Det lakker mod enden. Og når nogen spørger, hvordan jeg har med at skulle hjem til Danmark igen, svarer jeg: "Jeg glæder mig!"

På torsdag klokken 19.00 (9.00 dansk tid) letter mit Emirates-fly med kurs mod først Singapore, hvor jeg har tre timers ventetid. Så mod Dubai, hvor jeg venter yderligere 3 timer. Og derefter endelig mod København, hvor min mor, Anders og bedste veninde Sofia venter i Terminal 3. Turen tager omkring 27 timer, og jeg lander klokken 12.25 dansk tid fredag eftermiddag.

Jeg har sendt nedtællings-snapchats til min mor siden sidste torsdag, og jeg er så småt begyndt at pakke og smide ud og vurdere, om jeg kan have det hele. Det er en rigtig dejlig fornemmelse, og jeg tæller sådan set bare dagene nu.

Ikke at jeg har lyst til at forlade Melbourne. For det er på en helt særlig måde blevet "min by" hernede. Jeg har leget guide for Marie og Oliver, der har været her i 10 dage og begge to rejser i morgen. Dér gik det op for mig, hvor godt jeg kender byen, men også hvor meget der faktisk stadig er at se. Så sent som i går tog vi til en dejlig strand, jeg ikke har besøgt før. Og i morges spiste vi farvel-brunch på The Hardware Societé her i Melbourne, en rigtig populær cafe som jeg stadig havde til gode at spise på. Det var vildt godt!

Og det er jo også sommer nu, sådan for alvor. Vi har haft nogle vilde dage med over 40 grader, og i går var det over 30. Melbourne er kendt for sit ekstreme vejr, så forleden var vi også lige nede og runde de 12 grader en formiddag. Men temperaturen holder sig for det meste omkring de 25 grader, og nej - jeg glæder mig ikke synderligt til vintervejret hjemme.

Jeg har desuden netop afsluttet mit praktikophold henover weekenden, hvor jeg var en del af Cycling Australias "media crew", som skulle dække deres enorme begivenhed: De nationale mesterskaber i landevejscykling. Efter Cadel Evans vandt Tour de France i 2011 er australiernes cykelglæde eksploderet, og tilskuerantal og pressedækning stiger for hvert år. Så det har været en helt fantastisk og spændende begivenhed at være en del af. Jeg var i et syvmands-team, som skulle arbejde sammen om at opdatere Cycling Australias sociale medier (Twitter, Instagram, Facebook og Soundcloud), tage billeder og udsende pressemeddelelser. Siden der ikke var livedækning af mesterskaberne (til manges ærgrelse), var det vores opgave at sørge for, at folk hurtigt kunne få at vide, hvad der skete i løbene. Så flere gange i løbet af de fire løbsdage sad jeg med min mobil, logget ind på Cycling Australias Twitter-profil, og skrev små opdateringer hver 3-5 minut. Det krævede ret stor koncentration, siden jeg kun havde en tidtager-skærm at kigge på samtidig med at jeg lyttede til de officielle kommentatorer på løbsradioen. Vi sørgede desuden for at lægge masser af stemningsbilleder ud på både Twitter og Instagram. Og så var vores største opgave at skaffe de vigtige udtagelser fra vinderne af de forskellige løb, som skulle bruges i vores officielle pressemeddelelser. Dér fik jeg virkelig oplevet hvad det vil sige at være journalist, hvor man holder øje med atleterne fra de går ned fra podiet og sørger for at omringe dem og stikke mikrofoner i fjæset på dem. Jeg stillede ingen spørgsmål, når det gjaldt de større navne, men jeg fik mulighed for at lave et par interviews med mindre kendte atleter. Jeg delte mine sociale medier-opgaver med Nick og Anne, begge på min alder, som havde været med sidste år. Og vi var et rigtig godt team, som supplerede hinanden godt og sørgede for, at alt kom med. Min supervisor, Amy McCann, gav os forskellige opgaver og konkurrencer imellem os tre, og jeg fik blandt andet kåret "social media picture of the day" (http://instagram.com/p/xlAB1_CZ4_/?modal=true), og vundet en intern billedkonkurrence med vores keychain på (http://instagram.com/p/xp36FuCZ3B/?modal=true). Jeg fandt også på en overskrift til én af vores officielle pressemeddelelser (http://www.cycling.org.au/News/All-News/von-hoff-steele-the-best-162892)! Vi fik masser af ros udefra, så jeg har i den grad følt mig værdsat i teamet.

Det var også helt vildt spændende at se og opleve en anden sport med det unikke sprog, der hører til. Jeg var en smule starstruck, da Cadel Evans rullede op til startlinjen for at deltage i hans tredjesidste løb i karrieren. Sportsfreaken i mig fik gåsehud over stemningen og de tætte afgørelser på målstregen. Jeg så til med store øjne når de nye, unge cykelryttere slog de gamle favoritter, og jeg lyttede smilende til Matthew Keenans fantastiske kommenteren under alle løbene. Hvis bare alle sportsgrene havde en figur som ham, der både har den nørdede ekspert-viden og en dybt underholdene kommentator-stemme! Jeg var øjeblikkeligt en kæmpe fan.

Så jeg kunne nærmest ikke have bedt om en bedre afslutning på mit ophold hernede. Søndag aften kom jeg hjem til en varm aften på terrassen med Marie, Oliver og Tim, der havde lavet en stor barbeque til os. Jeg havde medbragt nogle souvenirs til Tim, der elsker cykling - en cykelkasket, en koklokke, én af mine event-polotrøjer og en MARSbar, der var officiel sponsor for mesterskaberne. Det var skønt at sidde med en øl og slappe af ovenpå fem lange dage, og jeg kunne nu for alvor glæde mig til torsdag.

Det har været nogle helt utrolige 6 måneder. Jeg tog herned uden egentlig at turde tænke for meget over, hvad jeg skulle have ud af det, hvor jeg skulle bo, hvem jeg skulle holde mig til, hvordan alting ville gå. Når jeg tænker tilbage på min rejse fra København til Melbourne er jeg overrasket over, at jeg overhovedet havde modet til at tage af sted. Og så med sådan en ro! Vi drak kaffe på Starbucks, snakkede og grinede, og jeg fældede ikke en eneste tåre. Jeg smilede og vinkede, og jeg havde godt nok en knude i maven gennem security og duty free, men derfra gik det jo sydpå.

Og det gik jo slet ikke, som jeg havde gættet på. Med først 5 uger (!) på et hostelværelse for 12 mennesker, derefter 4 uger i et stort, kedeligt delehus, og til sidst en tiltrængt base her i Essendon hos Tim og Ingrid - det har været noget af en rutschebane. Jeg led ustyrligt meget af hjemve, og jeg må nok indrømme, at jeg har tænkt på det øjeblik, hvor jeg sætter mig ind i flyet for at rejse hjem, hver eneste dag siden min ankomst. Jeg har på mange tidspunkter kæmpet mig igennem dagene, opsøgt selskab, taget initiativer for at føle mig gladere, overbevist mig selv om, at det nok skulle gå. Og det gjorde det jo, for på et tidspunkt vendte det, jeg kom ud og opleve mere af Australien og et helt nyt land endnu længere væk, og i processen lærte jeg mere om mig selv og mit liv, end jeg nogensinde havde troet muligt. Det lyder nok rigtig kliche-agtigt. Men det har på ingen måde været nemt for mig at nå frem til den erkendelse, for med mange op-og-ned-ture lægger man sjældent mærke til det store billede. Jeg tror nærmere det er fordi, at jeg har det så godt nu og virkelig er mættet og klar til at tage hjem, at jeg kan mærke hvor betydningsfuldt mit ophold har været. Det er med en følelse af "Jeg har klaret det!", at jeg pakker mine ting og siger på gensyn til dette utrolige land.

Jeg havde heller ikke regnet med, at jeg på en så overvældende måde har "oplevet verden". Det var ikke på listen over mine forventninger (der jo heller ikke var særlig lang). Det er først i retrospekt, at jeg kan se, hvor meget jeg har oplevet, hvor mange nye steder jeg har set, og hvor mange ting jeg har prøvet. I derhjemme har jo nok læst om det hele gennem mine blogindlæg, men jeg har på fornemmelsen, at der går lidt tid, før det synker ind: At det faktisk var mig selv, og ikke en bekendt, der har været af sted. Så verden er blevet et større sted for mig, Danmark måske en smule mindre, men ikke mindre betydningsfuld. Når man har været uden familie og venner i et halvt år på den anden side af jorden, lærer man i den grad, hvad der betyder mest for én. Også derfor ser jeg frem til fredag klokken 12.25.

I aften skal jeg lave lidt mad til Ingrid, Tim, Oliver og mig selv (Marie er fløjet til Brisbane inden hun også vender snuden hjemad). Og i morgen skal jeg tilbringe dagen med Kristin, min norske veninde der er kommet tilbage til Melbourne. Vi skal have et par farveldrinks, inden jeg kan pakke helt færdigt og tage til Tullamarine Airport torsdag eftermiddag.

Hjemme i Danmark venter et enkelt semester mere på Dansk, inden jeg kan kalde mig selv for Bachelor. Jeg skal have et enkelt fag på KUA og skrive mit bachelorprojekt, og så må tiden vise, hvad jeg finder på. Man kan alligevel ikke regne med, at tingene går som man tror ;)

Tak fordi I har fulgt med her på bloggen, og så ses vi i samme tidszone om ikke så længe.

See ya mate!