Dagen i dag har bragt os i kontakt med rigtig mange mennesker. Vi vågnede op på hotellet i Tam Coc, hvortil der i aftes kom en masse gæster fra Thailand, så morgenmaden var indrettet efter thailandsk smag, men vi fik dog hver især, hvad vi kunne tænke os og var klar til afgang fra hotellet kl. 8.

Vores første mål var Vietnams største katolske kirke, som befinder sig i Ninh Binh provinsen, hvor der er en meget stor katolsk befolkningsgruppe. Vi ankom til kirken i god til inden kl. 10, hvor højmessen skulle finde sted og kiggede os lidt omkring. Der var flere kirker i området og også en del bygninger, hvorfra der lød børnestemmer, der læste op i kor. De så straks nysgerrigt ud til os, og vi fik lov til at komme ind i et af lokalerne, hvor der sad ca. 60 børn, og vi fik dem til at synge en sang for os. Da de fik frikvarter, oplevede vi så vores stjernestund, for alle børnene var meget interesseret i kontakt med os. Først kastede de deres kærlighed på Henning, men inden længe var vi alle omsværmet af børn, som ville sige hello - det var det eneste, de kunne, undtaget meget få, der kunne en smule mere, men de ville så også have taget billeder, hvor de var på sammen med os. Efter et godt stykke tid på denne måde, blev de stillet op i rækker, og vi kunne skridte fronten af, inden vi stillede os nede ved indgangen, hvor det så til gengæld var dem, der gik forbi os med smil og en vinken og måske et hello.

Vi fulgte dem ind i kirken, hvor de gjorde klar til højmessen ved at øve på nogle tekster, som kom frem på skærme ned gennem kirken. De sang også med orgelledsagelse, og det lød rigtig fint.

Vi gik dog inden selve højmessen, hvor også nogle voksne havde indfundet sig, men der har nok været over 500 børn og unge.

Derefter kørte vi hen til Khoas mor, hvor vi var ventet med en meget lækker frokost. Hun bor sammen med noget af familien i det, der tidligere var bedsteforældrenes hjem, men Khoa tog os med hen til sit barndomshjem, som de stadig ejer, og som Khoa og familie benytter, når de kommer på besøg.

Vi hilste på hele familien, og også der vakte vi opsigt i nabolaget og måtte stille op til fotografering.

Derefter gik det igen videre. Vi kørte nu ind i en ny provins - Hung Yen - og ligesom i Ninh Binh var hovedbyen med brede gader med en midterrabat, der var smukt beplantet, Offfentlige kontorer og skoler er lukkede om søndagen, men overalt var der travlhed som på en hverdag alligevel. Masser af lastbiler undervejs, byggerier i gang, folk på markerne, og de små boder langs veje og gader var åbne.

Vores mål her var et besøg hos en und kvinde og hendes familie - Huy. Vi så hende og hendes mand og børn til Hennings fødselsdag, og nu så vi desuden hendes forældre og andre fra familien. Igen blev vi budt vejkommen og der blev disket op for os med dejlig mad, og begge steder blev der budt på risbrændevin, som faldt i god smag hos de fleste.

Derefter var der en køretur på omkring 80 km. tilbage til Hanoi. Det blev mørkt inden vi var nået halvvejen, Ind imellem var vejene noget ujævne med store huller, men det meste af tiden var de ganske gode. At det alligevel kunne tage 2 1/2 time kan undre en, før man har prøvet det. Gennemsnitshastigheden er lav på grund af alle motorcyklerne, der fylder godt op på vejene, og man kører igennem masser af byer, hvor der er hastighedsbegrænsning.

Det var mange indtryk på en dag, og vi var glade, da vi igen kunne indlogee os på vores Hanoi-hotel ved 20-tiden.