Profile
Blog
Photos
Videos
I dag måtte vi sige farvel til Sapa for igen at komme mod mildere himmelstrøg.
Vi skulle først de ca. 1800 ned ad bjerget, som nogle steder lå indhyllet i skyer og andre steder lod os få endnu et glimt af denne storslåede natur med risterrasserne spredt ud over bjergsiderne. Ingen stedr var risen sået endnu, men lige så snart vi kom ned i dalen, stod risen flot og strunk på markerne, og her er klimaet da også tropisk, og der kan høstes ris to gange i året.
Fra Lao Cai skulle vi nu ca 50 km ind i en anden dal og ca. 1000 m. op ad et andet bjerg for at komme til Bac Ha, hvor alle områdets etniske minoriteter mødes hver søndag til et kæmpestort marked. Her kunne indkøbsgenet i den grad blive tilfredsstillet, hvis det drejede sig om håndarbejder, men også en hundehvalp, en vandbøffel eller en portion sukkerrør kunne skifte ejer her.
Vi spiste frokost på markedet, hvor der for øvrigt foruden de etniske minoriteter i deres farvestrålende gevandter også var rigtig mange turister samlet.
Efter frokosten var der en vandretur ind over området, som er meget frugtbart og er kendt for sine mange blommetræer. Det var dog ikke sæson for blommer.
Undervejs blev der aflagt et besøg hos musiker og corn whiskysælger Mr. Ho, som gavmildt delte ud og lige så tydeligt selv holdt af sin corn whisky.
Programmet for dagen var ikke slut, for vi skulle nå toget til Hanoi i Lao Cai, og der var ikke for god tid, kunne vi regne ud. Vi skulle desuden både nå et fotostop ved den kinesiske grænse og aftensmad på et hotel i byen. Det nåede vi også fint, og vi gik derefter af sted mod toget i den tro, at vi ville være der i pæn tid. Det viste sig dog, at vi havde forregnet os lidt, for da Henning og jeg som de sidste kom hen til det sted, hvor vi skulle vise billetter, blev vi nærmest drevet frem, da det åbenbart var togafgang kl. 18.50 og ikke kl. 19, som vi troede. Vi hastede alle ind i toget, og straks vi var inde, kørte vi. Vi fandt os hurtigt til rette i vores sovekupeer og belavede os på den lange køretur med ankomst i Hanoi mellem kl. 04 0g 06.
- comments