Er tilbage i de vante omgivelser i Khovd, for en dag eller to. Baba og jeg ankom engang i nat, efter et ikke særlig behagelig tur fra Bayan Ulgii. Vi skal egentlig til Uvs, men på grund af de lidt varmere temperaturer, er de frosne floder ved at smelte og derved er der langt færre veje rundt om på stepperne, da der ikke er særlig mange broer (og mange af dem er faldefærdige og farlige at krydse). Den letteste vej til Uvs, var derfor at tage til Khovd og herfra til Uvs. Det er nu meget rart lige at slappe lidt af her. Få vasket tøj og lidt hjemlig hygge hos nordmændende og festlig selskab med amerikanerne og Sam, som jeg er blevet inviteret til middag hos i aften. Der er åbenbart lidt problemer blandt spejderlederne og især een har prøvet at tjene lidt penge ved at sælge falske uniformer og bøger, hun har heldigvis ikke fået alle pengene og er nu flygtet til UB. Det er lidt mærkeligt for mig, da hun er tidligere UngdomsLeder, men åbenbart den eneste der ikke er aktiv indenfor projektet længere. Sådan er der så meget. Baba har styr på tingene. Men det har han generelt. For hver dag der går kommer vi (ikke overraskende) hinanden nærmere. Vores venskab blomstre. Det er virkelig skønt. Vi supplerer hinanden overraskende godt. Er også overrasket over at vi kun har haft eet sammenstød! Det var også ret vildt og har nok kun hjulpet os i den rigtige retning.

Vi har i den sidste uge kørt rundt på stepperne i Bayan Ulgii og besøgt deltagere fra vores kursus i 4 forskellige landsbyer. Det har været rigtig bekræftende at komme rundt og møde alle igen og se hvad de har foretaget sig siden sidst. Det overraskede mig meget at resultatet har været så forskelligt. I den første landsby, havde de 4 lærere bygget et spejderlokale på deres skole, på en af gangene i et hjørne som alligevel ikke blev brugt. De var meget interesserede i Danmark og igennem Baba fik de svar på en masse og vice versa fik jeg svar på alle mine spørgsmål omkring livet på landet. Vi overnattede hos en af deltagerende, der boede med hendes tre eller fire søskende og den enes barn plus hende forældre. Samtlige familiemedlemmer var lærere eller tidligere lærer og især faderen på 75 eller deromkring, var blevet meget inspireret af hvad hans datter havde fortalt ham om spejderarbejdet. Han kunne virkelig se hvordan det kunne hjælpe børnene og gavne dem på en anderledes måde og give dem andre færdigheder end hvad de får igennem skolen. Det er hårdt at være barn på landet i Mongoliet. Som han helt rigtig pointerede, er det rigtig godt med det nye lokale på skolen, men det er oftest for koldt til at benytte om vinteren og om sommeren vil skolen oftest være lukket, ergo er det desværre ikke helt så brugbart. Dog havde han virkelig fanget konceptet og har en plan om at bygge en spejderhytte udenfor skolen, der skal være muligt at benytte året rundt! Penge er der dog ingen af, så mit nye hjertebarn bliver at få skaffet økonomisk støtte til hans hytte - vi er godt på vej og jeg er optimistisk og vil gøre alt hvad der står i min magt til at få realiseret hans drøm. Desuden bliver hytten opkaldt efter mig, haha.

I den næste sum (lille landsby) havde de nye spejderledere afholdt deres eget kursus for nogle unge elver, så de selv er i stand til at være spejderledere og starte deres egne patruljer op. De havde planer om et projekt omhandle natur beskyttelse. Desuden havde lederne startet deres egne patruljer, som alle havde syet deres egne tørklæder i forskellige farver og forskelligt design. Virkelig rart at se, at nogen havde fanget ideen om at det ikke handler om uniformer (som er alt for dyre til at de har råd til dem ude på landet), men at et tørklæde er mere end rigeligt til at skabe den samme fællesskabs følelse. Det er i hvert fald et sted at starte og så kan de spare penge sammen (hvilket også er noget af en banebrydende ting at lære fra sig) og anskaffe uniformer senere hen.

I en tredje sum, havde de indarbejdet spejderarbejdet i skolens halvårs plan og i den fjerde var der ikke rigtig sket det store, da de var stødt ind i en masse problemer. Vi fik dog arbejdet med dem og skabt nyt håb og gå på mod hos i hvert fald een af deltagerne. Her fik jeg mig også en ny ven, Siepollin. En lille energisk fyr, der virkelig gerne ville lære engelsk! Han lignede en på 8, men var åbenbart 15 (se fotogalleriet). Denne landsby var det eneste sted hvor jeg virkelig oplevede børnene stirre på mig og nærmest løbe skrigende bort. Pånær denne lille fyr dog.

I morgen eller mandag tager vi til Uvs og tager rundt i 5 forskellige landsbyer. Jeg vil ikke lægge skjul på at det er hårdt og udfordrende det liv vi lever for tiden. For det første er det stadigvæk koldt. Kun lige i Ulgii fik jeg kort oplevet lidt plus grader. Her i Khovd er der cirka minus 8 og når vi rammer Uvs igen ned til de minus 20. Vi kører ufattelig meget rundt - og veje er der ingen af, men hjulspor i gruset. Det er noget af et bumleri. Bad er der ikke noget der hedder og toiletter er huller i jorden, omringet når man er heldig. Det er det jeg hele tiden har villet, leve primitivt og jeg er glad for oplevelsen. Man er udmattet når man går i seng. Især Baba må jeg give al min respekt, da han er vores begges stemme og tager det tungeste læs. Vi snakker dog jævnligt om det og han bære den ikke nag. Vi er imponerede over os begge to. Ikke mange ville kunne holde til det her liv. Under så primitive levevilkår, er det svært hele tiden at skulle være energisk og på, fokuseret og arbejde seriøst. Men vi gør det så godt vi kan alt taget i betragtning og mere kan man jo ikke forlange.

Baba vil rigtig gerne hjem til UB, hvilket jeg mere end forstår. Jeg husker tydeligt hvordan jeg havde det, da vi var i DK og hvor svært jeg havde ved at være fuldt koncentreret, når jeg vidste at jeg skulle være væk så længe og der var så mange jeg gerne ville sige farvel til. Når vi er færdige i Uvs flyver han derfor tilbage til UB. Jeg tager tilbage her til Khovd for at sige ordenligt farvel til alle mine venner her og får at hente en masse af mine ting som er spredt rundt omkring. Tager også ud og besøger en af mine mongolske venner, der arbejder i en mine 200km herfra. Der er utrolig mange miner her i Mongoliet og jeg kunne rigtig godt tænke mig at besøge en og se hvordan det foregår. Herefter tager jeg bussen tilbage til UB - en 2dages bumletur tværs gennem Mongoliet. Det bliver noget af en prøvelse.

Det går godt og jeg nyder det hele og er ved godt mod! Plus graderne er SÅ tæt på, jeg kan næsten mærke dem. Mmh.

Mange tanker sender jeg hjem til alle dem jeg holder af!

Vores hjemmeside, med opdateringer hvad angår projektet:

www.blueskyscouting.com