbsbaner, maskinforretninger, landsbyer og kilofyldte individer. Vi tager en tur på en historisk byway, som et af de utallige magasiner, hr. Johansen havde fået fingrene i, foreslog. Ruten gik igennem den ene gamle flække efter den anden, og byerne havde et karakteristisk look, fra de gamle cowboyfilm, med en gennemgående vej og et stort kryds i midten. Da vi har kørt på ruten i en times tid, konkluderer vi at vi har set flere døde træer, end Dronning Margrethe har fået buketter. Vi vælger at søge sydpå via egen intuition, da hr. Rathmann og den elektroniske navigatør Mandy, er blevet voldsomme uvenner, grundet nogle grusveje og ikke eksisterende veje. Da Mandy blev den lille i diskussionen, bliver det hr. Rathmanns intuition vi færdes efter. Denne fører os mod Alto Pass i det sydlige Illinois. Det viser sig at være en stor succes, og da vi 14 sekunder siden har passeret byen, er bilen fyldt med glæde. Vi er trætte efter en lang dag in-the-middle-of-nowhere, og tager det første, men ikke bedste motel vi kan finde. Super8 bliver valgte, skønt det tidligere har røvet os for vores kontanter. Priserne herude er dog væsentligt lavere, og der er tilmed et lille motionscenter og en indendørs pool. Vi begiver os senere ud for at handle ind, og køre i den forbindelse i Wal Mart. Ja ja vi har lige boykottet dem, men de 6 timer det varede har de nok tydeligt kunne mærke på omsætningen. Her finder vi et landgangsbrød, som selv den mest sultne venezuelanske straffefange ikke ville kunne fortære alene. Inden vi påbegynder en deling af denne kæmpe, begiver vi os i motionscenter. Efter en lille intensiv times tid her, er det spisetid. Aftenen går med at planlægge baglæns fra San Francisco i selskab med vores trofaste ven Bud. Morgendagen byder på en ny stat, og sommertidens begyndelse i dele af USA.

Best regards

Johansen og Rathmann