"I would like your number". Det var indgangskommentaren fra Craig - en australsk olieingeniør, bosat i Ho Chi Minh City - der som den første henvendte sig til mig straks efter vores ankomst til et europæisk netværksmøde fredag aften. Han stirrede intenst på mig, og sagde det nærmest som en ordrer. Christina - en jævnaldrende dansk pige, der er i praktik på det danske konsulat i byen - og som jeg var af sted med, stirrede lidt halv skræmt på mig, mens jeg forsøgte mig ved at sige, at han allerede havde mit nummer, og henviste til det nummer vi alle havde fået klistret på brystet ved ankomsten. Men Craig var ikke sådan lige at 'bringe ud af fatning', han affejede min joke, og insisterede igen på at få mit 'kort'. "Desværre" kunne jeg fortælle, at mine visitkort skulle have været klar til aftenens anledning, men at de af en eller anden årsag alligevel ikke var blevet det. Derfor havde jeg altså ikke endnu et kort at give ham. Derpå gav han mig sit kort, og begyndte at udspørge mig om mit ophold i byen. Efter et kvarters tid, hvor Christina og jeg begge havde kæmpet en brav kamp for at få hende (der i øvrigt stod mellem Craig og jeg) inkluderet i samtalen, forlod han igen vores bord, med en åben invitation om at lege turguide for mig i Saigon samt en invitation til en middag. Tak skal du have og velkommen til et networking arrangement! Christina og jeg, der begge var til vores første af slagsen, var vist også de yngste til arrangementet. Som man i virkeligheden kunne have sagt sig selv inden ankomsten til en aften, der handler lige så meget om opbygningen af et socialt som et professionelt netværk, vil der naturligvis også være spor af noget der ligner macthmaking. Men det havde jeg bare - mega blåøjet - ikke rigtigt tænkt over, så da man pludselig fandt sig selv i et selskab der, for mig at se, handlede næsten lige så meget om dating, var det lidt en overraskelse. Heldigvis endte vi med at have det rigtig hyggeligt, eftersom vi, som aftenen skred frem, blev mere afslappede i selskabet, og jeg fik da 11 visitkort med mig hjem (af den ene eller den anden årsag?), inden vi sluttede af med at tage ud og spise sushi. Jeg gjorde mit bedste for at skrue enhver samtale over på mit arbejde, hver gang jeg mødte en ny kontakt, og besluttede mig for at se årsagen til folks interesse i shelteret som underordnet. Om det skyldes mig eller en reel passion for at høre mere om vores humanitære projekt er ligegyldigt - så længe de får lyst til at hjælpe. Ih man lærer så meget hele tiden!

Lige en kort bemærkning om Christina: hun er, som et led i sin uddannelse på CBS, i praktik herude i 6 måneder, og har nu været her i halvanden. Vi mødtes for første gang i onsdags, efter en fælles forretningskontakt, havde sat os i forbindelse. Hun virker til at være en virkelig sød pige, og jeg er lykkelig for nu at have to mere eller mindre jævnaldrende vestlige veninder herude!

Lige en kort bemærkning om visitkort-situationen: Yearh baby, jeg får mine egne visitkort - og har valgt at de skal være i knaldpink - Satser på et nice resultat!

Anywhoes… Foruden arrangementet i fredags og mit møde med Christina, har jeg siden sidst stiftet endnu mere bekendtskab med den vietnamesiske kultur. Bl.a. i form af at få ordnet negle på hænder og fødder, som mange af de vietnamesiske kvinder.

Så er jeg stødt på lidt forskellige udfordringer på jobbet, idet det omfattende omfang af de opgaver jeg skal arbejde på, lidt efter lidt åbenbarer sig for mig. Heldigvis har jeg mit ugentlige skypemøde med projektkoordinatoren, Ole. Han er rigtig sød til at minde om, at jeg bare skal gøre mit bedste, men at det ikke er forventet, at der er min indsats, der udgør forskellen på succés og nederlag. Man kan lidt sige, at det job vi gør, er en forbedring uanset hvad, mens størrelsen på forbedringen i høj grad er op til Vietnameserne, vi arbejder sammen med - det kommer an på, hvor godt de griber den bold, som vi har kastet til dem. Når det handler om skift i indstilling og generationer, er det selvfølgelig en meget langsom proces, så man må væbne sig med tålmodighed. For at sætte det i perspektiv prøver jeg lidt at sammenligne de gode tiltag, med hvor lang tid det, i USA, tog at få valgt en sort præsident, efter der blev givet lige rettigheder til alle.

Ellers er jeg ved at have vænnet mig til, at alle folk omkring mig er vietnamesere, og til hvordan miljøet herude er. Det er på den ene side godt, at jeg nu er blevet mere vant til mine omgivelser. På den anden side er det mindre godt, idet vietnameserne ikke har vænnet sig til mig: jeg er stadig en hvid pige - dermed et omvandrende zoo eller lokal turistattraktion. Og nu er det jo ikke bare sådan, at der skjult og forsigtigt bliver skulet til mig. Nej, der bliver GLOET, peget og nedstirret. Jeg føler mig som en flodhest iblandt ænder - jeg er jo også større end dem på alle måder. Havde jeg nu haft samme tilbøjelighed til at overbeglo hver vietnameser jeg så, ville jeg måske synes at det var mindre slemt - mere fair ..eller noget? Men nu hvor jeg har vænnet mig til det hele, bliver det bare mere og mere irriterende, at jeg stadig skiller mig ud som et fyrtårn på en flad strand. Nogle gange er jeg i humør, og ligeglad med opmærksomheden - andre gange er jeg ikke så meget til det, og tæller så indvendigt til 10 for ikke at komme til at bide et hoved af nogen.

Men så igen, vietnamesere er sgu søde altså. I går stod jeg tidligt op for at tage hen til et nærtliggende buddhistisk tempel. De af jer der kender mig godt, ved at jeg, i april, var på et buddhistisk retreat i Danmark, hvor jeg blev ret bidt af meditation og den positive livsindstilling, der, for mit vedkommende, medførte en midlertidig fantastisk indre balance. Nå, men der var jeg så, og bedst som jeg sad og nød den fredelige stemning, blev jeg fanget i en form for messen. Min sidedame - der allerede forud for dette havde vist interesse for mig og forsøgt at snakke med mig - var virkelig sød til at hjælpe mig med handle korrekt, mens tre munke(?) i gule dragter ledte an med 'sang' og trommerytmer foran os alle. Stille og roligt blev jeg instrueret i, hvornår jeg skulle bukke, hvornår jeg skulle rejse mig op, hvor vi var henne i den vietnamesiske tekst osv. Efter 'arrangementet' ville sidedamen og to andre kvinder gerne snakke noget mere, og de var simpelthen bare så søde og velmenende. Men mest af alt var de positive, nysgerrige og imødekommende - hvilket i virkeligheden må siges at være kendetegnende for hele samfundet herude. Ja okay, de glor, men de smiler altså også 90 procent af tiden, synes jeg.

I templet endte jeg selvfølgelig med at blive kapret i en halv time, inden jeg kunne tage videre. Dette indebar bl.a. en lang samtale, der foruden buddhisme og min nationalitet, gik på, at jeg da - nu hvor jeg ikke er gift - helt sikkert skulle hookes op med en fyr fra templet, der gik mig til skulderen! Derudover kunne de ikke holde op med at snakke om min 'skønhed' - og ærlig talt, så aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op, når disse venlige vietnamesiske kvinder kommer og siger, at jeg er smuk. Jeg har været ude for det flere gange nu - bl.a. også til networking arrangementet, hvor den eneste vietnamesiske kvinde, jeg gennem hele aftenen hilste på, også kommenterede det. Jeg bliver simpelthen helt genert og mundlam hver gang? What's the proper reaction to this?? ..anyone? For jeg ved det ikke.. Men i hvert fald endte jeg, i templet, med også at skulle stille op til to billeder - et med kvinderne og jeg + et alene af mig? Endeligt sendte de mig af sted med to bøger om buddhisme, som de så generøst gav mig som souvenirs… Mere gæstfrit bliver det vist ikke - og så kan man da ikke lade vær' med at smile.

I dag har jeg været til et virkelig godt arrangement, hvor shelteret og den overordnede foundation i fællesskab, overfor skoleadministrationer, satte fokus på fortalerarbejde og forebyggelse af seksuelt misbrug af børn. Dette har givet mig lysten til, i et kommende blogindlæg, lige at fortælle overordnet omkring hvad mit arbejde herude går ud på - til de af jer, der måske ikke er så bekendt med det.

Min eftermiddag kommer til at gå med endnu et møde, inden jeg i aften skal spise middag med Miriam (min tyske veninde) og en vietnamesisk pige, hun bor hos. I øjeblikket overvejer jeg at tage en lille smuttur til Halong Bay om et par weekender. Efter et stykke tid i en storby, trænger jeg til noget mere natur, tror jeg.

Kærlighed, overskud og krudt & kanoner Maio exploring