For første gang på turen går det ikke helt som planlagt, vejret er rigtig dårligt i Chile, hvor jeg ellers havde planlagt et par dage i kajak, men det blæser alt for meget, så alt det bliver til, er et 2 dages trek rundt om vulkanen Osorno, heldigvis i godt vejr og det er også et par dage jeg aldrig vil glemme, her er ufatteligt smukt og jeg tænker flere gange på hvad f….. jeg lavede alt den tid i ørkenen, jeg burde været taget herned langt tidligere, men skidt så er der en god undskyldning til at vende tilbage om et par år. Chile er et dejligt sted at være, her fungerer tingene og der er ingen korruption, landet er langt mere "europæisk" end sydamerikansk. Landskabet er smukt og her er stort set kun træhuse, malet i stærke farver, og jeg får forklaret at de er mere modstandsdygtige overfor jordskælv en beton og stenhuse og i Puerto Montt er der planer om at opføre et 30 etagers højhus i træ!! Et fælles Japansk/Chilensk projekt. Det er også to af verdens hårdest ramte lande når det gælder jordskælv. Så Per der er plads til et par etager mere på tårnet på Thorstendal.

Igen oplever jeg en ubeskrivelig venlighed og gæstfrihed, det er tankevækkende at jeg ikke en eneste gang på turen har følt mig utryg eller truet. Her er langt mere sikkert og fredeligt at opholde sig end i Europa. Jeg tænker på alle de advarsler jeg fik derhjemme før jeg tog af sted " Sydamerika på cykel, er du rigtig klog ?" Hvis bare jeg kunne overbevise én eller to om at droppe charterferien, med alle de andre fulde skandinaver, købe en billet til Chile, eller Spanien, for den sags skyld, og indlogere sig i en" casa de familia" og opleve det, er jeg sikker på de har været på deres sidste chartertur, hvis nogle har lyst, har jeg et par adresser. Tag skridtet og oplev -the real thing- det er lidt som med s.. lidt besværligt de første gange, men så bliver det stærkt vanedannende, og man kan pludselig finde ud af det selv, uden guide, gul kasket, og navneskilt, for at hitte ud hvem der er hvem. Derefter går man ikke tilbage til at holde nogen (eller noget) i hånden.

10 døgns prognosen melder stærk vind og regn, så jeg tager en hurtig beslutning, jeg vil cykle til Bariloche i Argentina og derfra tage med en bus 2000 km. nordpå til Rosario, derfra er der knap 1000 km til Uruguay og det passer med den tid jeg har. Der er imidlertid kun en måde at komme fra Chile til Argentina på og det er over Andesbjergene, men fra Osorno er det en overvældende tur, der indbefatter man krydser 3 søer i bjergene, før man er i Bariloche. Man kan ikke gøre det i egen bil, da søerne bare er forbundet med dårlige grusveje, så for enden af hver sø, holder der en bus der kører folk videre til næste sø og så fremdeles. Fra søen Todos los Santos til Puerto Frias ved den Argentinske grænse er der godt 30 km, og jeg har 4 timer til at nå frem, ellers må jeg vente til den næste overfart, et døgn senere, så jeg er bogstaveligt talt ved at køre livet af mig selv, da jeg kører over det højeste pas, er der til sidst 1100 meter stigning på en kun 8 km. strækning. Det er det værste jeg har været udsat for, man kan knap nok trække cyklen opad nogle steder. Så er det meget godt med noget opmuntring, og det får jeg da også, af en tysker, der er med bussen der har gjort hold ved et vandfald, han er ældgammel og kommer stavrende hen til mig, han har stadig den uniform på han bar, da han var med på Rommels Afrika felttog, khaki og rigtige ørkenstøvler, han kan godt se at jeg ser slidt ud, "da jeg var yngre, nød jeg også at lide, det får en til at føle sig meget bedre tilpas, når dagen er forbi" held og lykke jeg beundrer din stædighed. Eller dumhed, tænker jeg mens jeg ryster hans benede hånd.

Da jeg endelig kommer frem til Puerto Frias ser jeg færgen lægge fra land, jeg misser den altså med 10 min. og må vente et døgn, der står en Argentinsk grænsevagt på molen, han siger jeg skal køre ud på molen vinke til færgen, så vender de sikkert om og kommer ind og henter dig, imens løber jeg op og henter et stempel og får dig ind i landet på lovlig vis. Jeg vifter med arme og ben og pænt nok færgen vender om, og kommer ind og henter mig, og pas formaliteterne klarer vi på molen det var ALDRIG hændt i Europa.

Da vi ankommer til Puerto Panuelo er der 25 km til Bariloche, men det bliver 25 km i det værste regnvejr jeg har oplevet, flere gange må jeg stoppe da regnen pisker så kraftigt i hovedet at jeg intet kan se, da jeg endelig når frem til et hotellet er jeg ved at fryse ihjel, så det er bare fantastisk der er et badekar og en minibar, jeg synker bare ned i vandet med en dejlig øl, og livet er herligt, han har nok ret ham tyskeren, det her havde ikke været nær så skønt, hvis jeg bare havde rumlet i en bus hele dagen.

Bariloche er kendt for sin fremragende chokolade, og her er kæmpe supermarkeder kun med chokolade, frygteligt, hvis man som jeg, har en sød tand, ellers minder byen på alle måder om en alpe by i Østrig med smukke træhuse og idyl og store Sct.Bernardhunde, komplet med romtønder om halsen, som turisterne elsker. Jeg har været her før, og kender byen lidt, så det er et dejligt gensyn og en af byens hundeejere synes jeg skal købe en Sct.Bernard hund af hende, om ikke andet har denne tur givet mig et mere afslappet forhold til hunde, det er højst én ud af 1000 der er farlige.

Jeg falder i snak med hundeejeren, da jeg spørger om hvorfor man flager på halv stang, og får at vide at det skyldes at Venezuelas præsident Hugo Chavez er død, han er ikke dæmoniseret her, som han er i Europa. Han har trods alt gjort en forskel for mange fattige i Venezuela, ikke noget man er forvænt med i Latinamerika. Her er politik aldrig ret langt væk og pladsen er også "dekoreret" med hvide tørklæder, symbolet på mødrene til "de forsvundne" fra Argentinas beskidte krig . De har nu stædigt, i over 40 år, vandret rundt hver tirsdag på Plaza del Mayo i Buenos Aires, kun med det ene krav, at få at vide hvad der er sket med deres børn og mænd, altid fredeligt og uden vold, det er mig en gåde de ikke har fået Nobels Fredspris endnu.

Statuen på pladsen af general Roca ser heller ikke for pæn ud, han var manden der påtog sig at rydde landet for indianere, så der kunne blive plads til nybyggere og kvæg. Erobringen af ørkenen, som det noget "Dalgas" lyder her, men der var ikke meget hedeselskab over foretagenet, og han bliver da også sammenlignet med den amerikanske general Custer, og det er ikke engang fair overfor Custer.

Roca var langt værre og myrdede langt flere indianere end Custer. Da jeg senere på dagen besøger museet om Patagoniens skinner der en tydelig kritisk holdning til Roca igennem, og det ender sikker med at han også forsvinder fra pladsen, da monumentet altid er udsat for hærværk.

I morgen er det bus til Rosario og 1000 km til Montevideo, jeg kan så småt skimte slutningen på eventyret, med der venter nok et nyt.