Først en advarsel: Meget langt blogindlæg forude.

Man kan vist godt sige, at jeg fik udnyttet min Mid Semester Break (eller bare Spring Break) til det yderste. Jeg har i selskab med 3 andre eventyrlystne danskere haft en intens og oplevelsesrig roadtrip i New Zealand, hvor vi nåede - næsten - hele vejen rundt.

Inden turen gik sydpå til landet bag Ringenes Herre fandt jeg dog endnu engang mig selv i den situation, at jeg skulle finde et sted at bo. Min måned i Cardigan Street i Carlton var ovre, og jeg sad igen og skrev og ringede til australiere med boligopslag på Facebook. Men uden held. I hvert fald i den henseende! For jeg er så heldig at kende en tysk pige - Carina - som jeg har mødt på La Trobe. Det var hende, der inviterede mig med sig og sin australske værtsfamilie til The Great Ocean Road for en weekend. Hun kom en dag og sagde, at de havde et ekstra værelse ledigt.

Så fem dage før flyet mod Auckland pakkede jeg alt, jeg ejede, og tog en tram ud til forstaden Essendon, hvor jeg nu har eget værelse med bad ovenpå familiens garage. Det er nærmest en luksus, og familien har taget så godt imod mig, at jeg stærkt regner med at blive boede, på trods af over en times transport til både selve Melbourne og La Trobe campus. Jeg har lagt billederne af værelset på Facebook.

Men endelig blev det torsdag eftermiddag, og Tim (manden i huset) kørte mig til lufthavnen. Jeg skulle mødes med de tre andre danskere, Nanna, Anja og Magnus, i Auckland senere på aftenen. De studerer alle tre i eller omkring Brisbane, og var kommet ned tidligere på dagen. Vi havde lejet os ind på et hostel (jeg føler mig ganske rutineret nu) i centrum af byen, hvor vi skulle have to overnatninger inden turen gik sydover. Jeg ankom ved 23-tiden og fandt værelset. Vi snakkede lidt sammen, inden vi lagde os til at sove alle fire.

I løbet af turen har jeg skrevet dagbog hver dag, så jeg har et rimelig fyldigt referat af de 11 dage, turen varede. Det er især også for min egen skyld, at jeg har skrevet så meget. Jeg tilføjer også lige lidt ekstra kommentarer, nu hvor det hele er set i bakspejlet. Fortællingerne kommer herunder med dato og sted, så hvis du vil følge ruten på Google Maps eller noget lignende, kan du gøre det :)

26.09.14 - Auckland

I dag stod vi op, da vi vågnede - 9.30 lokal tid. Forskellen til Danmark var 10 timer. Det var en rolig morgen, hvor vi, efter at have talt meget med hinanden på værelset, gik ned i det store hostel-køkken på Base og fik gryn med rosiner og mælk. Det viste sig siden at være vores daglige morgenmad på resten af turen! Nanna studerer kommunikation på CBS og var ligeså stor fan af søde sager, som jeg selv. Det fik vi talt meget om på turen. Anja læser jura på Aarhus Universitet derhjemme, og hun var ligeså glad for billig rødvin, som jeg var. Og så var der Magnus, der kaldte sig selv for Adonis, når vi spillede kort. Han læste International Business and Politics (IBP) på CBS, men havde haft tre år i hæren før det, så han havde styr på alt det, vi havde brug for at vide mht. kørsel af campervan og overlevelse i vildmarken. Uden ham, var vi nok ikke kommet nogen vegne.

I Aucklands gader var der mere end almindeligt beskidt, og det vrimlede med turister, hjemløse og kedelige shopping-kæder. Vi gik direkte til deres SkyTower, der med sine 60 etager havde udsigt over hele byen, bugten og andre dele af byen på den anden side. Fra oven var byen langt smukkere, og vi kunne se havet, havnen og de mange broer og skibe og øer i området. De kalder Auckland for The City of Sails, og det forstod man hvorfor. To etager under os kunne man springe bungyjump fra et udendørs område, og en pige stod klar med hænderne i et fast greb om hvert sikkerhedsværn. Hun havde lænet sig forover og kiggede ned, men hun slap ikke. Folk omkring os begyndte at stoppe op og kigge ned og heppe, men hun blev stående. Til sidst måtte hun med skræk i ansigtet vende sig om og lade guiden skubbe hende ud over kanten. Det gav et sus i folk, mens vi stod og så hende falde ned med elastikken om livet.

Efter SkyTower gik vi ned til havnen og købte billetter til en 1,5 times rundfart i Auckland bugt. Der var høj sol og mild vind, så det var nok den bedste måde at bruge tiden i Auckland på. Vi sejlede ud til en vulkanø, der var dækket af det meget almindelige 'christmas tree'. Øen var helt rund, og man kunne gå hele vejen til toppen via små ruter i skoven. Det kriblede lidt i mig for at komme derop, men vi skulle tilbage til Auckland. Tilbage i Auckland fik vi alligevel gået en lang tur, da vi besluttede at gå op på toppen af byen til deres museum. Det viste sig desværre at være ret dyrt, så vi satte os i stedet på trappen udenfor og nød udsigten.

Vi begav os ned til byen igen og tilbage til Base. Her planlagde vi de næste på dage, og ved aftensmadstid tog vi en havnebåd over til Devonport på den anden side af bugten for at spise aftensmad. Aucklands skyline var et smukt syn om aftenen! Vi fandt en rigtig pub, hvor vi fik Guiness og god mad. Og da vi kom tilbage til Base igen, var vi alle fire ret spændte på at komme af sted sydover dagen efter.

27.09.2014 - Auckland - Pukehina Beach

Vi stod tidligt op for at begive os mod campervan-udlejningen. Klokken 7 ringede alarmen. Men af en eller anden grund var vi først fremme klokken 10.30, og det kunne måske godt have givet os et praj om, at vi generelt ikke var de hurtigste til at komme af sted. Men heldigvis var der tid nok. Lejen af bilen blev langt dyrere, end vi havde regnet med, og udlejerne var i det hele taget glade for gebyrer på alt, hvad der kunne kommes gebyrer på. Vores humøret var lidt derefter, og det hjalp ikke, at vi skulle majes igennem en lang video, der viste os alle funktionerne i campervanen. Det var en ordentlig spand på 7 meter, og selvom vi kun var fire, havde den plads til 6 mand. Måske havde vi undervurderet, at den sådan set skulle være vores hjem i små to uger, for der var meget at tage højde for - gas, vand, strøm, benzin, køleskab osv.

Men efter en kort tur med Magnus bag rattet holdt vi ind ved det nærmeste supermarked og fyldte bilen op med mad, vin, cola, kaffe og snacks. Plus alt det, man glemmer: Salt, peber, opvaskemiddel, toiletpapir... Omkring 1000 kroner kom vi af med, men det skulle jo til!

Vi satte kursen mod Matamata, hvor det foreløbige højdepunkt på turen ventede: En guidet tur i Hobbiton, hvor Herredet i Ringenes Herre blev optaget. Anja var co-driver ved siden af Magnus, og Nanna og jeg sad pænt med seler på bagi. Ved 15-tiden ankom vi, og vi skyndte os at booke dagens sidste tour kl. 16. I alt 350 spir. Bare på beløbet. Nå, men touren var under alle omstændigheder ingen skuffelse. Det var en fantastisk rundvisning på 2 timer i det flotte område, hvor alt så ud som på filmen. At se søen, træerne og de flotte hobbit-huse var en stor oplevelse. Toby var vores guide, og han havde masser af gode historier at dele. Vi sluttede af på The Green Dragon med en øl (inkluderet i prisen - det manglede bare) og ild i pejsen. Der var en lækker, velpolstret kat at ae inden afgang.

Da det begyndte at blive mørkt, satte vi kurset østpå. Magnus havde downloadet en nærmest - skulle det vise sig - uvurderlig app med kort over New Zealand og de mange holdepladser til campervans landet over. Han havde udset sig et spot på en lille tange syd for Tuaranga kaldet Pukehina Beach, og det var gratis. Men det blev mig, der kørte derud, og jeg har ikke i mit liv været så ræd for at sætte mig bag rettet på et køretøj. Jeg tog mig sammen og kørte ud på landevejene med det store skrummel af en bil (igen, 7 meter), i tusmørket, i venstre side, i et fremmed land. Jo, jeg nåede da at tænke: "Min mor skulle se mig nu," men jeg kunne ikke nyde det, før vi var fremme. Det skulle nemlig vise sig, at vi også lige skulle op over et bjerg, så jeg kørte både i rundkørsler, på stejle, små veje og i hårnålesving i mørket. De bagvedliggende biler var ikke glade, men jeg var ligeglad. Da vi endelig holdt stille for enden af Pukehina Beach, kravlede jeg rystende ud af bilen til den mest forfriskende lyd, jeg havde hørt længe: Havet. Vi holdt nærmest på stranden, og man kunne dufte saltet i luften. Humøret var højt, og vi fik gang i de tre gasblus i camperen, hvor jeg og pigerne lavede pasta og kødsovs til (sen) aftensmad. Vi drak rødvin fra vores 3-liters dunk og snakkede og lyttede til bølgerne udenfor. Det gode liv!

28.09.14 - Pukehina Beach - Mangaweka

Magnus var fan af solopgange, og det fik vi at mærke dén morgen. Hans vækkeur ringede lidt i 7, men erklærede (heldigvis), at det var overskyet og gråt udenfor. Vi sov til 9.30 i stedet, og det var diset men mildt, da vi trådte ud af bilen. Vi spiste vores havregryn med rosiner, banan og mælk på et lille bord-bænke-sæt lige ved stranden, og bagefter gik jeg lige ned og dyppede tæerne i Stillehavet.

Herefter satte vi kursen mod Rotorua, der var kendt for sit geothermale område. Kort sagt: Geysere og varme kilder. Jeg kørte, og det var en fornøjelse at køre i dagslys! I Rotorua besøgte vi et lille område, hvor der stod damp ud af små sprækker i jorden, og hvor der var udsigt til små mudderpøle og pytter, hvor vandet stødkogte. Det var utroligt at se jorden under sig på dén måde. Så kørte vi til den smukke Lake Rotorua, hvor vi drak kaffe på kajen. Solen skinnede igennem skyerne, og i horisonten kunne man se bjerge og andre dele af byen.

Magnus kørte videre til den store attraktion syd for byen, Wai-o-Tapu. Her var et kæmpe område med thermalsk aktivitet, fantastiske farver i jorden og i søerne. Gult, grønt, rødt, hvidt og sort. Champagne-poolen var det vildeste sted på vores gåtur rundt i området, der med sin brusende damp fyldte luften omkring os. Turen varede 1,5 time, og man følte sig hensat til en anden, ukendt planet. Vi sluttede med frokost i bilen og et hurtigt kig på den største mudderpøl på den sydlige halvkugle. Mudder lyder sjovt...

Sidste strækning på dagen gik forbi den kæmpestore og vulkansk aktive Lake Taupo. Det blæste, og Anja kørte for første gang - hun var lidt presset (ligesom jeg havde været), men klarede det i fin stil. Lige pludselig viste der sig nogle høje, sneklædte bjerge i horisonten, og der var skum på bølgerne i søen. Vi stoppede hurtigt, og så kørte Magnus videre.

Men så skete der noget uforudset. Vi passerede Turangi, og det var meningen vi skulle have tanket. Men jeg sagde henkastet: "Vi tager bare den næste tankstation." Det viste sig at være sidste tankstation de næste 50 kilometer ned af den øde landevej Desert Road - midt i ingenting. Lygten for en lav tank lyste os i ansigtet gennem den spektakulære rute, der havde været en spændende tur, hvis vi ikke havde været så nervøse. Vi talte meget lidt, og Magnus gav mig sin telefon med kort-app'en. Det ville blive presset at nå den næste by, Waiouru. Landskabet var flat, mørkt og råt, og det regnede og blæste. Der løb høje kabelmaster parallelt med vejen, og de syntes at løbe ind i en diset uendelighed. På et tidspunkt sagde jeg højt: "Ifølge GPS'en er der 10 kilometer tilbage. Jeg tror godt, vi kan nå det!" Men da ramte vores kilometertæller 0, og vi kørte i teorien på dieseldampe. Lige pludselig kunne vi se lys forude, men da begyndte bilen at hoste og køre i hak, og da vi kunne se byskiltet gav den et ordentligt ryk. Magnus kiggede på mig: "Det var det." - "Er du sikker?" "Ja." Bilen døde, da vi trillede forbi Waiouru byskilt, og der var 200 meter ned til tankstationen.

Vi kunne ikke rigtig tro på, hvor heldige vi på den ene side var, og på samme tid så utroligt uheldige. Sølle 200 meter. Men Anja og jeg hoppede ud i regnen og gik ned til stationen, hvor vi købte en tom dunk, fyldte den med 5 liter diesel, gik tilbage og fyldte det på bilen, som Magnus så kørte ned til stationen og fyldte helt op. Vi åndede lettet op og kørte videre til endnu et udvalg sted, Magnus havde fundet på sin GPS. Vi holdt stille på Mangaweka camping kl 19.30 for foden af en stejl bjergvæg og tæt på en larmende flod. Her fik vi resten af vores pasta og kødsovs, masser af rødvin, og vi fortalte historier fra Roskilde Festival inden vi krøb i soveposerne. Sikke en dag.

29.09.14 - Mangaweka - Wellington

Vi havde sovet i en dal. Ved siden af en flod. Uden varme på. Så da jeg vågnede klokken 7 og stod op som den første, var det som at gå rundt i et køleskab. Jeg havde meldt mig frivilligt til at bade først, og jeg "tog en for holdet" og badede uden at betale (vi havde kun mønter til tre) - det vil sige uden varmt vand. Jeg vadede over det dugvåde græs i mit nattøj mod det åbne skur, der gjorde det ud for badet. Det stod tæt ved floden, havde spindelvæv i loftet og intet lys. Jeg behøver nok ikke sige, at jeg frøs som bare fanden.

Efter den kolde fornøjelse var jeg tilsvarende frisk, og vi fik sat varmeblæseren til. Pigerne havde frosset om natten, mens jeg havde haft det skønt i den gåsedunssovepose, jeg havde lånt af min nye værtsfamilie. Så jeg går ud fra, at det gik op med badene. Jeg kogte kaffe i den frysende bil, og mens de andre gik i bad, satte jeg frem til morgenmad. Solen steg, og på et tidspunkt ramte den også bunden af dalen og bjergryggen. Så kom varmen igen.

Magnus kørte videre mod Wellington et par timer, mans Anja og jeg sad bagi og kiggede på de milliarder af får, der befærder New Zealands marker. Det vrimlede med små, nuttet lam der løb rundt og legede, og vi blev enige om, at der nok ikke fandtes noget mere overnuttet! Vi stoppede kort for at købe forsyninger, og vi anskaffede os et jackstik til bilen. Så da jeg overtog rattet mod Wellington var det med solskin og Kygo-remix fra Magnus' telefon på høj volumen. Humøret var højt, og der var meget smukt langs kysten ned mod hovedstaden. Vi kørte direkte ned til havnen, hvor der var plads til campervans, spiste frokost og gik ud i byen. Vi tog en Cable Car til det højeste punkt, den botaniske have. Her gik vi lidt rundt og bød udsigten over byen og bugten, inden vi tog ned igen for at besøge deres nationalmuseum på havnen ved navn Te Papa. Den største oplevelse hér var dog nok deres Wifi, som vi gjorde brug af i omkring tre kvarter.

Herefter fandt vi byens hyggeligste gade, ..., og cafeen Fidel's, hvor den stod på øl og burgere. Vi handlede ind til de næste par dage og lækre sager til vores forestående tur i Abel Tasman National Park på sydøen. Tilbage i bilen fik Anja og jeg fornøjelsen af at tømme toilettanken. Derefter et bad i bedre forhold end dagen før, rødvin og musik i bilen. Vi skulle med The Interislander til sydøen tidligt næste morgen.

30.09.14 - Wellington - Motueka

Vi vågnede til lyden af andre biler på kajen i Wellington. Den var ikke 7 endnu, men vi skulle hurtigt over i køen til den store færge. Da vi holdt i køen sammen med alle de andre campervans fik vi vores morgenmad med solopgangen over vandet ind af vinduet. Det ville blive en smuk dag!

Vi gik direkte mod Wifi-området på færgen, og vi sad i tavshed og ordnede forskellige ting. Men solen steg, og vandet var dybblåt udenfor, så vi gik op på soldækket for at nyde udsigten. Der var høj sol, stærk vind og udsigt til grønne skråninger med træer og små stier overalt. Det var en spektakulær tur.

Resten af turen gik med at spille 500, drikke cola og spise Skittles. Vi ankom til Picton på sydøen omkring middag og kørte direkte sydpå mod Blenheim. Magnus havde et stort ønske om at prøve en vinsmagning i området, så vi fandt en smuk vingård ved navn Cloudy Bay, der var blevet ombygget for nylig. Det var et utroligt roligt og idyllisk sted med en åben terasse, kurvestole der hang fra træernes grene og behagelige sofaer i solen. Både Magnus, Anja og Nanna smagte på forskellige vine, men siden jeg skulle køre, blev det bare til en lille is - det havde de heldigvis også. :)

Herefter gik det mod Abel Tasman National Park, hvor vi havde planlagt at bruge en hel dag. Turen derop var dejlig og afslappet, selvom vi efterhånden var kommet ind i et bakket landskab med skarpe sving og stejle områder. Vi stoppede kort i Nelson for at tanke, og vi fandt fire ens huer til vores planlagte gletschertur et par dage senere. De skulle vise sig at være en god investering!

Magnus kørte os det sidste stykke op til Motueka, hvor vi fandt en parkeringsplads meget tæt på kysten. Vi nåede de sidste minutter af solnedgangen, inden vi lavede taco til aftensmad med creme fraiche og salsa, rødvin og musik fra min iPhone. Endnu mere 500 og flere Roskilde Festival-historier afsluttede dagen.

01.10.2014 - Motueka - Hope Saddle Lookout

Det er første dag af den anden forårsmåned her på den sydlige halvkugle. Vi har det som om, vi er på kanten af verden, da vi står op for at se solopgangen over havet. Klokken 7 står vi alle fire på stranden og lader det orange lys skinne os i ansigterne. Himlen skiftede de dybblå nuancer ud med lyse, klare blå striber, og nederst steg solen midt i et orange bælte af lys. Den var meget skarp, og der blev lysere i luften omkring os for hvert sekund.

Camperen var en kontrast til den stigende varme udenfor - der var kolde inde bag gardinerne, da vi kom tilbage for morgenmad. Men vi skyndte os, og vi kom hurtigt af sted mod et informationscenter, hvor en venlig dame gav os råd om ruter og priser på vores forestående vandretur i Abel Tasman National Park. Jeg sendte et postkort hjem ved samme lejlighed (er det kommet frem endnu?).

Magnus kørte os op til Manarau, hvor vi mødte vandet. Her startede vores tur op langs kysten i en vand-taxa - en stor speedbåd med plads til 16 mennesker. Den ville sejle os op til Anchorage omkring 15 kilometer oppe af kysten, og så ville vi gå tilbage. Vi satte os op i speedbåden, som var hægtet på en lille traktor, der kørte hele vejen ned til vandkanten og bakkede båden ud i lave vand. Omkring os slæbte folk kajakker ud i det stille, lyseblå hav, og solen skinnede stadig fra en skyfri himmel. Det var en sjov tur ud på det mere åbne hav op mod Anchorage, og vi nød vinden og bølgerne.

Vi ankom til en lækker sandstrand, men begik allerede ved ankomst en fejl: Vi forsøgte at hoppe ind på stranden fra båden med sko på. Det resulterede i gennemblødte Nike Free-sko på stribe, som vi måtte bruge flere timer på at gå tørre.

Vi gik først op til et højt udsigtspunkt - Pitt Head - for at få udsigten med. Det var en lille rundtur op og ned igen på et par kilometer. Men jeg må nok indrømme, at minimal motion, øl og lidt for meget god mad var med til at gøre turen op temmelig anstrengende. Jeg pustede og svedte og stoppede op med hænderne på knæene for at få luft på de stejle skrænter. Så forpustet havde jeg ikke været i lang tid. Magnus stod bare og grinede af mig uden at være den mindste smule forpustet, da jeg endelig nåede toppen. Men det var heldigvis turen værd, for foran os lå det stille, blå hav, grønne øer med høje toppe og en kystlinje, der strakte sig ind i sollyset langt ude. Vi fik vand og en müslibar, inden turen gik ned igen.

Resten af turen fra Anchorage og tilbage til Manarau var 12,7 kilometer plus et par kilometer mere tilbage til vores parkeringsplads. Det var en helt uforglemmelig tur gennem et lille hjørne af den store nationalpark, hvor der fortsatte med at være udsigt over bugterne og hvide sandstrande i bunden. Vi gik på stier i en tæt skov med palmer, fugle, vandløb og tætte, høje stammer foroven. Det meste af ruten var flad, så jeg kunne bedre nyde omgivelserne hér :)

Vi spiste vores medbragte frokost på en klippekant med udsigt over en bugt, hvor der lå et hvidt sejlskib og nød solen. Vandet skinnede under os. Undervejs på turen gjorde vi flere stop for at sidde lidt, tage billeder eller spise en TimTam eller to (billige chokoladekiks, vi burde importere til Danmark). Ved hjemkomst til Manarau gjorde fødderne ondt, og min hofte havde det lidt strengt, men vi var i sommerstemning efter en dag i solen. Vi fik alle taget et velfortjent bad på campingpladsen ved siden af, vi fik vasket tøj og drukket en eftermiddagskaffe uden for camperen. Anja og jeg sad i den sidste aftensol med bare ben og kaffe for at skrive om dagens tur.

Resten af dagen gik med en længere køretur sydpå for at indhente lidt af tiden ned mod gletscherne syd på øen. Vi endte med at spise en mindre aftensmad end de andre aftener, da vi fandt en parkeringsplads på toppen af et lavt bjerg mellem Atapo og Glenhope. Stedet hed Hope Saddle Lookout, og vi fik det bedste med af stjernehimlen fra toppen, hvor stjernerne lyste klarere end jeg længe har set. Det var sent, og vi var trætte efter omkring 18 kilometers gåtur på cirka 4,5 time. Ingen rødvin denne aften, og der var koldt i bilen da vi lagde os til at sove.

02.10.14 - Hope Saddle Lookout - Ross

Vi sov for længe i dag. Vi satte ikke nogen alarm, så klokken blev 10 inden vi kom ud af poserne. Man kunne i den grad mærke gårsdagens gåtur i benene og bagdelen, og min krop var mat. Heldigvis skinnede solen på toppen af bjerget, og der var en fantastisk udsigt i dagslyset.

Anja kørte vestpå mod kysten til Westport, hvor vi handlede stort ind. Det var kontrast til gårsdagens sommervejr, for det styrtede ned og var gråt, da vi nåede frem. Nanna og jeg sad bag i bilen og frøs med soveposer over os og huerne på. Efter stoppet byttede vi, så jeg kørte sydpå langs kysten. Vi ville ikke nå Franz Josef-gletscheren, men vi prøvede at nå så langt som muligt.

Vi havde besluttet at se The Pancake Rocks ude ved kysten i Paparoa National Park, så dér gjorde vi holdt. Turen ned langs kysten havde været utrolig flot med brusende bølger, lave skyer og vilde klipper ud havet. Med jævne mellemrum brød solen frem over havet og skinnede igennem disen, og vi kunne se lidt længere ned af kysten, der virkede uendeligt lang.

Da vi parkerede bilen for at tage den 15 minutter lange gåtur ud til pandekagestenene regnede det ikke. Men langsomt begyndte det at dryppe, og regnen tog til i styrke, så vi til sidst gik rundt i et regulært skybrud. Kun Magnus havde ordentligt udstyr med, så vi tre piger blev fuldstændig gennemblødte. Pandekagestenene var en vild oplevelse, men det blev kun til to minutters betagelse, før vi måtte styrte tilbage til bilen. Her var der kaoskontrol, og vi fik alle skiftet til tørt tøj. I informationscentret ved siden af lånte vi aviser til skoene. Da vi kørte videre, var det igen tørvejr - utroligt uheldigt.

I Greymouth holdt vi ind for at tanke. Alt gik fint indtil jeg skulle ud fra tankstationen. Jeg havde glemt, at jeg kørte en 7 meter lang bil, så jeg drejede for skarpt og skrabede mod bilen til højre for mig. Magnus råbte STOP omme bagi, men det var for sent. Jeg bakkede og hoppede ud med røde kinder og rystende hænder. Manden i bilen var også steget ud, men han virkede underligt forvirret og overrasket. Hans bil var i forvejen meget skadet, så det værste var sådan set vores egen camper, der havde fået en lang, blå skramme. Han sagde, at vi ikke skulle tænke på det - han ville ikke kræve erstatning. Jeg kørte videre med bankende hjerte, men heldigvis var der jo ikke sket noget alvorligt. Vi endte med at betale omkring 400 kroner for skaden, der var dækket af vores forsikring.

Vi stoppede i Ross 18.30, en gammel guldmineby langs kysten. Holdepladsen lå ved Historic Empire Hotel, der i virkeligheden var en gammel bar, som lignede noget fra en westernby i Texas. Der var både bad, toiletter og strøm til bilen, og da vi gik ind i baren for at betale, fik vi os en stor overraskelse. Der var ild i pejsen, masser af alkohol på hylderne, poolbord, en kæmpe hund på gulvet og ikke mindst 7-8 store, vejrbidte fiskere med langt skægt, uldtrøjer, gummistøvler og kæmpestore øl i hænderne. Ejeren, Mark, var venlig og havde et snu glimt i øjet og et skævt smil. Jeg følte mig aldeles malplaceret og sat tilbage i tid, men der var så hyggeligt, at det var svært ikke at slappe af. Magnus var ét stort smil.

Ude i camperen lavede jeg aftensmad - pasta med kylling og en flødesovs med grøntsager. Efter maden gik vi tilbage til baren, hvor vi købte fadøl, hørte livemusik og talte lidt med nogle af fiskerne. Der var en helt speciel atmosfære, og det var så utroligt klicheagtigt uden at være kliche overhovedet på samme tid. Det var ægte og langt fra alt, hvad der var turisme. Vi nød det hele.

Ved sengetid styrtede det ned, og vi sov med varmeblæseren på for at forsøge at tørre mere af vores våde tøj. Vi bad til, at vores sko blev tørre til gletscherturen dagen efter.

03.10.14 - Ross - Ross

Det havde været en anderledes nat med massivt regnvejr og hagl, en varmeblæser på fuld tryk og måske en smule for meget alkohol i blodet fra den hyggelige aften i baren aftenen før. Magnus og jeg tog gårsdagens opvask i køkkenet ved siden af campingpladsen, og efter endnu en omgang gryn med rosiner, banan og mælk satte vi kursen mod Franz Josef-gletscheren.

Da vi ankom til parkeringspladsen, var der fyldt med andre campervans. Det var en populær destination. Vi fik en klapsammen med rugbrød, som vi havde fundet i det seneste supermarked, og pakkede os ind i alt vores varme tøj. Mine sko var heldigvis tørre, men Anja måtte finde sig i fugtige sko.

Gåturen op til gletscherfoden varede omkring 45 minutter. Det var en utrolig oplevelse at gå i det brede flodleje, hvor vandet strømmede i smalle men heftige strømme flere steder. Det var blevet forår, så det smeltede vand strømmede ned af bjergsiderne på begge sider af os. Der var store kampesten omkring os, og der var en lav, mørk himmel over os. Det var som at gå på en anden planet igen, men denne gang var det et råt og voldsomt landskab, vi skulle igennem.

Tættere på gletscheren gik det mere opad, og det var tåget. Det begyndte at regne. Stenene omkring os og gruset, vi gik på, var næsten sort. Der var skilte med faresignaler mange steder, der alle formanede os om at blive på stien. Flere turister var omkommet i årenes løb efter at have bevæget sig for langt ud i området. Og endelig viste gletscheren sig længere fremme - en grå og temmelig sørgelig bunke af sammenpresset sne, der snoede sig ned fra de høje bjerge bag den. Den maste sig ned i flodlejet, men var langt fra samme størrelse, som den havde været bare seks år tidligere. Vi stod på toppen af en større skråning med grus og kunne se ned til gletscheren, og for seks år siden havde den strakt sig til nogenlunde hvor vi stod nu. 250 meter væk. På én gang var den både ærefrygtindgydende og sørgelig at se på, i den krympede tilstand den var i. Men det var uden tvivl en oplevelse at være vidne til sådan et imponerende stykke natur. Det begyndte at hagle stærkt, og vi begav os tilbage mod bilen.

Tilbage i bilen fik vi en kop kaffe og et æble, og siden vi havde mere tid besluttede vi at køre ned til Fox Glacier, der lå 25 kilometer længere sydpå. Det viste sig dog at være totalt spild af tid, da forholdene på dagen betød, at det sidste stykke af stien op til gletscheren var lukket. Vi kunne ikke engang se den fra udkigspunktet, vi stod på.

Da vi ikke havde planlagt mere den dag, kørte vi tilbage mod Ross, hvor vi havde planlagt at sove én nat mere. På vejen besøgte vi et kiwi-reservat, hvor vi kunne se den mest berømte og truede fugl i New Zealand. Vi gav 30 dollars (150 kroner) for at se to kiwier gå rundt og hakke i jorden i et mørkt rum, og vi følte os godt og grundigt snydt. Selvom den var sød.

Jeg kørte de resterende 100 kilometer med Justin Timberlake på anlægget, og da vi ankom til Ross var det tid til aftensmad. Vi gik direkte ind i baren og hilste på Mark bag baren, der var glad for at se os igen. Da vores tøj fra besøget ved pandekagestenene endnu ikke var tørt, tog vi det med ind og tørrede det foran pejsen. Jeg fumlede rundt med det et stykke tid, og én af de lokale med 40 cm langt, gråt skæg og våde øjne stod og kiggede på, mens han talte i telefon. Pludselig sagde han ind i røret: "Hold on, I just need to help this foreign b**** here." Jeg gloede på ham, og han kom smilende hen og hjalp mig med at hænge tøjet op. Det var åbenbart hans måde at være venlig på! :)

Vi bestilte aftensmad, og jeg fik en hjemmelavet seafood chowder, der er en tyk suppe med rejer, muslinger og hvid fisk i. Det var så ægte, som det overhovedet kunne være. Vi lånte deres Wifi og gik i bad på skift. Vi sluttede aftenen af med en skive knækbrød og et glas rødvin.

04.10.14 - Ross - Lake Pearson

Jeg var først ude af posen denne morgen. Jeg ryddede op, satte frem til morgenmad og forsøgte at holde varmen. Vi kom hurtigt at sted nordpå - vi ville køre over Arthur's Pass i dag for at komme til Christchurch på østkysten.

Men denne dag skulle det vise sig at være svært at komme nogen vegne. I et informationscenter i Hokitika fik vi at vide, at de krævede snekæder for at krydse passet i dag. Det havde vi ikke. Vi brugte lang tid på at overveje vores muligheder, for vi kunne enten vælge at vente, køre nordom (10 timer i bil) eller sydom (15 timer i bil). Vi var irritable af ubeslutsomhed, og endte med at køre ind et sted for at få prisen på snekæder. De var dyre, så endnu engang overvejede vi. Jeg fik den ide at ringe til vores camperudlejning og spørge, om de ville refundere beløbet, hvis vi købte kæderne, og det ville de.

Så midt på eftermiddagen efter en lang og kedelig morgen fik vi købt et sæt snekæder og satte kursen mod Arthur's Pass. Vi var stille og trætte efter de lange diskussioner, men det var en lettelse at være på vej. Det viste sig siden, at der ikke var skyggen af sne hele vejen over passet, og vi var forundrede og forvirrede over, at der havde været krav om snekæder i første omgang.

Passet i sig selv var heldigvis smukt og scenisk. Vi kørte nede i dalene med høje bjergsider på hver side, og de fleste havde sne på toppen. Solen skinnede, og udsigten fra det høje bjergterræn var spektakulær. Vi gjorde et holdt midt i Arthur's Pass National Park, hvor vi satte os på en lille stenbænk og nød solen og en TimTam.

Vi kørte yderligere 45 minutter, før vi nåede Lake Pearson, der var en smuk, stille bjergsø. Her besluttede vi at blive natten over, selvom udsigten til nattefrost lurede. Vi startede med en længere gåtur rundt om søen for at få varmen, og det var skønt at gå for foden af bjergene ved søens bred.

Tilbage i camperen spillede vi 500 og drak rødvin, inden Magnus lavede spaghetti carbonara til broccoli og gulerødder til. Efter maden spillede vi lidt mere, men kulden kom krybende, og vi var nødt til at gå i seng. Pladsens toilet lå lidt derfra, og jeg spænede derop i mørket med Magnus' pandelampe tændt. Jeg kunne se min egen ånde, og det var endnu en kold, stjerneklar nat. I bilen pakkede jeg mig ind i skiundertøj og uld, inden jeg lagde mig i min gåseduns-sovepose. Men der skulle alligevel gå over en time, før jeg faldt i søvn. Min sovepose var så kold på ydersiden, at jeg ikke kunne lukke kulden ude med min egen kropsvarme. Jeg krøb helt ned i posen og lukkede for ansigtet, mens jeg lagde mig i den bedste fosterstilling, jeg havde lært. Endelig blev tæerne varme, og søvnen kom.

05.10.14 - Lake Pearson - Akaroa

Da vi vågnede, var der så koldt, at man kunne se sin egen ånde - indenfor. Vi havde sovet i et køleskab. Jeg havde sovet nogenlunde efter endelig at have fået varmen, men bilen var iskold. Til gengæld skinnede solen udenfor, og det var faktisk varmere ude end inde. Så vi slog de medfølgende campingstole op for første gang og satte os med morgenmad og kaffe og kiggede på den smukke sø foran os.

Vi kørte herefter mod Christchurch. På vejen stoppede vi ved Castle Hill, hvor en stor samling af limestone-klipper var spredt rundt i landskabet. Vi klatrede rundt på dem og nød udsigten fra de høje sten.

Vi kørte videre og kom langsomt væk fra bjergene, der fortonedes i bakspejlet. Det var en smule vemodigt at vænne sig til et fladt landskab efter så mange dage med de smukke bjerge i horisonten. Syd for Christchurch gjorde vi holdt for at tage et bad på skift i camperen - første gang den blev brugt til det. Vi fik lidt frokost, og så kørte vi mod Banks Peninsula øst for Christchurch, hvor landskabet endnu engang var bakket og stejlt. vi kørte mod den største by på halvøen, Akaroa, hvor vi kørte ned til havnen og parkerede ved siden af de tre andre campervans, der havde fundet deres vej derud. Vi gik ned til Akaroas supermarked for at købe ind til italienske kødboller og mere rødvin. Tilbage på havnen var der meget stille og hyggeligt. Så for anden gang den dag satte vi campingstolene ud og så på solnedgangen over vandet. Der var meget lunt sammenligned med bjergluften, vi lige havde forladt. Vi fik en kop kaffe og TimTams før Nanna og jeg lavede aftensmad. Efter maden spillede vi endnu engang 500, drak rødvin og snakkede om turen. Stjernerne lyste over bilen, og vi nød den dejlige stilhed omkring os.

06.10.14 - Akaroa - Christchurch

Sidste rigtige dag på turen. Vi ville gerne have en sidste solopgang med, så vi stop tidligt op for at se solen stige op over bjergene omkring byen. Jeg satte mig i en campingstol med en kop kaffe og lyttede til byens morgenlyde, fuglene og havet foran mig. Solen stod langsomt op og fyldte luften med lys, og Magnus kom ud og satte sig ved siden af med sin egen kop kaffe. Vi sad i over en halv time og vågnede, men Magnus fortalte sjove historier fra hæren.

Planen var ikke klar for resten af dagen, men vi kørte ind til centrum af Christchurch. På vejen stoppede vi ved en hyggelig cafe for at få en kop kaffe og lidt kage. Jeg fik af én eller anden grund en kop kaffe med fire shots kaffe i, og jeg følte mig funky og lidt ved siden af mig selv resten af dagen.

Vi havde halvstore forventninger til byen, der for fire år siden var blevet ramt af to store jordskælv, og nu skulle have en interessant genopbygning af byen i gang. Men vi blev slemt skuffede. Det meste af byen var én stor byggeplads, og få steder stod tomme bygninger der ikke var blevet rørt siden jordskælvet. Der var vejarbejde mange steder, og der var murbrokker, glas og store containere for de mange bygningsarbejdere, der nu arbejdede i byen, overalt.

Det styrtede ned, da vi ankom til en stor parkeringsplads, og vi fordrev tiden med 500 i camperen. Ved middagstid stoppede regnen dog, og vi gik ud i byen. Vi besøgte deres RE:START Mall, en stor samling af farvestrålende containere med hyggelige og moderne forretninger og butikker indeni. Men det var stort set også, hvad Christchurch havde at byde på, og den blegnede totalt ved siden af vores mange skønne oplevelser de sidste 10 dage. Vi besøgte deres berømte katedral, der var styrtet sammen under jordskælvet, men den var desværre bare trist at se på.

Klokken 15 gad vi ikke trave rundt mere, og vi kørte ud til kysten, hvor en stor bro strakte sig langt ud i det sydlige Stillehav. Der var fiskere og måger og liv, men det var tydeligt, at det var uden for sæsonen. Vi spillede mere kort i bilen, inden vi kørte mod byen igen for at få aftensmad. Men selvom det var en almindelig mandag aften lykkedes det os ikke at finde et eneste sted, der var åbent. Så vi kørte ud af byen mod lufthavnen, hvor vi også skulle aflevere camperen dagen efter. Vi stoppede ved et lokalt Tavern - Robbie's bar and bistro - for at spise, og vi fik mandeportioner af deres fisk og fritter. Der var stuvende fuldt, og den ugentlige pokerturnering var godt i gang bag os.

Vi fandt vores campingplads og havde filmaften med de sidste dråber rødvin. Vi gjorde klar til afrejse dagen efter, hvor vi skulle aflevere camperen og ud til lufthavnen.

07.10.14 - Christchurch

Magnus tog af sted kl. 6.00 om morgenen, mens vi piger stod senere op og gjorde camperen klar til aflevering. Vi kørte ud til udlejeren og afregnede - det gik nemt - og vi blev derefter kørt helt gratis til lufthavnen.

Her sagde vi farvel og på gensyn, hvorefter jeg bevægede mig ind til gaten. Jeg brugte dagen i tre fly: Christchurch-Wellington, Wellington-Auckland, Auckland-Melbourne. I Auckland lufthavn matte jeg vente 4 timer på mit fly, og jeg tilbragte tiden med at skrive denne dagbog ind, spise en burger med en kold øl til og tjekke mine lektier på La Trobe.

Jeg landede i Melbourne omkring midnat, og Ingrid, kvinden i mit nye hjem, hentede mig halv 1.

Hjemme igen

Jeg har haft én af de mest utrolige ture i mit liv, og jeg er blevet langt mere klar på at rejse rundt i Australien efter mit semester. Der vil komme en masse billeder på Facebook af min tur, så I kan se mange af de steder, jeg har skrevet om.

Jeg har tre uger tilbage af selve skolen, og så skal jeg have et fuldtids praktikophold overstået. Men det er ikke helt på plads endnu. I Melbourne er det ved at være rigtigt forår, og nu rammer temperaturen 25 grader et par gange om ugen. I morgen (den 11.) er det præcis tre måneder siden, jeg landede i samme lufthavn, jeg ankom i for et par dage siden, men det føles som meget, meget længere tid siden. Jeg glæder mig til de tre næste måneder, inden jeg lander i Kastrup til januar!