Vi vågner op til sommertid i en regnvejrstat og vandre ned til morgenmad. Denne er så minimalt indeholdende at vi ikke levner den spalteplads her i bloggen, så lidt udvalg har de ikke engang i Aldi. Vi er klar over at dagen bliver en dag, hvor der skal lægges nogle mil bag os, fordi at Illinois tidsmæssigt holder ligeså længe, som en flaske whisky i Jonny Madsens hånd før en koncert. Et af dagens få delmål, er at fange den legendariske Route66. Vi vælger i den forbindelse at køre gennem skovområder i stedet for at tage den direkte highway.

På ruten passere vi gennem mange kilometer skov, og veje snor sig urytmisk gennem de bølgende dale. Vejen er i sig selv en dramatisk størrelse med få meter til afgrund nogle steder, og uden autoværn, som en frelsende hånd mellem bilen og den sikre død. Vi skære gennem en række småsamfund, som passer sig selv, og ikke ytrer noget ønske verdenens rivende udviklings indblanding i dagligdagen. Vi nyder til fulde, at færdes af de nærmest familiære veje fra vores normale lokalsamfund. Stille ebber idyllen ud, og som revet ud af en drømmeagtig tilstand, er man nu midt i motorvejsræset igen.

Vi fanger, mere eller mindre tilfældigt, Route66 midt i en by og påbegynder en rejse ud af denne. Der opstår dog ret hurtigt en form for skuffelse indeni. Lidt den samme følelse, som at gå i Den Gamle By i Århus, mens man kan kigge ud på store moderne byggerier omkring, samt høre nutidens larm. Route66 ligger klods op ad en nyere highway, som er opført for at lede trafikken væk fra den gamle historiske vej. Dette er som sådan en meget pæn tanke, da vejen ikke kan kapere trafikkens volumen, men samtidig går det unikke og intime af Route66. Det ender med at vi køre af den, da navigatøren kender en smutvej i området omkring byen Rolla. Denne yderst anbefalende tur går på alt fra asfalt til grusvej, og slår sine sving ude hvor man tror civilisationens eksistens ophøre. Dette er dog ingen hindring, da vi jo færdes i en koreansk bil, og disse har ry for at være hensynsløse i funktion. Nu vil nogen måske undrer sig over hvordan en GPS kan få os derud. Det kan den heller ikke, men Navigatøren og Mandy er pt. så meget uvenner, at et hvert forsøg på forsoning ikke har kunnet finde sted. Da Navigatøren blev den store i skænderiet, hvor Mandy's eneste forsvar var "Take the exit left in 1½ mil", blev det naturligvis hans koordinator der benyttes. For at holde hende opdateret med vores position, får hun dog lov at guide os til Springfield, Missouri.

Her finder vi et lokalt motel, Plaza In, og møder den hidtil mest snaksaglige amerikaner. Hans navn er M. R. Preston, og han er tidligere FBI-agent i 40år. Han konkludere op til flere gange at vi er "clean/nice young men" og vi må give ham totalt ret i disse udsagn. Han er ydermere dybt skuffet over Den Lille Havfrue, og desuden klager han en del over det amerikanske skolesystem, samtidig med at han er imponeret over vores evner, til at blive så hurtigt færdige med skolen. Han fortæller et par festlige anekdoter med hans knastørre accent, som lige skal vendes et par gange i hovedet før den fiser ind. Da han synes at have krydstjekket os nok, og hørt hvad vores fædre laver, overdrager han os nøglen, som var den til Fort Knox. Afslutningsvis anbefaler han et par restauranter i nærheden, og vi beslutter os for at spise ude til aften.

Vores tidsplan skærper lidt til, da vi har en aftale i Phoenix med Navigatørens svigermors fætter, som vil være vært ved en rundvisning i byen d.24 marts.

Aftenen bruges på restituering efter dagens køretur, og morgendagen skulle gerne byde på et grottebesøg, og et par FBI historier fra Lucky Luke.

Best regards

Johansen og Rathmann