Nu er det altså sket igen… I går, på vej fra en café til restauranten, hvor vi var en lille flok, der skulle spise middag sammen, blev jeg igen forsøgt berøvet min taske. De fik den heller ikke denne gang - jeg er jo glad for min taske, og giver ikke sådan lige slip, men oplevelsen var lidt mere ubehagelig denne gang. Dels kom bøllerne på motorcykel ind midt på fortovet, foran flere af de store hoteller ved floden, hvor der var en masse andre mennesker, og forsøgte at hapse tasken, mens jeg holdt den helt ind til kroppen - og så var det ikke engang blevet mørkt endnu. Dels var de voldsommere denne gang, så jeg faldt og blev slæbt en lille smule hen ad fortovet. Heldigvis tog jeg dog dem med i faldet, og de fik INTET overhovedet. Mit fald var ret heldigt - jeg har fået nogle hudafskrabninger lidt ala brændmærker, min nakke er stiv, fik øjeblikkeligt en stor bule ved mit ene øjenbryn (så jeg følte, at jeg lignede en trold), og i dag vågnede jeg så op til et blåt øje. Det kunne have gået meget værre, idet min taske, som bøllerne - ligesom mig - ikke ville slippe, var viklet rundt om mit håndled, og havde jeg været uheldig, kunne jeg nok let have brækket håndleddet. Men altså, jeg er okay, om end Miriam, (Mimi) der har været sammen med mig begge gange, og jeg, begge er lidt rystede over, at det kunne ske. Særligt i den situation, for hvornår kan man så føle sig safe??

Men jeg må sige, at jeg også føler mig lidt dum. Nu er det sket en gang før, og alligevel er min tanke, da motorcyklen aggressivt kommer kørende imod mig, ikke at de er ude efter min taske, men snarere "hov, de er da vist ved at køre mig ned". Det er så fjernt fra min tankegang, at folk gør sådan noget, at det slet ikke falder mig ind, før de allerede har fat i min taske. Når de så har fat i tasken, tænker jeg, ligesom jeg råber: No! Hvorefter jeg tænker: nej nej nej, ikke min taske, please nej - slip nu. Og under faldet: Gud, nej, jeg falder… Men så er det slut, og jeg kommer igen op til overfladen: Wow hvad skete der lige? Jeg tager min taske. Det var ikke så slemt. Jeg er okay… Men min krop ryster, men jeg kan ikke mærke, at jeg har ondt nogen steder, og jeg skal svare på en helt masse forskellige spørgsmål fra søde, bekymrede mennesker. Jeg hører folk overrasket og halvimponeret sige: "Oh - they didn't get it? Good For You!". Mimi, aer mig på ryggen, og jeg tænker bare: lad mig komme væk - da jeg føler mig endnu mere som en cirkushest og 'center of attention' end jeg normalt gør… Folk vil til at finde is til min kolossale og hurtigt voksende bule og spørger, om jeg ikke vil på hospitalet, men jeg gider ikke gøre et stort nummer ud af det - hader medynk, hader bekymring omkring mig… Nej nej nej - lad os nu bare komme hen til restauranten. De andre venter på os… Og vi begynder at gå. Mimi er så sød - bliver ved med at holde om mig, men jeg har det lidt svært med det, og vil bare gerne have at tingene er normale. Så ser jeg, at min smukke taske er gået i stykker, og at mit elskede ur er fyldt med riser, Øv. Senere, da vi når restauranten, ser jeg at mine bukser også er en anelse medtaget. Hvor er det synd for byen, at de har en så lidt flatterende pestilens at kæmpe med. Som vi sidder ved bordet og snakker, bliver det særdeles tydeligt hvor ofte det sker, da folk deler lignende oplevelser fra sig selv og bekendte. Jeeez… Heldigvis ender vi med at have en rigtig hyggelig aften alligevel, og jeg må sige, at intet jo er så skidt, at de ikke er godt for noget (Hov, blev Mai lige 60 år gammel med den kommentar eller…?). For det første, har jeg i dag lært, at jeg måske ikke skal være helt så afvisende overfor at bruge blå øjenskygge til mine brune øjne, som jeg plejer at være. Det er faktisk ikke helt skidt… Og for det andet, så må det siges, at jeg i den grad fører i gamet: Mai mod bøllerne på motorcykel - med en score på 2-0. Suckers!

I går, var generelt bare en ret skør dag. Jeg var i mit sædvanlige 'dagen derpå humør' efter for lidt søvn, hvor jeg konstant er i risikozonen for at få et ustyrligt grineflip - uanset hvor malplaceret, det i situationen så er at grine (Faktisk er det ofte i de situationer, hvor det bare er absolut forbudt at grine, jeg kommer til at gøre det…). Det er det symptom, jeg, i stedet for rigtige tømmermænd, plejer at have.

Vi havde været til et socialt dansker arrangement, aftenen før, hvorefter Christina, Thomas (som jeg arbejder sammen med) og jeg, mødtes med en anden dansk fyr på en lille club inde i centrum. Det endte med at blive en vanvittig underholdende aften, og jeg var ikke hjemme før klokken 4am. Da jeg så dagen efter, ikke kunne sove mere end til klokken 9, stod jeg op og tjekkede mails, og ser som det første en mail fra en australier, vi havde mødt aftenen før. Der, hvor vi mødte ham, havde musikken været så høj, at man nærmest ikke kunne kommunikere, og da han forgæves havde forsøgt at forklare mig noget i 10 minutter, slap min tålmodighed op. I min opløftede tilstand, gav jeg ham et af mine nye smarte visitkort og sagde: "Just write me an email"! Det gad jeg da ikke spilde mere af min tid på - mit selskab havde det jo super sjovt, mens vi dansede og gøglede rundt. Men altså, det havde han jo så gjort, og hævdede heri at han ikke havde tænkt på andet end mig siden han vågnede, hvorfor han ville høre, om ikke vi kunne mødes - gerne på den samme klub senere om aftenen. Det kunne jeg ikke lige forholde mig til, så jeg gik i gang med at svare på arbejdsmails. Kort tid herefter sker der så det, at jeg gennem den mest perfekt formulerede email (nogensinde!), får et overvældende smukt kompliment, af en ældre herre, jeg har skrevet lidt sammen med i forbindelse med mit arbejde. Det er sådan en mail, man ser på film, der simpelthen bare er elegant skrevet, ydmygt og venligt og på ingen måde anmassende, hvor man bare sidder tilbage og tænker: Wauw. Og der sidder man så - lettere forbløffet, mens man ser sig selv i spejlet, og finder en pige med gårsdagens makeup rundt om øjnene og en knold smækket op på hovedet. Oh yes, elegance that's me… Så var det, at jeg ringede til Mimi, og besluttede, at det bedste for mig at koncentrere mig om på sådan en dag, ville være at få kaffe med hende. Og så var det derefter 'strabadserne' gik løs.

Ellers er der ikke sket det helt store siden sidst jeg skrev. Jeg arbejder fortsat på det spændende projekt, og har i den forbindelse deltaget i endnu et networking arrangement - der dog var lidt mere nedtonet end det første. Så har jeg formået at blive fanget i et kæmpe regnskyl - på en dag hvor jeg havde hvid kjole og sort undertøj på. Heldigvis sad jeg bag på en motorcykel, og havde en taske foran mig, men at køre bag ved os på vejen, må have været et underholdende syn. Min kjole kunne vrides bagefter - og man skulle tro, jeg havde været en tur i en swimmingpool fuldt påklædt. Derudover har jeg købt et par vandresandaler (De bliver simpelthen bare ALDRIG smarte!), og er nu klar til min forestående tur til Halong Bay i weekenden.

Jeg håber ikke, I bliver alt for skræmte over min beretning - Jeg har det altså godt, og er stadig glad for at være her.

Kærlig hilsen til jer alle,

Mai