Utopia i junglen og vejen til El Dorado.

Den lille flække San Ignacio fylder ikke meget på landkortet, men det gør den til gengæld historisk og moralsk. For at beskytte Guarani indianerne mod Portugisiske slavejægere, byggede jesuitter munke 700 tømmerflåder og rejste med 30.000 indianere 725 km længere ind i junglen, flugten havde uhyre menneskelige omkostninger kun 12.000 nåede frem til San Ignacio. Her udførte jesuitterne det mest vellykkede missionsarbejde til dato. Med stor respekt for Guarani indianernes traditioner og levemåde skabte de et Utopia her midt i junglen. Deres succes var overvældende og i 1720 var der opbygget 50 missioner med 300.000 Guarani indianere fordelt mellem Argentina, Paraguay, og Brasilien. Her udviklede Guarani befolkningen deres landbrug, kunst og musik. Børnedødeligheden faldt drastisk og det blev en kæmpe økonomisk succes, til stor irritation for de politiske magthavere. Uden infrastruktur skabte man disse fantastiske byer midt i junglen. Både Paven og den Spanske konge Carlos d. III følte sig truet af succes'en. Kong Carlos forbød Jesuitterne på Spansk territorium og Paven ophævede Jesuiterordnen. Uden kirkens og kongens beskyttelse var Guarani indianerne let rov for slavejægerne, og missionerne blev angrebet, plyndre og stukket i brand. Det er en grufuld historie om et folkemord, foranstaltet af den katolske kirke og den spanske konge. Da jeg kommer ud fra resterne af San Ignacio, har jeg det som da jeg første gang jeg besøgte Auschwitz. Udenfor står Guaraniindianere i dag og sælger plastik kopier af deres kunst "Made in China" og de er igen henvist til bunden af samfundet. På det Hostel jeg bor på fortæller ejeren at Guarani indianernes tradition for at fortælle historier, er noget af det eneste de har bevaret, og paven omtaler de som "den hvide djævel" historien er stadig et åbent sår i deres erindring, og det er umuligt at vinde deres tillid. Skulle jeg mod forventning komme i himmelen, er det da en trøst at der ikke vil være én eneste Pave deroppe. Italien har to forbrydersyndikater der kan overleve alt, det andet er Mafiaen. Men husk på Jesuitterne var også kristne (dog ikke i Pavens øjne)

PS Se filmen The Mission efter Robert de Niro eget udsagn, den eneste vigtige rolle han har spillet.

Nu er det tid at komme ud og køre raseriet af sig, så jeg beslutter i overmod at køre på en jordvej gennem junglen langs Parana floden, det er spektakulært med den røde jord og den grønne jungle, til gengæld falder gennemsnitsfarten drastisk det tager 11 timer at køre 50 km. Varmen er ulidelig, så jeg stopper engang imellem og hopper i floden, krokodiller eller ej. Da jeg endelig kommer ud på asfalten igen, kan jeg godt se det trækker op til et seriøst uvejr, jeg har ikke mange minutter til at finde på et eller andet i, så jeg spejder desperat ind i vejsiden for at se om der dukker et sted op jeg kan campere, og til alt held kommer der noget der ligner en campingplads, så jeg kører derned. Øv de er i gang med at restaurere pladsen til sæsonen så de har desværre lukket. De kan godt se at Gringoen har et problem så de må gøre noget. De har hørt i radioen at stormen vil være ualmindelig kraftig, så der er udelukket at jeg kan sove imellem træerne på pladsen, de kan vælte, eller du får en gren i hovedet, og hvad skal vi med en død Gringo?? Nej det kan de have ret i. Jeg kan godt fornemme at de ikke har lyst til at sende mig ud i regnen, der nu vælter ned. Ok Gringo du kan sove på dametoilettet, det er næsten færdigt og både toilet og bruser fungerer. Ok hvad koster en overnatning på dametoilettet, vi aftaler et symbolsk beløb, og så bliver jeg inviteret på aftensmad når jeg har fået mig installeret. Næste dag morgenmad, og videre, vejen her er enten op eller ned, aldrig ligeud, jeg kører med 5 km/t opad i 15 min og så med 50 km/t nedad i 2 min og så fremdeles og det tærer på kræfterne så da jeg kommer her til El Dorado er kræfterne brugt op så det må tage en ekstra dag at komme til Iguazu. På vej hertil i dag passerer jeg iøvrigt Caraguatay Che Guveras fødeby (en utopist mere ?).