Jeg knokler derudaf i ­+40 graders varme, har drukket det sidste vand, og der er kun 10 km til Santo Tome hvor jeg vil fejre min fødselsdag med en god Argentinsk bøf og ditto rødvin. Endnu en hård dag på kontoret er ved at være slut, og så kommer den velkendte og frygtede lyd ppppffffeeeeeee punkteret!! Udover at forbande min" gode" kollega Steffen -han ved hvad det handler om, og kommer til at gi en øl for hver punktering. (ellers kender jeg nogle gutter i Brasilien der hurtigt kan filetére ham ) Så er det her i den bagende sol med sved og olie og støv overalt, en udmærket lejlighed til at reflektere over hvorfor man gør det her frivilligt. Jeg har tit tænkt på det, og ville rigtig gerne kunne komme med en længere højstemt filosofisk udredning, men den har jeg desværre ikke. Men meget af det ligger helt sikkert i de små ting man oplever, et par timer før, var jeg kørt ind på et undseligt snusket cafeteria for at få noget koldt at drikke, mens jeg sidder der, undre jeg mig over hvorfor væggene er udsmykket med nogle af Sydamerikas mest kendte forfattere: Borges, Llosa, Gabriel Garcia Marques, Isabel Allende osv. Gisela som cafeterieejeren hedder, spørger hvor jeg kommer fra, og da hun hører det, spørger hun forsigtigt om jeg har læst Karen Blixen. Hun lyser helt op da jeg siger ja, og jeg har da også læst nogle af forfatterne på hendes væg, også Borges spørger hun, også Borges bekræfter jeg (jeg forstod ham ikke rigtig, men lad det ligge) og så kommer historien om hvordan Gisela er endt i dette skur, selvom hun er litteraturprofessor. Det blev bar sådan, fordi man er født i et land hvor mulighederne ikke er som vores, her er ingen at brokke sig til, ingen Nanny-state, og man skal jo leve. Én gang om ugen samler hun 10-12 stykker i denne fattige udørk af Argentina og de snakker verdenslitteratur, undervurder aldrig folk. Eller som Frederik d. 6 sagde da riget var gået på røven "fordi vi er fattige, behøver vi ikke blive dumme" Jeg blev sgu helt rørt. Da jeg har betalt og kommer ud til cyklen slår en tanke ned i mig, har jeg ikke nogle danske penge i bagtasken? Jo den er god nok, og jeg går tilbage til Gisela med 50´eren, med Karen Blixens portræt på, den skal forstørres og op på væggen siger hun, sikkert den bedste 50´er jeg har givet ud i lang tid, privilegeret skiderik som jeg er. Da jeg kommer her til Santa Tome åbner jeg blokken og ser Michael har skrevet "vær tilstede her og nu" det er dér svaret er, alle har en historie, kast frygten af dig, og ikke mindst frygten for frygten, og lad dig ikke bekymre over hvor du skal sove Inat, klarer jeg varmen, junglen, bjergene mine medmennesker her på jorden, jeg var faktisk lidt nervøs før jeg tog af sted, nu er jeg tryg igen.

Nå tilbage til virkeligheden, jeg bruger jo sådan set det meste af tiden i cykelsadlen, og nu har jeg 2 dage i træk set noget roadkill jeg ikke ser når jeg kører fra Lendum til Frederikshavn, i går torpederede en bus en stor tyr der løb forvirret rundt på vejen, og i dag så jeg en krokodille der bogstaveligt talt var blevet kørt midt over, jeg troede ikke krokodillerne blev så store i Argentina, så jeg rykker nok teltet nogle flere meter tilbage fra floden, når jeg camperer vildt næste gang. Jeg har for øvrigt lige spist min fødselsdagsmiddag, en bøf på størrelse med et lokumsbræt og dertilhørende udsøgt Malbec man er vel i Argentina. Jeg er pt. I Aposteles en hyggelig by med mange lyse mennesker, efterkommere af polakker og ukrainere der udvandrede til Argentina. Varmen er ved at være et stort problem, så jeg må finde nogle ting så jeg altid kan komme i skygge midt på dagen, men en nordjyde kommer som bekendt langt med noget snor og lidt presenningsværk, og det bliver værre i Paraguay, jeg er også kørt 1000 km nærmere ækvator.

1000 tak for de mange fødselsdagshilsner på mail og min blog.