Lake distrikt Argentina og Chile.

Endelig slipper jeg ud af vinden og kommer ind i Andesbjergene ved San Martin de Los Andes, og dermed Argentinas Lake Distrikt, byen er kendt for sin gode chokolade så det bliver til et par café besøg eller fem. Området er romantisk med hyggelige træhuse, blomsterkummer, træskærerarbejde, og præget af almindelig germansk grundighed. Det er som at komme til en mindre by i syd Tyskland og der er da også mange efterkommere af tyskere i områdets. Store dele af dette område er udlagt som nationalparker så man cykler rundt og glemmer alt om tid og sted, nogle gange føles det som at komme i en slags trance og kilometerne forsvinder bare bag én, lidt som det nogle løbere kender som "Runners High" De mange måneder alene gør at man efterhånden har fået tænkt alt igennem, og kan skabe plads til noget nyt, det er svært at forklare hvad det er der sker med én, når det eneste man skal gøre, sådan set bare er at cykle fra sted til sted. Det skaber et overblik over hvad der er vigtigt og betydningsfuldt i livet, og hvad der betyder mindre, perspektiv med andre ord. Ting man i starten af turen blev forarget eller chokeret over er pludselig dagligdag og normalt, to forældre med to børn på én motorcykel, folk der sidder på ladet af lastbiler og pickuptrucks. Folkene på motorcyklen kan for første gang udvide horisonten og køre på familiebesøg en søndag, ja der er en risiko ved alt, og hvem er jeg til at råbe op om uansvarlighed, i vores kultur sejler ungdommen rundt i div. misbrug, er lænket til et eller andet elektronisk medie, eller på lykkepiller, så summen af hjerneskader er sq nok den samme når det kommer til stykket. Det er tankevækkende at selvom den Chilenske og Argentinske ungdom fester og går i byen som i Danmark, ser man dem aldrig sanseløst beruset, det er bare "taberagtigt" og for ynkeligt for dem at miste kontrollen. Noget de unge skandinaver jeg har truffet på turen, også har bemærket og tænkt over. Jomfru Ane Gade ville være en total falliterklæring for dem. Det var så dagens moral, men at se i hundredevis af unge feste en weekend uden at nogle er fulde, kan man som dansker ikke undgå at bemærke.

Jamie og Pancho ruller op på siden af mig på deres cykler, og anbefaler en god campingplads i San Martin, det bliver et par skønne og eftertænksomme dage i deres selvskab, godt nok cykler vi rundt i noget der ligner paradis, og der er der som bekendt også slanger, ud på aftenen kommer vi ind på Argentinas situation og fortid og det viser sig at Panchos onkel er en af de forsvundne i Argentinas beskidte krig, der stod på under militærdiktaturet fra 1976 til 1983, hvor mindst 9000 forsvandt sporløst (menneskerettigheds organisationer siger det dobbelte) men et sted midt imellem er også rigeligt, det er stadig et åbent sår i landets historie, mange af bødlerne og medløberne går stadig frit omkring, og det kaster en skygge over landet. Der er aldrig fundet noget spor af ham, og han er sikkert kastet levende i havet fra fly, det var almindelig praksis, bla. afsløret af katolske præster der var med om bord på flyene, for at give ofrene den sidste olie. Det er da helt ufatteligt hvad de stillede op til præsterne!! Da vi også samme dag havde besøgt Che Guevara museet i byen, blev det en lang snak om politik og samfundsmodeller.

Pancho havde været på Cuba i et år og var heller ikke imponeret, det er det sted på jorden de snakker mest om dollar, som han tørt kommenterede. Og nu er det hele endt som det Fidel Castro ville gøre op med prostitution, korruption og jagten på penge. Jeg har nok revideret mit syn på Che , siden han var mit store idol i ungdommen. Han var trods alt tilhænger af væbnet opstand og revolution, og er der nogensinde kommet folkestyre og menneskerettigheder ud af det? Som Stalin engang sagde, man kan ikke lave en omelet uden at slå æggene i stykker.

Museet afslører faktisk, at han langt hen af vejen var politisk naiv, og fejlvurderede situationen i både Congo og Bolivia, bare dét at han som Argentiner ville ændre noget i Bolivia er en kæmpe fejl. Bolivianerne har et historisk mindreværd og mistro til de altid bedrevidende og rige kloge-åger mod syd , faktisk lidt som det ikke ligefrem fremmede Struenses karrierer i Danmark, at han var Tysker. Aftenen slutter med at vi er enige om at alle totalitære systemer ender med at ligne hinanden til sidst. Skåret ind til benet, var den eneste forskel på Hitler og Stalin størrelsen på deres overskæg.

Jeg cykler videre mod Chile og da jeg nærmer mig grænsen undrer jeg mig over det, kæmpe gruslag der tilsyneladende dækker alt indtil det går op for mig at de stammer fra et stort vulkanudbrud i Chile i 2011, da vulkanen Peyehue går i udbrud og spreder aske og støv op i atmosfæren, der skaber blodrøde solnedgange over hele kontinentet.

Jeg kører igennem et landskab hvor alt er dødt og her 2 år efter stadig er dækket af et tykt askelag, jeg sover på en campingplads administreret af CONAF, Chiles nationalparkservice, der har lavet en fremragende udstilling om udbruddet. I Chile spiller naturen altid med musklerne, man registrerer således seismisk aktivitet (jordskælv) her hver dag.

Næste dag begynder det efter nogle km at blive grønt igen, og det smukke romantiske Chile som jeg husker fra første gang jeg var her dukker frem igen, vulkaner, søer og skove, små hyggelige byer og en usædvanlig venlig og imødekommende befolkning. Det bliver desværre også til et par regnvejrsdage, det grønne har sin pris. Jeg kan også fornemme den rivende udvikling landet er i, og som har placeret dem som de rigeste i Sydamerika, det er godt at sidde på halvdelen af verdens kobber.

Jeg er træt af at cykle og glæder mig til nogle dage på gåben i bjergene, så jeg har været ude og erhverve mig en rygsæk.