Cykling var aflyst for gruppen i dag, men Henning tog sin cykel, mens vi andre tog en taxa hen til Ho Chi Minh Mausolæet. Det gav nogle problemer at finde Henning, for taxaen satte os af i den modsatte ende af den indgang, vi skulle benytte. Han sagde, vi bare kunne gå ned over en stor plæne med fliser, som førte ned mod mausolæet. Vi gik derned ad, indtil vi blev opmærksomme på en fløjten, som var rettet mod os. DER MÅTTE VI IKKE GÅ.

Så måtte vi en større omvej, fandt omsider Henning og kom ind i en kæmpestor kø med masser af skolebørn, som gerne ville snakke med os. D.v.s. de ville gerne sige Hello til os - andet klarede de ikke, men smile og vinke, det kunne de.

Selv om køen var meget lang, gik det hurtigt fremad, og clouet kom, da vi skulle defilere forbi Vietnams store leder - Uncle Ho - der havde ønsket sig en stille begravelse og asken spredt forskellige steder, og nu må ligge i sit mausolæum og hver dag få besøg af tusindvis af mennesker, der stille og over fuld overvågning af soldater går forbi ham.

Rundt i parken så vi hans hjem, hans gæstehus, hans biler - foræret til ham fra Sovjetunionen i 1950erne, et stort museum og den etbenede pagode.

Derefter gik vi hen til Litteraturmuseet, som anses for at være Vietnams første universitet. Det er et meget smukt anlæg med haver og bygninger anlagt symmetrisk. Også her var der masser af mennesker, bl.a. en flok studiner i deres smukke dragter med en lang kjole over lange bukser. Henning fik dem til at synge en sang for os, og de sang en temmelig lang sang, som de kunne ganske udenad.

Vi fik også en koncert i en af bygningerne, hvor forskellige musikinstrumenter, som vi slet ikke kender, blev benyttet. Det var dejligt at lytte til ,og en fin lille pause efter at have vandret meget rundt. Vejret var med os i dag. Der var en passende temperatur, da vi heller ikke i dag så solen.

Der var frokost på samme restaurant som i går, og så gik det igen hjemad i taxa, mens Henning cyklede.

Vi kunne derefter slappe af, til vi skulle i byen i aften. Birgit og jeg gik op på markedet, som ikke ligger langt herfra.

Vores middagsaftale hos Thu, som bor lidt uden for byen med sin familie i et stort hus, gik dog desværre i vasken. Vi ventede i ca. 3 kvarter på at blive afhentet, og forsøgte nogle gange forgæves at ringe til hende. Omsider fik vi fat i hendes søster, som kunne fortælle, at de havde ringet forgæves til Hennings telefon for at aflyse på grund af et dødsfald i den nærmeste famile. Vi gik så ud at spise, og sad dejligt på en tagterrasse i nærheden og fik god mad!