Profile
Blog
Photos
Videos
Ved morgenstunds oprindelse kan vi erklære, at indgangen til igloen ikke har været helt tæt. Der er med andre ord koldt af Michigan til på vores motel værelse. Det viser sig, at det stykke gammel totempæl en indianer har solgt motel mutter som dør, dækker omtrent ligeså godt, som Telenor dækker mobilnettet ved stranden. Da vi her en relativ tidlig check ud tid, er vi tvunget til at kaste morgenmaden i gabet, samt hælde den slushice lignende juice i røret, således at vi ikke skal betale ekstra. Med vanlig dansk timing, når vi ud til tiden og for kickstartet koreaneren.
Hele dagen er afsat i nationalparken Grand Canyon, som ligger små 100km nord for vores moderne bivuak. Vi ankommer planmæssigt kl.11 og finder en shuttelbus ud til den rute vi vil følge. Der er en lang række udkigspunkter i den del af den kæmpemæssige park, og i løbet af dagen besøger vi omkring en 10 stykker. Naturen i Grand Canyon er uden sammenligning, og skal opleves med egne øjne før man for alvor har et indtryk af den skønhed. Det totalt uoverskuelige landskab, som er skabt over millioner af år, og som er uberørt af menneskehænder, sælger sig selv helt fantastisk. De forskellige farver op ad klipperne, som er skabt i forskellige perioder betager i den grad det menneskelige øje, og man kan kun blive fascineret af synet. Nogle steder kan man kigge ned til den mudrede Colorado River, som risler igennem landskabet med sin egen ro og sjæl. Vi er heldige med vejret, hvilket er ensbetydende med at sigtbarheden er helt outstanding, og uden problemer kan man stå og fordybe sig i udsigten, uden egentligt at se på noget. Da vi vælger at tage turen mellem nogle af udkigsstederne til fods i stedet for med bussen, oplever vi nogle helt unikke ting. Da vi vandrer på en skovsti, og er ved at vende verdenssituationen, opdager vi pludselig at der kun cirka 10-15 meter fra os, går en flok rensdyr/dådyr/elge/egern og græsser. De ved vi er der, men tager ikke notits af dette, men stiller godvilligt op til en fotoseance. Efter en del timer vender vi tilbage til bilen, efter dejlig bustur hvor man ikke kunne slå en bøvs (og ja det ved vi godt at man ikke må når andre kan høre det) uden at ham foran ville få tinnitus. Da vi kommer ned til vores steghede bil, beslutter vi os for at finde et godt sted til at se solnedgangen, da denne skulle være helt uimodståelig i Grand Canyon. Stedet bliver fundet og vi kigger intenst på solen. Det er dog som om at jo mere vi kigger, jo flere skyer samler der sig omkring solen, for at den til sidst forsvinder bag skyerne, i stedet for at gå ned bag klipperne. Vi bander og svovler da vi kører ud af parken, og bliver enige om at det er en indianers værk. Hvis de bare kunne bruge mobiltelefoner i stedet for de forbandede røgsignaler, så ville vi nemt kunne se solnedgangen.
Destinationen er Flagstaff, og på vejen dertil får vi fingrene i en sandwich som ender med at blive vores aftensmad. Vi chartrere os ind på et Motel, og godt trætte af alt den friske luft, bruger vi aftenen på fjernsynskiggeri uden Bud. Morgendagen står på rundtur i Flagstaff, og jagt efter et par knickers til Navigatøren, da der er en der åbenbart fjernede hans fra kufferten under pakningen hjemme i Danmark…
Best regards
Johansen og Rathmann
- comments