Wellington fredag d. 19/2:

Hurra , hurra, i dag er det Emmas fødselsdag!

Vi vækkede Emma med sang og gaver ( denne gang havde vi gaver i modsætning til da ditte havde fødselsdag i Thailand og hun kun fik mentos…..). Vi havde købt et armbånd med paua muslingeskal til Emma som hun havde udpeget undervejsog vi havde også købt en lille kiwifugl i glas som hun ønskede sig.

Ditte havde skrevet et fint kort, så det var en god start på dagen. Herefter spiste vi morgenmad med flag i croissanterne. Vi skulle nå en færge, så vi var ude af døren kl. 9. Farvel til alle ænderne som havde været vores trofaste venner disse to dage - de havde siddet udenfor vores dør om morgenen og banket på ruden og når vi åbnede døren gik de ind i stuen. Det var først da de lagde en andelort lige udenfor på måtten, at de blev bedt om at blive ude…..

Vi kørte til færgen som sejler mellem nord og sydøen og som hedder " the interislander" . Turen tager 3 timer og skulle efter sigende være en af de smukkeste sejlture i verden, fordi man sejler inde imellem alle bjergene i Queen Charlotte sound, når man er kommet over Cookstrædet.

Man skulle være en time inden afgang og vi var der lige til tiden- ventede så i kø og kom ombord som nogle af de sidste. Lidt ærgerligt, for alle siddepladser var næsten taget da vi kom op.Emma og jeg havde taget søsygepiller, for sejlturen kan godt være lidt barsk, selvom der kun er 22 km mellem de to yderste punkter på hver side af Cook strædet. Men der er åbenbart nogle strømhvirvler som gør at der kan komme meget søgang.

Vi startede med at sidde indendørs, men da det begyndte og rulle både på havet og i maverne, satte vi os udenfor på gulvet, så vi fik noget frisk luft og så spiste vi lidt- det hjælper gerne.

Vejret var heldigvis fint, så vi fik en rigtig smukt tur og den sidste time stod vi bare og kiggede ud på naturen vi sejlede forbi og tog en masse billeder. Så snart vi havde passeret strædet blev turen rolig igen og vores maver faldt også til ro. Vi så endda en stor flok delfiner som svømmede langs kysten og som vi prøvede at filme. De var lidt langt væk, men bedre end slet ikke at have set nogen.

Klokken 13.30 var vi i Picton og så begyndte vores køreturlangs med Queen charlotte drive. Det er en 35 km lang tur som snor sig langs med kysten og med en smuk, smuk udsigt over havet. Vejret var dejligt så vi lavede mange små stop. Vi stoppede også der hvor den 4 dage lange vandrerute " Queen Charlotte track" startede og gik en lille tur der, men turen foregik mest inde i skovvkanten hvor man ikke kunne se ud over vandet og kysten, så vi vendte om. Man skal nok gå længere tid af sporet for at få den helt smukke udsigt og det havde vi ikke tid til i denne omgang.

Vi kørte videre til Havelock hvor Queen Charlotte drive slutter, kørte over byen Nelson og vestpå op til den lille by Kaiteriteri. Byen ligger helt ned til stranden og består primært af en stor campingplads og nogle ekstrem dyre helårshuse.Et af husene på stranden var netop blevet solgt til8 mill. Danske kr. og det var ikke særlig stort. Om sommere , altså i deres højsæson er campingplads og strand fuldstændig proppet med mennesker- nu var det fint.

Vi fik vores plads, fik lov at lade bilen stå på pladsen næste nat hvor vi skulle sove ude på en båd, for så at vende tilbage natten efter. Vi kom til at ligge lige ved siden af et meget fint køkken og bad ,så det var helt perfekt. Vi fandt hurtigt ud af, at der var en restaurant på pladsen og da det jo, trods alt, var Emmas fødselsdag gik vi ud og spiste endnu en fødselsdagsmiddag med flere røde bøffer. Lækkert!

Bagefter hjem til os selv , hvor vi fejrede med chokolade kage til dessert som vi havde købt i new world dagen før. Så var det tid at krybe i seng, pigerne oppe under loftet og Brian og jeg på vores tre sammenlagte sæder som vi efterhånden har fundet en måde at gøre nogenlunde bekvemme ved hjælp af to tæpper og et håndklæde.

Vivar ellers glade for, at vi ikke skulle skifte bil ved færgen i Wellington sådan som mange gør. Så behøvede vi ikke at tømme alt ud og gå ombord for så at få en ny bil i Picton. Nu havde vi jo efterhånden fundet pladser til alt og fået en rutine med at få tingene lagt væk om morgenen.