Kaikerikerilørdagd. 20/2:

Vi vågnede op til fuldstændig blå himmel og solen som allerede var begyndt at skinne. Det var bare dejligt, da vi hjemmefra havde bestiltet program for de næste to dage og det var i den grad en fordel at solen skinnede. Vi skulle starte dagen med at sejle i kajak hen til en stor sten der hedder " split apple rock".

Vi mødtes med vores instruktør kl. 9 og her mødte vi de to andre par som også skulle med. Så gik vi til kajakkerne nede på stranden og her fik vi instruks i hvordan vi skulle sætte vores overtræk, vores redningsvest, hvordan vi roede, styrede,Kom op i kajakken hvis den væltede, holdt sammen i en gruppe hvis der kom en tidalwave ( hvilket ikke var sansynligt…) o.s.v. Vores instruktør Emma var meget sød.

Vi fik kajakkerne i vandet; det var store 2 personers havkajakker og vi har aldrig prøvet at ro i havkajjakker før- jo Ditte har. Men det gik fint og Ditte sad bagerst i vores kajak sammen med mig så hun styrede med fødderne og Brian sad bagerst sammen med Emma. Så sejlede vi ellers stille og roligt af sted i det smukke vejr forbi den ene smukke strand efter den anden. Vejret var fint, selvom der var en lille brise som gav nogle gode bølger ind imellem.Det var en fin tur på et par timer.

Bagefter havde vi 50 min. Til at spise frokost og pakke vores ting, så skulle vi mødes ved Wilsons Abel Tasmans vistacruisebåd - en stor båd med udsigtstop. Her gik vi ombord sammen med en del andre og sejlede så en times tid ind i Abel Tasman nationalpark forbi (igen!) den ene sandstrand efter den anden, men denne gang kom vi jo meget længere. Vi kom også forbi en sæl koloni men der var kun få sæler.

Vi blev så sat af på en strand der hedder Tonga Quarry og herfra skulle vi vandre i nationalparken gennem skov og langs med vandet i 2 timer, hvorefter båden kom og hentede os igen.

I starten gik vi alene og senere gik vi sammen med et ældre par fra Miami. Denne del af parken var nærmest regnskov med masser af bregner og lianer og små vandfald men også med stikveje ned til strande . Vi nåede alle at kaste os en tur i havet da turen var færdig; nogle kaster sig jo mere end andre for det var ret køligt vandet og utrolig smukt og rent.

Hurtig omklædning for et par af os og nogle lod badetøjet være på og så kom vistacruiseren ellers og hentede os igen. Vi blev sejlet ca. 15 min. længere ned i parken og blev sat af på stranden ved Anchorage bay. Det er den eneste bay der der dyb nok til, at der kan ligge både ved anker.

Vi gik lidt ned af stranden og vinkede så til en mand i en gummibåd som sejlede folk frem og tilbage til vores overnatnings sted, nemlig båden " aquapackers". Det var en rigtig fin gammel katamaran som var omdannet til en slags hotel med små bitte kahytter under dæk og et par lidt større rum med køjer. Vi fik et værelse med 4 enkeltsenge og udsigt lige ud til vandet. Der var nok ca. 20 personer på båden og det var primært unge mennesker. Vi havde et par timer før der blev serveret aftensmad, så pigerne hyggede sig med at sidde i skibets lille stue og spille matador og Brian og jeg nød solen i et lille hjørne af dækket.

Det var rigtig fint og man kom helt ned i tempo, da der jo absolut intet var at lave andet end at kigge på bådene der lå i bugten og folk der opholdt sig på stranden. Kl.19 blv der sat noget salat og vegetarmad frem oppe på øverste dæk og på grillen lå der nogle små bøffer og pølser som man kunne tage. Alle tog selv og man sad med hver sin tallerken på skødet og spiste på bænkene på øverste dæk- primitivt men meget hyggeligt og anderledes. Efter maden gik vi indendørs og mens de unge mennesker sad ovenpå og hyggede sad vi idet lille stue/køkken og spillede en god gang canasta indtil det var så mørkt at vi ikke kunne skelne kortene fra hinanden- så tussede vi ind i vores kahyt og sov fint indtil næste morgen hvor vi blev vækket af et stort plask- det var en af gæsterne der sprang i vandet oppe fra toppen af båden.

Abel Tasman national park Søndag d. 21/2:

Vi var oppe til morgenmad kl. 8 og blev sejlet ind til stranden kl. 9. Her skulle vi påbegynde en 4 timers vandretur gennem parken. Planen var, at vi blev hentet af en bus kl. 16 der hvor sporet sluttede udenfor parken. Så vi havde god tid til turen, hvilket var godt da vi som regel går langsommere end det turene er planlagt til. Vejret var fantastisk med helt blå himmel og efter at vi havde fået behandlet Emmas begyndende vabel , kunne vi komme af sted. Sporet gik på denne tur af parken gennem mere åben natur med smuk udsigt ud over vandet og strandene- skoven var lidt mere åben og det var dejligt at opleve en lidt anden slags natur hvor mine forventninger til hvordan turen ville se ud til fulde blev indfriet.

I starten gik sporet en del opad men generelt var turen stille og roligt op og ned og vi brugte tid på at lave mange stop for at fotografere og nyde udsigten. Mens vi gik, snakkede vi en del om alle de forskellige diagnoser mange børn har i dag så som Asperger, Tourette ,ADHD med videre.Når vi sådan går af sted og vi ikke er alt for forpustede eller koncentrerede om sporet, får vi os som regel nogle rigtig gode snakke om mange ting. Vi har også talt om hvad kvinders bryster kaldes og hvornår det er et bryst, en babs eller en pat- jo emnerne kan være mange……

Jo nærmere vi kom sporets afslutning, jo flere mennesker mødte viog da klokken var halv 3 kom vi til parkeringspladsen hvor vi skulle hentes. Vi ville egentlig gerne bade på stranden der , men vi havde ikke fået frokost så vi spiste på cafeen i stedet. Der havde stået i vores guidebog at der blev givet frokostpakker med når man tog af sted fra Aquapackers, men det viste sig, at den information var over 5 år gammel, så vi havde kun haft vores reservemad bestående af trailmix, appelsiner ,æbler og mueslibarer og selvfølgelig masser af vand.Det var dog gået fint men det var alligevel vigtigere at spise end at bade.

Kl. 16 blev vi hentet af en stor bus der opsamlede alle de trætte vandrere ( nogen har vandret i 4 dage når de kommer hertil) og så blev vi kørt de 25 min. Tilbage til Kaiteriteri. Her var der så vand tur med det samme nede på den lækre strand og selvom klokken nærmede sog 18 inden vi var færdige, kunne vi sagtens ligge på strande og slikke lidt sol med en god bog inden det blev for koldt.

Ditte havde fået et udslæt bag sine ører , som havde bredt sig til hals, ansigt og ned af nakken. Det kløede og vi var i tvil om det kunne være noget soleksem/varmeknopper eller noget svamp- hun havde nemlig haft en del vådt hår og hun havde siddet meget med sine nye høretelefoner på som sidder helt ind til hele øret.

Vi var enige om ,at det var nødvendigt at få kigget på det af en læge; desværre var det søndag, der var ingen læge i den lille by og dagen efter varf vores længste køredag på hele turen hvor det var meningen at vi skulle have en meget tidligt start.

Vi ringede til en vagtsygeplejerske som anbefalede os at ringe til en lægeklinik i en lidt større by dagen efter. De åbnede kl. 8 så det besluttede vi os for at gøre.

Vejret var stadig dejligt, så vi kunne sidde ude i vores campingstole og læse, spille skak, spise, og gå på nettet mens vi vaskede lidt tøj i den pæne servicebygning. Det var i det hele taget en rigtig hyggeaften og da det blev mørkt rykkede vi ind i vognen hvor der var mulighed for en kop varm kakao inden sengetid.

Dejligt med hilsener hjemmefra og især hilsner til Emma på hendes fødselsdag!

Det havde været to helt fantastiske dage i Abel tasman og det havde levet fuldstændigt op til vores forventninger, så det var dejligt!

Kaiteriteri Mandag d. 22/2:

Vi var tidligt oppe, for voreseneste måde at nå den lange køretur samtidig med at vi gerne ville havde Ditte til lægen var, at vi kørte de 15 minutter ind til den større by Matueka hvor lægen lå, således at vi var i byen kl. 8 da de åbnede. Så vi kom af sted uden morgenmad,for det ville vi spise mens vi ventede på at få en tid.

Vi fandt lægehuset ret nemt og fik af vide på telefonen,at de først åbnede kl. 8.30. Jeg gik deind straks der kom nogen og vi var så heldige , at vi kunne få en tid allerede 8.45. Brian og Ditte gik derind og kom ud kort efter- det var ikke svamp men muligvis en form for allergisk reaktion eller måske en virus. De havde fået recept på noget salve som Ditte skulle smøres med og hurtigt efter havde vi fået salven og var klar til at køre. Vejret var dejligt og vi kørte først sydpå og derefter vestpå- vi skulle ud og køre sydpå langs vestkysten det meste af dagen.

Først kørte vi gennem landskab med masser af frugtplantager og med får og køer men uden mange huse, så kørte vi længe langs med floden Buller- de fleste af floderne er ret tørre uden ret meget vand. Man kan se på bredden af flodlejet og alle stenene der ligger hvor brede og fyldte de er når vandet fra bjergene smelter om foråret men på denne årstid er der ikke så meget tryk på.

Vi lavede et stop ved den største swingbridge i New zealand hen over floden- det var nok lidt af en turistfælde , men pigerne synes det var meget sjov at komme over den og så kunne man tage sådan et sæde tilbage hen over floden. Det kostede godt nok en hel del men hva… Jeg synes ikke det var fedt at gå over den der bro, men kom dog over og tilbage og så kunne jeg stå og kigge på at de tre andre kom farende af sted hen over floden.Vi begyndte her at mærke sydøens sandflies og skyndte os ind i bilen efterfølgende- de er ikke ret store men de bider og deres bid kløer helt vildt bagefter. Så vi måtte havde myggesprayen frem og dosere en større mængde ud over os inden næste stop.

Vi fortsatte gennem Bullers gorge og kom til sidst helt ud til kysten. Her kørte vi lidt nordpå for at komme ud til cape foulwind, et udsigtspunkt helt ud til vandet hvor der er en stor sælkoloni. Det er et rigtigt smukt område og køreturen derud var også fin. Udsigten over havet var utrolig smuk og efter en kort tur fra parkeringspladsen kunne vi stå og se ud på sælerne. Her var både unger og store sæler ,eller dem som de kalder fur seals men som vi ville kalde søløver. Vi stod længe oppe på udsigtsplatformen og kiggede på de nuttede dyr der kravlede rundt nede på stenene. De plaskede rundt i de små pools dervar mellem klipperne og kravlede rundt efter deres mødre- rigtig nuttede var de og nu vil Ditte også gerne havde en søløve , udover en kælegris og en and!

Så kørte vi videre sydpå langs med kysten, vejret var dejligt og udsigten var bare supersmuk med strande, klipper og skumsprøjt.

Vi lavede en afstikker ind langs Bullocks creek, en køretur af bumbet vej ind imellem klipper og træer og med et smukt natursceneri og bagefter stoppede vi ved de berømte "Pancake rocks" som er en masse klippeformationer ude i vandet der ligner stakke af pandekager. Meget flot og sjovt at se og underligt at ingen kan regne ud hvordan klipperne er kommet til at se sådan ud- det er en af naturens store hemmeligheder…

Tiden begyndte at løbe lidt fra os på grund af den lidt senere start, så da vi kom til byen Hokitika var alle butikker lukket, hvilket betød at vi ikke kom ind og kigge på jadesten, som byen ellers er kendt for. Men så sparede vi jo de penge… i stedet købte vi fish and chips nede ved stranden og satte os ned til havet hvor vi spiste, kiggede på sten på stranden , slog smut og kiggede på den fine solnedgang.

Herefter var det bare og komme af sted, da vi stadig manglede nogle kilometer- den sidste del af turen foregik i mørke og vi kunne se hvordan alle insekterne kom frem og smaskede mod bilruden - brian var også ved at snuppe en kanin og han snuppede vidst også en Possum ( men det er new Zealænderne kun glade for, da det er et skadedyr hernede) .Det var ikke så rart at køre det sidste stykke i mørke, men vejen var heldigvis god og forholdsvis lige ud så det gik.

Vi kom til vores sovested Rainforest retreat i Franz Josef by henad klokken 22 og derfor så vi ikke bjergene der lå omkring os før næste morgen. Vi skyndte os iseng, da vi havde aftalt at få en tidlig start.

Vejret i gletcherområdet er omskifteligt og der kommer ofte skyer over bjergene tidligt på dagen; derfor er det en god ide at komme tidligt op, så man har størst chance for at få bjergtoppene at se uden skyer .

Vi havde planer om at køre ud til en lille sø der hedder Lake Matheson,hvor Mount Cook spejler sig i tidligt om morgenen ,hvis ellers vejret er klart og der ikke er skyer. Vi ville dog lige tale med dem i receptionen først når vi vågnedefor at høre hvad den bedste plan for formiddagen ville være. Så uret blev sat så vi kunne være klar kl. 7. Det er altid mig og Brian der står først op, for pigerne kan ikke komme ud og ned af deres senge før Brian og jeg har stået op,pakket vores senge sammen og gået ud af bilen- det kræver lidt rutine og meget stor fleksibilitet at få det hele til at glide og heldigvis fungerer detdet meste af tiden. Rutinen er der og fleksibiliteten er der for det meste- men der er ikke plads til meget rod med 4 mennesker på så lidt plads og alt skal have en plads hvilket ikke altid er nemt ( det ved alle som har kigget ind på Dittes værelse…)