A week to remember…

Tidlig mandag morgen kører jeg af sted mod Auckland lufthavn for at modtage Annemette efter hendes lange tur herned. Trods hendes fly landede en halv time før tid, nåede jeg derud og ventede alligevel næsten 30 min, før Annemette som den sidste (næsten) kommer ud til modtagelsen. Hvordan kan følelsen beskrives ved at se hende igen? Helt ubeskrivelig dejligt!!

Med et lille håb om hurtigst muligt at få vendt Annemette's døgnrytme med 12 timer, brugte vi det meste af dagen rundt omkring i Auckland. En let morgenmad på en lille café nær mit kollegium, hvorefter vi tog den lejede bilen ud til Mission Bay for at nyde udsigten og en gåtur på stranden. Indtil da havde jeg ikke set nogle af Aucklands jetsets huse, men med udsigt over Mission Bay og Auckland Harbour, så vi alligevel en del på vores køretur - og wow, sådan et hus ville jeg ikke have noget i mod at eje :-)
Derefter kørte vi til One Tree Hill, en lidt opreklameret bakke med 182 i højden, som engang har huset New Zealands største fort. Med en hård blæst (og sultne maver) besluttede vi på værste turiststil at køre hele vejen til toppen for derefter at kunne nyde en 360 gr. udsigt. Desværre var vejret denne dag (og nogle af de kommende) ikke så godt som ugen før, og med skyer over byen og en bidende blæst var vi hurtigt tilbage i bilen - det betød egentlig heller ikke noget, for uanset hvor vi var, var det bare skønt at være sammen igen!
Senere på dagen vandrede vi ned på Queen Street, som er hovedgaden med butikker i Auckland Centrum. Trods den lange flyvetur havde Annemette holdt dagen helt fantastisk godt igennem, men trætheden begyndte at slå ind efter turen på shopping gaden. Trods hårdnakkede påstande om tortur, fik hun dog først lov at sove kl. 21 den dag - hun udholdte det langt bedre, end hvad jeg selv kunne den første dag i Auckland.

De næste dage var en blanding af hygge, restaurantbesøg, museum, shopping og desværre også lidt tid på universitetet. Afleveringsfristen nærmer sig og jeg kunne ikke tage alle dagene fri, men heldigvis havde Annemette også forberedelse, der skulle overstås, så vi læste sammen i stedet. Jeg fik vist hende bygningen, hvor jeg huserer til hverdag, og til fredags drinks fik hun da også mødt (om end meget få) nogle af de personer, jeg har lært at kende hernede. Fredag aften tog vi til Devonport, som er den nordlige del af Auckland, hvor vi skulle med en færge for at komme til. Efter en hyggelig, men fysisk udfordrende travetur (selv i sko med kun små hæle ;-) ) nåede vi toppen af bakken i Devonport, som ligesom alt andet hernede, harvulkansk oprindelse. Udsigten ind over Auckland by var rigtig god, og som solen var ved at gå ned, kunne rammen for en romantisk middag ikke være bedre sat :-) Og middagen var simpelthen fantastisk - en hyggelig, lille italiensk-inspireret restaurant med rigtig lækker mad. Vi blev endda tilbudt (for anden gang i mit liv!) at få den mad med hjem, vi ikke kunne spise, hvilket selvfølgelig gjorde vi også godt kunne klemme en dessert ned - eller, det troede vi da. Aldrig har jeg fået så stor en crème brûlée før, dobbelt størrelse af hvad jeg har fået derhjemme, plus der også var rabarbertærte med is på… og det var kun min dessert.

Om lørdagen var tiden kommet for at Annemette skulle opleve den natur hernede, som jeg har fortalt om så mange gange. Vi lejede en bil og kørte mod Coromandel, som er en halvø et par timers kørsel mod øst for Auckland. Igen, en lille times kørsel ud af byen og den varierede natur begyndte at træde frem med bakke efter bakke med grønne skove, stejle stigninger med får på toppen og langs kysten et klart blåt hav! Vi havde kursen mod Hot Water Beach, som hvis man kommer ved lavvande, er en strand med "varme" overraskelser. I et smalt stykke af stranden mellem to afgrænsende vulkanske klipper, stiger der skoldende varmt vand op fra undergrunden, hvor resterne af en gammel (udslugt) lavestrøm køler af. Så med en god blanding af koldt havvand og en spade, var det faktisk muligt at lave vores egen lille pool midt på stranden - og selvom solen skinnede varmt den dag, var det absolut ikke badevejr, men i den temperatur betød det ikke noget at sidde i badetøj og slappe af… udover det blev frygtelig varmt, da væggene på vores lille pool brast og det næsten kogende vand siv ind. Hot Water Beach skal times rigtigt, og efter en halv times tid begyndte lavvande at blive til højvande, og vi gik tilbage mod bilen for at klæde om, begge med krebsefarvede fødder efter det varme vand!
Den aften havde vi svært ved at få et hostel, men det lykkedes at bestille et værelse i en by en halvtimes kørsel derfra, Whitianga. Hvad vi troede bare ville være et, måske lidt dyrt, værelse med eget bad, viste sig dog at være en suiten. Og selvom det var hostel standard, var vi overraskede over en lille lejlighed med køkken, stue, bad og soveværelse, og lejligheden var dobbelt så stort af, hvad jeg selv bor i hernede. Så aftenen blev nydt med hjemmelavet mad, afslapning og en god film. Perfekt.

Om søndagen kørte vi til Cathedral Cove, som er en lille naturpark ud mod østkysten med høje klipper, hvide sandstrande og tropisk blåt vand. Det blev en længere gåtur i stegende hede, for solen skinnede hele dagen, og vi var der selvfølgelig lige op mod middagsheden. Men udsigten var fantastisk og blandet med den omkringliggende regnskov, var det en rigtig god tur. En af strandende, Stingray Bay, bød som navnet antyder, på rokker helt inde ved vandkanten, mens vi kunne sidde på store klippesten og nyde udsigten. Om det var den selv samme rokke, vi så, er meget svært at sige, men ellers fik vi set et par stykker, mens vi var der. Derefter videre til selve Cathedral Cove, som er en limstenshule igennem en stor klippe med strande på begge sider. Med fare for nedstyrtning var der desværre sat en masse hegn op, og selve hulen var derfor ikke videre fantastisk. Men denne hule danner også rammen for den seneste Narnia-film, Prince Caspian, idet hulens form spejler den togtunnel, som børnene bliver hentet fra.

Videre derfra igennem Coromandel Range på smalle sten veje og med dybe kløfter, blev næste stop Kauri Grove, hvor vi så en masse kauritræer, der trods værende rigtig store, blegner i størrelse i forhold til Tane Mahuta, New Zealand ældste kauri træ. Men gåturen ind mellem giganterne var hyggelig, og omgivelserne mindende mest om en den jungle, man kun ser på film. Efter et hurtigt stop ved Waiau Falls, kørte vi videre mod Coromandel Town, en gammel guldgraver by, hvor vi fik kaffe og chai på en lille café. Dernæst satte vi kursen tilbage mod Auckland, men ikke før endnu et stop ved en af strandene på vestkysten. Såvel spiselige muslinger som ædelstene skulle kunne være at finde på disse strande, men det lykkedes ikke med muslingerne, og jeg tvivler lidt på, at det gik bedre med ædelstenene - men hvad ved jeg. Strandskallerne vi samlede op bød dog på en uforudset overraskelse senere hen med en meget slem stank af råd :-( Vi var tilbage i Auckland henad ved 21 tiden, hvorefter vi kun havde energi til at prøve maden hos den lokale indiske takeaway.

Med mandagen kom vi desværre også tættere på Annemettes sidste dag i Auckland. Vi brugte noget af dagen på at køre til Waitakere Ranges, som er en kæmpe skov lige i udkanten af Auckland - 16000 hektarer skov var engang dækket af kauritræer her, men mange af dem blev fældet og brugt i løbet af 1900 tallet til huske, møbler og lignende, men er i dag genplantet. Vejret denne dag var dårligt, og vi valgte en kortere gåtur på en time, da der nemt kunne komme til at regne, mens vi gik. Derefter kørte vi til Piha for at se de sorte strande, som dækker det meste af vestkysten på nordøen. Med den rivende blæst og regn i luften, brugte vi dog ikke lang tid på selve stranden, selvom en sort strand ikke er et almindeligt syn.
Om aftenen spiste vi sammen med Rikke og Ask på belgisk pub, hvor vi fik tre kilo muslinger (til kun tre af os), som vi næsten nåede igennem. Det var en rigtig lækker middag, som var meget billig, da denne pub har muslinger til halv pris hver mandag. Mums.

Og tirsdag skulle Annemette af sted igen :-( Dagen sneglede sig af sted mod afrejsetidspunktet, som de jo altid gør, og vi brugte dagen på at slappe lidt af med kaffe på Starbucks (som jeg er blevet utrolig stor fan af, eftersom det er det eneste sted hernede, jeg kan få rigtig filterkaffe) og en smule indkøb.Derefter var det kun at sige farvel i lufthavnen, hvilket jeg syntes var sværere, end da jeg rejste fra Danmark. Jeg kan slet ikke vente til at se Annemette igen og tæller allerede dagene. MEN, sikken en uge sammen her på New Zealand - det var helt utrolig dejligt!