Auckland Søndagd . 7/2-2010

Vi vågnede tidligt alle sammen , vi var jo gået tidligt i seng og jet lag gjorde nok også sit .Vi havde derfor god til til at få pakket sammen, spise morgenmad lavet i vores egetkøkken, BrianKunne ikke finde sin nye hat, så han måtte rundt til både Burgerking, madbutikken og skytower før han endelig fandt den der. Heldigvis.

Klokken 10 blev vi hentet af en meget fin fyr fra KEA som kørte os de 15 min. Kørsel hen til depotet hvor vi skuklle hente bilen. Her ventede vi lidt før vi meget grundigt blev indført i bilens tekniske detaljer, forsikringspapirer m.v. Det var rigtig sjovt og spændende at se bilen og se hvor vi skal bo den næste måneds tid. Desværre gik der længere tid med det end vi havde regnet med, så da vi endelig kom af sted måtte vi droppe de varme bade og køre direkte til sheepworld. Her skulle vi nemlig nå deres show kl. 14.

Vi kørte af utrolig smukke veje nordpå, masser af grønne bakker . Og Brian fandt forholdsvis hurtigt ud af hvordan bilen fungerede.

Sheepworld lyder stort men faktisk var det et mindre sted end jeg havde regnet med. Men meget hyggeligt og pigerne er heldigvis ikke for gamle endnu til at glæde sig over små kælegrise, får der gerne vil fodres og små lam der gerne ville klappes.

Vi brugte 3 timer i sheepworld, hvor vi så et meget fint show.

Det blev lavet af en ældre New Zeelandsk får klipper som både viste hvordan man arbejde med fårehunde og hvordan han klippede fårene. Bagefter fik pigerne mulighed for at give sutteflaske til et lille brunt lam.Det var varmt og dejligt vejr.

Herefter kørte vi direkte til vores næste overnatningssted, nemlig Pakiri beach. Her havde vi fået lov at sætte vores bil så vi kunne sove i den- vi skulle nemlig ud og ride aftentur…

Pakiri beach er en af de mange smukke strande i new Zealand og udsigten over havet er fantastisk.

Vi nåede frem af små grusveje ved 17 tiden og havde lige en times tid til at smutte i badetøjet og gå hen over klitterne til vandet. Smuk, smuk strand, ingenmennesker og så bare ud i bølgerne. Der var en del strøm så vi blev tæt på land- ditte kastede sig i bølgerne og pludselig havde hun fået et mindre hold i ryggen- ikke så godt når vi nu var på vej ud og ride.

Nå, oppe på land kom vi i ridetøjet og så fik vi lige damen i cafeen til at lave os nogle sanwich da vi stadig ikke havde fået handlet.

Vi var de eneste som skulle på denne sundowner tur på starnden, så vi fik vores heste, kom op og… oh ve oh skræk- hvorfor finder jeg dog altid på sådan nogle tåbelige ting vi skal lave på vores ferier!!!

Min hest var åbenbart en stille fyr, men jeg var ved at dø af skræk hver gang han bevægede hovedet.

Vi fik instrukser i hvordan vi skulle styre hesten og da jeg stadig var ret utryg <8 det er vidst mildt sagt) blev jeg tilbudt at der blev sat et tov i min hest så jeg red bagved vores ridepige som gik forrest. Det passede mig helt fint og det skulle vise sig at være en rigtig god ide, da en stor del af rideturen, som varede over 2 timer, foregik i sandklitter, over en flod, under træer og buske og af små stier- en stor del af tiden gik vi også på starnden mens vi kiggede ud over det smukke hav med bjerge og solen der gik ned bag skyerne.

Det var utroligt smukt, og vores to guider var meget søde. Pigerne ville gerne have redet hurtigere flere gange- det blev primært til en tur hvor jeg fortsatte gennem klitterne med min guide og den anden tog pigerne og brian med op og trave i klitterne. Ditte ville gerne galopere men det var der ikke mulighed for- så hun var tilfreds da brians hest lagde ørerne tilbage og ville nappe hendes hest bagi, med det resultat af hendes hest tog af i en vældig fart et kort stykke.

Efter hånden som vi havde redet et stykke tid begyndte jeg at slappe af, jeg slap mit krampagtige hold i sadlen og vinkede til de andre. Tilsidst red vi tilbage i buldermørke gennem skoven , hestene var lidt urolige men det gik fint og selvom vi var utrolig ømme i vores knæ eller ryg eller lår da vi stod af var det en fed oplevelse.

Vi nåede lige at rede vores senge i bilen for første gang inden det blev helt mørkt og vi sov hurtigt herefter.

Det var den første store udfordring som her blev overstået - i hvert fald for mig….

Pakiri beach Mandag d.8/2:

Vi vågnede kl. 6.30 da solen lige var begyndt at vise sig over træerne, så jeg nåede at se en smuk solopgang fra min sengeplads i bilen udaf den åbne bagklap. Man kan ikke sige at det er komfort der præger vores eng i bilen- vi ligger på tre puder med huller imellem og lidt nivea forskel så Brian og jeg måtte ligge med hovedet i hver sin ende sådan lidt på tværs.

Vi brugte noget tid på at få organiseret bilen sålede at alt har sin faste plads. Det var dejligt at få det ordnet.

Så gik vi over til cafeen men alt var stadig lukket- vi havde ikke noget morgenmad så vi ventede til ejeren kom og så bestilte vi en stable breakfast. De var meget søde og stemningen meget afslappet helt derude for enden af grusvejen. Vores guide fra dagen før fortalte mig, at BBC havde haft et program hvor de havde beskrevet 100 ting som de synes man skulle nå inden man døde og en af de ting havde været at tage en sundowner på pakiri beach.

Vi fik pakket sammen og kørte så 10 km den samme vej som vi kom fra , op ad en meget snoet vej med grus, fordi vi skulle til Goat island marine park. Her kom vi med en glasbottom boat i 45 minutter, hvor vi kunne se alt det der levede i havet der- store fisk i forskellige farver, diverse tang og planter m.v.

Det var ret spændende og manden der fortalte var både informativ og sjov. Han fortalte blandt andet, at de store snapperfisk nemt kan bide huden af både øreflipper og huden af fingrene hvis man fodrer dem- de bliver helt vilde og så angriber de- og så kommer hajerne ( på grund af blodet…). Nej, med hensyn til hajer sagde han, at der komhajer forbi fordi det jo var lige ud til Stillehavet, men at ingen endu var kommet op og havde klaget over et møde med en haj. Flere mennesker blev slået ihjel af køer her i landet end af hajer.

Efter turen skulle vi selv ud og snorkle og se på fiskene. Emma havde det ikke så godt, så hun tog en stol ned på stranden og satte sig i skyggen med et anders and blad.

Vi andre skaffede noget snorklegear og efter lidt bøvl med svømmefødder m.v kom vi i. Desværre duede min snorkel ikke og ret hurtigt måtte jeg opgive at bruge den, så brian og ditte tog afsted. Jeg gik tilbage til stranden hvor Emma sad og prøvede atse noget i vandet bare var faktisk stadig på med masken- det var ikke nemt.

Jeg gik så op og byttede den og da Brian og Ditte kiggede ind tog vi alle tre ud så jeg nåede at få set nogle store mobbedrenge i flotte farver. Fiskene er i brune, grå, sorte nuancer ligesom de planter dervokser her i modsætning til fiskene vi har set i thailand hvor de var meget kulørte- men New Zealand er for koldt til coralrev.

Det var et dejligt sted og vi havde haft en hyggelig formiddagmen blev nødt til at køre videre. Vi kørte retur til Pakiri beach og videre af en grusvej der gik langs med vandet. Vi så de flotteste udsigter og stoppede ved Mangarei heads og flere andre smukke steder på vej op langs kysten.

Undervejs fik Emma det desværre lidt dårligere, tog sin temperatur og havde 38.5! æv. Hun havde jo været syg inden vi tog hjem mefra og var stadig på pencillin og da hun havde hostet lidt et par dage, besluttede vi os for at vi hellere måtte få hende checket- også med alle de vandplaner der var indenfor de næste dage.

Vi kørte til en stor by der hedder whangarei og fandt et white cros center hvor Emma og jeg blev skrevet op. Vi ventede et par timer og da vi ikke havde fået frokost begyndte det at blive lidt kritisk for alle parter.

Men vi turde ikke gå derfra og ryge ud af køen- endelig blev hun kigget på, hendes kirtler var meget hævede men ingeting på lungerne så lægen mente hendes bihulebetændelse var brudt op igen og hun ordinerede en ny omgang pencillin samt næsespray. Besøgetkostede os 145 dollars svarende til ca 600 kr. Så måtte vi finde en farmaceut som kunne udlevere dette kl. 20 0m aftenen og endelig kunne vi så få handlet for første gang på turen. Alle var ved at være lidt tyndhudede så vi skyndte os at købe noget take away det første sted vi kunne finde- det blev fish and chips og stegte ris med æg og kylling. Så spiste vi ellers i vores bil for første gang.

Herefter var det afsted nordpå i mørke- vi ahvde en times kørsel før vi var i Paihia. Her havde vi lavet reservation på Bay adventurer de næste 3 nætter.

Da vi kom frem var receptionen lukket, men nøglen lå heldigvis i en kasse til os og vi fik hurtigt slæbt tingene ind og kom i seng ret hurtigt.

Paihia Tirsdag d. 9/2:

Vi sov til ved 8 tiden før vi alle var klar til morgenmad. Vi vidste ikke helt hvordan vi skulle planlægge dagene her, da vores ene ankomst dagen før havde sat os lidt tilbage og gjort at vi ikke havde nået at få købt de ture som vi havde regnet med. Jeg fik dog snakket med fyren i receptionen mens pigerne hoppede i poolen lige udenfor vores dør. Han sagde, at vi skulle droppesvøm med delfiner turen, da man stort set aldrig så nogen delfner og han synes det var spild af penge. Det var vi ikke meget for, da det jo var noget af det som vi havde glædet os rigtig meget til. Men chancerne for at svømme i nærheden af nogle var ekstrem små.

Vi valgte så en eftermiddags tur hvor man måske kunne komme til at se delfiner fra båden og fik også bestilt en tur til dagen efter. Så pakkede vi sammen og kørte 3 km. Nordpå hen til området hvor Whaitangi treaty house og det store område Maorierne har deres kano og mødehus på ligger.

Vejret var superflot og det var nogle gode timer vi brugte der. Vi så en lille film om hvordan de europæiske settlers og maorierne til sidst orde dem lad men lad det nu ligge.

Vi så den flotte kano og maoriernes flotte mødehus og udsigten fra området er fantastisk smuk udover bay of islands. Vi så at man kunne gå af en sti hen over noget mangrove og det synes vi lød spændende, men vi vidste godt at tiden var knap, da vi havde købt en eftermiddags tur fra Paihia, så vi nåede at gå i en time uden at nå frem til mangroven- men så fik vi da den motion.

Vi skyndte os retur til Paihia hvor vi hurtigt fik lavet nogle madder inden vi skulle gå ned til havnen.

Her skulle vi med en båd ud i området og måske se nogle delfiner. Vejret var strålende og ejret var strålende og vi fik en plads oppe på dækket. Turen varede 4 timer og vi sejlede rundt mellem de 144 øer og så på de mange smukke strande og mange smukke strande og både. Vi kiggede og kiggede efter delfiner, men så desværre ingen ogsenere på turen da vi sejlede ud i Stillehavet, hvor der ind imellem er hvaler kiggede vi også, men heller ingen hvaler så vi. Øv øv, selvom vi fik billetter til en ny tur en anden dag- dem må vi jo gemme til næste gang vi kommer. En af deres gæster havde gemt sin billet i 14 år før han kom og brugte den.

Vi sejlede ud til verdensberømte hole in the rock og vejret tillod også at vi sejlede igennem - det var en fin tur selvom det gyngede noget derude. På vejen tilbage lagde vi til ved en ø hvor maorierne har ejendomsret.Her valgte pigerne at blive på stranden og bade den time vi var der, mens Brianog jeg valgte at følge med en ældre maorimand rundt på øen. Han fortalte meget levende om sit folk, om deres tro, deres ritualer , om træerne på øen og han fortalte små sjove historier og sang flere sange for os. Det var overraskende godt og øen var utrolig smuk, hvilket vi kunne nyde mens vi gik rundt med ham.

Tilbage igen kom båden , pigerne havde hygget sig og vi sejlede tilbage og så desværre stadig ingen delfiner. Vi blev sat af på den anden side af vejen i en lille by der hedder Russel. Her kom der også mange settlers og i mange år blev stedet kaldt et hell hole fordi der hverken herskede lov eller orden men kun var masser af slagsmål og bordeller. Da en del af de kvinder som var på bordellerne var maorikvinder blev det til sidst for meget for stammehøvdingen og det kom til sammenstød mellem maorierne og de hvide. Hele byen brændte ned- kun kirken( som er new zealands ældste) og en bygning mere blev redet.

I dag er byen en hyggelig lille by med små træhuse langs vandet . vi kiggede rundt ogfandt et spise sted helt ned til vandet. Her ofrede vi en lækker middag på os selv mens vi kiggede ud over havet og nød solen.

Vi ringede også hjem til Sine som lå og sov- det var så dejligt at høre hendes stemme ogvi savner hende alle meget - også vores søde vovser savner vi…

Klokken 20 løb vi i sidste øjeblik ombord på færgen tilbage til Paihia og på vejen retur så vi en meget smuk solnedgang. Det er virkelig et dejligt område heroppe som vi kunne have brugt meget mere tid i- men det kommer jeg nok til at sige mange gange fra nu.

Hjemme igen blev det til dagbogsskrivning og et par timer med sims på computeren og en masse anders and blads læsning.

Igen i dag havde vi fået sol i gode mængder på trods af faktor 30 solcreme og hatte. Det er tydeligt at solen ikke er til at spøge med hernede- folk har hatte på i alle afskygninger og nogle er mere kønne end andre - jeg ser nu heller ikke for smart ud med min bør på, men når først man har fået forbrændt ører og nakke så skal man nok passe på.

Vi kom i seng inden det blev alt for sent, da vi skulle med på bustur næste dag.

Paihia Onsdag d. 10/2:

Vi skulle tidligt op i dag, for bussen kom og hentede os kl. 7.10.

Men vi var klar til tiden og kom på en stor bus fuld af unge backpackers og med en meget flink chauffør. Han ville flytte os over til en anden bus senere, da der kørte en familiebus lige efter os. Men vi sad fint hvor vi sad og det var okay med ham. Vi kørte nordpå gennem det smukke landskab og guiden fortalte lidt om landet undervejs.

Han fortalte blandt andet om Possumdyret, importeret fra Australien. Det er et lille dyr , måske på størrelse med et stort pindsvin, som æder alle rødder på træer og buske. I Austarlien havde det mange naturlige fjender, så der blev bestanden holdt nede, men her har den det ikke, så for få år siden var der 70 mill. Possums i landet. Man har forsøgt at komme af med dem ved at sætte gift ud, skyde dem, køre dem ned m.v. og i dag er der kun 30 mill. Dyrene gnaver også deresel. ledninger over oppe i masterne, så derfor kan man på alle el maste se et stort stykke glat metal som er sat rundt om masten midtvejs oppe. Så kan Possumen ikke komme derop.

Vores første stop var ved en forstenet kauriskov, hvor vi så hvordan man i gamle dage udvandt en ravlignende sten fra de ældgamle Kauritræer som havde ligget begravet i mange tusind år.

Det var spændende at høre om- i dag er der kun et par store træer tilbage med en omkreds på 12-14 meter, resten af de helt store nåede man at fælde inden regeringen stoppede den massive fældning af de flere hundrede og op til 2000 år gamle træer.

Efter dette stop fortsatte vi nordpå igen gennem meget bakket grønt landskab. Bakkerne på nordspidsen af nordøen består alle sammen af sand hvor der vokser græs på- der går masser af køer og får- new zealand har jo 50 mill. Indbyggere hvoraf de 4 er mennesker og resten er køer og får.

Da der var så mange unge mennesker på bussen, ændrede chaufføren sin tidsplan, således at vi fik en times badestop ved en viduenderlig smuk strand med store bølger- til gengæld ville vi så komme til at spise vores aftensmad i bussen på vej hjem. Det var et fint bytte og vi nød det dejlige vand.

Næste stop var new zealands nordligste point, eller næsten, for der er faktisk en klippe som går 3 km. Længere ud i vandet lidt længere østpå. Men her ved cape Reinga kunne vi gå af gode stier ud til spidsen hvor der er et fint fyrtårn og hvor man i fint vejr kan se ud over Stillehavet og det tasmanske hav og se hvor de rammer ind i hinanden. Det var fint vejr, så vi kunne sagtens se det og vi læste også en del om, hvorledees Maori folket tænker om stedet Cape Reinga, som er et helligt sted for dem, da det er herfra man tager til underverdenen når man dør.

Udsigten var fantastisk smuk og vi havde ikke helt nok tid til rigtig at se alle detaljer, men bussen skulle jo videre på den lange tur.

Vi kørte herefterned mod 90 miles beach, som er en kæmpe lang sandstrand, hvor man ikke kan køre med sin lejebil men hvor bussen gerne må køre. Her skulle vi først køre igennem et område med kviksand udei kanterne, så alle blev i bussen og så var det ellers tid til sandboarding i de store, meget , meget store sand dunes.

Man tog simpelthen et boogieboard og så traskede man ellers op på toppen af den største sandbakke. Og da de unge mennesker havde sagt at de var " extreme" blev vi kørt til en af de største dunes.

Pigerne og Brian begyndte den hårde tur opad sammen med mange af de andre- jeg stod i starten klar med kamera. Det tog tid at komme helt op og det var meget hårdt at gå i sandet men tilsidst kom de op og Brian var ( selvfølgelig) en af de første til at køre ned. Han havde en rigtig god teknik og kom meget langt på boardet før det stoppede så alle tilskuerne klappede af ham. Herefter var det pigernes tur- deres boards stoppede desværre på halvvejen og emma fik en masse sand i hovedet og noget i øjnene, så hun kom ikke på igen.

Ditte prøvede at køre det sidste stykke men det var svært når først man havde fået stoppet.

Ditte og jeg travede så et pænt stykke opad til mine lunger var ved at kollapse og mine lår syrede til og så kørte vi ned- jeg synes det gik lidt stærkt ( det synes pigerne ikke…) så jeg råbte lidt i starten men det skal man ikke gøre for så får man hurtigt sand mellem tænderen. Så jeg endte med at gå i stå og Ditte og jeg mavede os ned det sidste stykke. Havde det ikke været så hårdt at gå opad havde vi nok prøvet igen.

Tilskuernes klappen tror jeg havde en god indflydelse på Brian; han endte i hvert fald med, nok som en af de eneste i gruppen at tage turen fra toppen 4 gange(!!!) og han satte også længderekord- de andre drenge spurgte til hans teknik og han forklarede det med, at han som barn har kælket meget på maven og at det var præcist dem samme teknik med at løfte boardet foran.Han endte dog også med at de kaldte ham "the champ".

Han havde lidt svært ved at skjule overfor vores lille familie, at han var lidt stolt over at være absolut ældste mand på bakken men bedste mand på boardet.-

Så kørte vi videre ned på 90 mile beach- en meget lang sandstrækning på 104 km som ligger mellem bløde sandbakker og det tasmanske hav. Meget smukt er det og sjovt at køre af sted i vandkanten.

Vi fik et stop hvor vi fik lov at bade og guiden samlede muslinger som nogle ( blandt andet Brian) spiste rå…..

Der lever vilde heste langs denne strand, men dem så vi ikke.

Så var vi på vej tilbage og sidst på eftermiddagen stoppede vi ved world famous Manganui fish and chips hvor alle fik en papirspakke med indbagt fisk og pommesfrites- meget lækker fisk.

Det havde været en supertur og det var vi glade for for den havde været dyr!

Hjemme igen kl. 19 var vi godt trætte, så det var dejligt at kunne træde lige rundt om hjørnet og ud i det varme spabad- her lå vi næsten til det lukkede. Så var det tid til at se på Dittes geografi rapport som skal handle om New zealand- Brian og Emma læste Anders blade imens men der gik ikke længe før emma sov og før Ditte tiggede om vi ikke godt måtte stoppe med at arbejde- 5 minutter efter sov vi alle….

P