Planen havde egentlig været en formiddag inde i Christchurch by, men vejrudsigten lover et par dages regn - og godt vejr i dag, så vi satte kursen nordpå mod Kaikoura for i vores lægmands-hval-helikopter-meteorolog-tanker mente vi, at det måtte være bedst at flyve i godt vejr!!! Således i ny profession kørte vi 179 km nordpå til denne lille verdensberømte by, der - igen af geologiske årsager - er helt unik. De teotoniske plader mødes - nærmest nede på stranden uden for byen - "landpladen" skubbes ned under den, der kommer ude fra havet (som sikkert har et eller andet fancy navn) og det bevirker, at der ganske få kilometer uden for kysten er et fald i havdybde på flere kilometer. Det bliver 10 km dybt - og de kolde havstrømme fra Stillehavet bærer masser af føde med sig - og derfor er her en enorm mængde dyr, der mæsker sig i mad. Dette bl.a. de store kaskelottyre, teenagehanner, der er blevet smidt ud af moderens flok længere oppe mod Ækvator i varmere vand. På vejen herop blev det ret tydeligt, at det igen er et geologisk aktivt område - vi skulle igen igennem bjerge, der snoede sig - tydeligt et tegn på, at "noget" foregik i undergrunden.

Vel ude af bjergene stødte vi ind i tåge bogstavelig talt så tyk som ærtesuppe, der hang ude over vandet. Vi kørte langs vandet op langs kysten i 1/2 times tid og kunne knap se vandet, der var mellem 10 og 20 meter væk. Fremme i Kaikoura kørte vi direkte ned til helikopterfyrene, der som forventet ikke fløj i tågen, men vi aftalte med dem, at vi blev hængende indtil tågen måske lettede. Stranden var skøn, vandet havde den mest fantastiske grøn/blå farve - og igen kunne vi knap se 10 meter ud pga. tågen - men drengene legede og havde det fedt. Campingpladsen lå heldigvis lige i nærheden og med den skønneste udsigt, det skønneste vejr og god tid hyggede vi os med frokost, badning og lidt bøvl med bilen, der pludselig ikke ville tage strøm! Carsten fixede det dog med et gammelt "Christian-trix" nemlig at rette strømkablet ud!!!!

Ved 16 tiden var tågen i store træk væk og vi listede gennem et hul i hegnet over jernbaneskinnerne (!!) over på stranden og hen til helikopterfyrene, der nu fint kunne flyve, men fortalte, at de jo altså ikke lige nu vidste hvor hvalerne var - så vi ville blive "eftersøgningsholdet".

Kaskelothvaler der spiser er nede i 40 - 45 minutter for så at hvile og trække vejret i overfalden i 10 - 12 minutter. Når de først ved, hvor en hval har hvilet sidst, ved de inden for en radius af ½ til 1 mil, hvor de skal lede - de kommer i store træk op samme sted. Men de skal jo altså lige finde dem først - og det blev os, fordi vi ville nå først ud til stederne, hvor de normalt finder dem. Vi blev briefet om sikkerhed og så kunne vi pludselig høre helikopteren i luften. Carsten havde ikke den store lyst til helikopterflyvning, så Hilda fik co-pilot pladsen, Jens, Asger og undertegnede bag i - og så var den helikopter fyldt! Alle fik hørebøffer med mikrofon på og så fløj vi. Det var en helt fantastisk oplevelse. Vi lettede i store træk direkte på stranden og efter en cirkulation rundt over stranden drønede vi ud over vandet, hvor vi havde fået besked på at se efter hvide "vedvarende" krusninger på overfladen. Hvalens krop skaber disse bølger - vi kunne selvfølgelig også kikke efter udåndingen, men bølgerne var nemmere at se fortalte vores pilot.

Vi fløj rundt og kikkede over det store blå - nok alle med spændt forventning i maven OM vi ville finde en. Helikopterfyrene havde understreget gentagende gange, at de absolut ikke kunne garantere, at vi så hvaler - vi skulle flyve i 40 minutter og med kun 10 -12 minutter ved overfladen skulle der en god portion held med i spillet, når man var "opdagerhelikopteren".

Først så vi en flok delfiner, der legede og sprang og så skulle Asger tisse!

Hmmm!

Den lille mand holdt sig så godt han kunne, men han kom til at sidde noget urolig på sit sæde - indtil piloten pludselig efter næsten 30 minutter sagde, at den båd, som også var sejlet ud for en ½ time siden vist havde fundet en - dér - lige foran os. J

Piloten fortalte mig senere, at vi fløj med 220 km i timen hen for at se den - han vidste ikke hvor længe den havde ligger i overfladen og den kunne principielt godt nå at dykke inden vi kom frem. Det gjorden den ikke og vi cirklede omkring den - med båden liggende under 50 meter væk fra den, så vi fik et fantastisk indtryk af, hvor stor den egentlig var.

Vel tilbage på land kastede Asger sig ud af helikopteren og fik tisset - og så var smilet tilbage på hans læber. Vi fik en rigtig god snak med piloten, der viste drengene nøjagtig HVOR enorm dyret egentlig var ved at pege ud, at de 18 meter, som de vidste, at denne hval var, var det samme som hérfra og dértil! Det gjorde indtryk!

Hjemme ved camperen fejrede vi flyvningen med kolde øl, chips og sodavand - og drengene fik noget af den spændte energi drønet af i gocarts, mens vi overførte billeder og kikkede på film. Jeg har en klar fornemmelse af barndommens (og stadige) fascination af disse enorme dyr. Jeg kan huske, at jeg i 7. klasse ønskede mig og fik en fagbog om hvaler i julegave og er SÅ glad for, at vi faktisk så en af hvalerneJ

Aftensmaden stod på australske bøffer (jeg skal nok undlade størrelse og pris denne gang) som vi dog var tæt på at miste til campingpladsens overordentlig næsvise måger. Jeg havde efterladt pakken med bøffer ude ved grillen, som var under halvtag - i 4 minutter, da jeg kom tilbage havde mågerne været henne og slæbe pakken mere end ½ meter væk.