Snestorm.

Den vildeste koeretur hidtil, aldrig har jeg proevet noget lignende.

Undertegnede og chauffoeren, Baba og jeg har rejst rundt med den sidste uge, forlod i eftermiddags Uvs og satte kursen mod Khovd - han for at vende hjem og jeg for at komme tilbage og sige farvel. Det skulle dog ikke gaa saa let som haabet;

Foerste stop vi gjorde, var lige som vi var kommet ud over by graensen, her skulle hr. Chauffoer lige have et lille shot vodka med sine venner. Herefter drog vi afsted og gjorde vores andet stop ved en geer midt i ingenting, her blev bilen laesset med 500kg korn, hvilket trods alt hjalp gevaldigt paa bumleriet. Vodka flasken blev toemt i selskabet med boenderne.

Vi koerte afsted, men pludselig mistede vi sporet og bilen sad fast i sneen. Heldigvis havde jeg langt om laenge fundet et par hoeje varme mongo stoevler - saa vi fik skovlet bilen fri. Ikke saerlig lang tid skulle der gaa foer vi sad fast igen, denne gang endnu mere alvorligt. Heldet skulle dog vaere med os og ud af det hvide dukkede en bil op prop fyldt med maend, der kunne hjaelpe os med at faa bilen fri. To af dem hoppede ind, een foran til at hjaelpe med vejen og en bag i med mig.

Vi koerte et stykke vej og sad fast endnu engang - bilen de to maend var kommet fra, koerte lige foran os det oejblik men var ude af syne det naeste.

Heldigvis fandt vi dem lidt senere, da vi gjorde stop ved et lille hus og geer vi kom forbi. Her gik vi alle ind og der var propfyldt. Min chauffoer og nogle af de andre maend smuttede dog ret hurtigt ud igen. Her stod jeg saa ellers og blomsterede. Folk snakkede aabenlyst om mig med store oejne. Det utrolig ubehageligt, saa jeg smuttede lige saa fint ud igen. Foelte ogsaa jeg blev noedt til at holde mig ved bilen og chauffoeren, saa han ikke smuttede fra mig med alle mine ting - han havde faaet sin endelige betaling.

I bilen var der fest og glade dage. Havde mest lyst til at vende om, men blev hevet ind. Her var maendene flittigt igang med at toemme en flaske vodka. Godt berusede drog de alle videre og gennem Baba i telefonen fik jeg at vide at snestormen var for vild til at vi kunne fortsaette, saa vi skulle blive og sove i huset. Vi gik derfor ind. Far, mor og deres lille datter boede her - hende havde jeg det sjovt med. Efter kort tid, tog min chuaffoer dog en lille hvalp under armen og sagde at vi skulle koere. Paa dette tidspunkt havde vodkaen steget mig til hovedet og mit bedste gaet vil vaere at det samme var sket for ham. Ud i bilen og afsted vi koerte. Dumdristigt!

Her gik det for alvor loes. Det var ikke muligt at se mere en een meter foran bilen og det er uden overdrivelse. Derudover er der i forvejen ikke noget der hedder veje, saa han stoppede gang paa gang for at loebe ud frem og tilbage i begge sider for at tjekke om vi var paa det rette spor. Efter at havde siddet fast utallige gange og koert med doeren aaben og chauffoeren haengende ud, begyndte den lille soede hundehvalp jeg havde paa skoedet at tisse paa mig. Det beroemte prik over i'et. Aldrig har en situation set saa sort ud, heldigvis var jeg godt beruset, hvilket hjalp mig til ikke at synes at alt saa sort ud i situationen - ude af vodkataagen kan jeg dog godt se at det var ufattelig dumt at vi overhovedet drog afsted..men jeg fattede vitterligt ikke meget af hvad der foregik og hvor alvorlig situationen egentlig var, ikke pga alkoholen men pga manglende forstaaelse af mongolsk. Heldigvis naaede vi frem til en lille landsby, hvor vi gjorde stop for natten for at kunne fortsaette naeste dag.

Gennembloedt af hundepis, der saa smaat var begyndt at toerre ind og kloe, var det eneste jeg havde brug for noget vand at vaske mig i, saa jeg kunne komme i noget rent toej. De syntes dog aabenbart det var mere sjov at grine og goere grin med mig og vise mig hvor hvalpen havde skidt osv end rent faktisk at hjaelpe mig med en smule vand. Efter alt for lang tid, lykkedes det mig dog at faa vasket og skiftet toej nogenlunde, det var en smule svaert med diverse folk rendende frem og tilbage for at glo paa mine blegfede laar og aedlere dele (laenge leve nederdele!!).

For at det ikke skal vaere nok, endte jeg min aften/nat paa et gulv stuvet sammen med 10 mongoler. Da alle var faldet til ro, fandt jeg mig selv lige midt i en god omgang snorke-konkurrence, aldrig har jeg vaeret med til noget lignende. Baba snorker, bevares, men det her var sindssygt. Ved min en side laa familiens dreng, ved den anden min chauffoer og ved siden af ham en kaempe tyk mand der uden tvivl vandt baade for den mest irriterende lyd, men saa sandelig ogsaa den hoejeste. I lang tid fik jeg skubbet til ham og hurtigt i skjul bag chauffoeren efterfoelgende, hvilket fik ham til at stopppe for et meget kort stykke tid. Til sidst opdagede han mig og for op. Ups. Endte i koekkenet og drak lidt te i smug og kom heldigvis i tanke om et par oerepropper i min taske. De reddede fuldkommen den nat.

Dette er den foerste gang i mine 4maaneder her, at jeg virkelig har foelt mig alene, opgivende, oensket at ville vaere absolut alle andre steder og saa videre. I saadan en situation er der dog bare ikke saa meget andet at goere end at bide det i sig og haabe paa at tingenes tilstand vil vende sig til det bedre.

Naeste morgen var stormen heldigvis stilnet af og vi kunne langt om laenge koere afsted i et ok tempo. 24timer efter afrejse fra Ulaangom i Uvs, den sindssygeste koeretur hidtil og en forfaerdelig nat ankom jeg til Khovd!

Fik tjekket ind paa Casa el Camron, hvor han havde faaet ryddet op i sit ekstra rum, hvor jeg har faaet en rigtig madras(!!) og plads til alle mine ting, som har vaeret spredt hos forskellige mennesker, men som nu er samlet og skal pakkes paa den mest fornuftige maade.

Ikke mange timer, fik jeg hvilet foerend vi drog afsted mod Ned. Som sagt var gutterne fra Ulgii i byen denne weekend og der skulle fejres Sct. Patrick's day. Der blev fyret op for en god omgang oel-olympiade i aegte festival aand.

Soendag morgen stod i toemmermaendenes tegn og vi endte alle sammen op i Lara's lejlighed hvor den stod paa omelet (med roeget fisk, ost, frisk peberfrugt), (rigtig!) kaffe, magasin laesning og hygge jazz. Hold op det var godt! De fleste slaebte sig hjem for at sove og gutterne drog til Ulgii igen. Lara, Aron, Sam og jeg bevaegede os dog ud paa en lille soendags-spadser-tur. Vi gik ud til floden - som jeg endnu ikke havde oplevet. Fuldkommen fantastisk og idyllisk soendag!

Troede ikke det skulle haende,, men efter min tid paa landet, maa jeg indroemme at jeg er ved at vaere maet. I hvert fald af hvordan tingene har fungeret det sidste stykke tid. For det foerste er der en masse ting omrking selve projektet og samarbejdet med kontoret i baade DK og i Ulaanbatar som slet ikke fungere, men som vi ikke er i stand til at loese herude fra - den naeste maaned staar i skriveriets tegn, da jeg har besluttet at skrive en rapport/artikel baseret paa de oplevelser, observationer og reflektioner jeg har gjort mig i min tid her hidtil. Forhaabentlig kan de naeste UngdomsLedere bruge det til noget, men i lige saa hoej grad folkene i Danmark og folkene i Mongoliet. Smider de mest vaesentlige udpluk op fra det faerdige resultat her.

Derudover maa jegindroemme at mange ting ved den mongolske kultur ogsaa er steget mig til hovedet - dette fordi at jeg ikke er her som 'normal' turist, for turist vil man nu altid vaere i et eller andet omfang, men har faktisk proevet at udrette noget. Dog har detvaeret utrolig svaert, uden en base et bestemt sted, det hjalp en smule da vi havde lejligheden, men den var vi jo naesten aldrig i. Ting som konstant at blive snydt og taget ved naesen, den konstante dovenskab og inaktivitet, konstante snak om penge og proeve at liste dem ud af folk, uinspirerende og fedende mad (jeg har taget ufattelig meget fedt paa - den kommer bestemt ikke til at staa paa bikini til sommer!), glemsomhed, mangel paa forstaaelse for personlige graenser osv.

Jeg hader at skulle skrive de her ting, men foeler jeg har proevet saa godt jeg kan at vaere aaben og kaste mig ud i det og leve det ud bedst muligt. Nu er punktet bare kommet hvor det er blevet for meget. Heldigt er det dog at jeg tager til UB i naeste uge og kan faa lidt plads, ordentlig mad og se frem til at komme videre.

Det er dog med en ambivalent foelelse, da farveller altid er svaere og der er en masse skoenne mennesker der er kommet ind paa livet af mig herude. Men det maa man vende sig til, naar man vaelger at leve saadan her. Jeg har i den grad nydt min tid herude og laert en masse, det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om.

Til slut maa jeg saa erkende, at jeg er glad for ikke at vaere taet paa havet og i fare for det kaempe skaelv naer Japan. Forhaabentlig er tilfaeldene af naturkatastrofer ikke steget - men tilgengaeld den hurtige spredning af nyheder.