Ja, som den kvikke facebook observatør nok har bemærket, så mænger jeg jo virkelig med de unge asiater. I går fik jeg intet mindre end tre nye venner - hu haj hvor det går, starten på min rejse har virkelig været over al forventning.

Efter en forrygende eftermiddag tog jeg lørdag aften hen til værtsparret for at spise middag. Her blev jeg igen plantet helt alene med et stort måltid mad foran det vietnamesiske fjernsyn og et lille buddhistisk alter, mens de andre spiste i køkkenet. Okay, har så fundet ud af, at det åbenbart er sådan, man gør her - solo solo.. Nå, men bagefter fulgte Haum mig hjem, hvor vi gik en større tur i området. Hun viste mig vejen hen til en nærtliggende park, hvor jeg planlægger at afholde mine regelmæssige løbeture, men denne aften var der fyldt med dans i alle mulige former. Vi snakker pensionister, der dansede par-dans, et lidt yngre, men stadigt modent publikum, der 'gav den' til noget showdance agtigt og så snakker vi hiphop style - alt sammen til vietnamesisk musik i forskellige zoner af parken. Det var ret sjovt at opleve, stemningen var bare i top, og på vej hjem kom vi forbi et andet sted, hvor en masse mennesker var forsamlet for at høre en vietnamesisk mand synge på en scene foran en kristus skulptur. Det lignede dog ikke et kristent arrangement, og jeg morede mig ret meget over hans optræden, der må siges at minde mest om en miks mellem tysk slager og stjerne for en aften! Bagefter gik jeg hjem og læste på værelset, da jeg var træt efter alle dagens indtryk.

Søndag startede med at Ahn kom og hentede mig og mine ting på sin motercykel/scooter, og jeg er således ankommet, til det sted hvor jeg skal bo de næste tre måneder. Har fået pakket ud, og stedet er efter omstændighederne fint. Jeg har stadig blæser og aircondition på værelset samt mit eget lille badeværelse. Standarden på badeværelset er, hvad jeg vil beskrive som okay (…fordi jeg er her - havde jeg været i DK havde jeg nok beskrevet det som på grænsen til klamt - men om mig siges det af nogle selvfølgelig også, at jeg er sart). Med hensyn til området hvor jeg bor, kan det siges at jeg er landet 'blandt de indfødte', for når man endelig ser en udlænding på dette sted, kigger jeg selv efter ham. Der er ikke så meget turist halløj, og er endnu ikke stødt på et sted med et engelsk menukort. Menneskerne, jeg har mødt udenfor hjemmet, taler ikke rigtigt engelsk, og jeg aner ikke hvad jeg skulle have gjort uden Ahn og Haum. De hjælper til gengæld med alt, hvad det er dem muligt, men generelt synes jeg virkelig det er en nice oplevelse at være iblandt vietnameserne i deres hverdag. Så jeg får et indblik i det autentiske Vietnam. Alt i alt er mit hjem det næste stykke tid altså helt fint - særligt med en rigtig sød lille familie med i købet.

Anyways, senere den dag besluttede jeg mig for at gå alene ned til parken, så jeg snart kan komme i gang med at løbe dernede. Desværre fandt jeg ud af, at det stadig er regntid - B har åbenbart ikke helt syr på Vietnam alligevel, og jeg besluttede mig for at gå hjem efter en kort gåtur. B skrev en sms og sagde at han var syg, så jeg læste lidt på værelset, indtil jeg valgte at gå ud og prøve at smage café sur Dá. Man kan jo ikke bare bure sig inde på det værelse, så jeg fattede "turen går til Vietnam" og tog Haum i hånden, så hun kunne vise mig et sted at få kaffe på den anden side af vejen, fra hvor vi bor. Fatter ikke sådan helt hvad Haum siger, men vi fandt da et kaffested, og her mødte jeg en vietnamesisk pige. Jep, jeg antaster simpelthen bare folk 'på gaden' nu, for hun lignede lige den målgruppe jeg søgte. Ung, pige og sandsynligvis engelsktalende - Yes yes, godt spottet frøken Copsø, det var rigtigt. Fandt ud af at Hoang er en 23-årig uni-studerende, og så er hun den bedste engelsktalende, jeg har mødt siden min ankomst! Fortalte hende lidt om min situation; nyankommet, ikke vietnamesisk talende, på arbejde uden andre på min alder osv. Og heldigvis faldt vi fint i hak. Bagefter joinede en af hendes venner så, og så fik jeg ellers instrukser til et supermarked, hvilket jeg hele dagen havde ledt efter. (Nu er det jo ikke fordi at Ahn og Haum ikke vil køre mig til et supermarked, men jeg bliver jo nødt til at lære selv at begå mig..). Jeg forlod derfor mine to nye bekendtskaber, efter vi havde udvekslet facebook navne og telefonnumre, for først at anskaffe mig et kort over byen og derefter finde supermarkedet. Tidligere på dagen havde min søgen efter et supermarked ledt mig hen til en bog forretning, og det var her, jeg mødte min næste ven.

Jeg mødte kære "Steve", da jeg forvildet stod og kiggede efter et kort over HCMC eller en ekspedient, der kunne hjælpe mig med at finde det. Da jeg endelig fandt en ekspedient, kunne vedkommende ikke snakke engelsk, men det kunne "Steve", der stod lige ved siden af, heldigvis,. Jeg lærte hurtigt at "Steve", der har et andet vietnamesisk navn, som jeg ikke kan huske, bruger Steve som alias, når han har med udlændinge at gøre, at han er engelsklærer, og at han gerne vil vise mig byen eller hjælpe mig, hvis jeg får brug for noget. Super super - I will take it. "Steve" fik mit nummer, men et eller andet sted i samtalen opstod der vist nok en misforståelse, da han sagde noget om, at han ville spørge sin chef, om jeg ikke kunne komme og undervise i engelsk…Oh well, det kunne da nok også være meget sjovt…

Jeg forlod "Steve", da jeg havde fundet mit kort, og begav mig derefter hen mod supermarkedet. Det lå et godt stykke væk, men man skulle bare gå lige ud på den store vej hele vejen. Da jeg fandt mine varer i supermarkedet, var jeg mega ovenpå over selv at kunne finde rundt - f*** hvor var jeg da sej - kan da klare mig selv her i HCMC …Desværre havde jeg så bare lige misset, at der var to udgange/indgange til supermarkedet, hvilket betød, at jeg kom til at følge en vej i en stik forkert retning, da jeg skulle tilbage! Jeg travede… virkelig langt... inden jeg så at vejen drejede, og dermed blev klar over, at jeg var helt galt afmarcheret. Tænkte da også, at de store bygninger lod vente på sig, og at jeg ikke huskede at gå gennem så snusket et kvarter, men måske jeg bare havde været vildt fokuseret på supermarkedet?.. Åbenbart ikke.

Overrasket over min manglende paniske tilstand og rolige reaktion på at være blevet væk, opsøgte jeg en lille restaurant, hvor jeg så et par sidde og spise middag - de lignede ikke nogen, der kunne tale engelsk, og jeg havde desværre ret. Men ja, jeg kunne ikke lige gennemskue hvad jeg ellers skulle gøre end at smække mit nyindkøbte kort op på bordet og PRØVE et udtale min adresse… Da de ikke forstod mig, gav jeg dem et visitkort med min adresse på. Manden kiggede på mig med store øjne og fik så sagt: "FAAAAR away". Jeg tænkte, jeg lige ville lade dem stå og studere kortet, mens jeg tjekkede min telefon og lucky me, så havde 'Steve' både ringet og skrevet beskeder, hvor han inviterede mig ud på middag. Fedt fedt fedt fedt fedt. Jeg ringede øjeblikkeligt op, og fandt ud af, at han stadig ikke havde spist og gerne ville invitere mig ud. Da han så spurgte, hvor jeg var, gav jeg telefonen til ham manden med mit kort, som så instruerede 'Steve' i hvor jeg var, så han kunne komme og hente mig. Da jeg fik røret igen, beordrede en lettere panisk Steve mig til, at blive hvor jeg var, mens han ville skynde sig at komme - indenfor maks en halv time! Så der endte jeg ved et bord, hvor vi sad fire mennesker, da det viste sig at parret havde en ældre herre til bords også, og hvor vi knap kunne tale ti ord sammen. De var vældig flinke, og serverede øl for mig, mens jeg sad sådan lidt malplaceret ved bordet og crashede deres middag - NICE :D Under min tid ved bordet lærte jeg dog tre vigtige lektioner;

1) De kommer isterninger i deres Tigerøl??!

2) Folk ved ikke hvilket land Danmark er, med mindre man siger Carlsberg, Michael Laudrup og (desværre) Niklas Bendtner

3) Det er åbenbart helt i orden at invitere en ny pige ud, mens man allerede er på en date med en anden - også selvom man ikke har særligt store chancer for at kommunikere.

Mens den første og anden lektion giver sig selv, lærte jeg den tredje, da den ene mand (som i øvrigt er 38 år, nok ikke den flotteste fyr i verden, og på date med en på 21, som lignede en på 15?) sagde, at han godt kunne læse og skrive engelsk, man bare ikke tale engelsk. Han gav mig derfor et stykke papir, hvorpå jeg skrev et spørgsmål. Han svarede ikke på mit spørgsmål, men skrev i stedet: if you want you have my tel-phon nr? Til hvilket jeg svarede: But we can't communicate?? Og han skrev o.k.

Var glad da 'Steve' kom, men der havde jeg allerede nået at drikke en øl, for i mangel af andre muligheder, var den eneste kommunikationsform, der gik rent i gennem, at klinge glassene sammen over bordet og drikke en lille tår - Var flad af grin over den mega komiske situation.

Nå men så kom søde 'Steve' endelig. Nåede dog lige at blive budt en ordentlig omgang wiskey, inden jeg tog af sted, men fik takket nej, inden min 'helt' på motorcykelscooter med regnslag over, kom og tog mig med. Han havde også et regnslag med til mig. Ret sødt og betænksomt. Nå men aftenen blev bare mere og mere vellykket. Fik dog under middagen på en lille hyggelig vietnamesisk restaurant også lige fortalt den gode "Steve" om Phine, min forlovede, mens han tålmodigt instruerede mig i bruge mine spisepinde korrekt. Bagefter kørte vi rundt i byen og så endnu flere historiske steder, end dem B allerede havde vist mig, og jeg endte med at være hjemme lidt efter 23. Ganske kært, var Haum helt bekymret for mig, så hun havde holdt sig vågen til jeg kom hjem, men havde ikke ville ringe til mig. Nåårh :) - jeg er åbenbart lidt ligesom et barn i foster care, men det er jo dejligt, at folk herude også passer på mig.

I dag hentede 'Steve' mig klokken 8, så vi kunne nå at få morgenmad sammen, inden vi begge skulle på arbejde. Det havde han insisteret på, så jeg kan få, hvad han mener, er HCMC's bedste morgenmad. Derefter var jeg ude på shelteret og møde folkene derude for første gang. De var lidt forvirrede over at jeg ikke var vietnameser, eftersom jeg jo hedder Mai. Mai er åbenbart også et vietnamesisk navn og ligeledes navnet på en vietnamesisk blomst, der blomstrer om foråret. Men det var en rigtig god dag, pigerne var så søde, og personalet var også venlige, så jeg glæder mig til for alvor at komme i gang med jobbet. Billeder følger nok i løbet af de kommende dage.

Cheers, love and happiness

Danish miss Mai

PS: I øvrigt kan jeg lige tilføje, at trafikken herude er helt anderledes end i DK, men den er at sammenligne lidt med at stå på ski. Alle suser ned af bjerget, men formår alligevel at undgå at ramme hinanden, selvom man ikke skal holde sig til en bestemt retning. Sådan kører alle folk bare på gaderne her i byen. Kommer der nogen susende forbi én, så gør tager man bare højde for det og styrer udenom. Eneste forskel er bare, at man på et bjerg aldrig oplever, at nogen kommer kørende direkte imod trafikken (eftersom det jo går ned af) eller at noget tager fortovet i brug, når de skal forbi hinanden :)