Jens og jeg er stået op - vi bor lige ved siden af legepladsen og Jens har fundet sig et par australske venner, som han kommunikerer med så godt han nu kan - og ellers leger med på hoppepuden. Det er skægt at iagttage - det er tydeligt, at Jens bliver mere end almindelig klar over, hvor spændende og vigtigt sprog er. Han øver sig i det engelske - alt bliver læst - og det bliver i den grad "The julekalenderengelsk" - men han fanger ret klart meningen med meget.

Resten af dagen var det gråvejr - vi havde det sjovt med at vinke til helikopteren, der letter 100 meter herfra - og ellers læste vi, så film og var en tur nede i buen for at spise frokost og se, hvad Kaikoura nu havde at byde på. Kai - er jeg blevet belært om, betyder mad på maoi, og kouri betyder skaldyr - så meget passende altså skaldyrsmad! Og Kaikoura bliver betegnet som New Zealands skaldyrshovedstad. I aftes havde vi sludret med en lokal mens vi lavede mad og han var i gang med at varme 3 store hummere - købt lige nede på hjørnet. Det måtte vi også prøve, så til aften fik vi hummer til formedelst 46 dollars - i nærheden af 250 kr - og en lokal lyserød fisk, som jeg glemte navnet på i samme øjeblik jeg havde købt den. Herlig spise!

Natten var regnfuld og udsigterne sagde temmelig meget regn de næste dage, så i stedet for strand satte vi Britzens kurs ind i landet og op i bjergene, hvor der igen var gang i undergrunden. Hamner Springs er begavet med kogende aktivitet, så de har et temmelig berømt kursted - og badeland - igen med noget varmere vand end vi er vant til fra Lalandia (hvis vi havde været der!) Pools med vandtemperatur mellem 35 og 42 grader - nogle rene termale pools, hvor ungerne til deres store fortrydelse IKKE måtte dykke - men også enorme børnepools, hvor de kunne lege og have det skægt - i øsende regnvejr - og 35 grader varmt vand. Vi havde nogle dejlige timer - alle blev krudtet godt og grundigt af - og gennemvarme!

Vi kan begynde at mærke, at tiden i New Zealand er ved at være forbi - mest på vores mad, som bliver mere og mere ensformig og temmelig underlig. Jeg havde fx forsvoret, at jeg nogensinde skulle synes, at pasta var bare en kende træls, men jeg er altså ved at være der. Asger synes til gengæld det er alle tiders - vi har de sidste dage levet af den pose med 1.5 kg kyllingenuggets, som han insisterede på, at vi skulle have sidst vi handlede - puhhh!