Otagohalvøen, det ligger øst for Dunedin er et af hjemstederne for fuglen med verdens største vingefang - albatrossen. Det var en temmelig vindstille morgen, så forhåbningerne om at se fugle på vingerne var ikke så stor - de skal bruge temmelig meget vind for at gide at flyve, havde vi fået at vide, og der var mange mennesker på venteliste til at komme helt tæt på redepladserne, så vi skulle vente længe før vi kunne gøre os forhåbninger om at komme på tur. Vi brugte derfor en times tid i besøgsentret, hvor isæt filmene om hvor mange fugle der mister livet, når de bliver bifangst ved fiskerbåde, der "krogfisker" efter tun og hajer. Ligeledes a drengene meget optagede af, hvor afsindig mange plasticdimser man havde fundet i maven på en albatros.

Turen ud til albatroskolonien var foregået hen ad halvøens højderyg - på en vej, der ikke var "suitable for large vehicles" - vi tog den alligevel (tsk tsk) og blev belønnet med de mest udsigter - og sved på panden for Carstens vedkommende - han kørte og kravlede igen rundt på de sindssyg snoede veje, der mange steder kun var brede nok til en bil!

Videre op ad kysten nåede vi til holdt vi frokoststop ved de bemærkelsesværdige Bouldersten - en rækkekuglerunde sten, der ligger midt på stranden. Stenene er blevet til for millioner af år side på nogenlunde samme måde som perler - de har en kerne, som af mange omgange er blevet omkranset af en eller anden form for sediment, og således bliver stenene kuglerunde. Ligeledes kan de krakelere og så gør de det i disse æggeskalsagtige faconer. Vi kikkede os omkring og fandt endnu engang også anledning til at slæbe en 27 - 28 kg sten, skaller, muslinger og andet godt med fra strandenJ

Fremme i byen Omaru, fik vi slået lejr og bestilt billetter til at komme helt tæt på byens største (og eneste) attraktion - små blåøjede (sic) pingviner, der ved tusmørke kom hjem fra dagens fiskeri - til kolonien, der bogstaveligtalt ligger midt i byen. Fredagsslik og film blev således udskudt og omkring kl 20 satte vi kursen mod havnen og blev placeret på specielle scener med udsigt ned mod stranden - den dyre (hvor vi var placeret) tæt på dyrene og pøbelrækkerne (som vi følte os højt hævet over!) meeeeget langt fra dyrene (nej, bare lidt længere væk)

Vi fik kikket lidt ud over vandet - og på klipperne foran scenen lå der flere sæler og kikkede fredsommeligt på os - uden den mindste intention om at signalere frygt eller bare ærbødig respekt for disse fotograferende mennesker! Vi tog et par dovne billeder af dovne dyr og fik så besked på at sætte os - og blive siddende med slukkede kameraer - de små pingviner brød sig ikke om livet i blitzlys! (det var der selvfølgelig japanere, der IKKE overholdt!)

Efter lidt venten kom fuglene og indrømmet - jeg ER jo ikke den store fugleelsker, men disse VAR altså meget, meget søde. Verdens mindste pingvinart, kun knap 30 cm høj og så vejer de 1 kg som fuldvoksne. De kom i flokke og fes så omkring inden de fandt hjem til egen redekasse. Vi havde en festlig aften - og en festlig aften i butikken efterfølgende, hvor begge drenge fik reddet sig en ny bamse - gæt selv hvilken!