Profile
Blog
Photos
Videos
Efter den seneste tids modvind, hvor jeg bl.a. har rendt rundt og desperat forsøgt at tildække et, på grænsen til, sort øje og fundet mug på værelset hvor jeg bor, så jeg nu er på udkig efter noget andet at bo i, syntes jeg, at jeg trængte til noget luftforandring og forkælelse. I sidste weekend var jeg derfor på en dejlig tur til Halong Bay, mens jeg i går tilbragte det meste af min dag i en spa sammen med Mimi.
First thing first: Halong Bay. Jeg tog flyet fra Ho Chi Minh City til Hanoi meget tidligt torsdag i sidste uge. Her havde jeg i forvejen booket et hotel, som så havde sørget for afhentning af mig i lufthavnen, da jeg ankom. Det meste af min dag her gik med at tuller rundt. Jeg havde ikke lavet nogen planer, og fordi jeg ikke ville være i byen i særlig lang tid, gad jeg ikke til at skulle ud på sightseeing. I virkeligheden havde jeg denne weekend bare rigtig meget brug for en pause fra hverdagen og lidt afstand til den seneste uges udfordringer i Saigon. Derfor var det skønt, at blive ført ind i en dansk verden igen, da jeg helt tilfældigt, fandt et lille dansk hæfte, det sted, hvor jeg spiste frokost. Det var en af de der 'foldere', der har været vedlagt et dameblad (i 2009) - omhandlende hvilket tegn Venus stod i på lige netop på det tidspunkt, hvor man er født. "Jamen du kender mig jo !", kunne jeg have udbrudt, da jeg begravede mig i denne verden, og fandt ud af at Venus stod i vandmandens tegn d. 26. Februar omkring klokken 06.00 i 1989. Ganske rammende listede den op hvordan jeg agerer i forhold, og hvad det er jeg søger i en partner. Bob bob. Nogen kender mig her - ih hvor dejligt - også selvom det bare er en lille bog, og det var lidt skræmmende, for jeg havde jo egentlig aldrig mødt den før, men whatever. Den kunne mit sprog, så der kunne vi, ved siden af alle restaurantens øvrige gæster, sidde og kommunikere i al hemmelighed. Jeg kunne nok ikke have mødt den på et bedre tidspunkt.
Dagen efter stod jeg tidligt op, og stillede klokken 8.00 på kangaroo café, hvor jeg mødte to par fra UK, et fra fra USA, en kvindelig pensionist fra Australien og en mand fra New Zealand. De var mine følgesvend sammen med en engelsktalende vietnamesisk guide ud på en fin lille båd i Halong Bay. Her tilbragte vi lidt over 24 timer med at nyde den smukke natur fra tagterrassen, spise frokost og middag ved et flot opdækket bord i kahytten - ligeledes med udsigt over bugten - kajake rundt omkring en flydende landsby, svømme rundt i det klare lune vand, at se en perlefarm mm. Det var en god tur, dejligt afslappende - om end måske en lille smule for kort. Efter at have nået Hanoi, fløj jeg så tilbage til HCMC, og var allerede hjemme klokken 22.
Second stop: the spa: Ja, selvom Halong B. var ret nice, smuk og meget mere, så tror jeg faktisk næsten at min dag i går var endnu bedre. Mimi og jeg mødtes klokken 10.30 på en gade, hvor ingen af os før havde været. Vi skulle i et spa, som vi havde fået anbefalet af hendes husvært, og havde set billeder af på nettet, men det var ikke til at se nogen steder… indtil vi gik ind i en smal smøge mellem to huse, og lige præcis fik øje på det. Vi gik ind, og som vi trak perleforhænget til side åbenbrede en lille skjult skat sig for os. Okay, vi blev mødt af en stor gruppe vietnamesiske kvinder, der lignede store spørgsmålstegn (tror ikke der kommer så mange vesterlændinge), men stille og roligt, blev vi blev vist hen til et sted at sidde, og fik straks en balje med lunt vand, lime og ingefær under vores fødder. Sådan sad vi, mens vi valgte hvilke behandlinger vi gerne ville have (heldigvis var 'menukortet' heldigvis på engelsk også). Vi besluttede os for; 70 minutters Oliemassage, En græskar ansigtsbehandling og en kaffe bodyscrub.
Vi startede med at blive vist hen til et LILLE omklædningsrum (ligesom et prøverum faktisk). Her fik vi udleveret nogle nærmest ikke eksisterende og halvt gennemsigtige trusser samt et stort tørklæde til at tage rundt om os. Derpå blev de to blufærdige vesterlændinge så sammen 'skubbet' ind i prøverummet, og efterfølgende iført nogle latterligt udseende badehætter, inden dampbadet kaldte. Vi så SÅ åndsvage ud - kunne selvfølgelig ikke se mig selv, men dømte efter Mimi - og jeg var mega flad af grin, som vi trissede rundt der. Efter dampbadet blev vi ført op til et rum på 2. Etage. Hele dette lille slot var fyldt med små værelser og lommer, og alle steder emmede af den forførende rolige og afslappede atmosfære af nærvær og nydelse, der hersker disse steder. I det nye rum blev vi anbragt på to brikse ved siden af hinanden, og så gik 3 ½ times kyndig behandling ellers i gang. Jeg blev naturligvis lidt overrasket, da massøren til en start sprang op på briksen til mig, men jeg besluttede at go with the flow. Hun hoppede også af ret kort tid efter, og hun virkede til at have prøvet det før, for jeg fandt ud af, at man godt kunne drømme sig lidt ind i himlen på dette sted (så snart man altså havde smit sin blufærdighed i skraldespanden). Efter denne behandling, der også indeholdt brugen af ingefær og noget nær hot stones, fik vi en ansigtsbehandling. Behandlingen indebar både ansigtsmassage og en ansigtsmaske, og jeg ved ikke hvad de brugte, men noget af det de brugte, duftede så godt af jordbær, at både Mimi og jeg blev skrupsultne. Så gik turen efterfølgende til et andet rum - begge nu iført, ikke blot, den komiske badehætte, men nu også en kæmpe ansigtsmaske. Jeg grinte så meget da jeg så Mimi, at jeg frygtede min maske skulle falde af. Gosh, jeg ved ikke, hvad vi lignede! Nå, men videre nede i kaffe-rummet var det i hvert fald OVERHOVEDET ikke plads til blufærdighed, da man blev placeret på ryggen, kun iført de meget små trusser, hvorefter en vietnamesisk kvinde smurte os ind kaffegrums - over det hele! Der var ingen steder, der kunne undgå hendes hænder - bryster, mave, end ikke trusserne kunne stoppe hende, nej, de blev løftet op, og INTET sted skulle være efterladt uden kaffe. Det samme var naturligvis tilfældet, da vi, efter at have fået fjernet ansigtsmasken, skulle vende os om på maven. Trusser eller ej, de kan jo flyttes, sådan nogle. Vi taler altså om en kvinde med en mission her, og da vi var færdige kunne jeg pænt sige til Mimi: "I have coffee in places where one should never have coffee", til hvilket hun grinende svarede: "I know, me too!". Derefter blev vi vist hen til badet, hvor vi blev instrueret i ikke at bruge sæbe til at vaske os med. Med en svag dunst af kaffe all over forlod vi altså den lille gemte skat, efter 4 timers forkælelse. Vi stoppede lige kort for frokost, inden vi tog ind til byen, hvis vi skulle have en footscrub. Ovenpå dette gik vi ind på en café og fik en kop kaffe, inden vi hver især tog hjem for at klæde om, til middag på en fransk restaurant. Vi havde mødt ejeren af denne på en fransk vinbar nogle weekender forinden, og han var glad for at se os. Kredsede rundt om vores bord hele aftenen, og- med sin søde franske accent - fik han os naturligvis overbevist os om at vi både skulle have dessert og efterfølgende likør. Hvad er det med den accent der bare ikke er til at modstå?? Endeligt sluttede vi vores aften af med at deltage i åbningen på en irsk bar sammen med en del andre danskere, jeg mødte for nogle uger siden. Det var også rigtig hyggeligt, så alt i alt stod dagen i går bare i forkælelsens tegn.
I dag har jeg tilbragt dagen sammen med Christina. Vi mødtes klokken 11am til brunch og hr så brugt resten af dagen på shopping, idet vi gennemgik samtlige boder på Saigon Square. Man skal lede længe efter sine kup, men det lykkedes til sidst for os begge to at finde en fin kjole at tage med hjem. I feel like my luck is changing - hvor er det utroligt, så stor en forskel en weekend kan gøre.
Kærlige tanker og hullahopringsdans til alle fra mig.
- comments