Profile
Blog
Photos
Videos
Tre uger i Melbourne er gået. Sidste uge var lidt af en skuffelse, desværre.
Efter to fantastiske introuger hjemme på Københavns Universitet, både som ny studerende og året efter som tutor, havde jeg nok lagt et unødvendigt stort forventningspres på arrangørerne for Orientation Week på La Trobe. Så da både mandag og tirsdag var pakket med informationer om vores rettigheder som studerende, lange og kolde gåture på campus og alt for mange foldere om alt for mange aktiviteter, kom det som en ubehagelig overraskelse at... det var det. Ingen øl, ingen grill, ingen sjove temafester eller hyggelige timer med mine nye skolekammerater. Det var måske derfor et held i uheld, at jeg pådrog mig en massiv forkølelse tirsdag aften, som varede nærmest ugen ud. Jeg sov dagene væk på mit hostel uden at føle, at jeg gik glip af noget som helst!
Denne uge til gengæld: En stor oplevelse!
Min første skoleuge har været hektisk, lang, udfordrende og ind i mellem også frustrerende. Men på samme tid har jeg aldrig haft så intens en følelse af, at der SKER noget. Tætpakket. Alt for mange gange er spørgsmålet: "Var det virkelig i går!?" dukket op i mit hoved. Som tredjeårsstuderende på et universitet har man efterhånden prøvet skolestart en del gange, men jeg har aldrig mærket det så meget som nu.
Især også fordi jeg har været fuld to gange på de fem skoledage, jeg har haft
Mandag startede jeg med et fag, som de nuværende 2. års elever tager. Online Journalism Production hedder det, og underviseren er faktisk fra Norge. Det er et lidt skævt, knap så akademisk fag, hvor vi skal producere små historier i løbet af semestret, men med hovedfokus på andre aspekter af historien: Fotos, videoer, lyd osv. Vi skal lære at bruge de sociale medier i kombination med hinanden, og til september, når der er finale i den australske football-liga, skal vi skabe og opdatere en liveblog under hele kampen. Jeg tror vist, jeg skal lære reglerne for denne temmeligt kaotiske (og ret grinagtige) sport først. Google det, så ved I hvad jeg mener.
Tirsdag havde jeg den første praktiske del Online Journalism Production, og det var endnu en god oplevelse. Men så skete der noget, jeg ikke havde forudset. Jeg gik til den første forelæsning i de nuværende tredjeårselevers kernefag: Advanced Journalism Production. Og her måtte jeg allerede efter en halv time give fortabt - det var simpelthen for svært. Ikke bare brugte underviseren et meget fagligt og kompliceret sprog, hovedopgaven for faget var en detaljeret, grundig og ikke mindst udfordrende journalistisk dækning af det forestående delstatsvalg i Victoria, hvori Melbourne er hovedstaden. Av. Jeg styrtede op til manden efterfølgende og forklarede ham, at jeg nok var nødt til at skifte fag. Nu.
Heldigvis havde jeg mulighed for at skifte til førsteårselevernes kernefag Writing for the Media. Pyh. Og det fag havde jeg så torsdag i en praktisk del, der gav mig ro i sjælen. I næste uge skal vi lære lidt om komma, så jeg tror jeg overlever
Onsdag og torsdag havde jeg mit tredje fag, Sport Media Issues, der også er et tredjeårsfag. Onsdag havde jeg tømmermænd efter en bytur til klokken 5 om morgenen med pigerne fra mit hostel, så jeg var et mindre nervevrag, da jeg mødte op - min frygt for en gentagelse af tirsdagens oplevelse virkede nært forestående. Men heldigvis var det også et lidt skævere, ikke så alvorligt fag, hvor man i stedet for at bedrive hardcore journalistik diskuterer de mere etiske sider af journalistfaget. Jeg blev meget overrasket over, hvor meget den side af faget fylder hernede: Spørgsmålene om, hvad en journalist kan tillade sig og hvad vores etiske ansvar er, er en essentiel del af at arbejde for pressen i Australien. Faget har en slags debatform, hvor vi hver uge diskuterer problemstillinger i sportsjournalistikken. Næste uge lægger vi ud med, hvorvidt dækningen af kvindesport er passende - eller for lille! Cool.
Og endnu engang: I morges (Gud, var det i morges!?) vågnede jeg hos en svensk veninde på hendes collegeværelse på campus. Der havde været fest i universitetets bar aftenen før, og jeg skulle have mit fjerde og sidste fag kl. 13. Så jeg havde fået lov at sove hos hende for at slippe for den lange transporttid mellem byen og campus. Sports Journalism Internship bliver også en udfordring for mig, og i dag og de næste tre fredage skal vi trænes i at finde, opsøge og sikre os en praktikplads på vores drømmepraktiksted. I teorien i hvert fald. Det er jeg spændt på! Med hensyn til festen i går, så var det super sjovt endelig at feste med andre studerende - knap så sjovt at de lukker festen klokken 1 pga. nogle underlige timeregler. Der var så mange mennesker, at de kunne have holdt åben til klokken 6!
En af de største kulturforskelle på universitetet her og i København (udover den meget anderledes måde de kører et semester på) er, at de er fokuserede på JOBS. Drømmejobbet, jobskills, den rette profil, kvalifikationer, muligheden for at begynde sin karriere allerede inden man er nået til sit andet år osv. I samtlige fag er spørgsmålet "What's your dream job?" blevet stillet. Og det kan være meget svært som dansk humanist at begynde at tænke i de baner. Hernede ved de det allerede når de er 20! Nærmest. Men måske er det meget godt at blive presset lidt ud i de tanker. For man skal jo finde et eller andet at lave, når man bliver voksen
Ellers fører jeg rimelig meget en pendlertilværelse, fordi jeg ikke har haft held med boligsøgningen endnu. Det skal nok lykkes, men indtil da må jeg finde mig i de utroligt ringe busplaner og timelange ture fra Melbourne og ud til mit campus, der ligger i forstaden Bundoora. Find det på Google Maps, det er langt væk.
Én af de bedre nyheder i denne uge var dog, at jeg har modtaget et Study Abroad Ambassador Scholarship på 1000$ (!), som kun kræver, at jeg deltager i et par arrangementer i løbet af semestret. Jeg belønnede mig selv med laks fra Aldi til aftensmad - laks er hammerdyrt åbenbart. Er klar til at gå omkuld nu. Og hvis du er nået hertil i din læsning, vil jeg bare sige tak, fordi du holdt ud
Anna.
- comments
Mutti Ikke svært at holde ud, det er jo enormt sjov læsning. Held og lykke med uge 2 på Uni.
Jubber Ahhhh Anna! Jeg er så misundelig, det lyder fedt! Min udlængsel er rimelig ukontrollerbar for tiden! Nyd det
annabis Mange tak begge to :) Jeg nyder det så meget jeg kan og suger til mig!!
Dad Super beretning
The Bro Keep up the good spirits nab! :)
Farmor Skønt at følge med i dit liv Knus herfra.