Efter at være noget der ligner halvvejs i min tid her, begynder jeg så småt at gøre status på oplevelser, indtryk og udtryk.

Efter at have været en del af lidt af hvert her, må mit bærende indtryk efterhånden kunne udtrykkes bedst som det at være i et modsætningsfyldt land.

På den ene side har jeg mødt en masse venner som er vokset op, i det der for mig, er helt almindelige familiestrukturer. Hjemmene er ganske vist lidt anderledes indrettet, og familiebåndet er uden tvivl stærkere, end i de fleste danske familier. Men ikke desto mindre har mange af mine venner haft en ret almindelig opvækst. På den anden side, møder jeg gennem min praktik, en masse familier som er i situationer hvor de næsten ingenting har. Nogle af familierne lever på en indkomst som svarer til et par hundrede kroner om måneden. Det er også det samme modsætningsfyldte billede som fylder gadebilledet. Området som jeg færdes mest i er Bole området, som er en del af den moderne del af Addis Ababa. Her er fitnesscentre, shoppingcentre, caféer, restauranter og moderne butikker. Mange af mine venner færdes også her, mødes over en øl, spiser sammen, træner, sidder med en laptop eller ipad og arbejder på de hoteller og cafeer som har wi-fi. I blandt alt dette, er der i samme område fyldt med børn, handicappede og ældre som må tigge om penge til at komme igennem dagen. Der er fattige skopudsere, som tjener godt 3 kr. pr. kunde, og der er gadesælgere som har en indkomst på få kroner om dagen. Alle disse forskellige typer af mennesker fylder gadebilledet med mangfoldige og skæve indtryk, og viser i sandhed hvad ulighed i et samfund kan være.

Selv i bygningerne finder man modsætningerne. Addis er en by i rivende udvikling. Men også her er uligheden slående. Alt imens arabiske rigmænd og kinesiske multivirksomheder bygger højhuse og shoppingcentre rundt omkring i byen, så står de fattige områder stille hen. De moderne områder i byen bliver hele tiden forbedret og moderniseret, og de vestlige indtryk tager over rigtig mange steder. Men i slumkvartererne har hjemme stadig slående ligheder med faldefærdige skure, samlet af gammelt blik, lerkonstruktioner og materiale som man har kunnet skrabe sammen på må og få. De rige dele oplever udviklingen og de fattige ser med fra sidelinjen.

Miljøet er også værd at nævne som en modsætningsfyldt faktor. Vand er en livsvigtig faktor for landet. Mange områder og borgeres hverdag er centreret omkring problemer med at finde rent vand, men alligevel er der så lidt viden om vedligeholdelse af rent vand at de steder hvor dette faktisk kunne forekomme, har man også skabt naturlige skraldespande. De mange små åløb rundt omkring, i både byen og landområderne, bliver på ingen tid forandret til lossepladser, ganske enkelt fordi man ikke ved hvad forurening gør ved naturen.

Det moderne imod det ældre er et billede man møder hver dag. De moderne biler, mod de ældre Fiat modeller. Moderne sygehuse mod hytter uden hygiejne foranstaltninger. Moderne veje og infrastruktur mod smalle gader og bumpende grusstier. Moderne klubber og diskoteker mod faldefærdige lokale barer, hvor indikationen på at der er en bar, er en tom dåse på en pind, som erstatning for et skilt.

Det er svært at beskrive præcist hvordan det er at opholde sig i så modsætningsfyldt en verden, mest fordi det hver eneste dag giver anledning til mange tanker og refleksioner om hvad man selv har, hvordan man bruger sine penge og hvilke værdier man værdsætter. Mange af mine venner fortæller mig at når man er vokset op i det, så ser man det simpelthen på en anden måde, det bliver en naturlig del af hverdagen, og man hører og ser ikke nødvendigvis de skæbner som står i kontrast til ens egen hverdag.

Min konklusion er også at man må gøre en indsats hvor man så kan. Men der hvor det sætter gang i tankerne, er den modsætning jeg selv står i, for når jeg snakker med mine venner og det samfund som jeg kommer fra, når jeg fortæller om velfærdsstaten og sikkerhedsnettet som jeg er vokset op i, og når jeg fortæller om den "løn" som jeg får for at studere her, så giver det anledning til megen misundelse. Selvfølgelig møder jeg også mennesker som aldrig ville bo i et samfund hvor de skulle betale næsten 50 % i skat, men det er som det jo som regel er, de mest velstillede som har denne holdning. De mennesker som ligger i middelklassen og som drømmer om at se deres eget land have mere lighed, bliver meget chokerede når jeg kan fortælle at der er mennesker i Danmark som kæmper for at fjerne mange af de solidariske goder. Det er derfor min største modsætning, at komme fra et samfund hvor man i bund og grund vil gøre mange tiltag for at sikre at der ikke er denne ulighed, til at stå i et samfund hvor uligheden og modsætningen er slående i hver eneste hjørne og hver eneste retning man ser til.