20. November - Afsted mod Waitomo

Efter en dag på uni var det rart at mødes med Christina, som lige var ankommet hertil fra Australien, hvor hun bor for nuværende med sin kæreste. Vi aftalte for ca. en måned siden at hun skulle komme og besøge mig, nu hvor hun alligevel var "så tæt på". Hvis man reflekterer lidt over afstandene, ser vi så København og Moskva som værende tæt på hinanden? Distancen er nemlig nogenlunde den samme ;-) Så en lille uge sammen med en gammel ven tegnede godt.

Samme aften tog vi fire personer af sted fra Auckland i den lejede bil: Ask, Rikke, Christina og jeg selv. Vi havde bestilt en lille hytte nær Waitomo Caves, som planen var at besøge dagen efter og vi nåede frem henad kl. 22. Vi havde netop bestilt i forvejen, og da vi ankom udenfor åbningstiden, var der endda hængt små sedler op; først ved receptionen om hvilken hytte, vi skulle overnatte i, og derefter på døren til selve hytten 'Yes, you're right. This is your cabin' - flinke mennesker. Alle var trætte og vi gik tidlig i seng.

21. November - Waitomo Caves

Efter morgenmad på en nærliggende café, hvor vi sad og diskuterede mulige ture for dagen, bestemte vi os hver i sær for den tur, som vi syntes lød mest spændende (eller følte vi havde råd til, for priserne var temmelig høje!!). Waitomo Caves byder på mange forskellige ture, hvor man sammen med en guide bevæger sig dybt ned i hulerne for bl.a. at se de spektakulære - enten i båd, vandring, gennem vandfald, rappelling osv., og at dømme ud fra billederne, vi havde set forinden, ville hver eneste tur være spændende at prøve. Men et valg skulle træffes, og jeg selv valgte at prøve The Lost World.

Sammen med Ask og to israelere kørte vi af sted sammen med vores guide mod den hule, som vi skulle besøge. Jeg var overrasket over at opdage, hvor den befandt sig, for efter at have drejet fra landevejen, kørte vi gennem flere markveje med indhegninger og låger, så fårene ikke kunne slippe ud. Men ude midt i det bakkede landskab mellem den lokale farmers får, var vi ankommet til stedet. Det tog lidt tid med at komme i udstyret, for The Lost World starter med rappelling, men efter det var klaret, gik vi ned mod en udsigtspost. Og hold da op, hvor var det en stor hule, vi kunne se ned i! Hulen (eller hulerne, er måske mere korrekt) blev opdaget i 1920'erne af lokale banearbejdere, der undersøgte området for egnethed til at føre togskinner igennem, og så "stødte" de på disse huler. Det må have været noget af en opdagelse, for fra den åbning vi skulle stige ned fra, var hulen præcis 100 m dyb! Det var en fed oplevelse at sidde der, lige inden vi skulle lade os hænge frit ud fra platformen kun med en line… og sikke et sus det lige gav :-) Derefter firede vi os stille nedad, mens hulens kalkstens sider omgav os og med en dejlig fri fornemmelse i 100 m's højde. Med udsigten fra den højde til små planter nedenfor og hvad der lignede mos, var navnet The Lost World helt klart passende - vi bevægede os længere og længere ned mod en for længst glemt verden.

Hulens åbning opad forsvandt hurtig, efter vi bevægede os længere indad. Turen krævede en del klatren på stenene og flere gange i sådan en højde, at vi skulle bruge vores sikkerhedsliner. I sådan en overdækket hule, 100 m under jorden, er der meget fugtigt (og lidt koldt), så stenene var endvidere også glatte. Som vi arbejdede os længere og længere ind, kom vi til sidst til en meget mindre hule, hvor vores guide bad os om at slutte lyset på vores hjelme. Og lige over os i mørket midt i stilheden, der kun blev underbygget af den konstante brusen af en underjordisk flod, var der et hav af glowworms, der fik hulens top til at ligne en klar stjernehimmel. Det var virkelig et flot syn, og vi fik god tid til at nyde det. Derefter gik turen opad igen, første etape på en stige - og altså, ikke en almindelig stige, men en 30 meter høj jernstige, der gik lodret op fra hulens bund til vi, med vores begrænsede lys, ikke kunne se længere. Men vi fik arbejdet os op én efter én, og alle med en følelse af at have knurret sig til stigen på hele turen op - det var koldt og anstrengende for hænderne, for trinene var fulde af fine små sten var mudret i hulen nedenunder. Derefter gik resten af turen med sikkerhedsline på, da der flere steder kun var passager på 70 cm i bredden og med et fald på henholdsvis 30 og 60 m - der tænkte jeg første gang, hvor meget sådan en bolt i hulens væg egentlig kunne holde af vægt ;-) (25 kN, for dem der er interesserede!)

Efter vores individuelle ture i Waitomo Caves, kørte vi af sted mod National Park Village, hvor vi havde booket et hostel for natten og transport til og fra morgendagens tur til Tongariro bjerget, hvor én af New Zealands bedste vandreture findes.