22. November - Mount Doom

Efter en kort bustur ankommer vi til starten af turen over Mount Tongariro, som er en 18.5 kilomenters tur over bjerget og som vi regnede med ville tage omkring 8 timer. Så alle var veludstyret med tøj, vand og mad, og jeg havde selvfølgelig medbragt mit kamera - selvom jeg sidenhen fortrød mange gange, at det skulle pakkes ind og ud af tasken, da jeg stadig ikke havde fået købt en kamerataske til det. Og pga. varsler om skiftende vejr, havde jeg det desuden pakket ned i en vandtæt pose!

Vi starter vandreturen med tågen hængende 30 m over os som et stort hvidt dække, der ikke tillod os at få en fornemmelse af bjergets størrelse. Men det golde landskab på starten af turen afspejlede klart bjergets vulkanske rødder, og store formationer af lavasten kunne ses på hver side af os. Efter en times vandring begyndte stigningen for alvor at tage til, og vi gik og klatrede længere op mod hvad der for os lignede skyer.Efter et stykke tid kom vi ud på en åben slette, hvor vi kunne skimte sne på bjergsiderne, og på det tidspunkt var det efterhånden også blevet koldt for hænderne. Men pludselig lyser sneen helt hvid, idet solen kort bryder frem og efter endnu en kort opstigning, får vi pludselig en flot, klar himmel at se. Og som vi står foran turen over bjergkammen, er udsigten ud over landskabet simpelthen fantastisk! Det er næsten umuligt at beskrive udsigten og oplevelsen her, men jeg håber, at billeder giver bare lidt ekstra indsigt, selvom det er umuligt at se på billederne, hvor store bjergene i virkeligheden var! Efter et hurtigt stop begynder vi turen over bjergkammen, og som vi står på det højeste punkt, er jeg glad for vejret var godt dengang; hvor der ingen blæst havde været forinden, blev vi næsten rykket rundt af blæsten her på toppen, og det kun med en 5-6 m bred stig at gå på… og det gik altså nedad på begge sider deraf! Men udsigten var igen fantastisk, og denne gang forsvandt de fleste skyer fra himlen, som indtil da havde dækket udsigten til Mount Ngauruhoe - dette bjerg danner scenen for Mount Doom i Ringenes Herre filmene, som alle er optaget her på New Zealand (og jeg kan godt forstå hvorfor med denne varierede natur). Og sikke et bjerg; med formen som en rigtig vulkan og en gennemtrængende rød farve i krateret, som kunnet skimtes igennem den afrevne bjergside, og som blandende sig med den hvide sne, var det virkelig hele den lange vandretur værd bare at nå til dette punkt.

Efter overgangen på bjergkammen gik turen herefter for det meste nedad, men lige på den anden side var der en flot udsigt til store søer af lyseblåt vand, som havde samlet sig i kraterne på Tongariro bjerget. Vandet må absolut ikke drikkes, da det indeholde mineraler og andre vulkanske rester, og langs bjergsiderne kunne gasser skimtes, som de stod op af huller i bjerget. Engang i mellem bragte vinden dem mod os, hvilket gav den ubehagelige lugt af rådne æg, som får én til bare at skynde sig videre. Det var næsten Rotorua om igen. Som vi arbejdede os nedad med betydelig mindre anstrengelse end på vejen opad, får vi flere fantastiske syn at se med udsigten udover bjerget og ender til sidst ud i regnskoven forneden af bjerget. Solen havde efterhånden bagt på os nogle timer på det tidspunkt, og det var rart at træde ind i den kølige skovbund, omgivet af grøn og indbydende vegetation, sammenlignet med bjergenes golde og hårde udseende. Begge er de en oplevelse hver for sig, men skoven var lige den perfekte måde at afslutte turen på. Og efter 7 timer og 10 min. ankommer vi til opsamlingsstedet, hvor vi lige fik en chance til at slappe lidt af, inden bussen hentede os. Derefter ventede der os en 4 timers køretur tilbage til Auckland, godt trætte som vi var. Men sikken tur - den var fysisk udfordrende og samtidigt dejlig varieret. Og så var det komisk, at to gamle venner mødes på den anden side af verden og deler denne oplevelse :-)Får du nogensinde chancen til at tage til Tongariro bjerget, så grib den!