Dagen stod på endnu en lang køretur - vi skulle sydpå fra Motueka og ned mod de store gletchere, der ligger ved kysten nede midt i landet. Det blev til en køretur, der endnu engang afslørede landets enorme forskellighed naturmæssigt. Vi kørte gennem tætte, tætte bushskove, hvor man havde fornemmelsen af, at hvis vejen blev ladt alene bare i et år, så ville bushen/regnskoven kravle ud og bemægtige sig vejen til sidste kvadratmeter! Bushen afløstes af bjerge - også så grønne, at man tænker, at de virkelig MÅ have paintbrushed - bare LIDT??? Og ind imellem kørte vi over floder så grønne eller blå, at man egentlig ikke helt kan bestemme farven - man ved bare, at det i beskrivelsen af nøjagtig hvordan farven ser ud indgår ordet "is" - isblå? Isgrøn? Isturkis? Isfarvet? Permafrostisfarvet?

Turen var lang - det bliver den let, når man i bjerge (eller - næh, det er vist ikke helt bjerge sådan bjerge -agtig - men så sådan overordentlig store bakker - de new zealandske bjerge er vi ikke kommet til endnu for alvor) men i disse store bakker så, kan man ofte kun køre med 35 km i timen fordi man i New Zealand har bestemt sig for, at man vil være specialister i hårnålesving - så dem har man VIRKELIG øvet sig på at lave!! Vi kravler rundt i bjerge - nå nej bakkerne - indtil vi når flad grund - og så får Britzen noget pedal (90 km i timen!)

Vi tog en mindre afstikker ud for at se en sælkoloni (koloni er måske også så meget sagt - der var nok 4 - 5 på en god dag) men turen lagde lige en time til dagsturen, der i forvejen tegnede til en 6 timers tur - så det afstedkom nogen enorme is fra mormor efter sælkoloni. Udsigten hos sælerne var dog storslået - ligesom den var 100 km længere nede af kysten, da vi kom til de vældig berømte pandekageklipper. Jeg havde nok forventet en forkølet lille klippe med 2 lag, der lignede lidt en stabel pandekager - og hvorfor i alverden jeg lige havde det, er uvist - men det VAR vitterligt storslået. Det ligner vitterligt fru Klumps stabler af pandekager - krydret med lidt vanligt sans for new zealandsk dramatisk udsigt - det tasmanske hav brølede ind mod klipperne og man kunne med jævne mellemrum høre dumpe drøn, når en bølge ramte klipperne helt præcist og således gav en brølen fra sig.

Drengene syntes, at turen var hård - hårnålesvingene er trælse - Asgers autostol sejler til tider rundt, fordi sædet man sidder på bag i vilen er helt fladt og dermed ikke giver støtte til den høje stol overhovedet. Så de trampede begge ud af vognen ved pandekageklipperne og meddelte, at det var de dummeste og grimmeste pandekager de nogen sinde havde set - og de gad i øvrigt slet ikke se dem! Det ændrede sig dog ret hurtigt - om end Carsten havde sit hyr med Asger, der kontinuerligt truede med at afprøve tyngdekraften ud over klipperne!

Vel fremme i Greymouth - en fin campingplads lige ved vandet - fik vi aftensmad, en tur i SPAen - (umm) og så en gåtur ved vandet i halvmørke - og før 23 sov alle med lyden af bølgernes drøn ind gennem taglemmen på camperen.