9. December - Milford Sound

Forestil dig en kæmpe fjord, der bugter sig, så du ikke aner, hvor den ender, og som omgives af næsten lodrette bjergsider, der stiger op fra vandets dyb. Fra vandkanten til nær toppen af de snedækkede bjerge dækkes siderne af skov, der mest af alt ligner palmer, mens fjordens sorte vand efterligner havets store bølger, når de slår mod klippesiderne. Dette var det syn, som ventede i morges ved Milford Sound.

Køreturen startede tidligt, da vi ikke helt vidste, hvor langt tid det ville tage, og vi skulle nå vores bookede tour på en større båd. Inden vi kører ud af den aldeles øde vej til Milford, som bugter sig mellem bjergkæder på begge sider, står et advarselsskilt om, at der herfra ikke findes flere tankstationer, og efter et panisk kig på måleren og en (næsten) velovervejet vurdering af benzinsituationen, passerer vi skiltet og kører straks videre. Regnen begynder kort efter at stå ned i stimer, hvilket altså ikke er lidt! Dermed får vi første glimt af de mange midlertidige vandfald, som forekommer i bjergene under regn. I stedet for bjergsider dækket af sne, løber et utal af små vandfald nedover siderne, og hvis vinduet på bilen ikke var rullet op, ville vi være blevet våd på nogle af strækningerne.

Efter ankomsten i Milford, stadig i øsende regnvejr, går vi ombord på båden og sejler ud i fjorden. Og som jeg skrev i starten; hvor var det et fedt syn! Man føler sig lille og lidt skræmt ved siden af disse mastodonter, der strækker sig direkte op fra dybet. Båden var stor, og på visse steder kom vi så tæt som 10 m på bjergsiderne efter en bemærkning fra kaptajnen om, at det ikke var noget problem at komme så tæt på - fjorden er 450 m dyb på midten, hvilket er dobbelt så dyb som Loch Ness, og 70 m dyb helt opad klippesiderne. Hold da op! Jeg har aldrig før tænkt over, hvad ordet fjord betyder, bare accepteret at det er en forgrening af vand, som ofte er i forbindelse med havet… i hvert fald sådan tænkte jeg på det derhjemme. Men i dag har jeg lært, at den fordybning, der udgør selve fjorden, er under den foregående istid blevet skåret ud af gletsjerne, som de har bevæget sig fra toppen af bjergene og ned gennem dalene. Det giver bjergsiderne et helt specielt udseende, da kanterne ikke er så spidse, men afrundede, idet isen har passeret forbi og slebet dem.

Hvad jeg først følte som skuffelse over regnen denne morgen, nu vi skulle ud og nyde udsigten af snedækkede bjerge, og se dem spejle sig i vandet, viste sig tværtimod også at have sine fordele. Søen var ikke stille, regnen øsede ned, og vi kunne knap skimte bjergtoppene nu og da, men derimod var synet af de grønne, regnskovsdækkede bjergsider brudt af tusindvis af små og store vandfald på begge sider af fjorden. Det var et helt fantastisk syn, også selvom jeg blev våd og kold ved at nyde det (specielt de gange, vi lagde til meget tæt opad vandfaldene, og vinden så bragte store mængder af vand nedover os i stedet). Det højeste vandfald, som skyldtes den kraftige regn, er tre gange på højt som Niagara Falls i USA! Igen, man føler sig lille ved siden af disse. Og selvom dette vandfald ikke er permanent (kun 8 af de tusinder, vi så i dag, er) er det dog ikke et ualmindeligt syn i Milford Sound; denne del af New Zealand har meget regnskovsvækst, hvilket dels bygger på, at de får 7 m regn om året!!

Som jeg står og varmer mig på en kop kaffe, bliver der spottet sæler langs klipperne, og jeg får mit første syn af virkelig sæler :-) Legesyge og søde ser de ud, når de ligger på sammen på klipperne, og selvom jeg har hørt det dem omtalt gange før hernede, synes jeg stadig, det er meget mærkeligt at finde dem her i New Zealand- har altid forbundet dem med Grønland og de arktiske områder. Desværre bød turen ikke på delfiner, som også spottes ret ofte på disse ture, men forhåbentlig møder jeg dem på min tur til Australien. Efter halvanden time (ud af to en halv) klarer det op, og udsigten bliver kun endnu bedre, da vandfaldene stadig fosser nedad klippesider. Og selvom det regnede, da vi lagde til igen, var det nu en rigtig flot tur!

Nu er det aften, mens jeg skriver dette, og jeg sidder ude på en veranda i Te Anau med en kop kaffe i hånden og nyder solen - det er rigtig klaret op, og jeg håber, vi fortsætter med dejlig vejr.