Træthed får en ny dimension, når man har tilbragt tre nætter i en 40 grader varm, indelukket bambushytte. Vi er begyndt at se dobbelt, tale i tåger (det har Seb selvfølgelig altid gjort) og få fata morgana om en tændt aircondition i det fjerne. Sihanoukville, Cambodias svar på Sunny Beach, har nemlig for mange kulørte lamper, diskokugler og andet lyslir, til at det ældgamle ulands-kraftværk kan følge med. Så her er strøm (læs: nedkøling af rum) en luksus, vi kan skyde en hvid pil efter.

I det mindste er der både, så vi tog på fisketur, hvor fiskerkongen Seb brillerede med en fangst af hele otte lillastribede asiatfisk. Jeg bidrog til gildet med en enkelt krabat, og vi grillede vores darwinistiske undersåtter til aftensmad. Som en ekstra ekskursion væk fra diskobyen tog vi på øhop og udforskede bountystrande. På en af øerne krævede de penge for at sidde i en håbløst forfalden strandstol. Det nægtede vi selvfølgelig, men sidde ville vi gerne, så vi fandt de to mest afsidesliggende stole og slog os ned, i håb om at de ikke ville opdage os. Jeg sad og småblundede lidt i solen, da jeg blev flået ud af min ekstase ved et ritsj, et bump og et "AV!!". Stolen var knækket sammen under Seb, som allerede var i galop på vej væk fra den ødelagte stol og den dertil hørende regning. Så hvis I hører om en cambodjansk familie på Koh Rossei, der lider sultedøden på grund af firmabankerot, skyldes det givetvis Sebs klodsethed.

I sidste ende besluttede vi os for, at det var på tide at forlade den synkende skude. Desværre endte vi med at forlade Cambodia som vi kom ind i det; på alle fire med en cambodianer rumsterende rundt et sted, der på de fleste mennesker aldrig har set dagens lys.

De kom om natten. På et eller andet tidspunkt vågnede jeg ved, at Seb råbte ned gennem bussen, at jeg skulle pakke mit habengut og skynde mig ud, og før nogen rigtigt vidste, hvad der foregik, fandt vi os selv midt i et ikke annonceret skift af bus et gudsforladt sted. To britiske piger var lige så omtumlede som os, mens vi i nattens mulm samlede vores skødesløst smidte rygsække op fra gaden. Og bedst som vi havde lagt vores kroppe i nye, ubehagelige faconer i den nye bus, skulle vi skifte vores billet, så den passede til den nye bus. De britiske piger, nu vores tro allierede i kampen mod kaos, holdt vagt ved vores ting, mens vi luskede over til buskontoret for at klare hvad der efter vores bedste overbevisning blot var en formsag. Men så let er intet i Cambodia.

Havde Khmer Rouge stadig regeret, ville lusepusteren, der nu varetog vores billetbyt, have givet Pol Pot kamp til stregen i kampen om at være det største røvhul. Det slikkede hår var sat stramt bagud i en fascistisk hilsen, hans øjne så på os, som man kigger undertøj i rodebunken i H&M. 4 dollars (payoff) krævede han, eller den billet som de så snedigt havde taget fra os i den første bus. Udspekulerede små sataner er de.

I sidste ende måtte vi betale. For en vare vi allerede havde købt, og så tjekkede de ikke engang den nye billet, da vi igen befandt os i den anden bus. Det hjalp ikke på forståelsen for vores overmænd, at vores britiske kumpaner kunne berette, at de nærmest havde været oppe at skændes med chaufføren om, hvorvidt bussen skulle vente eller køre uden os.

Så nu er vi færdige med det her land. Det har været en stak gode oplevelser, og vi håber, de hygger sig gevaldigt inde bag grænsen. Nu er vi landet i Saigon, eller Ho Chi Minh City, alt efter temperament. Måske Vietnam vil tage imod os med åbne arme?

Ordbog

Darwinistisk undersåt: For mennesker alt andet end edderkopper, gopler og måske rumvæsner.

Douchebag: Det hænder, at backpackers (se tidligere ordbog) strander, hvor de er. I det tilfælde gror de længere hår, mærkelige T-shirts og dyb, læderagtig brun hud, mens de hænger rundt på de samme strande flere måneder af gangen, prøvende at samle backpackers op med sleske bemærkninger. I så fald har de udviklet sig til douchebags. Undgå om muligt.