Klokken 6.55am så jeg hende for første gang på Vietnamesisk jord. Med en stor bagage vogn skubbende foran sig kom hun gående, forventningsfuldt spejdende rundt i alle retninger. Jeg fulgte hende fra første færd, hun trådte ud af ankomsthallen, mens jeg stille og målrettet som en tiger banede mig vej gennem den vietnamesiske menneskemasse. Afstanden blev mindre og mindre, og da jeg ikke var længere end 4 meter fra hende, lød ordene: "Hi Sweety!". De blev serveret med et af de dejligste smil jeg kender, bedst som hun også fik øje på mig. Fantastisk, fantastisk - Line var landet! (Til de af jer der ikke kender mig, kan jeg fortælle, at Line er en af mine bedste veninder, som jeg for nogle år tilbage siden mødte på Silkeborg højskole)

Vi havde meget vi skulle nå, og dermed ret travlt, for hun havde kun 12 dage i Vietnam. Så et kvarter efter hun var landet, befandt vi os på Ho Chi Minh's togstation, for at fange et tog til Nha Trang. Vi måtte vente et par timer inden toget kørte, og havde dermed lige tid til at få lidt morgenmad, inden en 8 timers togrejse PÅ HARDSEATS tog sin begyndelse. Vi havde selvfølgelig og heldigvis en masse snak der skulle indhentes, men det ændrede ikke på, at den 'kupe' vi sad i, var så nasty, at min hvide kjole på ingen måde var hvid mere, da vi havde nået vores destination, at al affald blev smidt ud af vinduet og direkte ud i naturen eller at vores bagdele på vejen faldt i søvn og måtte vækkes, inden vi kunne komme ud af toget. Med andre ord var selskabet vidunderligt og landskabet en smuk fornøjelse (hvilket var årsagen til vi havde valgt toget), men turen i toget var stadig en HÅRD udfordring.

Men så ankom vi til Nha Trang, og så blev alt bedre. Vi indlogerede os på et 3-stjernet hotel lige ned til stranden, hoppede i et hurtigt bad og i andre kjoler, fik taget lidt makeup på, og 1-2-5 havde vi forvandlet os til prinsesser og var på vej ned til en lækker middag ved havet. I virkeligheden er det nok mere passende at sige nede på stranden til en lækker middag, for restauranten lå rent faktisk på stranden. Dette betød naturligvis at havet var (jeg vil skyde på) 20 meter ved siden af os. Jeg ved ikke, om man kan forestille sig det, men her kunne vi pænt sidde og nyde en perfekt mojito ved synet af en smuk strand og flotte bølger, der var så tæt på, at man næsten kunne fornemme støvdråberne i ansigtet, når de skyllede ind over stranden, og med deres lyd efterlod en stemning af ro og afslapning. Arh… we had landed in heaven.

…og her blev vi så de næste 6 dage. Egentlig skulle vi kun havde været der i 3, men der var så vidunderligt, at vi forlængede vores ophold. Så arbejdede jeg bare derfra og flyttede mine møder til sidst på ugen, hvor vi nu bookede et fly tilbage.

De 6 dage fløj af sted. Vi boltrede os i lækre cocktails, gode artikler i Tidens Kvinder, masser af sol og sjove oplevelser. Om dagen lå vi på stranden, mens vi om aftenen trak i lækre kjoler og tog ud til sent om natten. Dog var det ikke alle dage vi tilbragte på stranden. Efter en virkelig slem solforbrænding (vi snakker ild-rød, på grænsen til sår på den øverste del af låret, efter en voksbehandling efterfulgt af en dag i solen, hvor jeg åbenbart havde misset en spot med solcremen!!!), passede det mig ganske glimrende at tage en dags sol-break. Vi trak derfor i dykkerdragterne og dermed fik jeg min første dykker-oplevelse. Godt nok 'sad jeg ligesom bagpå' en anden dykker, så jeg ikke selv skulle gøre noget andet end at trække vejret roligt og udligne trykket i mine ører (hvilket faktisk godt kan være lidt af en udfordring når man har sarte ører!), men det ændrede ikke ved det kæmpemæssige indtryk. Wauw. Det er nok det bedste ord der beskriver det. Hold da op, hvor var det smukt. Jeg så Nemo som en helt ny verden åbenbarede sig for mig, og jeg inde i mit hoved kunne høre Sabastian fra den lille havfrue synge 'Havet er skønt' (dy dy dy dy dy dy dy dy dy dy, dy dy dy dy dy dy dy dy dy). Disney når det er bedst - bare i virkeligheden. Det viser sig så at Nemo faktisk ikke kun er en venligtsindet fisk. Det fik Line at føle, da hun blev bidt i fingeren af lille Nemo, der åbenbart lider lidt af storhedsvanvid og ikke er så snild. Men indebrændte fisk til trods, så var det en meget overvældende oplevelse, og jeg var bare vanvittig taknemmelig, som jeg lå der i vandet, og ikke skulle gøre andet end at opleve (da jeg jo var fastspændt på min dykkerinstruktør, der i øvrigt var mindre end mig - pretty funny sight ifølge Line).

Dagen efter tog vi ud og surfe. Det var også mega sjovt. Bølgerne var kæmpe store. De havde, til vores store morskab, allerede 'kicked my ass' godt og grundigt et par dage tidligere, hvor jeg, på vej ud i vandet, blev fanget på det stykke, hvor man hverken er på det helt lave vand efter bølgerne eller på det dybe, på den anden side af der, hvor bølgerne bugter. Jeg blev kastet rundt i vandet, så jeg blev smadret ned på bunden og fik hudafskrabninger, for så lige at nå at rejse mig op, inden den næste bølge var over mig og klaskede mig ned. Da jeg endelig havde et succesfuldt tilbagetog havde jeg sand over hele kroppen, en lille hudafskrabning på knæet og sand nok i mine bikinitrusser til at man kunne have forvekslet mig med det modsatte køn. Line havde stået og set det hele, og vi var begge to så flade af grin, da jeg endelig fik kæmpet mig op på stranden, at vi knap nok kunne stå op. Puha. Nå men tilbage til det der surfing. Det var virkelig sjovt. Her blev vi selvfølgelig også revet rundt, fik hver vores bræt direkte i face, tog begge to flere gange hovedstyrt direkte ned i bølgerne uden at komme op på brættet og var helt ømme i kroppen og fyldt med blå mærker efter at have kæmpet med det hårde bræt en hel dag ude på vandet. MEN: Vi kom begge to op og stå på brættet - om end for mit vedkommende en anelse usikkert ala Bambi på glatis, og hvor var det en fornøjelse! Det var helt som at være som et barn igen. Man kunne tage alle mulige tæsk, men intet var afskrækkende, for det var bare så sjovt og udfordrende at man ikke kunne andet end at blive ved med at kæmpe videre.

Efter det blev mørkt sluttede vi så af med at få en drink eller tre sammen med vores søde og tålmodige lærer, der ejede stedet, og som havde været i vandet med os hele dagen. Long island icetea og to x mega nice drinks bestående af; Kaffe, baileys (måske vodka?) og hakket og blendede snickers - igen wauw. Så vi forlod stedet i ganske opløftet stemning. For så ikke at 'kill the buzz' var vi derefter kun lige for en kort bemærkning hjemme på hotellet for at skifte og gøre os klar til en aften ude, men under middagen kunne vi alligevel godt mærke trætheden snige sig ind på os. Vi var derfor mere eller mindre på vej hjem, da vi lige kort gik ind på en bar overfor restauranten, med en masse mennesker udenfor. Vi var bare lige nødt til at tjekke, at vi ikke gik glip af noget, ved at gå hjem, men bedst som vi havde scannet rummet, købt en vand, og bevægede os udenfor for at gå tilbage til hotellet, blev vi stoppet af en gruppe engelsk herrebekendtskab. Vi endte med at stå og snakke i en time, inden vi valgte at overgive os til en drink og udfordre dem i bordfodbold på en nærtliggende bar. Needless to say, but I'm gonna say it anayway: Selvfølgelig slog vi alle dem vi kom i nærheden af på det bord - nationalitet og køn underordnet - alle fik smæk, og vi fik drinks. Summasumarum, efter en aften med sjov og ballade i engelsk selskab, gik vi langs stranden hjem i dagslys, barfodet med fødderne i vandkanten klokken 7 om morgenen. Ih det var en god aften. Afslutningsvist kan det så siges at vi dagen efter var vi så glade for, at der var roomservice på vores værelse, og at stranden ikke var så langt væk.

Herefter gik turen tilbage til Saigon, hvor jeg lige havde et par møder at tage til. Torsdag eftermiddag tog vi i spa, hvor vi fik den helt store tur, som Mimi og jeg for et par uger siden også fik. Dette var halvdelen af Min fødselsdags/kandidat gave til Line. Den anden halvdel var en storslået middag, som vi fik om aftenen. Inden vi tog til Phu Quoc nåede vi fredag også lige forbi backpacker området. Her fik Line taget mål til en masse tøj, hun skulle have skræddersyet, og så kom vi forbi en DVD forretning, hvor vi scorede os serierne Charmed og L-word til vores tur. To verdensklasse serier (når man hedder Line og Mai i hvert fald). Derudover bød vores smuttur i Saigon på Mimis afskedsfest fredag aften, da hun desværre tog tilbage til Tyskland i sidste uge.

Lørdag landede vi så i Phu Quoc. Det var lidt op ad bakke at skulle stå op klokken 7 for at komme til lufthavnen efter en aften i byen, men heldigvis faldt vi begge i søvn i flyveren, der var så lille, at vi begge to var lidt nervøse ved at skulle med den. Det passede fint nok, så kunne man bare sove sig væk fra sine nerver, og da vi vågnede igen, ankom vi til den mest perfekte lille bounty, paradis ø. Her fandt vi et lille ressort helt nede ved stranden, hvor vi til 25 dollars om dagen kunne bo i en af stedets bungalows 20 trin fra stranden. Der var palmer med kokosnødder, træer med bananer, turkisblåt hav og en hvid sandstrand. Oven i hatten havde de latterligt billigt friskpresset juice og smoothies i mange varianter, lækre drinks, et fint menukort, og om aftenen buffet med dagsfanget/plukket mad i form af diverse fisk og skaldyr, forskelligt kød og et væld af grønsager, de var klar til at smide på panden så snart man havde udset sig sit bytte. What more could you want? Nå ja, så var der massage til nærmest ingen penge på stranden. I disse dage lavede vi ikke særlig meget andet end at smøre os ind i solcreme (Jeps, have so much learned my lesson), ligge under en parasol eller i solen på lækre liggestole, hoppe i vandet for at nyde de dejlige rolige bølger (tror det er det lækreste vand jeg nogensinde har været i), gå op igen, bestille en drink, smøre sig ind i solcreme igen, læse lidt i en bog, tøsesnakke lidt, småblunde lidt, stå op for at få lidt at spise, tilbage i havet, op og få solcreme på, ligge lidt i solen, lave ingenting sammen og sådan fortsatte dagen… Der var dog en af dagene vi lige var ude og kajake på havet i en time - det var også virkelig nice.

Efter så at have levet dette daseliv i tre dage vendte vi tirsdag tilbage til travlhed i Saigon. Her havde jeg lige igen nogle arbejdsmæssige ting at følge op på, mens Line skulle have styr på det tøj, hun havde fået syet. Om aftenen, var vi ude og spise lækker mad på en hyggelig restaurant, hvorefter vi tog på night marked, og shoppede, mens vi morede os med at prutte om prisen. I går var vi så ved vejs ende; Lines sidste dag i Vietnam, så vi stod tidligt op, og tog hen til det nærtliggende buddhistiske tempel. Derefter tog jeg på arbejde, mens Line fik klaret de sidste fittings på sit tøj og købt briller og andet godt i backpacker området. Vi mødtes igen til frokost, og tog så til et andet marked, hvor hun fik sluppet det sidste af sin indre shoppe gudinde løs, inden vi lige nåede hjem forbi mig og pakke, før vi mødtes med Christina til en drink på en af byens roof top barer. Med udsigt over byen sluttede vi af med at spise lækker sushi, og skåle i Mojitos på en stormende fantastisk ferie, inden vi kørte mod lufthavnen.

I dag er min hverdag i Ho Chi Minh vendt tilbage, men det er i virkeligheden også rigtig rart. Vores ferie virker som om den er blevet omdannet til god energi, og jeg har hele dagen nydt at samle op på de løse tråde, som ferien har efterladt. Nu ser jeg frem til 5-6 ugers arbejde, hvor jeg giver det alt hvad jeg har i mig, inden jeg tager til Nepal. I løbet af ferien, har jeg haft tid til at overveje, og jeg er endt med at ændre lidt i mine rejseplaner. Min nye plan er Nepal hen over jul og nytår, efterfulgt af Fili med Phine, inden jeg tager til Bali, hvor Marlene det sidste stykke tid joiner mig, og vi sammen tager til Australien. Jeg tror den holder stik, men man ved jo aldrig… Sådan ser min verdensanskuelse og fremtidsplan ud lige i dag i hvert fald.

Puha en roman jeg fik skrevet dér - ta' det gerne i etaper derude, hvis det bliver for meget.

Love love love og glade hilsner herfra.