En ven havde, inden jeg tog hen på politistationen for at anmelde mit overfald, fortalt mig lidt om, hvordan det vietnamesiske system fungerer. Jeg kan give jer et lille hint: Korruption.

Min ven fortalte, at jeg i lørdags, garanteret var blevet peget ud af politimanden på hjørnet - eller at han i hvert fald havde givet grønt lys til bøllerne, inden de forsøgte at stjæle min taske. "Havde de fået fat i din taske, kunne du højst sandsynligt have hentet den til halvdelen af dens pris, på den nærmeste politistation indenfor en time", fortsatte han. Jeg må have stirret vantro på ham, da han sagde det, for han trak undskyldende på skuldrene, og nikkede derefter. Med dette i baghovedet, var jeg naturligvis skeptisk, da jeg sammen med en vietnamesisk pige, jeg kun lige havde mødt, trådte ind på politistationen. Pigen, Ann, der var taget med mig, er en pige, som jeg aldrig før havde mødt, men som gerne ville hjælpe mig, idet min vietnamesiske ven, 'Steve', ikke havde tid. Eftersom jeg fandt sandsynligheden for, at der var nogen på politistationen, der kunne snakke engelsk, meget lille, så jeg det ganske simpelt som en nødvendighed at have en 'tolk' med. I virkeligheden kender Ann ikke engang Steve, men derimod en af Steves veninder, som heller ikke lige havde tid til at hjælpe mig, og i stærk kontrast til denne oprigtige venlighed, mødte vi så den første politimand, som fra en start virkede ugidelig og ligeglad - bortset fra at han naturligvis stirrede på mig som om der lige var kommet en særlig dyreart ind på stationen.

Efter at have udfyldt to forskellige skemaer, som Ann bagefter omhyggeligt havde oversat til vietnamesisk, blev vi vist ind til betjentens skrivebord. Vi nåede knap at sætte os, før han surt sagde, at de skulle bruge en helt eksakt adresse for hvor overfaldet havde fundet sted. Vi skulle altså køre hen til stedet, for at notere det på blanketten. Efter det var gjort og vi kom tilbage, kunne vi så pænt sætte os i kø igen. Da det så blev vores tur stirrede den samme betjent ganske modvilligt på os igen, tog en dyb og tung indånding og samlede så den første blanket, med beskrivelsen af hændelsen op. Han mindede mig lidt om aben kong Louis fra Junglebogen - på det tidspunkt hvor Mowgli er ved at stikke af - da han, mens han trommede sin pegefinger ned i bordet, så hans kæmpe guldring på ringfingeren dirrede op og ned, vredt sagde et eller andet til Ann på vietnamesisk, efter at have læst et par linjer. Ann, der halv skræmt og meget ydmygt så på ham, stillede mig så et uddybende spørgsmål til hændelsen. Det viste sig simpelthen at 'Loius' var sur over at vi ikke havde beskrevet hændelsen detaljeret nok, og simpelthen tillod sig at sidde at skælde ud over at skulle stille opfølgende spørgsmål. JEG VAR RASENDE. Ikke nok med at jeg var blevet overfaldet - og havde fundet ud af at politiet højst sandsynligt havde haft en finger med i spillet - nej, jeg skulle simpelthen også sidde der på politistationen med mit kæmpe store blå øje og finde mig i, ikke blot at blive mødt med minus forståelse og sympati, men også at manden skældte min overvældende søde og hjælpsomme tolk ud over, at han skulle gøre sit arbejde og stille lidt opfølgende spørgsmål. Jeg svarede pænt Ann, på det hun havde spurgt mig om, og vendte mig dernæst direkte mod denne flabede undskyldning af en politimand, der sad der i sin latterlige grønne dragt og spille magtfuld. Så kiggede jeg på ham med det koldest mulige blik jeg kunne præstere, og sagde fast og bestemt på engelsk, at han simpelthen skulle tale og opføre sig ordentligt. Han fattede naturligvis ikke et klap, af ordene jeg sagde, men budskabet gik klart igennem. Herefter skældte han på intet tidspunkt ud, når han stillede spørgsmål. Med helt spidse læber, håret trukket stramt tilbage i en knold og helt rank ryg sad jeg gennem de to timer og nedstirrede ham med dette kolde blik, mens han langsomt gjorde sit job. Jeg kogte indeni - alle følelserne fra dagene forinden - efter overfaldet - mundede simpelthen ud i dette blik. Hvad bildte han sig ind??! Han mærkede stensikkert mit gennemborende blik, men kiggede kun på mig en enkelt gang, hvor han forsøgte sig med et lille smil, da Ann tabte en kuglepen, som hun skulle underskrive et papir. Mit blik forblev det samme, ligesom mit kropssprog konstant signalerede; Ta' dig sammen og gør dit job, når han forsøgte at tage en lille pause og ville snakke lidt med sine små venner på stationen. Om end det stadig tog to timer, havde det sin effekt, for ikke blot var han hurtigere end betjenten ved siden af os, der udførte det samme job - han råbte heller ikke længere eller tog sig en smøg midt i processen - hvilket manden ved siden af gjorde konstant. Jeg havde simpelthen så ondt af den pige, der ved siden af os hele tiden blev råbt af, mens hun anmeldte, at hendes motorcykel var blevet stjålet. Magen til lille opblæst nar af en betjent skal man simpelthen lede længe efter - han var meget værre end vores betjent - garanteret udelukkende på grund af min hårde attitude. Afslutningsvist skulle 'Louis' dog også lige spille smart - og forsøgte sig, efter han havde taget en krig om at udfylde sin rapport (i hånden og med slettelak), med at sige, at nu kunne vi så vende tilbage klokken 9pm om aftenen (på dette tidspunkt var klokken 5pm - og vi havde allerede spildt 3 ½ time på dette pjat), for at hente den fulde rapport med stempel og alting, da de jo nu først skulle ud og undersøge om jeg talte sandt. Igen, Mai oppe i det røde felt med sit store blå øje og slemme hudafskrabninger på både hånd og skulder, fik så ganske klart og tydeligt på koldt og kontant engelsk med hårde håndbevægelser (læs: en vred løftet pegefinger) formuleret at det ganske simpelt var uacceptabelt! Stakkels Ann, der ikke var helt lige så vred og direkte som jeg, fik så oversat dette til vietnamesisk. Jeg ved naturligvis ikke, om hun sagde præcis det, men resultatet blev i hvert fald at jeg - uden bestikkelse eller noget - 20-30 minutter senere stod med min rapport til forsikringen i hånden. Da vi kom ud forsøgte 'motorcykel-passerne' selvfølgelig at snyde Ann. Tak skal du have for et system. Her er der, så vidt jeg kan se, tydeligvis tale om et 'minimalistic barbaric society' - og en kæmpe by uden infrastruktur, som følge af, at det er en storby i et endnu underudviklet land - om end landet så rent teknisk skulle være rykket op i 'ligaen' og ikke længere har denne betegnelse.

Efter to dage i Halong Bay er min vrede og harme dampet lidt af, og mit overskud til at møde byen med positivitet er så småt på vej tilbage. Gennem sådan en oplevelse vælger jeg simpelthen at fokusere på Ann og hendes venlighed, der er langt ud over, hvad man kunne forvente af hjælp fra en fremmed, ligesom jeg holder fast i at have ondt af byen over at have et sådant system.

Kærlig hilsen til alle

Mai