Fra stort set alle backpackere, vi har mødt, har rådet lydt, at der ikke er noget at komme efter i Laos' hovedstad, Vientiane. Men når man lige kommer fra noget, der minder om en uhumsk (omend idyllisk) udgave af en dansk landsby i stenalderen, er lidt civilisation skønt. Bare skønt! Vores øjne lyste, da vi så asfalterede veje, ja sågar lyskryds. Risbønder med bambushatte og pyjamaslignende dragter var erstattet af renligt udseende mennesker med pudsede sko. Vientiane er bestemt ikke en metropol, men lige dén dag for Seb og jeg - da var den! Lykken var komplet, da vi fandt en skandinavisk bager - rugbrød i vente! Men desværre. "Skandinavisk" var mere et brand og kvalitetsstempel end et udtryk for varesortimentet. På trods af manglende rug, havde vi en rar dag i Vientiane med afslapning ved Mekong-floden og en gudsbenådet tur på marked, hvor sælgerne for første gang på vores rejse ikke var røvirriterende og røvinsisterende. Vi fik dog lidt et chok, da de ved en kød-på-spyd-bod solgte Angry Birds-fugle på spyd. Altså strukturløst kød, der var farvet, så det lignede fuglene fra spillet. Da jeg spurgte damen, hvad det var for noget kød, sagde hun "meat" med en skummel og lyssky undertone. Er det beef, blev jeg ved. Nej, meat. Heller ikke pork eller chicken, men bare meat. Hvilket dyr de fugleimitationer var lavet af, er nok en sandhed, der ikke skal se dagens lys, man kan kun gisne og takke pænt nej.

Egentlig var vores tur til Vientiane en fejl og en 8 timers omvej, for målet var at krydse grænsen tilbage til Vietnam. Men når man sidder i en landsby uden for lands lov og ret, hvor internet og engelsk aldrig er nået ud, er det svært at regne ud, hvordan busforbindelserne til nabolandet er. Ræsonnementet var derfor, at hovedstaden måtte være et godt sted at transitte. Så fra Vientiane købte vi billet til en 24 timer lang tur med sovebus til Hanoi...

Vi har talt om, at bloggen handler for meget om de uhyrligheder, man bliver udsat for under busturene hernede, og har besluttet at skrue ned. Men den her bustur KAN ikke udelades.

Vi er ikke naive. Vi ved godt, at 24 timer er lang tid i en bus. Vi vidste, at de fleste rejsende vælger at flyve den strækning til det firdobbelte af prisen. Vi vidste, at det ville blive grimt. Klar til udfordringen og bevæbnet med leverpostejssandwich (for dem kan man åbenbart få her!), ørepropper og sovepiller troppede vi op på busstationen. Halvanden time før afgang - det skal man nemlig. Vi havde reserveret sæderne 12 og 13 i midten af bussen, der hvor sæderne sidder sammen to og to og derfor sikrer en vis privatsfære. Men en sort-på-hvidt dokumentation er ligegyldig her, og vi blev gennet ned i bagenden af bussen, hvor sæderne sidder sammen i rækker af fem, og én af os derfor var tvunget til at ligge i ske med en vietnameser. Sebastian meldte sig frivilligt, da han så desperationen i mit ansigt, der var rødmosset efter en ophedet diskussion med busfascisten. Jeg havde taget en løs nederdel på for at sove behageligt og havde ikke skænket det en tanke, at det skulle blive et problem. Men med vores nye placering i bussen måtte jeg sande, at det var en jævnt ubegavet beslutning. Hver gang vi skulle forlade vores sæde, skulle vi kravle over to sæder med sovende mænd (plus de 12, der lå og sov på gulvet, men det havde jeg ikke opdaget på det tidspunkt). Det blev til gratis underholdning for passagererne at følge min nederdels kamp gennem menneskejunglen, som krævede en nærmest akrobatisk adræthed. Og jeg grinede da også med - de første par gange. Men at skulle ud og tisse i rabatten på en trafikeret vej halvsovende klokken tre om natten er træls nok uden først at skulle kæmpe med sværd og lanse for ikke at vise sine private zoner til fremmede mænd.

Vi ankom til grænsekontoret om natten, tre timer før det åbnede (begavet planlægning er de ikke kendt for her). Det betød, at vi skulle sove videre i en slukket bus. Med en slukket air-con. Det betød ingen, jeg gentager INGEN, cirkulation af luften i en bus med 50 snorkende, pruttende, tætpakkede mennesker. Vi skyndte os at sove videre, inden vores hjerner for alvor nåede at opfatte iltmanglen.

Grænsekontrollen foregik uden problemer, selvom grænsevagterne ikke var så interesserede i at stemple vores pas som i Sebastians elektroniske cigaret. De bad om at se den og suttede lystigt på den, før de gav den videre til andre kollegaer. Vi lod dem gøre det, for man gør, hvad de siger, de her grænsevagter. Alle lokale lægger kontanter til vagterne ind i deres pas, før de afleverer det til kontrol. Det er ikke en regel, men hvis man ikke gør det, opstår der på mystisk vis lange ventetider eller andre problemer. Af princip gør vi det aldrig af os selv, og de kræver heldigvis sjældent, at turister hopper med i deres korrupte game. Da Sebastian fik forklaret, at e-cigaretten ikke var til salg, fik vi lov til at gå videre til næste grænsekontor. Omkring 50 meter nåede vi, før en mand med en promille tættere på død end liv kollapsede i en mudderpøl foran os. Med møje fik vi hjulpet den vaklende mand på benene. En gestus, som han kreditterede med kindkys og et insisterende tilbud om at overtage et ubegribeligt tykt pengebundt fra hans lomme. Det afslog vi selvfølgelig, men det ville være løgn at sige, at vi ikke en tiendedel af et sekund sendte hinanden et amoralsk spørgende blik. Vi er jo trods alt bare mennesker.

Efter grænsen nåede vi at køre i 20 minutter, før vi holdt pause for morgenmad. En pause, der skulle vise sig at vare næsten tre timer og for mit vedkommende ikke inkludere morgenmad. Jeg spiser næsten ikke kød hernede, fordi de simpelthen behandler det for usselt, både i køkkenet og mens det lever. På vores pauserestaurant fik jeg med en kavalkade af mærkværdige fagter forklaret, at jeg skulle have nudelsuppe uden kød. Fem minutter senere blev den sat foran mig. Jeg havde godt set bakkerne med griseører og indvolde på disken, men jeg havde aldrig troet, at al deres mad var lavet på det. Nudelsuppen smagte - for jeg vovede at tage et enkelt sip af den - og lugtede af billige røde pølser med smagsforstærker, bare ti gange kraftigere og værre. Af tarm og bakterier og blendet griserøvhul. Ubeskriveligt. Selvom jeg ikke havde spist i 10 timer (og ikke skulle spise de næste 10 heller, åbenbart...), skulle jeg ikke have noget. Kunne du ikke bare finde en anden restaurant, tænker du sikkert nu. Men nej. Sådan fungerer det ikke, når busselskabet får kommission for at affodre sine passagerer ved en bestemt restaurant.

Bussen var i mellemtiden kørt væk, så vi kunne kun sidde på en trappesten og vente. Og nej, man kan ikke spørge nogen om tidshorisonten, for ingen ved noget om noget. Vi ventede et par timer, hvor jeg ramte et punkt, hvor min sult forsvandt. Lidt som en maratonløber, der på et tidspunkt ikke længere skal anstrenge sig for at løbe. Faste er faktisk okay, selvom denne var ufrivillig.

Tilbage i bussen opdagede vi to ting. 1) Vi havde kun flyttet os 20 km de sidste 7 timer. 2) Personalet havde stjålet Sebs lommelygte, mens vi havde indåndet giftige dampe fra grises indre. En lommelygte, som er nødvendig i en natbus, hvor man ikke kan læse efter klokken 19, for da bliver lyset slukket. Tilsyneladende fordi det er meningen, at man skal lægge sig til at sove, men samtidig lader de et stort fjernsyn skrige lydtortur ud i hele bussen.

Følelsen af umyndiggørelse i sådan en bus er altoverskyggende. Man er som kvæg. Du bestemmer ingenting selv, det er værre end en lejrskole fra folkeskolen. Nu skal I tisse, nu skal I sove, nu skal I se TV. Her skal du ligge, her skal du spise, så meget kold luft skal blæses ind i dit hoved (til et punkt hvor du klaprer tænder af kulde). Det allerværste er, at man ikke får noget at vide. Man ved aldrig, hvornår og hvor længe bussen stopper, hvornår man kan komme til et toilet næste gang, eller hvor langt man er fra at overholde tidsplanen. I følge planen skulle vi ramme vores destination kl 19, og kl 16 vovede Seb sig ned til forenden af bussen for at spørge, om de vidste noget mere præcist om ankomsttidspunktet, nu da vi var så tæt på. "Vi er i Hanoi klokken 18," lød udmeldingen fra chaufføren, og vi jublede. Kun to timer tilbage!

Jeg skulle tisse allerede på det tidspunkt, men man må jo holde sig til næste stop, og udsigten til snart at være fremme ved målet gav mig overskud og fornyede kræfter. Timerne gik, og klokken blev 18 og 18.30 og 19 og 19.30, og min blære trængte alvorligt til Hanoi Busstation, men da der stadig ikke var spor af noget, der lignede en forstad, måtte jeg spørge chaufføren, om han ikke ville holde ind. Det ville han ikke, for vi var snart i Hanoi. Den sætning blev efterfulgt af de tre værste timer i min blæres liv, hvor Seb var nødt til at lege ordleg med mig for at aflede min opmærksomhed fra en tissetrang så ekstrem, at det grænsede til tortur. Kl 22.30 rullede vi ind i Hanoi, og på det tidspunkt var min tissetrang ligesom sulten næsten forsvundet. Når alle kropslige behov bliver negligeret, stopper kroppen åbenbart med at kæmpe for det efter et stykke tid. Den i alt 29 timer lange bustur var en ud-af-kroppen-oplevelse. Da vi nåede målet, var jeg i så zombieagtig en tilstand, at jeg faktisk følte, jeg sagtens kunne klare 29 mere.

Alligevel håber vi næste gang at ende på en bus uden passagerer på gulvet og fascister bag rattet - men gerne med toilet og en gennemsnitsfart højere end 27,1 km/t. Og det er ikke en kæk bemærkning, det var den faktiske gennemsnitsfart!