Vi satte kursen ud I Fjordland kl 9 efter solid morgenmad og tasker pakket med tøj som skulle vi på ekspedition til nordpolen på trods af, at solen skinnede fra en skyfri himmel og prognoserne sagde sol - vi havde læst os til, at vejret kan ændre sig lynhurtigt ude i fjordene og med op mod 12 meter årlig regn synes vi søl, at vi bare var temmelig jydefornuftige.

Doubtful Sound er en del af en af verdens største nationalparker - flere end 1.2 mio. hektar fjorde skåret af gletchere og med en tilsyneladende uendelig diskussion om hvorvidt man skal besøge Milford Sound eller Doubtful Sound?

Vi skulle til Doubtful - på anbefaling fra rejsebureauet, fordi turen til Milfordfjorden er en land og meget smuk, men også overordentlig svingende og dermed måske ikke super børnevenlig. Vores tur startede med 20 minutter i bus ud til New Zealands dybeste sø, der først skulle krydses - det tog 45 minutter og visse steder sejlede vi over 440 meter vand!

Derefter stod den på 30 minutters bustur - igen over et overordentlig smukt pas - men først efter et besøg på en af landets ingeniørmæssige stoltheder, en vandkraftstation, hvor de i 1960erne borede en 2 km lang tunnel ind i et granitbjerg, for at møde de 180 meter dybe tuneler, hvor vandet fra søen falder og i 180 meters dybde driver turbiner. Det laver en enorm mængde strøm og det ER et imponerende bygningsværk.

Vel fremme ved Doubtful Fjorden hentede vi madpakker og steg ombord på båden, der skulle fragte os på tur. Doubtfulfjorden kaldes også "The sound of Scilence" og Doubtful navnet er givet af Kaptajn Cook, der i slutningen af 1700 "fandt" fjordene og navngav denne Doubtful, fordi han ikke helt troede på, at kan kunne finde vind nok til at komme derfra igen.

Fjordene har en overordentlig interessant biologi - fordi bjergene er fyldt af sne er der mange vandfald - og det betyder, at fjordene har et øvre lag af ferskvand - fra de enorm mange vandfald med smeltevand - og nedenunder - flere steder først i 10 meters dybde - kommer saltvandet ind fra det tasmanske hav. Det giver et helt specielt dyre og planteliv og jeg har læst mig til, at det er et paradis for biologistuderende - og dykkere, der har helt unikke omgivelser at arbejde i.

Dyrelivet er også specielt. Vi sejlede ud og ind ad fjordenes arme før vi til slut endte ude ved havet, hvor en sælkoloni holdt til - vi så endnu engang nogle af de store hanpælssæler, der var ankommet og vogtede revir! Vi fik os en længere snak med den naturvejleder, der var med - i sidste uge havde en 7 - 8 pukkelhvaler holdt til ude ved havmundingen i 3 - 4 dage - det sker ikke så tit, men delfiner ser de med jævne mellemrum og Jens og jeg -fik øje på et par små pingviner, der adræt sprang i vandet.

Tøjmæssigt var vi så for fornuftige! Men til vores forsvar forsikrede vi hinanden om, at vi ikke var helt uefne udi beklædning idet alle de lokale sagde, at vejret var usædvanlig smukt denne dag!

Dagen kan egentlig svært beskrives - den skal ses - billederne yder ikke meget retfærdighed, men smukt var det. På trods af flere sæler - og nu også pingviner taler vi en del om sammenligningen mellem New Zealand og Canada. Her ER Canadasmukt - og meget mere afvekslende. Det er virkelig besynderligt, at man på 10 minutter kan køre fra en bjergkæde med sne på tinderne - og ind i noget der minder om regnskov - og i nogle tilfælde regnskov på bjerge med sne på toppen!

Men vi savner altså dyrene! Her er enormt mange fugle - der er ikke naturligt nogle af de store landrovdyr i New Zealand, så mange af de oprindelige fugle har fx mistet evnen til at flyve. Især indførslen af det australske opossum har været en katastrofe for det lokale dyreliv, men også væsler og ildere gør selvsagt enorm skade på fugle, der ikke kan flyve. Så fugle - yes - masser - og specielle (i morgen håber vi at se albatrosser) meeeen det er jo ikke sådan rigtig fede dyr! Så point til Canada for det fantastiske dyreliv - og herfra en beslutning om at køre til Kaikoura i den kommende uge og se pukkelhvaler - forhåbentlig. Fra helikopter - forhåbentligJ