Hvad laver jeg her.

What am I Doing Here er titlen på en meget læseværdig bog af rejsebogsforfatteren Bruce Chatwin, der undrer sig over sin rastløshed og udelængsel, og de situationer han nogle gange havner i. Titlen stammer fra et tidspunkt hvor han er taget til fange af nogle oprører i Afrika. De værger sig ved at frigive ham, for som de fortæller ham " det kan være vi får brug for nogle hvide lig på et tidspunkt" for at bevise at der er lejetropper involveret i konflikten. Jeg tænker på det da jeg kører ud af et oversvømmet, raseret og katastroferamt Bolivia. Hvad laver jeg her? Her er rigtige mennesker, med rigtige problemer, der bogstavelig talt kæmper for livet. Jeg lever i et land der aldrig bliver ramt af katastrofer, sult, militærkup, fødevaremangel (snarere det modsatte) Er vi på en måde blevet det modsatte? Uvirkelige mennesker med indbildte problemer, andre skal løse? Vi har i forhold til virkeligheden her, nogle abstrakte problemstillinger som vi ansætter nogle til at prøve at løse, jeg forstår godt, at jo nemmere et liv man lever, jo mindre modgang kan man klare. Men vil summen af problemer altid være den samme? Er det en indbygget biologisk ting at vi altid skal være på vagt, og bange for et eller andet, og nu hvor vi har elimineret rovdyrene ( minus 1 ulv), hungersnøden og den sorte død, har vi bare skiftet det ud med bekymringer over flexlånet, kolesteroltallet og om det hele ender med at vi skal betale for grækerne også. Jeg vil ikke være i stand til at gøre det begribeligt for en Bolivianer, hvis ejendele er på vej ud i havet, hvad der plager danskerne. Det vi frygter i Danmark har stort set kun noget med vores evne til at forbruge at gøre, kronekursen , renten, inflationen og fanden og hans pumpestok, og en økonomiminister der trygler os om at købe mere ubrugeligt skrammel, så vi kan få gang i hjulene, hvis det er dét der skal give os indhold i tilværelsen er vi på en måde lige så fattige som Bolivianerne. jeg vil aldrig glemme min ven Jan Tøttrups svar, da vi for mange år siden i Nepal blev spurgt om hvad vi troede på i Danmark, hvortil Jan uden at blinke svarede at vores religion er Consuming. Og vi mener det i den grad at vi er rede til at dø for det, man skal helst arbejde til man falder om af stress, og har man endnu ikke haft stress, er det nok fordi man arbejder for lidt. Og det i et land hvor alle har for meget og færre alt, alt for meget.

Det hér rører mig, og det forstår jeg, jeg er på en måde havnet i det livet drejer sig om, simpel overlevelse, men som tilskuer, jeg har mine kreditkort og danske pas og lever i en anden virkelighed, end de folk jeg snakker med, og står iblandt. Folk spørger tit hvordan møder du alle disse mennesker ? Det er det der sker når man cykler, man er iblandt de mennesker der bor her, og er en del af sceneriet, jeg står også i mudder til knæene, og kunne godt ønske jeg en gang imellem var i bil, så jeg bare kunne ræse forbi, eller lade være med at gå ud af bilen. så undgår man at blive kontaktet eller involveret, på cykel er der ingen skjold eller filter, folk kommer direkte hen til én og spørger til hvor man kommer fra, og hvor man skal hen og konstaterer hver gang" at det kan man ikke på cykel" selvom det til tider er trættende, er det jo her kontakten opstår, og man må forholde sig til en forsvunden gris, en dansk millionær i eksil eller hvad det måtte være. Jeg kører hele dagen mod Argentina langs Tupiza floden der har skyllet veje og jernbanebroer væk, har oversvømmet og ødelagt kæmpe landbrugsarealer, og jeg snakker med folk, der ikke aner hvad de skal leve af det næste år, men her er ingen bitterhed og aggressivitet, men kun en accept af hvad naturen nu og da byder én. Det slående er at de kun snakker om at komme i gang med at genetablere broerne, digerne, jernbanen etc. de nævner ikke kommunen, sagsbehandlere eller andre udefrakommende elementer, situationen er i deres hænder, og det er deres ansvar, og de har tænkt at kæmpe sig ud af katastrofen, endnu en gang, og de stoler på deres egen formåen, midt i håbløsheden er det livsbekræftende og ufatteligt sundt. Jeg stopper ved en sidevej der er skyllet i floden og kommer i snak med Victor, jeg kunne se han gik langs med floden og ledte efter et eller andet sammen med en kammerat og hans hund, da de kommer op til mig spørger de om jeg har set en gris!! Victor havde købt en gris til sin mor, hun havde så tøjret den på flodbredden og nu er de bange for den er blevet skyllet væk, de har ledt efter den i flere timer, så håbet er ved at svinde, da vi står og snakker, kommer der en død hest drivende ned af floden, og Victor må nok sande at grisen har lidt samme skæbne. De fortæller at årets oversvømmelser er usædvanligt voldsomme og det kommer til at tage tid før alt er repareret og tilbage ved det normale, jeg spør´ henkastet hvad sådan en gris koster, 30 Bolivianos, fandens også jeg har 50 Bolivianos tilbage og har bestemt mig for et ordentligt måltid i aften med vin og dessert kaffe og hele "svineriet" jeg skal af med pengene, da bolivianos veksles til en elendig kurs, hvis overhovedet, uden for Bolivia. Jeg har aldrig bildt mig ind jeg kan redde hele verden (jo det troede jeg faktisk engang) men her kan jeg da gøre en lille forskel, som Hausgaard engang sagde kender enhver (nord)jyde, smerten der er forbundet med at give penge fra sig, det er hårdt det her, skal det virkelig bare være en Pizza med sodavand, og så en gris på bolivianske plader, eller skal jeg bare se at komme af sted før altruismen og samvittigheden tar over. Nå f*** 30 bolivianos og så Pizza i stedet for bøf, jeg overlever nok. Jeg stikker Victor 30 bolivianos og han bliver vildt henrykt, og spørger hvad jeg hedder, og lover at opkalde den nye gris efter mig jeg takker for "æren". Godt så har jeg lavet en omvendt Kristian von Hornsleth, der fik en hel negerlandsby opkaldt efter sig ved at give dem en gris eller en ged hver, jeg må ha´spurgt Hornsleth om ikke pengene kom fra et legat, statens kunstfond etc. så er det ikke sikkert mine penge er tabt, hvis jeg kalder seancen en installation og søger kunstfonden om penge til grisen, er det ikke Marianne der er kulturminister nu ? jeg stemte på hende et par gange da jeg var Radi-cool. Jeg fotograferer Victor og hans hund, som "vennen" hævder, har fordoblet Victors IQ, så må vi se hvad kunstfonden siger. Bortset fra elendigheden er vejen fra Tupiza til den argentinske grænse asfalteret og landskabet er smukt så det er en af de gode dage på bolivianske veje.

Da jeg kommer frem til grænsebyen Villazon snakker jeg med en Argentinsk familie der spørger til situationen, jeg fraråder dem at køre videre, da jeg ved at myndighederne overvejer at lukke nogle broer, der er i fare for at blive skyllet væk. Familien kører i en Hummer, det mest unødvendige monster af en bil man kan forestille sig, da jeg kigger ind på bagsædet ser jeg tre livstrætte teenagere der tygger tyggegummi og bearbejder hver sin I phone, de har alle hovedtelefoner på, og foran dem kører amerikanske film på de indbyggede fladskærme i bilen, nogle dage bliver verdens uretfærdighed og ulighed meget konkret. Jeg vil nyde mit afsavn, Pizza og sodavand med ophøjet ro og værdighed.

Da jeg kører rundt i Villazon for at lede efter et sted at overnatte, hører jeg pludselig en bag mig råbe, hej du der, på dansk. Det viser sig at være Jesper fra Aarhus, han har set mit danske flag på cyklen, og havde sjovt nok samme dag fået en mail fra hans mor, der skrev til ham at der var en anden dansker der cyklede rundt i Bolivia. Jeg går med over til Jespers hosteria og vi aftaler at spise aftensmad sammen, Jesper købte for 6 måneder siden en Kawasaki 650 cc i USA og er på vej til Tierra det Fuego, så det bliver en aften hvor vi udveksler rejsehistorier og erfaringer, og jeg får et par gode ideer til hvordan det let kan lade sig gøre at købe en billig motorcykel i USA, og komme derud af Knud.

Det skal vise sig ikke at være nogen let sag at krydse fra Bolivia til Argentina men efter 4 timer i kø slipper jeg endelig ind i La Quiaca på den Argentinske side, og de længe ventede gode asfaltveje. Selvom jeg er ved at være mættet med indtryk, er turen her gennem nord Argentina et fantastisk syn, jeg kører i en dal Quebrada de Humahuaca, bjergvæggene på begge sider er et surrealistisk skue i alverdens farvekombinationer overstrøet med kæmpe kaktusser mange over 1000 år gamle, man vil bare stoppe og fotografere hele tiden, jeg stopper i Tilcare en smuk by i bjergene med en smukt restaureret præ Columbiansk landsby på en bjergtop, byen blev senere erobret af Incaerne der således også har sat deres præg på den, videre til Purmamarca til en af Argentinas største attraktioner "the mouantain of the seven colers" bjerget med de 7 farver. Det var her den legendariske bjergbestiger Ronald Messner, uden falsk beskeden, sagde jeg har set alle bjerge i verden, det her er det smukkeste. Jeg brugte 2 dage på stedet og bare gik og gik rundt i de fantastiske labyrinter af farver og formationer. Jeg fik også lejlighed til at se nogle af de supermoderne huse man er begyndt at bygge af oprindelige materialer, strå mudder og sten, det er de huse der er mest behagelige at bo i, og så er de til og med billigere at lave da alle materialerne er lige for hånden, når de først er bygget kan de stå i 100 vis af år med minimal vedligeholdelse. En anden faktor der gør at jeg nyder det, er at jeg har kørt ned af i 4 dage fra knap 4000 m. til nu 2600 det er skønt at komme ned i ilten igen og se lidt vegetation, efter næsten en måned på Altiplano over trægrænsen. Nu er jeg i Salta i Argentina en by med 600.000 indbyggere med en smuk beliggenhed og imponerende arkitektur, jeg skal have købt nogle stumper til cyklen, og mit kogegrej fungerer heller ikke rigtigt, og så er det bare bide tænderne sammen og nyde storbyferien.

PS. Alle jer der skriver til mig, I skal lige vide at jeg ikke kan se jeres adresser, og derfor ikke kan svare. Hvis jeg skal svare eller kommentere noget så skriv på [email protected]