Første uge i kolde og kæmpestore Melbourne er ovre. Jeg har endnu ikke fundet et sted at flytte hen, så jeg sidder lige nu i underkøjen på værelse 203 på Hostel Discovery med dynen over mig, fordi vinduet over mig er utæt, og det er 8 grader udenfor.

Men jeg er faldet godt til her, for jeg bor åbenbart på et "long term room". Så de fleste kender hinanden rigtig godt - måske endda for godt. Eden på 25 er fra Canada, arbejder på en bar ved navn The Emerald Peacock, og hun drikker sig fuld 4-5 gange om ugen enten på eller ved siden af arbejdet. Sandra fra Tyskland har nogenlunde samme skema. Geeta på 31 fra London ligeså. Vi er nærmest en lille sovesals-familie, der går i byen og spiser Tim Tam-chokolader (de billigste fra 7Eleven) sammen!

Jeg har brugt ugen på at komme over jetlag, man hold nu k*** hvor har det taget lang tid. At vågne mellem 3 og 4 hver nat er aldrig noget, jeg bliver fan af. Har været vant til træthedskrise omkring kl 16, hvor mit hoved uden varsel faldt ned på brystet af træthed, mens jeg var overraskende frisk, når det endelig blev aften. Heldigvis var der både bronzekamp og VM-finale søndag og mandag morgen ved 5-tiden, så dem fik jeg med

At få et SIM-kort hernede har været en oplevelse. Jeg gik i 7Eleven for at købe et abonnement, og fyren bag disken spurgte: "You from Denmark? You know Nicklas Bendtner!?". Jeg fik SIM-kortet med hjem, og for at aktivere det, skulle jeg ringe til selskabet, OPTUS. Jeg kom igennem til en inder, som talte med så tyk accent, at jeg måtte bede ham gentage op til tre gange. Især da han spurgte (tænk indisk/engelsk her): "Whad's your dade of bird?" - "My what?" - "Your dade of bird?" .... "Oh, my date of birth!!". Kom nu lidt. Et par dage efter skulle jeg ned i en OPTUS-butik, fordi jeg ikke kan modtage sms'er fra Danmark, og jeg endte med at tale med fyren i 20 minutter, selvom han var på arbejde. Jeg var nødt til at spørge ham, hvordan deres transportsystem fungerer hernede - det berygtede myki card til al offentlig transport har åbenbart kostet ligeså meget, som det kostede at sende den første mand til månen. Og folk hader det.

Jeg er heller ikke fan af myki-kortet, som koster omkring 120 dollars (600 kroner) om MÅNEDEN for at komme rundt ubegrænset. Men siden der er over 15 kilometer til mit campus, er det en nødvendig udgift. Jeg havde nogenlunde samme oplevelse med det, som jeg havde med SIM-kortet. Gik i 7Eleven, talte med en kinesisk pige, som kun kunne sige "Hi-how-are-you?", og måtte derefter gå igen efter SLET IKKE at forstå et ord. Har talt med omkring 5 andre "eksperter", men ingen synes at have helt styr på det.

Onsdag og torsdag var det endelig tid til registrering og indskrivning på campus, og jeg mødtes med to danske piger - Sophie og Karina fra Aarhus - for at tage derud. Det er et smukt campus, som ligger i forstaden Bundoora, og de internationale vejledere derude er virkelig imødekommende og hjælpsomme. Forhåbentlig vil der være plads på de journalistfag, Udover en masse cafeer og kaffebarer, en Subway og andre kæder, ligger der en filial af min australske Commonwealth Bank og et STA Travel-kontor derude. Så hvis man gad, kunne man sådan set godt bo tæt på campus. Men der er ikke rigtig andet end... det. Så hellere myki card/transport-helvede og mulighed for at gå i byen de fede steder

Apropos byture, så havde jeg trods jetlag-tågen en sjov bytur til Spice Market torsdag aften med hostel-pigerne. Ladies Night-tema, nærmest egyptisk indretning, kæmpestort dansegulv med podium og damer i alt for stramme, røde kjoler. Det var en stor succes! Bortset fra barpriserne, though. Næste gang skal de være mere studenter-venlige, tror jeg.

Torsdag måtte jeg også sige farvel til mine brasilianske venner, der havde fundet en lejlighed her i byen. Jeg har prøvet at lære dem nogle danske sange med TopGunn (Tilbud og Man Kan Ik Stole På En Pige Med En Lille Røv), med større eller mindre held. Jeg lovede dem at komme på besøg i lejligheden snart, men de vendte allerede tilbage for en kort bemærkning om fredagen for at drikke billig øl i hostel'ets bar. Vi spillede beerpong og forsøgte at lære hinandens sprog. Good times.

I går havde La Trobe arrangeret en mini-udgave af The Amazing Race, hvor vi i grupper skulle udforske byen, løse opgaver og lære hinanden bedre at kende. Det var en lang dag, men pludselig kender man to indere, en amerikaner, en tysker, en svensker og to kinesere. Vi sluttede i det store Melbourne Central-center, hvor nogle af os købte sushi. Hernede kan man få tre ruller af 6 stykker til omkring 40 kroner i alt!! Til gengæld skal man spise dem som ruller, som om de var en shawarma eller tortillia. Hm.

Jeg har forlænget mit hostel-ophold til næste fredag og håber meget på, at der dukker noget op, jeg kan flytte ind i. Men indtil videre står den på Orientation Week i morgen og ugen ud, hvilket nok svarer meget godt til introugen på universiteterne derhjemme = Lange dage, meget info, men masser af øl om aftenen!

Hvis nogen har forsøgt at skrive til mig, og jeg ikke har svaret, så er det ikke fordi jeg ikke kan lide jer. Som sagt kan jeg ikke modtage almindelige sms'er fra Danmark, så skriv til mig på Facebook i stedet. Eller iMessage, det virker også!

Anna.