Camilla Hej Hvordan fik i job som frugtplukkere og har de nogen til at plukke i november-december?

Torben Hej med jer!! - hvor er det herligt at læse om jeres oplevelser - og i NYDER det kan mærke ;o) - tillykke med f.dagen Emma Fortsat god tur !!

Brian Franz Josef Tirsdag d. 23/2: Jeg stod op kl 7 så jeg kunne komme op og snakke med dem i receptionen om formiddagens program. Vejret var klart og da jeg stod ud af bilen kunne jeg rigtig se hvorfor stedet hed ” Rainforest retreat”- der var masser af palmer alle vegne og andre grønne planter. Da jeg gik rundt om hjørnet var der bare det ene flotte bjerg efter det andet hvor man lige kunne se toppene gennem træerne. I receptionen fortalte jeg om vores ønsker med søen og med at flyve over gletcherne i helikopter. Damen sagde, at vi hellere måtte undersøge med det samme om der var nogen ledige pladser med helikopterne , så hun ringede dertil og fik af vide, at der var plads kl. 8.15 med mødetid kl. 8, altså mindre end en halv time efter .Jeg sagde ja tak , hun bestilte den og så strøg jeg ned og sagde til de andre at de skulle skynde sig i tøjet for nu skulle vi ud og flyve. De var heldigvis hurtig færdige- alle ville gerne have helikopter oplevelsen med og især mens vejret var godt. Vi gik de 2 minutter ned til kontoret hvor vi skulle møde, fik her nogle sikkerhedsinstrukser og så gik vi over vejen til landingsstedet hvor der holdt 5-6 helikoptere med rotoren kørende. Vi blev sat fast med sikkerhedsbælter, fik høretelefoner på og piloten checkede om alle kunne høre ham i dem og så tog han af- Turen vi havde bestilt var en 30 min. Tur med udsigt til Franz Josef og senere Fox gletcher,med udsigt til Mount Cook og med en sne landing undervejs. Ingen af os havde prøvet at flyve i helikopter før og det i sig selv var en stor oplevelse . men det var det fantastiske syn ud over sneen og isen, den blå himmel, bjergene og alt det til sammen der gjorde det en fuldstændig fantastisk oplevelse!! Jeg var næsten ved at tude så smukt var det mens han stille og roiligt cirklede hen over den ene snemasse efter den anden. Vi landede på et kæmpe sne område hvor der kun var os og hvor vi stod midt mellem sneklædte bjerge med den blå himmel alle vegne over os. Vi tog nok , ja jeg ved ikke hvor mange billeder og videoen kørte bare hele tiden, for det var bare så smukt. Så fløj vi videre hen over Fox, fik et meget kort glimt af Cook og til sidst henover grønne bjerge og flodlejet hvor gletchervandet løber i – Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse og som damen på kontoret sagde bagefter, at fra nu af ville det kun” go down hill from now ” når man havde haft sådan en oplevelse. Vi dansede næsten hele vejen hen til bilen bagefter og snakkede vi i munden på hinanden om ” whau” og ”nej hvor var det fedt” os.v. Vi var meget fristede til at købe noget morgenmad på Rainforest retreat men skyerne var allerede begyndt at trække ind og dække bjergtoppene, så vi skyndte os at spise vores egen morgenmad og kørte så ud til Franz Josef for at kigge mere på den. Først gik vi en 20 minutters tid hen til et udsigtspunkt hvor man kunne kigge ud over gletcherområdet. Herefter gik vi en tur på 1½ t på den gamle gletcherbund hvor gletcheren lå for et par hundrede år siden, så vi kom helt ud til bunden af den. Her var der afspærret med reb så man ikke kom for tæt på. For der er mennesker der er blevet slået ihjel for et par år siden fordi de gik for tæt og fik nedfaldne is stykker over sig. Så hvis man vil tættere på , skal man på en guided tur. Det var der også mange mennesker der gjorde og de kravlede op af isen i række efter hinanden. Jeg havde overvejet om vi skulle have bestilt sådan en halvdagstur , men da jeg så hvor stejlt det var det stykke de skulle op over og hvor højt oppe det var, var jeg sådan set godt tilfreds med at jeg bare stod nede og kiggede- jeg er ikke sikker på at min højdeskræk havde kunne klare den optur… Vi fik en smule sol på den del af gletcheren som kunne ses oppe ved kanten af skyerne og kunne se hvor flot og blå den er når solens lys rammer den. Desværre var der allerede nu skyer ved toppen så vi kunne ikke se bjergenes spidser og se hvor langt op gletcheren egentlig gik- men det havde vi jo heldigvis lige set med helikopteren!!! Så kørte vi til byen Fox hvor Fox gletcheren ligger…. Og fik handlet lidt tun til frokost , det er blevet det foretrukne pålæg hernede – tun med mayo og rødløg evt. lavet til en tunsalat og så op på noget grovbrød eller rugbrød. Vi har handlet en del i forretningen New World som har rigtig mange lækre brød ( og kager…) og hvor vi har købt rugbrød og hvor de faktisk også har rigtig mange glutenfri produkter af forskellig slags både i og udenfor bagerafdelingen. Jeg får helt lyst til at fylde kufferten med ting til mor, men det er jo ikke til at vide hvordan tingene smager. Nå men vi fik handlet lidt i byens eneste madbutik og kørte så nogle få kilometer ud til søen lake Matheson, hvor man kan gå omkring søen og i klart vejr se mount Cooks spejlbillede i søens stille vand. Men der var skyer på toppen af Mount cook og søens vand var ikke blikstille længere, så vi spiste frokost på p. pladsen mens vi ventede på, at bjerget skulle vise sin top. Efter frokost var det stadig ingen top, men vi besluttede alligevel at tage den ca 1 time lange gåtur rundt om søen – hvis nu… Det var en fin gåtur både i skov og langs søen og for enden af søen var der en fin udsigtsplatform, hvorfra man kunne få det perfekte billede af bjerget og søen- men bjerget var stadig gemt. Vi satte os og spiste vores snack, en appelsin og ventede og ventede, men skyerne flyttede sig ikke og til sidst måtte vi gå- vi havde jo også andre planer den dag. Vi købte nogle fine postkort , som vi stadig håber på at få sendt hjem. De koster som regel kun 1 dollar hvilket er fire kroner, så det er da rimeligt i pris. Ellers er mad og mange andre ting samme pris som hjemme eller måske lidt dyrere. F. eks har jeg flere gange haft kigget på noget striktrøje af merino uld eller Possum uld men de koster mellem 1000 og 1400 kr mange af demogdet synes jeg godt nok er for meget. Så det er ikke så mange souvenirs vi kommer hjem med og slet ingen nye sko som da vi var i U. S. A ( jo for resten, jeg har da fået et par nye sandaler!) Efter forsøget på at se Cook i søen, kørte vi over og kiggede lidt på Fox gletcheren hvorefter vi kørte sydpå ned mod Haast pas. Vi havde godt vejr og stoppede blandt andet helt ude ved det Tasmanske hav ved Knights point lookout hvor vi kunne se søelefanter på klipperne i det fjerne. Herefter var det farvel til det Tasmanske hav, for nu gik turen ind over Hasst pas af en vej som først blev lavet midt i tredserne; før den tid kunne man slet ikkekomme på tværs her. Smuk tur med mt. Aspiring national park på den ene side af vejen og floden på den anden. Vores mål var Makaroa og vi var nær ved at køre igennem den fordi den var så lille. Det var stort set kun den campingplads som vi skulle bo på der lå i byen. Vi skulle bo på Makaroa wilderness resort ; noget af et navn til det sted, men ude midt i ingenting var det da. Vi fik vores powered site med udsigt til bjergene, en hest og en landingsbane for små fly- dem vi skulle med dagen efter. Der lå allerede et par mobilhomes med danskere lige i nærheden og kort efter vi var kommet, kom der to mere og lå lige op af os- så det blev en hel danskerlejr. Sjovt at vi møder så mange danskere hernede, når man tænker på hvor få vi trods alt er i Danmark i forhold til f. eks Tyskland. Vi var her alle for at tage med på en tur dagen efter som afgik herfra, nemlig Siberia valley wildernes experience. Vi havde købt og betalt den hjemmefra og turen bestod af en flyvetur med et af de små fly i ca. 25 min. henover Mt Aspiring national park, herefter en 3 timers vandretur gennem Siberia valley hvor man ellers kun kan komme til efter 3 dages vandring, og så til sidst et tur i jetbåd ned af floden. Vejret var ok, men noget blæsende, så vi var lidt spændt på om turen ville kunne gennemføres med de små fly. De andre danskere skulle med klokken 8, og vi skulle kl. 9 så vi måtte jo bare gøre os klar og se hvad morgendagen bragte. Vi pakkede vores vandretasker og sad udenfor og spiste noget maccaroni and cheese lavet på vores eget gasblus, inden vi måtte trække ind i ly for sandfluerne. Når først de finder ud af at man er der , SÅ bider de og bidet gør ikke ondt som sådan men det kløer af Pommern til bagefter. Makaroa d. 24 /2- Brians fødselsdag!!! Vi startede dagen med et fødselsdagskys til Brian men ellers blev der ikke gjort så meget ud af at fejre ham fra morgenstunden. Vi skulle jo af sted på tur, så jeg lavede havregrød til morgenmad, så vi fik noget godt at gå på. Vi kunne mærke at det blæste en del og var noget bekymrede for om de små fly kunne komme op ( og ned!!) og ganske rigtigt kom de andre danskere som skulle af sted kl. 8 retur og sagde, at deres tur var udsat en time, så det blev først efter 9 at vi kunne få af vide om vejret var blevet godt nok til at flyve i. Vi gjorde os alligevel klar og jeg lavede en plan for dagen, i fald turen blev aflyst. Klokken 9 .30 gik vi op og snakkede med piloten, som netop havde lavet en testflyvning og som mente det var for usikkert, så turen blev aflyst. Øv øv, det eneste positive var, at vi kunne få pengene retur fra rejseselskabet når vi kommer hjem. Vi kørte videre mod byen Wanaka, ved søen Wanaka, hvor vi skulle campere om natten. Her tog vi ud på den vandretur, som vi skulle have gået dagen efter på egen hånd. Turen var beskrevet både i min guidebog samt i Wanakas turistbrochure som en easy hike på ca. 3-4 timer. Vi skulle først køre en times tid ud til Raspberry flat parkeringsplads igennem en dal. Vi kørte af sted og turen startede fint af asfalteret vej. På et tidspunkt blev den så til god grusvej som så til sidst ændrede sig til meget ujævn grusvej med mange ”fords”, en slags forsænkninger i vejen fyldt med større sten hvor vandet fra floden og bjergene kan løbe af. Der var en del vand i allerede og jeg synes det var lidt utrygt at køre igennem, men nu var vi jo kørt så langt så Brian kørte stille og roligt igennem og tog også chancen at køre igennem et vandhul der var opstået på grund af ”wash out” af vejen. Vandstanden i floderne er generel meget lav på denne tid af året men den kan hurtig stige ved kraftig regn. Endelig kom vi dog til parkeringspladsen, hvor der holdt mange andre biler fra andre hikere og turen gennem dalen havde været rigtig fin med udsigt til bjerge med sne og det hele .Desværre var det begyndt at regne lidt mere og vi måtte starte med at tage alt vores regntøj på under vores rygsække. Vi fandt også vandrestavene frem og så begyndte turen ellers op mod Rob Roy gletcheren .Den første del af sporet , ca 15 min. gik hen opver en slags græsmark, herfeter kom der en større svingbro man skulle over. Nu er svingbroer jo ikke min bedste side, men over kom jeg da og så gik sporet ellers opad. Der gik ikke lang tid , før det blev for varmt med regntøjet på så vi måtte skifte lidt rundt på noget tøj- regnet stilnede lidt af og da vi gik inde i skovkanten ne del af tiden var det ikke så vådt i starten.Så vi gik videre opad , selvom de fleste vandrere var på vej ned af sporet. Turen opad tog ca. 2 timer og jeg synes ikke det vat specielt ”easy”- tværtimod synes jeg det var svært at finde en god rytme opad og det hjalp kun lidt at spise vores mueslibar og appelsiner. Men op ville jeg jo og de andre havde ikke nogen problemer, så vi gik videre selvom regnen nu var taget til igen. Vi gik gennem skovkant med udsigt til floden nedenunder det meste af tiden og vi havde god brug af vandrestavene op over trærødderne og stenene.Der var også et par meget smalle steder hvor der ind imellem forekom stenskred og hvor der var meget langt ned til floden, synes jeg i hvert fald med min højdeskræk. Vi mødte en ældre mand på et tidspunkt og spurgte hvor langt der var igen til toppen- ”Not far, about 30 minutes” svarede han og så under stregede han hvor smukt det hele var og hvor meget han nød det på trods af regnen. Nå ja, det var jo også rigtigt, så jeg fattede mod og kom det sidste stykke op. Da vi kom op så vi kunne se gletcheren , var det selvfølgelig temmelig diset og regnen begyndte at vælte ned , så vi kiggede ganske kort på isen og floden og så begyndte vi turen ned. Vi var godt våde og nu fossede regnen ned, så vi gik til så godt vi kunne. Heldigvis blev sporet ikke glat hverken stien eller alle træstykkerne, men vandet løb i strømme ned af sporet og der kom store pytter som vi måtte vade igennem. Så inden længe var alt tøj vådt og vores støvler svuppede i vand. Jeg nåede lige at drille Emma med hendes våde vandresko , fordi hun jo absolut ikke ville have støvler men kun sko, før end mine egne støvler var som et badekar. Pigerne gik uden et ord til brok, tvært imod snakkede Emma hele vejen ned og det var godt det samme, for det hjalp lidt på min tiltagende bekymring over, om vi mon ville nå ned inden hele stien svømmede over. På 1½ time var vi nede og aldrig har jeg været så glad for at se en svingbro før – jeg dansede næsten hen af den! Så pyt med at vi var drivende våde- vi var nede hvor bilen holdt og da vi lige havde handlet og havde alt med os, kunne vi jo bare sove der om natten hvis det var. Vi trak af alt det våde tøj af mens vi stod ude på p. pladsen og smed det i en stor bunke inde i bunden af bilen efter vi havde hældt vandet ud af støvlerne og så blev pigerne tørret med håndklæder og pakket ind i vores tæpper og soveposer. Brian besluttede sig for at prøve at køre hjemad af vejen, på trods af regnen, da der var kommet flere biler til p. pladsen siden vi var kommet. Det var folk som skulle op og sove i hytterne lidt oppe af stien. Så Ditte fik min plads foran, da hun syntes sådan noget med biler, huller og vand er spændende og jeg er en rigtig kylling der bare sidder og siger ” nej, pas nu på Brian” og ” nej, vi gør det ikke Brian ” hele tiden.Så jeg sad bagi og puttede med Emma mens de legede at de kørte4 wheel oppe foran. Og ud kom vi, gennem vandet, over det ujævne vej og jo tættere vi kom på Wanaka jo bedre blev vejret. Da vi checkede ind på campingpladsen lige udenfor byenskinnede solen og de havde kun haft 15 min. regn hele eftermiddagen! Vi fik en smuk plads lidt oppe på en bakke, med udsigt til bjerge og søen og så fik vi ellers puttet alt vores tøj i vaskemaskinen, vores støvler kom ud i solen og regntøjet på tørrestativ. Vi havde aftalt vi skulle ud og spise da det jo var Brians fødselsdag, men vi måtte lige vente på at tøjet tørrede i tumbleren inden vi gik så kl. 20.30 var vi ved at være klar. Vi kørte ind til byen, som er rigtig hyggelig- nok den hyggeligste lille by vi har set hernede endnu, desværre virkede det som om at byen næsten lukkede ned om aftenen for der var ikke mange spisesteder åbne. Vi fandt dog et fint sted med dyr og lækker mad og Brian blev fejret med god mad, vin , sang og gave fra Emma en vinprop med New Zealandsk glas symbol i toppen. Klokken 23 var vi de sidste gæster og jeg var så smadret efter dagens strabadser, at vi smuttede hjem efter jeg havde haft et mindre grineflip- så mente familien at det var ved at være sengetid…. Sikke en dag! Wanaka Torsdag d. 25/2: Vejret var smukt og kun let overskyet da vi vågnede. Vi havde besluttet at tage en stille og rolig start på dagen, så klokken var noget over 10 før vi kørte af sted. Vores støvler var næsten tørre og på trods af gårsdagens strabadser, startede vi dagen med at bestige et lille bjerg som hedder Mount Iron. Fra bjerget er der en rigtig fin udsigt over begge de store søer og over bjergene. Da først de ømme knæ og hofter kom i gang gik det også fint med at gå op til toppen hvor vi kunnenyde den flotte udsigt. Turen tog ca. 1½ time og så var vi på vej mod Qeenstown, sydøens actionby. Vi kørte af Crown range road, en tur over bjergene på ca 1 time og næste stop blev i den gamle guldgraver by Arrowtown. Her står der stadig en del af de gamle træ og sten huse fra guldgravertiden og man kan stadig vaske efter guld i floden og også finde små flager af guld.Byen er nu mest en turistattraktion på grund af de hyggelige gamle huse, et museum og mange små cafeer med god mad. Vi havde besluttet at vi ville spise frokost i byen, da vi havde læst at byens gamle bageri skulle bage nogle rigtig gode pies med forskelligt fyld og da pies er en del af det New Zealandske køkken måtte vi smage dem. Så vi sad udenfor i solen og spiste kyllinge og steakpies med salat og det var rigtig ferie. Da vi kom til Queenstown kørte vi direkte til gondolerne som kører op til bjerget Ben Lomond og hvorfra man kan luge ligesom i Rotorua og man kan paraglide. Sidstnævnte var Emma ret opsat på hjemmefra og Ditte var også blevet det, så det måtte undersøges. Vi tog gondolerne op af bjergsiden og udsigten var smukt på trods af, at skyerne havde samlet sig og dækket for solen. Da vi kom op, gik pigerne direkte til lugebanen, hvor vi havde købt 5 billetter til at starte på. Også her skulle man starte med den scenic tour og det gjorde vi alle fire. Turen var dog væsentlig kortere end i Rotorua og den havde meget skarpere sving, hvilket gjorde at man ikke kunne køre lige så stærkt. Så da vi kom op igen, synes pigerne ikke at det havde været specielt sjovt fordi de måtte bremse en del af tiden så de ville ikke engang prøve den anden bane, hvilket var okay med os, for turene koster alligevel 9 dollar pr. tur. Så Brian brugte den sidste billet på den sværere bane og så gik vi i visitorscentret for at spørge til Paragliding. Den var desværre lukket. Fordi det blæste for meget! Den skulle eller afgå fra toppen af bjerget . Det passede ikke helt ind i planen, for vi havde ikke tænkt os at tage gondolerne op igen dagen efter kun for det. Så vi måtte gå i tænkeboks for at få vores tid i queenstown til at gå op på bedst mulig måde – vi tog derfor ned i byens visitorscenter og kiggede på alle de mange adrenalinkick muligheder byen byder på og snakkede om hvad vi gerne ville. Interesserne var forskellige og mange ting var udelukket på grund af Emmas alder, men til sidst havde vi nok ideer til at snakke med en dame som kunne hjælpe os. I løbet af kort tid havde hun fortalt os, at paragliding fra gondolerne slet ikke var det bedste sted, men at vi hellere skulle tage med ud til Coronet peak, som er det højeste komersielle udspringspunkt for paraglidere i New Zealand. Her var der også en smukkere udsigt over bjergene istedet for over byen. Den var pigerne med på og Brian ville også springe når pigerne fik lov. Så vi bestilte en tur kl. 9 næste morgen, hvor vejret så ud til at blive fint. Jeg havde et ønske om at køre ud til en lille by ved navn Glenorchy som ligger meget smukt og vi ville også gerne jetboate; det var jo blevet aflyst på grund af det dårlige vejr et par dage før. Så vi besluttede os for at tage med på en tur, hvor man blev kørt i 4 hjuls trækker rund i det øde bagland bagom glenorchy ( der hvor den asfalterede vej stopper), gik en tur med en naturguide og til sidst kom retur med jetbåd på dart river. Den blev også bestilt, således at vi kom hjem fr paragliding, hentede vores egen bil og kørte til Glenorchy. Med alt dette aftalt og betalt(……..) kunne vi tage til campingpladsen. Her havde vi bestilt en self contained hytte de næste to nætter. Det viste sig at være et fint lille hus med to værelser og godt køkken, så vi gik straks i gang med at lave dejlige bøffer, majskolber, ovnkartofler med hvidløg og brocoli. Brian fik oven i købet rødvin. Så var der tid til internet, dagbog, bad og almindelig hygge. Pigerne har begge fået læst alle Anders Anderne og deres bøger, så nu bliver der spillet spil på computeren- og selvfølgelig lavet lidt lektier ind imellem… Queenstown Fredag d. 26/2: Aftalen var, at vi skulle ringe til firmaet klokken 8.30 for at sikre os, at de kunne paraglide. Det gjorde vi og da vejret var smukt gjorde vi os klar til at blive hentet kl. 9. Jeg skulle jo ikke paraglide, så vi havde spurgt om der var plads til mig i deres bil. Det var der ikke, så Brian tog vores og kørte bagefter deres. Desværre opstod der en misforståelse, så pludselig efter lidt tids kørsel, sagde de at vi skulle bytte over så jeg skulle køre vores bil op på bjerget og brian køre med i deres op til udspringsstedet. DET var jeg ikke meget for, da jeg slet ikke havde kørt i den og ikke synes Coronet peak var stedet at afprøve det, i venstre side af vejen.Så jeg sagde, at så ville jeg vente i bilen på parkeringspladsen hvor vi holdt. Så fik de det heldigvis ordnet, så jeg kunne komme med alligevel og vores familie, 2 andre kvinder der skulle hoppe , alle co piloterne og udstyr kørte op til toppen. Vejret var fantastisk smukt og udsigten ligeså. På vejen op blev vi spurgt om vi ville upgrade, således forstået at vi kunne betale 16 dollar mere pr. person og så lave springet en tak højere oppefra- det højeste udspringssted i New Zealand om sommeren. Det ville gøre det muligt at lave lidt flere ”akrobatikting” i luften. Det valgte alle, så hopperne og deres makkere stod af med alt grejet og jeg kyssede alle, sprang ind i bilen igen og blev ræset ned af bjerget i bilen, så jeg kunne nå ned og se dem lande. Jeg tror turen ned af hårnålesvingene var næsten mere nervepirrende end udspringet havde været, for hold da op hvor gik det stærkt, mem det var jo for min skyld. Jeg nåede lige at hoppe ud af bilen henne ved deres landingsplads, før Emma kom flyvende ned lige bag mig. Hun havde haft en fin tur og ville ( selvfølgelig…) gerne have haft det endnu vildere. Så hun må ønske sig et faldskærmsudspring når hun bliver 18! Bagefter kom Ditte og Brian lige efter hinanden og vi var også begge meget begejstrede. Brian havde fløjet med en lidt ældre fyr, der havde paraglided i over 20 år og han havde spurgt Brian om han kunne lide at køre i rutchebane. Da han havde svaret ja til det, havde han fået en ordentlig ” rollercoaster”. Så han var godt tilfreds. Ditte havde fløjet med en rigtig sød fransk fyr, som vi havde talt med på vej op på bjerget. Han havde haft en langhåret afro paryk på udover sin hjelm, bare for sjov skyld, og den var fløjet af undervejs. Det grinede de meget af. Ditte var også skvattet da hun skulle løbe lige i starten inden afgang, fordi vinden pludselig havde taget af, så hun havde fået beskidte bukser. Jeg spurgte til hvad der var sket og han grinede lidt og sagde, at det altså kostede en del mere end vi havde betalt for at slippe af med børnene, så derfor kom hun med ned med ham. Han var en rigtig fin fyr.Alle 3 var i luften i ca. 12-14 minutter. Emma syntes det havde været sjovt og ditte syntes det havde været fedt! Efter turen fik alle tre en video på 30-40 sekunder,som hørte med i prisen og som var blevet optaget undervejs .Derudover kunne man også købe en række billeder, som var blevet taget på vejen ned. De kostede 45 dollars pr. pakke og selvom det var rigtig dyrt, så var det jo svært at sige nej til. Så de blev også købt. Så sagde vi farvel til co springerne og kørte videre i vores egen bil til Glenorchy. Det var en lille times kørsel langs søen med bjergkæden ” The remarkables” som baggrund. Jo tættere vi kom på byen jo flottere blev bjergene med lidt sne på toppen hist og her. Det må være fantastisk smukt om vinteren når der er sne på alle bjergene. Vi kom til byen i god tid- en lille by med 256 indbyggere, heraf 44 børn og en masse heste. Frokosten blev spist udenfor ved søen mens vi nød det skønne vejr og den smukke udsigt. Da klokken blev 12.45 mødtes vi med en masse andre på Dart river safaris kontor i byen. De andre kom med bus fra Queenstown og vi blev sat i vores 4 wheel drive køretøjer. Det var ikke små biler som jeg havde forestillet mig, men 20 personers busser, men turen gik igennem smukt landskab ud til Paradise, et sted hvor utrolig mange film bliver optaget, blandt andet dele af Ringenes herre, men også amnge andre kendte film. Der er så isoleret derude, at det ikke generer nogen at der filmes og den New Zealandske stat tjener gode penge på det gennem beskatning, så alle er åbenbart glade for det. Der blev også optaget en hel del reklamefilm; blandt andet den med den lilla ko og chokolade. Her var bjergene brugt til at forestille de schweziske alper, i en anden film var de den Pakistansk- Indiske grænse. Herefter blev vi sat af bilen og så gik turen gennem gammel uberørt skov med en naturvejleder foran der kunne fortælle om træerne, mos, planter ,regn m.m. Efter en lille halv times tid var vi så ved floden Dart, hvor vi skulle jetboate. Vi fik alle en stor regnfrakke på og en redningsvest og så kom vi i bådene. Jetbåde er en slags speedbåde som ligger tæt på vandoverfladen og derfor kan sejle i meget lavt og stenet vand. Vi sad 8 personer i vores båd og vi startede med at blive sejlet ned af floden endnu længere væk end hvor vi havde gået- det ville tage et par dage hvis man skulle vandre derned. Vores guide Christian holdt heldigvis flere pauser undervejs, hvor det var muligt at hive kameraet frem og tage nogle billeder eller bare nyde den smukke natur. Resten af tiden gik det i susende fart afsted ned af floden ind imellem små og store klippestykker og sten og med vandet sprøjtende om ørerne. Brian og jeg sad forrest og jeg blev ret våd og det blev Emma ikke, hun sad bagerst- så midtvejs skiftede vi plads. Det var dog fortsat mig der blev mest våd med vand i hele hovedet og ned i kavalergangen. men man blev tør på 2 minutter mens båden ræsede afsted. Nogle gange undervejs lavede han det han kaldteen 360`er, det vil sige at han tog en slags tilløb og så svingede han båden hele vejen rundt med et kæmpe skumsprøjt til følge. Her blev jeg også ret våd en af gangene og da Emma beklagede sig over, at hun stadig ikke var blevet så våd, lavede han et ekstra spin hvorefter HELE båden var dyngvåde. Det var en rigtig smuk og og sjov tur som også endte med at der var taget billeder af os i båden som vi selvfølgelig også måtte have. Efter turen kørte de andre med bus tilbage til Queenstown- vi tog bilen og kørte ud af en lille vej mod Routeburn track ( efter vi havde spurgt i visitorscenteret hvordan vejen var....). Jeg ville rigtig gerne kigge lidt på dette track, da det er en af verdens 10 smukkeste vandreture. Den er på 4 dage med overnatning i hytter undervejs og det skulle vi selfølgelig ikke, men vi ville bare smage lidt af turen. Vi parkerede bilen i det stadig smukke vejr, fabdt vandregrejet frem, checkede klokken så vi vidste hvornår vi skulle vende om for at være tilbage på p. pladsen inden det blev for mørkt og så gik vi. Sporet var fint medlidt op og ned stigninger og igennem gammel skov med masser af mos og bregner og vandfald. Meget smukt og faktisk afslappende i det gode vejr. Vi nåede ikke så langt , en god time,før vi måtte vende om men fik dog en rigtig god fornemmelse af sporet og det kunne være sjovt at komme tilbage en dag og gå længere. Så gik turen hjemad langs med søen igen og nu med aftensolen som gjorde det hele endnu smukkere. Da vi kom tilbage til Queenstown kørte vi ned forbi søbredden og så solen på søen derfra og tog en rundtur i byen, som så hyggelig ud med masser af cafeer og barer og mange mennesker i gaderne. Men klokken var tæt på 21 og vi skulle lave vores egen aftensmad i vores hus, så vi tog hjem- pigerne kiggede på billeder fra paraglideturen og Brian og jeg handlede ind- mærkeligt at tænke på, at det var det sidste større indkøb inden vi skal hjem.Så blev der lavet lækker mad, igen , kigget blog m.v og så skvattede jeg i søvn med Ditte og brian på hver side af mig i sengen der sad og så paraglidingbilleder. Skøn dag! Queenstown Lørdag d. 27/2: Vi skulle køre 3 timer til Manapouri idag, for vi skulle møde på deres turistkontor kl. 12 for at komme på vores tur på Doubtfull sound i Fjordland national park.Turen derned gik fint og vi var der i god tid, så vi havde en time nede ved søen hvor vi fik spist frokost. Så mødte vi op på kontoret og fik boardingpas sammen med en masse andre mennesker. Firmaet real journeys har både dagsture, ture til det store kraftværk samt ture med overnatning- vi skulle med sidstnævnte og havde købt turen hjemmefra. Først kom vi ombord på en båd der sejlede os tværs hen over Manapouri lake, som er en meget stor, smuk og dyb sø. Jeg troede jeg kunne sidde oppe ovenpå og kigge ud , men det blæste noget så vinden spræjtede vandet lige i hovedet på os og denne gang havde vi jo ikke store regnslag på så vi blev inde. Efter sejlturen kom vi på en bus sammen med de andre 70 mennesker som skulle ud på fjorden. Vi skulle køre 30 minutter af landets dyreste vej, bygget gennem skov og henover et pas- den så ikke speciel svær ud at bygge i forhold til så mange andre veje og chaufføren sagde, at det ville den heller ikke have været hvis det ikke havde været for regnen og mudderet... Det regner over 200 dage om året her og med et regnfald på 8 meter om året er her meget grønt og vådt så det var grunden til at det havde taget over 2 år at bygge vejen istedet for de planlagte 11 mdr. Vejen blev bygget for at få ting ind til kraftværket som ligger ved søen under jorden. Vi skulle ikke se kraftværket på denne tur men hørte om det og det er sørme noget af et projekt med en 10 km lang tunnel mellem sø og hav. Efter busturen komm vi så ombord på vores båd- et fint skib med spisesalon, observationsdæk, 2 etager med kahytter og med en "open door" policy hvor man gerne måtte komme op og stå hos kaptajnen så man kunne sludre eller kigge ud mens mand stod i tørrevejr. De fleste blev indlogeret bag et gardin 4 personer sammen men vi fik en fin kahyt med 2 køjesenge og eget bad og toilet.Måske fordi vi var de eneste der havde børn med. Man skulle ellers tro, at der havde været særlig rabat for danskere, for der var et selskab med 16 danskere som cyklede rundt på New Zealand og så var der 3 andre grupper eller par der udover. Nå, men efter vi havde glædet os over vores fine kahyt ,blev der serveret lune muffins og the og så gik pigerne ellers igang med at spille spil de fandt på skibet, mens brian og jeg gik ud og kiggede på fjorden og alt det grønne. Det var tørre vejr og solen kiggede frem ind imellem,og det var en meget smuk sejltur mellem grønne bløde bjerge. Vi sejlede helt id til det tasmanske hav og rundede og så det mens vi kiggede på en sælkoloni der var på klipperne- de var dog lidt dovne sælerne, eller søløver er det altså, så de fleste lå bare og sov. Vi kiggede også efter delfiner , som bor i fjorden og som de ser ca. 50 procent af gangene, men der er åbenbart noget med delfiner og os- vi havde ikkeheldet med os. Klokken 17 blev der serveret suppe med brød og så var det tid til aktiviteter- man kunne enten komme ud og ro kajak eller komme med i en 18 personers båd og så rundt i 40 minutter og kigge nærmere på dyre og plantelivet langs bredden. Det var begyndt at regne ret meget men vi tog med alligevel og valgte båden hvor vi kunne sidde alle 4. Så blev vi sejlet afsted og hørte om livet i fjorden og fik udpeget fugle og mosarter. Vi havde dog hørt en del af det, for ombord på det store skib var Watsie, en fyr som fra vi gik om borde til vi stod af næste dag fortalte i sin mikrofon næsten konstant om alt det vi sejlede forbi - og lydforholdene var heldigvis gode overalt på skibet så man kunne følge med under hele turen. han stod oppe på dækket udenfor det meste af tiden i regntøj og gummistøvler mens han snakkede og holdt udkig efter dyr i vandet. Nå, men vi var lettere våde efter den lille tur rundt og se på tingene fra tættere hold, men vi havde heldigvis en hårtørrer på værelset så vi kunne tørre mine underbukser der havde fået en våd kant. De andre behøvede ikke at gøre så meget ud af tørreriet, for straks efter vi kom op ovenpå skibet igen, var der vandgang i fjorden- 16-17 grader, værsgo og hop! Ditte ville rigtig gerne i men ville ikke alene, selvom der faktisk var en del andre der hoppede i.Og tilsidst blev både Brian og Emma da også overtalt til at få skiftet til badetøj.så var det bare det med at komme i og det lykkedes også for dem alle tre og de var godt nok hurtigt oppe igen! Ditte og Brian blot for at hoppe i endnu højere oppe fra skibet. SÅ var det også tid til at komme ned i vores varme brusebad inden aftensmaden blev serveret. Da vi bestilte turen hjemmefra vidste vi ikke helt hvordan forholdene ombord på skibet ville være, så vi blev meget positivt overraskede, da vi sp den store buffet der blev stillet frem; masser af lækker steg, laks, kartofler både søde og almindelige, salater og grøntsager. Det var rigtig lækkert og mens vi spiste sad vi og snakkede med et par fra Maine, som endte med at give os deres adresse så vi kunne komme og besøge dem i Maine en gang.Dessertbordet var fabelagtigt og vi fik smagt New Zealands dessertkage med marengs,creme og frugt.Bare vi havde kunne spise mere! Efter maden var der et power point show i observationsloungen hvor Watsie igen viste billeder og fortalte om livet på fjorden, i nationalparken og i landet som sådan. Så var der lige tid til lidt spil og en kop te inden vi puttede os i vores kahyt.

TIna hej alle. tak for jeres gode rejse beskrivelser samt for postkortet. som altid lyder det til at I får set og oplevet en masse... håber at Ditte er ok nu. Forresten,tillykke med din fødselsdag,brian. Vi tænke på dig:) Nu er der jo ikke så lang tid til at vi ses igen;det glæder vi os til. Knus fra Tina og familie.