Rotorua 15.2.2010

Kl. 7.00 ringede vi til arrangørerne af delfin turen for at få bekræftet at turen blev til noget.

Efter 70 min. Kørsel ankom vi 5 min. Før båden afgik og løb ombord. Vi glædede os rigtig meget selv om vejret var noget blæsende og overskyet. Med ombord var der nogle Japanske damer og 4 -5 andre par. Vi blev hurtigt præsenteret for reglerne ombord - det kostede 200 dollar at brække sig indendørs eller på toalettet, vi fik også at vide hvordan vi skulle forholde os når vi skulle svømme med delfinerne, hvordan vi kom ind og ud af båden med svømmefødder på og hvordan vi skulle holde fast i en 'barre' uden på båden mens båden sejlede og vi kiggede ned i vandet med maske og snorkel på. Vi blev inddelt i 2 grupper - øvede og uøvede, og til sidst fik vi alle udleveret maske, snorkel, våddragt og svømmefødder. Så var det ellers bare at vente på at de 2 delfin spottere der var placeret oven på styrhuset, fik øje på nogle delfiner. Den hurtigsejlende katamaran fik hurtigt sat Emmas og min mave i bevægelse, så vi måtte sætte os ud på fordækket. Her var vi ikke alene.

Lise fulgte kaptajnens råd med at spise ingefær småkager og Emma valgte at lukke øjnene og lægge sig op af sin mor. Brian og Ditte spejdede ivrigt efter delfiner. Imens vi sejlede, fortalte kaptajnenmeget om delfiner. Vi fik blandt andet at vide, at delfiner kun får en unge hver 4 à 5 år, og at den bruger meget tid på at lege med sin unge og passe på den. Vi fik også at vide, at delfiner er et af de eneste pattedyr der for sjov parrer sig (og altså ikke for at formere sig). Det er altid hunnen der tager initiativet ved at lægge sig med bugen opad.

Efter et par timers sejllads i 'hård' sø, uden at have set så meget som skyggen af en delfin begyndte de forskellige passagerer så småt at miste modet. Os der sad på for dække måtte trække ind, da vandsprøjtet blev for kraftigt - de japanske damer var enten faldet i søvn indendørs eller sad og kastede op bagtil i båden. Den søde unge pige der var medarbejder ombord gik forgæves rundt og forsøgte at holde modet oppe hos passagererne ved at tilbyde the og kaffe - Ditte forsøgte at holde modet oppe ved at spise muffins ………..

Efter 4 timers sejllads måtte vi se i øjnene, at de eneste dyr vi havde set på turen var en hoppende fisk og nogle få fugle. Vi har brugt over 2000 kr. på at være søsyge i 4 timer, vi må nok sige vi var noget skuffede - ja faktisk 'herre' skuffede som Ditte sagde.

Da vi jo ikke havde nogen at skælde ud på eller bebrejde vores manglende held, satte vi os bare stille ind i bilen og kørte de 100 km tilbage igen til Rotorua- tænk en anderledes oplevelse dey havde været, hvis vi bare havde fået lov at SE nogle delfiner svømme rundt om båden. Ditte spurgte om vi kunne prøve igen en anden dag et andet sted, men denne gang havde vi jo igen betalt for turen og havde fået vouchers til en ny tur,dog kun gldende i denne sæson, så det er jo svært at blive ved med at have råd til at prøve lykken igen og igen.

Tilbage i Rotorua var det svært at vælge, hvad vi helst ville lave- der er mange termiske områder at se og mange forskellige bademuligheder i området. Vi ville rigtig gerne prøve at mudderbade i Wai o ra spa- det kostede dog ca. 800 kr for os alle sammen og det syntes vi var lidt for mange penge, selvom det ville have været dejligt at prøve.

I stedet kørte vi igen hen til skyline banen og tog gondolen op på bjerget. Her var der en fin om end lidt skyet udsigt over byen- helt mærkeligt ikke at behøve at være fuldstændig hysterisk med at få solcreme på så snart vi kom ud af bilen.

Nå, men det var ikke udsigten flertallet syntes var spændende her, nej det var luge vognene som man kunne køre ned af bjerget i.

Alle skulle have hjelme på, man fik en hurtig instruks i brugen af vognen og så kunne man vælge mellem 3 forskellige spor og sværhedsgrader. Alle skulle starte med scenic rute først, så det gjorde vi alle 4.

Man sidder i hver sin vogn nede i bunden af noget der ligner en flad gocart. Man styrer på et rat hvor man også selv bestemmer hvor hurtigt man vil køre- trækker man rattet til sig stopper vognen, skubber man fremad kører den. Nemt og uden problemer. Vi kørte af sted ned af bakken og familien ventede pænt inde ved siden på, at mor her også kom med- ingen grund til at race af sted man skal jo også nå at se lidt af udsigten ikk`?.

Turen var ret lang og nede igen blev vognene sat på et stolelift og det blev vi også, for at komme op på bjerget igen. Nu er stolelifter og højder jo ikke lige min stærke side men op skulle jeg jo og det gik da også fint. Pigerne synes altid det er sjovt at drille mig med disse ting, især på vejen ned i vognen skulle jeg mobbes lidt fordi de syntes jeg kørte for langsomt.

Oppe igen prøvede vi alle en tur til og her fik selv jeg en del mere fart på- nu havdejeg jo set udsigten!

Pigerne og Brian havde mod på mere så de fik sig et par ture på både den mellemsvære og den svære rute.

Den mellemste bane var absolut den bedste syntes pigerne- den svære havde været meget svingende og ikke så rar. Efter disse ture måtte vi hjemad, da vi havde et aften arrangement den aften. Der blev dog tid til at kæle lidt med to hundehvalpe på 6 uger som vi mødte på vejen ned.

Hjem i bad i vores dejlige hus og så afhentning i taxa til en folkloreaften i Mihai village, hvor vi skulle opleve Maori optræden og spisning af mad lavet i Hangi.

Det var noget ejeren af Westminster havde bestilt for os, så vi vidste faktisk ikke helt hvad det indebar- så da vi først kom var vi lidt overraskede over at se de rigtig mange mennesker som stod af store busser på p. pladsen i landsbyen.

Vi kom ind i et stort partytelt , hvor der var dækket op ved 10 mands borde og gjort klar til stor buffet i midten. En ældre mand stod og sang med på en cd med Maori musik.

Vi kom til at sidde ved bord med par fra England,Australien og U.S.A.

Først kunne man tage nogle små velkomstkiks mens alle kom på plads- herefter stod en frisk fyr for at modtage os- han udnævnte en høvding,som blev Dave fra Australien og han sagde velkommen til alle de forskellige lande som var repræsenteret. Det var vidst ca 18 stykker og han kunne sige en hilsen til stort set alle på deres sprog. Selvom han virkede lidt fjollet og Ditte i starten tænkte om han mon var fuld så var han faktisk meget underholdene og man kom til helt at holde lidt af ham som aftenen skred frem.

Han bad os følge med ned igennem et skovområde ved en kildeog en lille å,hvor vi stod et stykke tid og ventede på, at Maori rkigere skulle komme sejlende i deres kano. På den anden side af åen stod et andet selskab og vores guide lavede en masse fis og ballade med dem og hilste også på deres høvding og spurgte til hvor mange stammer de var. Nu var vi pludselig ikke "tribe of 18 nations" men "tribe af of 38 nations" bare for at overgå deres 37.

Efterlidt tid kom en fin trækano sejlende ned af åen med en 6-7 maori mænd ,sminket i hovedet og i krigsuniform ( bar overkrop og en slags lændeklæde). De råbte deres kampråb og sejlede så væk igen.

Vi blev herefter vist ned til en stor overdækket scene som forestillede en maroilandsby med hytter og græs omkring. Vores to pakha høvdinge hilste på høvdingen der og holdt deres lille tale foran ham. Tilsidst tog de imod hans fredstilbud. Herefter var der et fint show hvor både mænd og kvinder fra stammen optrådte med sang og dans og hvor man fik forklaret hvordan de før i tiden har brugt deres våben,instrumenter m.v.

Det var faktisk et rigtig fint show synes vi alle 4 .Så var der aftensmad- en stor buffet tilberedt i deres store Hangi, som er en slags dampovn. Vi fik kylling, lam, kartofler og søde kartofler, salat ( ikke dampet!!) og andet tilbehør. Og senere dessert.

Efter maden blev vi delt i et par grupper og så skulle vi ud og gå i mørket med lommelygter. Vi skulle ud og se deres område hvor kilden og åen lå, mens det var helt mørkt. Her var nemlig glowworms, små dyr som lyser i mørket.

Vi kiggede også på deres bregner hvis bagside var nærmest selvlysende i mørket. En fin afslutning på aftenen.

Da vi kom hjem kunne vi lige nå endnu et slag canasta inden vi hoppede i seng.