Tværs over Bolivia.

Her kommer der en længere smøre, jeg har ikke kunnet finde et sted med WIFI og har måtte skrotte min rejseplan her i Bolivia pga. mange oversvømmelser, det er regntid nu så der er ikke noget unormalt i det, men der er forskel på at tage en alternativ rute på 200 km. når man er på cykel og ikke i bil, så det er blevet til 800 km på de mest smattede og ufremkommelige veje, men også et ridt gennem storslået natur og landskaber der ikke ligner noget fra denne verden, det ville jeg aldrig have oplevet hvis jeg havde fulgt min oprindelige plan. Jeg kører ud af Villamontes og kommer på prøve øjeblikkelig, jeg kører på en vej der er skåret ind i bjerget og de har desværre højre trafik så det er mig der skal køre på kanten og stirre ned på resterne af alle dem der ikke klarede det, det er lige før at alle korsene i vejkanten kan gøre det ud for et autoværn, omvendt vil jeg hellere cykle her end køre i bil, jeg kan høre når bilerne kommer, og få mig selv og cyklen i sikkerhed. Mit første mål er Tarija 250 km jordvej væk, i starten går det forrygende, jeg kører stadig i junglen på vej opad og her er meget lidt trafik, den eneste trafik der er her er oliearbejdere der kører her i deres 4x4 monstre, der går heller ikke lang tid før jeg kommer i snak med dem, pludselig svinger en af dem ind foran mig ud stiger chaufføren med en portion lasagne og en flaske saft, han vil vide hvor langt jeg regner med at komme frem i dag, så vil han bestille aftensmad til mig i en af deres campamentos, jeg kan også få et bad og overnatte gratis selvfølgelig. Det er sgu utroligt hvor gæstfrie og betænksomme disse mennesker her er, man bliver komplet overvældet fordi man aldrig har oplevet noget lignende i Europa.

Den sidste dag før Tarija presser jeg lige citronen en tand for meget, jeg er på vej op over et pas på sølle 3200 m. ikke noget der plejer at genere mig og så som et lyn fra en klar himmel får jeg med et en dundrende hovedpine, og må stoppe for at kaste op i stride strømme jeg er helt ør i hovedet. En bekymret lastbilchauffør stopper op og siger at jeg under ingen omstændigheder skal fortsætte, han smider min cykel op på i lastbilen og kører mig over passet og sætter mig af 500 m længere nede på den anden side og rækker mig en pose med coca blade, det mest effektive middel mod højdesyge der findes, og sådan en pose er skøn at have ved hånden finder jeg hurtigt ud af, man bliver ikke skæv på nogen måde, men det fjerner træthed, sult og højdesyge stort set alle Bolivianere bruger det, som vi drikker kaffe.

Jeg slår teltet op oven på dén oplevelse, så kan jeg stille og roligt køre ned til Tarija søndag formiddag. Jeg sov fantastisk og kører ind i centrum og finder en cafe og bestiller morgenmad. Jeg ser godt en ældre herrer studerer min cykel, før han på engelsk spørger hvor jeg er fra, Denmark svarer jeg, så lad os snakke dansk, må jeg sætte mig her? Og det er så Niels Erling Prahm der sætter sig og opruller en historie om et liv der er helt utrolig, og så går det bare derud af, hvis bare en brøkdel af hans fortælling passer, er jeg faldet over en iværksætter og levemand man skal leve længe efter, han har haft en mine i Namibia, været formand for Lorry, designet og drevet Peder Oxe restaurant i København, købte hotelskibet Sct.Lawerence der havde 500 gæster og lå i Københavns havn nogle år, mest kendt for tiden det husede flygtninge, så købte han det halve af Lanzarote og byggede ferielejligheder der, så han i dag er æresborger på øen. Etc. etc. hele historien forekommer mig lidt for fantastisk, men da han spørger om vi skal spise morgenmad sammen næste dag, så kan vi senere gå op i hans lejlighed der er et par blokke fra Cafeen, han har nogle ting han gerne vil vise mig, så min nysgerrighed tar over og jeg takker ja til tilbuddet og sikke da en dag det blev til, det ender med vi også spiser aftensmad sammen, så at jeg kan få hele historien med og der er rigeligt at fortælle, så her i korte træk lidt af hans livsforløb udover det nævnte, Niels er en helt igennem selfmade man som 11 årig kommer han på Sommerhill skole i England efter endt militærtjeneste starter han en skotøjsbutik, opfinder den mest solgte radiator i Europa Golf Radiatoren fra Hollesens, køber ABC og Aveny teateret af Stig Lommer og køber også på et tidspunkt ASA film. De sidste 25 år har han boet i Bolivia og med udgangspunkt her exporteret Alpaca uld til Danmark og drevet en stor champignons fabrik og en textilfabrik i Santa Cruz. Hjemme i hans store lejlighed med en fantastisk udsigt over Tarija får jeg syn for sagen han har 100 vis af originaltegninger af hans ven Ib Spang Olesen (Niels grandonkel er for øvrigt maleren Theodor Filipsen) Vi kommer hele albummet igennem, med billeder fra hans Playboy liv i Græsted med meget letpåklædte damer i poolen, ser de fantastiske billeder af Ib Spang Olesen som han hyrede til at tegne billeder fra Lanzarote, og hans gode ven Neill fra Sommerhill skolen som Niels donerede 1 million til, det er helt hæsblæsende og tanken strejfer mig at man skulle skrive en bog om fyren. Men Niels er langtfra færdig, han er i øjeblikket ved at opbygge en produktion af en svamp der på det nærmeste skulle kunne redde menneskeheden Agaricus Blazei Murill. Niels kom på sporet af svampen i han 6. ægteskab da han giftede sig med en Brasiliansk heks en såkaldt Makuba, der fortæller om en dal i Brasilien der knap nok kender til kræft, for højt blodtryk, blodpropper etc. Så her er menneskehedens redning måske, store ord men han har også udrettet mere end man kan fatte. Der er et drive og en gnist over Niels der er helt uforklarlig, og da helt sikkert ikke plads til ham i Danmark, som han knap nok gider besøge. Jeg har kun beskrevet en brøkdel af tingene her, men har 20 tætskrevne sider med til Danmark og et hav af adresser på ex- koner og kærester og venner jeg gerne må kontakte.

Helt ør i hovedet af at høre om Niels liv kører jeg ud af Tarija mod Tupiza, med en rigelig forsyning af Niels mirakel svamp. 250 km på disse veje er 3 hele dage, jeg knokler derud af på de mere og mere opkørte veje, og havde det ikke været for cokabladene ved jeg ikke om jeg synes det ville have været særligt sjovt. Den sidste dag på vej mod byen bliver jeg for alvor rigtig syg, og tilbringer 3 dage i en hotelseng i Tupiza før jeg er klar til at stige på aluminiumshesten igen.

Endelig er Uyuni inden for rækkevidde, det er noget af det jeg har glædet mig allermest til på turen, at køre over verdens største saltslette Uyuni der ligger i 3670 m.o.h og er på hele 10.582 kvadrat kilometer eller mere end 3 x fyns størrelse, er nok højdepunktet på min tur, men rygtet har nået mig at det meste af sletten er oversvømmet, så man kan ikke komme derud som individuel rejesende, men kun på arrangerede ture, det er umuligt at navigere derude når der er vand på sletten, da alting reflekteres og man knap nok ved hvad der er op og ned. Lidt surt men jeg vidste godt risikoen var der når man rejser i Bolivia i regntiden, fremme i Uyuni snakker jeg med politiet og det er kun muligt at besøge sletten med en guide, så jeg finder 2 Argentinere Sophie og Loli, 2 Amerikanere Sam og Mark, og en Østriger Manuel , vi hyrer en Landcruiser med chauffør, guide, kok mm. Nelson, til en ekspedition ud af denne verden, og det mener jeg, noget af Bolivias højland ligner noget fra en anden planet, de områder vi besøger, ville jeg aldrig selv kunne være kommet frem til, jeg har vel også godt af at være lidt social efter mere end 2 måneders soloridt. Jeg kan næsten ikke beskrive oplevelserne men det kan billederne forhåbentligt.

Desværre må jeg på turen indse at min plan om at køre til Chile må skrottes, vejene er nærmest ufremkommelige selv i en 4x4 Toyota Landcruiser. Derfor må jeg må igen revidere min ruteplan, som jeg har gjort et hav af gange her i Bolivia pga. vejene, der dag for dag bliver værre og værre pga. regntiden. Tilbage fra Ekspeditionen kører jeg 210 km det meste af tiden i øsende regn og Altiplano her i Bolivia der skal forestille at være en tør udørk, er nærmest totalt oversvømmet, så det er svært at finde et tørt sted at slå teltet op, cyklen og taskerne er helt væk i mudder, jeg må krydse flere floder hvor broerne er skyllet væk så jeg er våd fra yderst til inderst, og i rigtig dårligt humør, og så sker det jeg vidste, ville ske før eller siden, da jeg kører forbi en flok Lamaer bliver jeg angrebet at to kæmpe store hyrdehunde, det plejer at være nok at sætte farten lidt op på cyklen, og på den måde fortælle hundene at jeg er på flugt, men der sker ikke noget da jeg træder til, udover jeg smutter i mudderet, køterne er kæmpestore, og jeg når lige at hoppe af cyklen så jeg har hundene mellem cyklen og mig selv, den ene hund har bidt hul af en af mine tasker, så det er alvor det her, jeg dykker ned efter pebersprayen i fronttasken, og nu har den bare at virke, jeg giver begge hunde et par pift og de bliver totalt paralyseret, og snurrer pibende rundt omkring sig selv, og dykker hovederne ned i vandpytterne, mens de jamrer utroligt højlydt, nu kommer hyrden farende, han gjorde ikke noget da de løb efter mig, så nu tar fanden ved mig, og jeg giver begge hunde et par ordentlige spark, så de ikke glemmer mig foreløbig. Hyrden kigger vantro på sine kamphunde, han har ikke set pebersprayen og bliver noget overrasket da jeg spørger om han vil ha´ sine hunde, eller om jeg skal slå dem ihjel, for jeg er nemlig en "bruja" heks/troldmand. Jeg ved hvor overtroiske bønderne er, han prøver at kalde hundene til sig, men de reagerer ikke, nu går han lamslået baglæns og falder i mudderet, han er rædselsslagen, og jeg siger med et smil at Gringoer på cykel er farlig for hunde, før jeg cykler roligt videre. Jeg er sikker på at han kalder hundene til sig næste gang der kommer en cyklist, og jeg har således slået et slag for cyklismen i Bolivias højland, og glæder mig lidt til den næste hund. Jeg kører videre på et adrenalinrush, og tænker over hvad der ville være sket hvis ikke jeg havde købt en peberspray i Paraguay i sin tid.

Nu er det selvfølgelig en meget sjov historie, men jeg får alligevel dårlig samvittighed bagefter, jeg burde have vist ham pebersprayen og forklaret sammenhængen, når han i aften sidder hjemme i sin hytte med sin familie og fortæller om episoden med den hvide gringo, der hypnotiserede de hunde han kender bedre end nogen, bidrager jeg ikke ligefrem til at oplyse ham, men bekræfter de overnaturlige forestillinger der allerede præger befolkningen rigeligt. Jeg er ikke bedre en den missionær jeg mødte her første gang jeg var i Bolivia, han bad nogle landsbybeboere om at skubbe hans bil i gang, det mislykkedes, så bad han folk om at tænke på Gud mens de skubbede, slog bilen til tænding og bad dem skubbe igen og vupti bilen startede. Det fortalte han mig uden at blinke. Alle kneb gælder åbenbart.

Jeg fortsætter i et ubeskriveligt pløre mod Tupiza, og tænker kun på de asfalterede veje jeg vil møde i Argentina om 300 km, jeg er ved at være godt nedbrudt efterhånden, jeg vader igennem den ene flod efter den anden fordi broerne er skyllet væk, eller der er dukket nye floder op, slår teltet op sover som en sten og fortsætter næste dag, mit telt er faktisk ubeskriveligt, det holder alt vand ude, og jeg ved at uanset hvad der sker, er jeg i sikkerhed og har det dejligt lunt og varmt så snart jeg er i teltet og min super sovepose. Men det er en kæmpe lettelse da jeg efter 3 dage i møgvejr ruller ind i Tupiza til et kæmpemorgenmadsbord en vaskemaskine til alt mit mudrede tøj, og ikke mindst et hotelværelse.