Doubtfull sound Søndag d. 28/2
Vi vågnede lidt før halv syv, da toiletterne begyndte at larme rundt omkribg. Klokken halv 7 startede motoren og så var der ingen grund til at blive i sengene- det var kun pigerne der ikke lod sig genere men sov fint videre. Morgenmaden var klokken 7, så vi kom op og fik en fin morgemadsbuffet mens vi snakkede med et af den danske par på båden. Regnen vøltede stadig ned og det mente watsie var godt, for så fik vi set parken fra sin rigtige side, nemlig med masser af vand i vandfaldene- sådan en morgen kunne der være op til 1000 vandfald ned af bjergsiderne imodsætning til andre dage hvor det kun var de 6 permanente fald man kan se. Pigerne brugte formiddagen på at spille kort indenfor og Brian og jeg gik ud og ind for at følge med i naturen vi sejlede forbi og i alt det Watsie fortalte om og udpegede. Han stod igen på dækket i silende regn med mikrofonen og kommenterede alt. Selvom vi havde regntøj med blev vi temmelig våde , men det hørte sig lide som til derude så det var okay. Igen stod jeg en del oppe på broen hos kaptajnen, hvor der var godt udsyn og tørrevejr og det vat f.eks her jeg hørte de nævnte den tsunamieadvarsel som blev givet, men kaptajnen tod det helt roligt så det gjorde vi også.
På et tidspunkt sejlede vi forbi 3 Fjordland crested pinguins, en af de sjældneste arter i verden og vi skulle betragte os selv som meget heldige sagde watsie , for på denne årstid så man normalt ikke meget til dem. Da turen sluttede sagde han, at han synes vi havde været meget heldige, da vi både havde set parken fra sin tørre side og idag den våde side hvor vandet buldrede ned af bjergene, samt at vi havde set både pingviner og sæler- ( og ingen pingviner, øv!)- Så vi gik af båden , glade og med gennemblødt regntøj, blev kørt over passet igen og kom på båden- her var der ingen der forsøgte at sidde ude og de gæster som var på vej ud til skibet kunne se frem til 24 timer i øsregn- hvilket er helt normalt på Doubtfull sound.
Vi begyndte så vores køretur mod Mount Cook village, en køretur på ca 5 timer og efterhånden som vi kom ind i landet stoppede regnen og solen kom frem- vinden blev dog ved med at blæse helt vildt, så vores frokoststop var lidt besværligt, da mad og ting fløj afsted fra den udendørs picnikbord. Vi havde ikke mange stop undervejs; pigerne sov, spillede på computer eller dam og skak, sang med på vores gospelcd med mere.
Landkabet ændrede sig til t blive bjerge med græsmarker men uden mange dyr på og pludselig kunne vi begynde at se the southern alps med sne på toppen. Et af mine store ønsker, var at se Mount Cook , som meget ofte er dækket af skyer, så da vi så blå himmel forude, satte vi farten op og kom til Pukaki lake mens der stadig var sol på bjerget. Pukaki lake er ca 50 km. kørsle fra Mount Cook village, men der er et fint udsigtspunkt hvor man kigger direkte på toppen af bjerget med Pukaki lake i forgrunden. Det var meget smukt selvom solen ikke skinnede så meget på søen.
Vi kørte videre mod landsbyen og lavede flere stop undervejs , for det var ligesom om at bjerget bare blev flottere og flottere. Vi kørte forbi vores vcampingplads som låca. 20 km. fra byen og videre helt ned til selve Mount Cook village. Her er der ikke ret meget andet end nogle få huse, vandrehjem og informationscenter og det meget store Hemitage hotel som er meget fint og dyrt og som har den mest perfekte udsigt til bjerget.Vi kørte hen og parkerede ved hotellet og udsigten til bjerget var der stadig , endnu smukkere som solen begyndet at gå ned og lyset blev blødere. Vi gik ind på hotellet hvor der var en stor souvenirbutik og hvor der også ligger et stort center der fortæller om bjerget, om bjergbestigning og om Sir Egmont Hillary, en kiwi som var den første mand der besteg mount Everest og som havde øvet sig på Mount Cook. Det var et rigtig flot alpin vi kiggede på det mens vi ventede på at komme ind og se en 3d film om Mount Cook i deres store biograf. Filmen varede 15 minutter og var rigtig flot med gode 3d effekter og flotte, flotte billeder af bjerget og menneskene der bruger det.
Klokken var ved at være over 20 efter filmen var færdig og vi skyndte os lige ud for at se, om bjerget stadig var synligt- det var det og nu igen smukkere så vi måtte jo lige tage nogle flere billeder. Vi var ved at være sultne og havde noget maccaroni and cheese og noget suppe i bilen som vi skulle på campingpladsen og lave. Vi var jo ved at trappe ned indkøbsmæssigt da vi snart skulle hjemad. Pigerne syntes dog ikke det madtilbud lød spor spændende og jeg havde hjemmefra læst om den buffet som hotellet The Hemitage tilbød. Jeg fandt ud af at det kostede 50 dollar pr. voksen men kun 25 for børnene og så var der alt hvad man kunne spise. Brian syntes dog han var noget dårligt påklædt til sådan en middag,men han havde ikke meget bedre med, så vi var lidt i venteposition indtil jeg spurgte en af personalet om hvordan deres dresscode var. Der var ikke nogen og jeg var fin nok i bare tæer i sandaler og cowboynederdel, så Brian skiftede fra bare tæer i klipklapper til kondisko og så var vi klar.
Det var ganske rigtig en meget flot udsigt der var ud af store panoramavinduer, så mens vi sad og spiste denne fine buffet, kunne vi følge med i hvordan solen gik ned og lyset ændrede sig på bjerget indtil det tilsids forsvandt i mørket. Buffetten var stor og meget lækker, så vi fik båe oksekød, lammekød, lækker laks i flere udgaver, masser af grønt og sidst men ikke mindst fik vi chokoladefondue fra deres chokoladefontæne hvor man dyppede frisk frugt ind under. Ditte ønsker sig sådan en fontæne og vi tænkte meget på Sine mens vi guffede løs, for det havde hun også nydt tror vi. Der var meget andet lækkert at vælge imellem, men desværre kan man jo kun spise en vis mængde, så halv ti sagde vi farvel, somde sidste gæster på restauranten. Der var et stort dansk selskab mens vi var der- gad vidst om der er nogen danskere tilbage i danmark med alle dem vi møder hernede....
Hjemturen til Glentanner campground gik fint nok selvom det var i mørke, da vi jo havde kørt vejen før- desværre var der nu kommet en del kaniner ud af deres huller og de løb omkring alle vegne, så Brian nåede at få kørt to ned inden vi kom hjem- ikke noget pigerne var glade for, ej heller Bian, men svært at undgå sådan som de hoppede rundt. De betragtes heldigvis som skadedyr hernede, så nogen ville mene at han gjorde en god gerning...
Efter lidt køren rundt lykkedes det os at finde en plads at sætte vognen på, selvom det var buldermørkt på pladsen da vi kørte ind. Også her hoppede kaninerne rundt i natten. I seng herefter og så godnat.
Mount Cook village Mandag d. 1/3:
Vi havde stillet vækkeuret lidt tidligt, for vi ville stadig gerne nå at se bjerget og nationalparken mens det måske var morgen klart og uden skyer. Da vi stod op, kunne vi se at det var en meget naturssmuk plads vi lå på med udsigt ud til Pukaki lake og bjergene. Vejret var tørt men stadig lidt blæsende og der var en del skyer. Bjerget var dækket helt af skyer; hvor var jeg glad for at vi havde nået at se så meget i går!
Vi kørte ind til byen og gik på visitorscenter for at høre, hvordan vi bedst kunne udnytte formiddagen vi havde i parken og hvordan vejet ville blive- vi skulle jo nødig vove os ud på nogle dumme regnvejrsture igen... Det var et stort og flot center med flere forskellige udstillinger og her blev vi bekræftet i, at de 3 mindre ture vi havde planlagt ville være gode og passende i tid, sværhedsgrad og som vejret var.
Vi fik vores vandregrej frem, regnen begyndte at dryppe lidt og det blæste noget op. Vores første tur var til Kea point, hvor vi håbede at se Kea fugle og hvor der skulle være en god udsigt til bjergene. Vi gik en times tid og vinden blev mere og mere kraftig, men ellers var turen nem og det dryppede kun lidt. Der var desværre ingen Keaer at se men en fin udsigt over et par gletchere. Mount Cook var i skyer og forblev sådan resten af formiddagen.
Vores nøste tur gik ned i Hooker valley, hvor vi ville gå en del af et længere spor. Her blæste det endnu mere og støv og smågrus fløj i ens øjne, så efter ½ times tid vendte vi om.
Så kørte vi til Tasman valley hvor vi måtte spise frokost i vognen på grund af blæsten og så gik vi til Tasman gletcher sø, hvor man normalt kan sejle på i gummi både. Det blæste dog så meget at sejlladsen var aflyst men vi kunne stadig se nogle flotte store isbjerge flyde rundt i søen. Vi satte og i læ af en klippe for at nyde synet lidt og pigerne hoppede lidt på store sten. brian mente han så en smutvej tilbage igen, så han klatrede op af en bjergside for at se om det var en genvej. Han kom dog hurtigt ned igen, for det blæste så meget deroppe at han næsten var ved at flyve af bjerget, først blæste hans kameraskjold ud af hånden på ham og derefter Dttes kasket, så han måtte ned og kravle efter det- han kunne nemlig ikke have sin egen Dundee hat på i blæsten.
Vi blæste ned mod bilen igen når ellers vi kunne gå i vinden og pigerne gik til bilen mens brian og jeg lige skulle opad igen for at kigge ud over Tasman gletcheren. Det var en mindre klatretur op og måske et lidt skuffende syn, for selvom gletcheren er kæmpestor og på visse steder er 600 m. tyk, så er det kun sten og jord og grus man kan se på den. Man skal næsten vide at den er der for at se den. Søen så vi dog mere til med flere isstykker. Den har kun været der de sidste 20 års tid, før det var der bare små smeltevandspools men da gletcheren smelter hurtigt er der nu en stor sø. Et hurtigt kig her var nok og så blæste vi ellers ned igen-
Tæk hvor mærkeligt, det var så vores sidste vandretur i denne omgang!Vi havde haft god gavn af mange af de ting vi havde haft med; blandt andet brugte Ditte og jeg vores halsedisser som øre/pandebånd på denne sidste tur og de dyre vandrestave har vi også været rigtig glade for samt rygsækkene.
Vi sagde farvel til endnu en smuk nationalpark og kørte igen langs med Pukakisøen, som vu var fantastisk grøn og flot fordi solen skinnede på den. Vi kom til at køre med alpernes tunge skyer og dis lige i halen, med solen på Pukakisøen og med blå himmel og hvide skyer hen over de mere bløde, runde bjerge og det så næsten magisk ud. Vi stoppede ved Lake tekapo, et andet stop jeg havde glædet mig til, for at se søen med Mount Cook i baggrunden og for at se den lille stenkirke Lord of the good shepherd. Kirken var ligeså fin som jeg havde renget med, helt enkel og lille og når man kikker ud af det bagerste vindue har man korset i vinuets midte og søen lige bagved. her skulle Mount Cook så også være men idag gemte den sig bag skyer. Søen var til gengæld smuk og med en utrolig farve i solen og vi var heldige lige at nå at se kirken, da de lukkede klokken 17 hvilket vi ikke vidste. Det blæste stadig helt vildt og der var store bølger på søen så pigerne prøvede at paraglide på stranden i deres regnfrakker mens jeg nød nogle af de sidste lupiner foran kirken- når sommeren er på sit højeste er kirken omringet af smukke lupiner, men der var kun få tilbage.
Vi så også en statue af en bordercollie som er rejst til ære og tak til alle de hunde som har været med til at gøre denne landsdel til det den er, nemlig et landbrugsområde med masser af får og kvæg hvor hundene har spillet en meget vigtig rolle i forhold til at styre fåreflokkene- uden dem havde det ikke været muligt stod der.
Vi skulle lande i Methven henad aften og da der ikke var nogen stop vi skulle gøre undervejs, nød vi bare at landskabet nu igen var mere grønt med marker og dyr. Vi kom til Methven ved aftensmadtid og her fik vi spist de sidste af vores tacoes, kom på nettet og fik checket vores flyafgang og fik læst de sidste hilsner hjemmefra om bekymring for tsunamie m.v. Dejligt at dem derhjemme tænker på en når man er langt væk hjemmefra. Heldigvis havde vi ikke mærket noget til det; kun læst i avisen at lystbådehavnen ved kysten havde været lukket samme dag på grund af advarslen. Vi læste for øvrigt oså, at der havde været et jordskælv på 5.2 meget tæt på vor vi havde været i Fjordland national park som havde kunne mærkes.Sidst på aftenen ringede vi til Aoraki balloon flight, da vi skulle høre om de mente de kunne flyve næste morgen- det havde jo været en meget blæsende dag, men de mente der var gode chancer og bad os ringe næste morgen kloken halv syv.
Methven Tirsdag d. 2/3:
Idag skulle vi rigtig tidligt op, for vi skulle være på ballonkontoret klokken 7 og heldigvis gav de grønt lys til at flyve da vi ringede. Vejret var også blevet helt stille og det så ud til at blive en meget smuk morgenstund. så vi klædte os godt på og mødte op på kontoret som lå lige ved siden af vores plads. Her var der 2 par fra nordøen og en fyr fra saudi-arabien som også skulle med. Så var det vores skipper og ejeren af firmaet. Vi fik udleveret store sorte gummiovertrækssko, for man vidste aldrig hvad man kunne komme til at træde i på markerne og græsset kunne være meget vådt. Herefter kørte vi et lille stykke i bil for at de kunne finde det perfekte sted af tage af fra if rohold til vinden. De sendte en almindelig lille ballon op for at se hvad den gjorde , kiggede lidt på morgendisen og bjergene og besluttede hvor det skulle foregå. Så gik der ellers en del tid med at få denne 24 diameter store ballon op og alle skulle være med-der skulle pakkes ud, ballonen skulle fyldes med kold og bagefter varm luft og mens det foregik blev Brian og pigerne sat til at holde fast i enden af den i et langt reb. Efterhom der kom mere og mere luft i blev det sværere og sværere at holde den og tilsidst troede jeg at Brian ville komme til at hænge i rebet oppe midt på ballonen. Så kom der et lille vindpust og han mistede grebet om rebet så det fløj afsted men det blev hurtigt indfanget og en ekstra mand kom på til at holde indtil ballonen var helt fyldt op. En imponerende proces at følge; for mit vedkommende mest som fotograf!
Så fik vi besked på at gå ombord i den, meget lille kurv! Jeg havde troet den ville være noget større og måske også med flere mennesker i, men Brian og pigerne kom til at stå meget tæt oppe i den ene firkant, jeg kom til at stå i en anden firkant sammen med fyren fra Saudi-arabien og så kom der to par i hver deres hjørne også. I midten stod vores skipper. Vejret var utrolig flot og den morgendis der havde været, var nu brændt væk af solen så det var helt klart. Så skulle vi instrueres i, hvordan vi skulle stå når vi skullelande- alle ned i knæ med ryggen til landeretningen og hold fast med begge hænder. Vi fik også nogle enkelte ballonregler: ingen rygning nær ballonen og ikke forlade den før skipper siger til, da bare et lille vægttabt kan få den til at gå til vejrs igen.
Så lettede vi ellers, stille og roligt men hurtigt opad og det gav godt nok lige et sus i min højdeskræk mave da jeg kiggede ned første gang- hold da op og kurven var ikke engang stor nok til at jeg kunne sætte mig ned i den ! Nå, men fyren fra saudi- arabien som stod lidt mast inde midterst i kurven forsøgte desperat at tage billeder så jeg foreslog ha at vi lige skubbede os rundt og byttede plads. Det ville han gerne og det føltes meget bedre i minmave at stå inderst sammen med skipper. her var det som om den største fare var, at få sit hår svedet af hver gang han satte varme på så flammerne stod op i ballonen. Efterhånden kunne jeg begynde at slappe af og nyde den smukke dag og den smukke udsigt hvor man kunne se alle markerne med dyr på og senere også the southern alps med mount Cook ( ja, vi fik det sørme af se igen!) stikkende op over de lavere bjerge foran. På det tidspunkt var vi oppe i ca. 2 km højde inden han tog højden af igen og lod os flyve lavt et langt stykke tid så man kunne følge med i hvad der foregik på jorden. Med en ballon ved man aldrig hvor man starter og hvor man ender,og det vidste han heller ikke her, så helt til sdiste øjeblik vidste han ikke om vi landede på den ene eller den anden side af en flod, men pludselig tog vinden lidt af og vi landede før floden. Det foregik helt stille og roligt og han gav besked til george der ejer firmaet og som kørte bilen, hvor vi var så han kunne komme derhen. Køerne som gikpå marken ved siden af, var meget nysgerrige og stod og gloede ind over hegnet. Der var ikke nogen marker de ikke måtte lande på, men hans sagde, at heste og grise godt kan blive meget skræmte over ballonen så det skal de helst undgå.
Men køerne gloede bare da vi kom ned. Fyren i min side hoppede ud straks vi landede og tændte en cigaret. Man kunne lige mærke det lille hop kurven gav da han forlod den men ballonen blev på jorden. Skipper var noget utilfreds med, at han både hoppede ud og røg ,så han viste ham bestemt væk fra ballonen. Så kom hele processen med at få luften ud og få pakket sammen. Også her skulle man deltage , blandt andet ved at holde, senere folde og tilsidst sidde oven på ballone for at få den presset helt ned i posen- især det sidste var jeg god til!
Imens vi gjorde alt det, havde George arrangeret et fint lille bord med morgenbrød, juice, frugt og champagne og han havde iført sig høj hat og smoking. Vi fik serveret champagne og brød og fik forklaringen på, hvorfor det hører sig til; I gamle dage da man begyndte at flyve i ballon, troede bønderne at det var farlige væsener der landede på deres marker når ballonen kom ned. derfor medbragte skipperen altid en flaske champagne hvor der stod at de var fra frankrig, så de kunne vise bønderne at de altså var deres landsmænd og ikke aliens. Den tradition holder man fast i både ved at servere mousserende vin efter en ballontur men også ved at forære en flaske til den person der ejer jorden man er landet på, som tak for besøget.
Vi stod så der på bondemandens mark og spiste croissanter og drak vin mens George fortalte os om ballonhistorien, viste billeder af forskellige balloner og fortalte om de diplomer vi alle ville få. Efter mrogenmaden skulle vi alle ned på knæ og så skulle vi døbes så vi kunne blive optaget i klubben af rigtige ballooneticks- skipper dyppede en prop i vinen og vi fik alle et tryk i panden.
Der var også blevet taget billeder mens vi hang deroppe, som vi kunne købe for 25 dollars ekstra- og det blev vi selvfølgelig også nødt til at have. De var utrolig søde begge to og snakkede sødt med pigerne om skole og Danmark. Da alt var blevet pakket på vognen igen, skulle vi køre tilbage til kontoret. George fortalte hvilke gæster de havde haft i den forgange uge og han nævnte, at han havde fået lov at høre alle deres nationalsange, men han havde aldrig hørt nationalsangen fra Danmark. Så vi måtte pænt stemme i og synge " Der er et yndigt land" for hele flokken. bagefter var det fyren fra saudiarabiens tur og så ville han til at køre, men så sagde jeg, at jeg aldrig havde hørt den New zealandske nationalsang og så måtte de igang med at synge. det var meget festligt og da turen sluttede, mindede george os om, at vi skulle huske at grine mindst en gang om dagen og han sagde til pigerne, at hvis der var en dag hvor de ikke havde grinet, skulle de gå til deres mor og sige det, så jeg kunne få dem til det.. Herefter store farveller og mange ønsker om fortsat god rejse. En rigtig god oplevelse på mange måder, må man sige.
Turen lakkede nu gevaldigt mod enden og vi kørte de sidste 100 km ind til Christchurch, den mest engelske by i New Zealand og den størte på sydøen. Lige udenfor byen kan man komme på en nautcruie hvor man med stor sandsynlighed kan se delfiner og jeg ville så gerne have, at vi skulle nå og se nogen tæt på. Så jeg ringede til kontoret for at høre om vi evt. kunne komme med på deres tur 13.30- så ville vi stadig have lidt tid i byen bagefter.Desværrei brugte eftermiddagen i christchurch, som meget hurtigt blev min favoritby af dem vi har set- Ja, meget engelsk og meget hyggelig. Vi gen tur i deres meget smukke biske have hjvor floden Avon snor sig igennem og hvor man kan punte efter engelsk tradition, vi så deres store kostskole og alle skoleeleverne med unifodrengene i short med grå knæstrømper og skjorte og slips og pe i nederdele og det gøs lidt i Ditte at tænke på at hun skulle trække i sådan noget tøj.
Bagefter gik vi en tur på Canterbury museum, som havde nogle gode udstillinger af forskellig slags og så var det tid til frokost på en cafe i det dejlige vejr. Vi gik bagefter ned til deres gågade hvor vi ville shoppe lidt, men fandt ikke rigtig det vi kiggede efter. Så gik vi til Cathedral square hvor deres store kirke ligger og hvor der ville være aftensang og gudstjeneste klokken 17.30. Det ville jeg gerne høre, så vi sad ½ times tid og lyttede i den smukke kirke til drenge og mandekoret og præsten der takkede for alt det smukke i verden, for familie og venner og mere til- det kunne næsten ikke blive en smukkere og bedre afslutning på dagen, ja på hele ferien, lige at få tid og ro til at tænke på dem derhjemme, i U.S.A og på alt det fine vi havde fået lov at opleve den sidste måned.
Vi kiggede i de forskellige souvenirshops som lå langs med pladsen og jeg fandt en strikbluse jeg gerne ville have- det er jo merino uld og Possumpels der laves rigtig meget af hernede , men det er desværre meget , meget dyrt- vi taler over 1000 kr. for flere af trøjerne så det er ikke bare sådan at købe løs. men jeg fandt en som var ca. 800 kr og en god souvenir at have med hje, Pigerne købte spillekort, creme og lidt smykker og jeg fik også et par uldsutsko til at erstatte de gamle derhjemme- så kan Bixie få lov at få dem til evigt eje. Brian handlede whiskey! Vi havde planlagt at gå ud og spise denne sidste aften u byen, men vi ahvde spist sen frokost, havde mad derhjemme selvom det bre vardiverse rester og vi havde brug for tiden til at få pakket sammen efter en måneds rejse i vores forholdsvis lille bil, så vi kørte til campingpladsen. Her havde vi heldigvis godt vejr til at pakke på skift, rydde op i bilen, rydde ud i ting og få lavet vores sidste maccaroni og cheese og suppe. Da pigerne var færdigpakkede røg de op i seng så vi andre kunne få plads og tilsidst ordnede brian lige det sidste med check in til flyveturen. Så skulle vi sove for sidste gang i vores lille ukomfortable bil- lidt trist faktisk at tænke på sne og kulde derhjemme efter sådan en dejlig smuk dag - heldigvis at Sine er der og alle de andre så vi rigtig kan glæde os til at komme hjem!!!
Christchurch Onsdag d.3/3:
Op klokken 7.30 for at pakke det sidste sammen og så er det ellers afsted mod Keas depot som ligger lige ved siden af lufthavnen. Det tog 2 minutter at køre derhen, bilen blev afleveret uden problemer og vi blev kørt til lufthavnen af en medarbejder derfra.
Vi havde jo checket ind på nettet, så vi fik hurtigt vores boardingpas og satte os og skrev de sidste postkort......
Så skulle vi gå til gaten, men pludselig skulle vi også betale lufthavnsskat og det havde vi ikke været obs. på, sa vi måtte finde banken hvor det skulle gøres. Da vi kom til costums skulle vi alle udfylde en seddel og så først der kunne vi gå igennem security- så deat kommeind i U.S.A! I Lufthavnen mødte vi de danskere som vi havde været på fjorden med og som vi også havde mødt i Christchurch dagen før, faktisk 3 gange og vi mødte også det par fra Wellington som vi havde været ude og flyve i ballonmed. Ja, verden er på den måde lille.
Så kunne vi ellers boarde og nu går turen hjemad- lige nu flyver vi over Australien- gad vidst om jeg nogen sinde kommer tættere på Australien end det....Vi har haft klartvejr hele vejen så Brian har rigtig kunne nyde sin vinduesplads- lige nu flyver vi over noget der ligner en rød sandørken med saltsøer i den sydlige del af landet efter at have passeret Adelaide.
Glæder os til at komme hjem til Sine - vovserne og alt det derhjemme, kunne godt have taget en måned mere hernede....
Epilog:
Jeg må sige, at der er to ting som har været gennemgående for denne tur:
1) Det har været vores første tur uden Sine. Det har været rigtig mærkeligt, at det var OS der rejste væk fra hende og ikke omvendt. Heleturen igennem har jeg pakket 5 mueslibarer i tasken istedet for 4, fundet borde med 5 stole, taget 4 brochure eller post kort af hver ( Brian får ikke noget) og så videre. Men det har været skønt at kunne skrive sammen, ringe og maile og endda se hende på webcam. Og så er der jo ennu mere grund til at glæde sig til at komme hjem!Det ville være fantastisk at komme derned sammen med Sine en dag!
2) naturen- hele denne tur har taget udgangspunkt i alt den smukke og forskellige natur vi skulle se. Nogle steder har vi været heldige, smadderheldige, andre steder uheldige , smadder uheldige. men vi har fået set så meget smukt og anderledes og uanset det har været på nord eller sydøen har det været flot. Vi har ikke foretrukket den ene ø fremfor den anden, selvom sydøen umiddelbart fremstår mere spektakulær , så nød vi også nordøen med de grønne bjerge og de lange dejlige strande og spændende vulkaner.
Generelt må jeg sige, at 2 måneder havde været bedre end 1 men vi har fået en smagsprøve og vi har bestemt lyst til at komme igen! Selvom det har været trangt i den lille bil ind imellem, har det trænet samarbejdsevner og tålmodighed og det er lykkedes rigtig fint. Bilen har været god for brian at køre med gode kræfter og den har været lillenok til at klare nogle af de mange bjergveje uden problemer. Og Brian har gjort det fabelagtig godt med at køre i venstre side og alt det der- noget han ellers var meget bekymret for!
Jeg tror at Ditte og Emma er kommet lidt tættere på hinanden på denne tur- det virker i hvertfald sådan og det har vi nydt.og å er vi mange gange blevet mindet om, hvor priviligerede vi er, at vi har kunne tage denne tur som familie- nu skal pigerne bare hjem og indhente lidt skole og vi andre lidt arbejde!!!.
Vi har oplevet et land med venlige er, meget velorganiseret og rent med flotte naturparker og gode campingpladser. Landet fremstår ungt på den måde at de små byer har en anden charme end den vi kender til- der er lidt mere nybygger, guldmine, "her sætter vi lige nogle barakker af nogle huse" agtigt, men charmerende på sin vis. Jeg har allerede den næste tur klar inde i mit hoved, så nu er det bare at gøre som george sagde: hjem og tjene nogle flere penge til næste tur.
Lise / Mor.