Hola Bola derude, derhjemme og hvor alle ellers befinder sig.

Så er billetten til Nepal købt og jeg er so excited!! Jeg er jo en lille en, der tror på skæbnen, på at man til tider får særlige tegn, til hvad man skal gøre, at man, hvis man ønsker det, er i stand til at mærke, hvordan ens nære har det - selv uden kontakt og på lang afstand - og den slags ting. Derfor passede det mig rigtig godt, da jeg i denne uge, helt uden anledning, modtog en mail fra Olav, en af mine vener fra den buddhistiske 'lejr', jeg var på i april. Olav, der er nordmand og bosat i Danmark, har dyrket buddhisme i mange år, og bl.a. studeret det i Indien og Nepal. Det var ham, der fik min veninde, Phine, og jeg koblet på retreatet i Gomde i april, og han er altid virkelig sød til at hjælpe. Anyways.. Ham modtog jeg som sagt en mail fra, netop nu, hvor jeg har besluttet at tage til Nepal i en hel måned lige om lidt. Han ville bare høre, hvordan det gik med mig på min rejse, og så sige at jeg endelig bare skulle sige til, , hvis jeg planlagde at tage forbi Nepal på turen, og jeg havde brug for hjælp med noget i den forbindelse. Og det havde jeg jo så. Så nu har jeg styr på hvor jeg skal bo og har fået inspiration til, hvilke læremestre jeg skal forbi. Det er jo perfekt - er det noget med at livet giver én præcis det, man har brug for, lige når man har brug for det, hvis bare man stoler på det?

Nå, men derudover er jeg siden sidste indlæg flyttet. Det andet sted var der var jo mug (og i øvrigt også et par vildt irriterende haner der hver morgen stemte i med håndværkernes larm og støj klokken 5 om morgen), og det blev altså for meget for mig. Intet varmt vand at bade i, meget lidt plads, en lang creepy gyde at skulle gennem ned til huset og at man skulle ringe på, hver gang man skulle ind (om det så var klokken 4 lørdag morgen), kunne jeg klare. Men mug, ej det var sgu for klamt. Så nu bor jeg i et andet guesthouse, hvor jeg har nøgler, så jeg selv kan låse mig ind, et større værelse, et bedre badeværelse, adgang til et køkken og mulighed for at benytte en altan, hvor jeg i dette sekund sidder og skriver. Det er jeg virkelig glad for.

Udover det, er der ikke sket det store her i Ho Chi Minh siden sidst. Arbejdet kører stille og roligt fremad, og ellers bruger jeg tid sammen med de forskellige nye venner, jeg har fået. Jeg bliver helt glad indeni, når jeg tænker på, hvor fedt livet er; at man bare kan flytte til en helt ny by, i et helt nyt land, og lynhurtigt lære en masse inspirerende og søde mennesker at kende. Det kan lyde som overfladiske venskaber efter så kort tid, men det er det faktisk ikke, for både de vietnamesiske og de vestlige venner jeg har fået, oplever jeg som rigtige gode til at give meget af sig selv. De vestlige venner, nok fordi vi er i samme båd, og man ved, at åbenhed er en essentiel ting at have med sig, når man flytter til et nyt sted. Og de vietnamesiske venner mere på grund af forskelligheden og en nysgerrighed på det man ikke kender. Det er virkelig en fed oplevelse at få, som jeg er meget taknemmelig for. Men på trods af dette, glæder jeg mig nu også meget til at komme videre. Jeg er glad for, at jeg stadig har en måned tilbage til at fuldføre de arbejdsopgaver, jeg har sat i gang herude, men nu har jeg fået en hverdag op at køre, og så er det fedt, at noget nyt og helt anderledes venter lige rundt om hjørnet.

I går aftes var jeg ude med Christina og to af praktikanterne på ambassaden i Hanoi. De og ambassadøren var i byen som følge af ministerbesøg herude, og efter vi fire havde spist, tog vi hen på Saigons højeste bygning, hvor vi mødtes med ambassadøren og de to 'næstkommanderende' (?) til drinks på en af byens lækreste roof top barer. Dér, fra 26. etage, med en drink, til danske overpriser, i hånden, kunne jeg så stå og virkelig få et overblik over byens overvældende størrelse. Der var lys over det hele, pulserende liv, som motorcyklerne og bilerne fór rundt på gaderne, mens støjen herfra var erstattet med høj diskotek musik som gangnam style og andet 'godt'. Hold da op et tempo. Det bliver virkelig spændende at skulle gå fra en hverdag hér, til en hverdag i stilhed, viet til meditation, i et roligt buddhistisk kloster, omgivet af smuk nepalesisk natur. Jeg glæder mig over at have muligheden for at opleve begge steder og den stærke kontrast.

Jeg håber, at I har det lige så godt som jeg.

A lotta' love

Mai

Uh nej forresten PS: der er da sket en enkelt lille ting mere i mit liv: Jeg er nu endeligt blevet vegetar. Det har været under opsejling længe, kan sagtens leve uden kød, hverken mangler eller savner det osv. Men det sidste søm i kisten er simpelthen (kliché kliché), at jeg ikke kan snuppe den måde de behandler dyrene på herude. Det, og så det faktum, at de bruger kød på en helt anden måde. Man kan simpelthen ikke se bort fra, at det er et dyr, man er i gang med at fortære - modsat i Danmark hvor kødet i kølediskene er så 'clean cut' skåret ud, at man ikke tænker over, at det engang var mere levende end en agurk. Yaiks.