Salta til Chilechito.

Salta var egentlig en positiv overraskelse, en by med en interessant arkitektur, store brede boulevarder med palmer, og så var der en eller anden byfest med masser af udklædte indianere og gauchoer så mine 2 dage i byen gik hurtigt. 70 km ude af Salta passerer jeg en kæmpe sø Cabrel Corell og efter flere 1000 km i ørken og støv kunne jeg ikke bare køre forbi men måtte lige tjekke det ud, der var en lille campingplads der lå ned til søen og efter at have cyklet i 45 graders varme var det som at komme i himlen at springe på hovedet i søen og køle af. Jeg er faktisk ved at være grundigt træt af den konstante hede ørken og støv og beslutter mig for at jeg vil køre så hurtigt jeg kan til Chilechito ca. 750 km. for at se nationalparkerne Talampaya og Isigoluoasto ( Vally of the moon) og derfra tage en bus til Neuquen for at komme ned i Argentinas og Chiles lake districkt hvis jeg skal cykle derned er det 2000 km mere gennem ørken og semiørken og det gider jeg ikke, dette land er simpelthen enormt. Argentina er 62 gange stører end Danmark. På campingpladsen i Cabra Corell kom jeg i snak med pladsens ejer Raul Mahr der havde kørt landet tyndt på sin motorcykel og jeg fik masser af gode ideer og tips på ting jeg burde se og han mente også det var en god ide at skippe "prærien" mellem Chilechito og Neuquen. Det meste af aftenen gik med at se hans billeder og drikke hans øl og så synes han for øvrigt det var en dårlig ide at jeg betalte for at bo på pladsen, da jeg næste dag kørte forbi hans privatbolig kunne jeg godt se at han havde råd til at undvære mit campinggebyr, han havde en enorm villa på en halvø i søen. Selvom man nogle gange føler at mæthedsgrænsen er ved at være nået og man næsten ikke kan fordøje flere indtryk bliver dette land ved med at diske op med naturfænomener af en anden verden , fra Cabra Corell kører jeg således ind i Nationalparken Pargue National los Cardones og igen er naturen ved at sparke benene væk under én, her er den ene mere fantastiske klippeformation efter den anden og man stoppe hele tiden måbende op, bla. en lodret flodseng, her var for millioner af år siden en flod, men de tektoniske plader har langsomt skubbet den så den nu står lodret, det er næsten ikke til at fatte hvis man ikke har set det og nok så mange fotos yder ikke sceneriet meget retfærdighed, på vej gennem parken stopper jeg op ved et lille landbrug der sælger friske druer, da jeg sidder og køler lidt af og spiser af druerne ruller Guillermo ind på gården på sin cykel, han er på vej til Prudhoe Bay i Alaska og har cyklet fra Ushuia hertil og har således tænkt sig at cykle fra kontinentets sydligste til den nordligste by og har sat 2 år af til projektet. Ejeren spørger om ikke vi har lyst til at prøve at smage den Malbeck vin han selv producerer på gården, og efter et par glas beslutter vi os for at det nok er bedst vi overnatter på stedet, konen tryller noget aftensmad frem, og det bliver en lang nat med rejsesnak og rødvin under en fantastisk stjernehimmel, det eneste minus ved forestillingen var at en af køerne trådte mit kogegrej i stykker i løbet af natten. Godt jeg skulle cykle mest nedad næste dag. Steinbecks " druernes vrede" eller var det omvendt? Fik pludselig en hel anden betydning, hvorfor drikker man altid én flaske for meget?

At jeg rigtig er kommet i vinland går op for mig i Cafayate der netop er kendt for et behageligt klima og gode vine, af hvilken hvidvinen Torrontés regnes for en af verdens bedste, og den er rasende god. Da jeg kører videre fra Cafayate er det gennem uendelige vinmarker og man kan købe løs af de skønneste druer for hver 100 meter. Senere samme dag kører jeg gennem Amaicha og ser nogle mærkelige vægrelieffer der gør mig nysgerrig, og uden at være helt klar over det bliver det i løbet af eftermiddagen et af turens kulturelle højdepunkter, stedet hedder Museo Pachamama (Muset for Moder Jord) her har en hel række af kunstnere, over et enormt område i flere niveauer, skabt en kæmpe hyldest til vore moder jord. Jeg går rundt i de snørklede labyrinter, dekoreret med præ colombianske mønstre og fabeldyr, her er varmt lyst og en fabelagtig atmosfære, der virkelig får en til at slappe af og føle sig i balance, og som en del af kosmos. Det er meget langt fra de mørke, truende, røgsværtede katedraler, med ligblege nonner og sure præster dette kontinent har så rigeligt af.

Dette Museum skal opleves, og nogle af mine mere åndelige og spirituelle venner, ville ikke være til at slæbe ud derfra igen. Måske man skulle lave noget lignende i Danmark (Agersted for eksempel.)

Jeg sidder på en lille cafe i Hualfin og det er virkelig "In the middel of nowhere" og spiser en sandwich, da jeg ser et folkevognsrugbrød der er gået i stå lidt længere henne af vejen, der er noget mærkeligt bekendt ved køretøjet, og da jeg ser nærmere efter kan jeg se det er de danske nummerplader jeg har bemærket. Da de kommer op mod cafeen har de set det danske flag på min cykel og de stopper op og vi får en længere snak, det er familien Kain der i over et år har kørt rundt i bilen, far mor og 3 børn, vi får en længere snak om løst og fast Argentina og Danmark før de kører videre, de skal hente et sjette familiemedlem i Cordoba så de har lidt travle, men det var skønt at få snakket lidt dansk. Jeg gider ikke mere den dag, så jeg overnatter i Hualfin ved en tankstation, da jeg skal af sted næste morgen ser jeg en anden cyklist Pablo der er på vej sydpå til Ildlandet fra Bolivia og vi følges af de næste 3 dage til Chilechito, det er min første cykelmakker på turen og det var faktisk meget hyggeligt, vi skulle krydse nogle floder og kunne hjælpe hinanden så det hele blev noget nemmere. Den sidste dag mod Chilechito er nok den hårdeste på hele turen, vi starter tidligt da vi ved det bliver en hård dag i ørkenen med masser af stigninger og for at det ikke skal være løgn starter vi med at køre 24 km forkert, da vi kl. 22.00 kærer ind i byen er der meldt totalt udsolgt de sidste 10 km havde 9 % stigning, så nu skal der lige slappes af et par dage før jeg springer på hesten igen.

Jeg er ved at nærme mig mæthedspunktet nu, det er som om det er de små ting, rutinerne, jeg nyder mest, aftensmaden under åben himmel, et par timer under stjernerne i soveposen, før jeg går ind i teltet, stilheden eller musikken i MP3 afspilleren, morgenmaden en dukkert i en flod etc. Og ikke mindst det fysiske ved at cykle og at hver dag byder på en eller anden overraskelse, jeg glæder mig til at komme væk fra ørkenen og ned i Lake Distrikt, leje en kajak og gøre noget andet i en uges tid.

Til Henrik Schumacher.

Nu håber jeg ikke det er for sent jeg svarer, men det er først nu jeg er kommet til et WIFI sted. Når du kører over Chaco skal du virkelig passe på med vand, det vand der findes i søerne er giftigt, også selvom du filtrerer det. Men der ER vand så tank op når muligheden er der, jeg kørte tit med 10 ltr. Vand, det forsvinder hurtigt i 48 graders varme som jeg havde, overvej at køre om natten Transchaco er god på nær stykket fra Mariscal Estigarriba til La Patria der er vejen får dårlig til du kan køre om natten. Det bliver rigtig ensomt efter Filedelfia der er stort set ingen trafik og meget få steder at få vand Estancierna ligger som reglen mange km fra vejen tit 20 til 40 km så regn ikke med dem. Nå men efter Mariscal Estigarriba er der en lille landhandel ca. 60 km længere fremme så vidt jeg husker ved 602 km. stenen det er en lang bygning tæt på vejen, du vil helt sikkert se den, derfra ingenting før La Patria. HUSK for guds skyld at køre til venstre i La Patria så du kører mod Infante Rivarola prøv ikke at komme over ved General Eugenio A Garay vejen er næsten altid ufremkommelig pga. store sandklitter der fyger over vejen, og dér er der slet ingen trafik. Ved grænsen kan du få vand ved den Bolivianske militærforlægning, de har en kontrolpost ved vejen og er superflinke. Fra grænsen er der ingenting før Ibibobo hvor du skal stemple ind i Bolivia, grænseposten ligner et hønsehus og ligger op af en lille kiosk, spørg dig for den er svær at finde. Men derfra er vejen god til Villamontes asfalt på nær en strækning på ca. 20 km. De er ved at lave en ny vej til Villamontes så når vejen pludselig er spærret af en stor jorddynge skal du bare køre over spærringen og fortsætte så har du asfalt det meste af vejen (det gør de lokale også) Villamontes er en dejlig by så glæd dig til chaco er overstået og du kommer dertil.

PS. Husk at få dit exitstempel i Mariscal Estigarriba. Og en vigtig ting mere ALLE biler stopper på transchaco hvis du vinker til dem og du ikke har mere vand, men vent ikke til den næste bil, der er timer imellem der kommer nogen. Held og lykke Henrik og velkommen i Transchaco klubben, vi er ikke rigtig kloge.

Kærlig hilsen Thomas.