Her kommer en kort opdatering fra den vildeste strand, jeg længe har set, for Mompiche er det eneste sted i Ecuador, hvor du har jungle og strand på ét og samme sted. Jeg kom hertil for to dage siden, og turen går allerede videre til Mindo.

Sidst, jeg skrev, var jeg i Canoa og skulle videre her til Mompiche, hvilket viste sig at blive en svær opgave. Generelt kører der en eller to busser i timen nordpå fra Canoa, og jeg skulle tilmed videre en søndag, hvor der kørte endnu færre. Ved tre-tiden om eftermiddagen sagde jeg farvel til alle på Coco Loco og gik ud til den eneste asfalterede vej, hvor al trafik kommer forbi. Jeg ventede både en halv og en hel time, og spurgte jævnligt folk, om bussen virkelig kørte om søndagen, hvortil alle svarerede at ja ja, den skulle nok komme. På et tidspunkt stopper en bil, og en mand spørger, om jeg skal til Pedernales - ja, det skal jeg. Han virkede normal, og i det mindste havde han en dyr bil, så jeg tænkte at han nok ikke var øksemorder. Hertil skal det lige siges, at jeg altså ikke tomlede, og at han selv stoppede. Han hed Darwin og var ejer af nogle hytter i Canoa og skulle til Pedernales for at købe camarones, rejer, til sin fiskeforretning, så hvis jeg ville, kunne jeg køre med, så snart han lige havde fyldt vandtanken i hytterne. Fair nok, jeg kunne godt vente. At fylde vandtanken tog åbenbart en time, og pludselig havde han bestilt en pizza og havde fået drukket et par øller og virkede generelt ikke til at have travlt med at komme afsted. Hytterne var fulde af børnefamilier, og der var masser af mennesker, så på intet tidspunkt følte jeg mig usikker, men da jeg spurgte, om han virkelig skulle til Pedernales, forklarede han, at han nok først kunne køre afsted dagen efter, for der var mange gæster i hytterne, og hans fætter, som var i oplæring, kunne ikke være alene endnu. Kort fortalt havde han altså stukket en fed løgn om, at han skulle til Pedernales, mage til idiot skal man da lede længe efter. På det tidspunkt var det ved at blive mørkt, og der kørte højst sandsynligt ikke flere busser, så jeg var både forvirret og sur over, at jeg nu skulle bruge endnu en nat i Canoa. Jeg havde jo sagt farvel til alle på Coco, så jeg gad ikke tage tilbage dertil og skulle forklare hele episoden, og desuden var klokken efterhånden henad 11 om aftenen, hvor jeg egentlig helst bare ville sove.Gentlemanden Darwin kommer så med en løsning på hele situationen, jeg kan bare sove i en af hytterne og jeg skal selvfølgelig ikke betale noget for det. I morgen giver han mig et lift til Pedernales og bum, så er den ged barberet. Det var lidt min eneste mulighed så sent om aftenen, så jeg accepterede. Da jeg så spørger, hvilken hytte, han har tænkt sig at jeg skal sove i, og han siger den, han selv sover i, blev det hele for meget, og jeg fik hurtigt fortalt ham, at han ikke kan tillade sig at samle folk op og så ellers efterlade dem på sit hotel og tilmed forvente, at de gider dele hytte med ham. Han begyndte at komme med undskyldninger og prøvede endda at påtage sig en offer-rolle, hvor han da var ked af, hvis hans venlighed og gode intentioner havde været et problem. Kort fortalt var han en nar, så det sagde jeg, hvorefter jeg tog mine ting og gik på jagt efter et nyt sted at sove i Canoa, hvor alt lukker og slukker kl. 22. Efter at have gået en lille tur fandt jeg en campingplads med senge til 8 dollars pr. nat, så der endte jeg med at sove efter en dag, der gik anderledes end jeg havde forventet.

Mandag, dagen efter, var jeg ude ved hovedvejen kl. 11 og var fast besluttet på at vente på den åndssvage bus, om det så skulle tage tre timer. Og det var lige præcis så lang tid det tog - hele tre timer i vejkanten. Til alt held så jeg efter en halv times venten, at Mikkel stod og ventede lidt længere nede af vejen, og da det viste sig, at han også skulle til Pedernales, var lykken gjort. Mikkel er super cool, så det kunne ikke have været meget bedre. Efter at have set to fulde busser køre forbi var der endelig en, der stoppede, og to timer senere ramte vi Pedernales, hvorfra Mikkel tog videre til Quito, og jeg tog videre mod Mompiche. Hen mod slutningen af eftermiddagen nåede jeg frem, og fandt hurtigt en relativt billig campingplads, hvor jeg mødte Oscar og Juan Manuel fra Argentina. De har været her i tre måneder, og har rejst rundt i et år, og de er super imødekommende, så dem hang jeg ud med det meste af eftermiddagen. I går, mandag, var en fed dag, hvor Juan og jeg tog en mototaxi ti minutter væk fra kysten for at besøge Julio fra Córdoba i Argentina, der bor i en hytte midt i junglen og lever af at vise turister rundt i området. Fordi Juan og Julio kender hinanden fik vi en gratis tur, og det var super fedt! Der er både aber, tukaner, en enkelt kokodrille (!), strudser, kæmpe slanger og alt, alt for mange myg, så der er masser at se. Vi fik udleveret et par gummistøvler hver, tog et bad i insektgift og begav os ind i junglen, hvor Julio med sin machete skar sig vej gennem lianer og alskens planter og blade. Det var virkelig fugtigt og varmt, men der var simpelthen så mange myg, vi snakker hele skyer af måske hundrede myg, at man var nødt til at have lange busker og lange ærmer på. Jeg må indrømme, at jeg slet ikke nød de første tyve minutter, hvor vi gik igennem uberørt jungle fuld af myg, hvor Julio langsomt banede vej, og hvor han insisterede på at stoppe og fortælle om alle junglens fantastiske planter, som jeg helt ærligt var fuldstændig ligeglad med på det tidspunkt, jeg ville bare væk fra alle de forfærdelige myg. Endelig kom vi så ud på en vej, der førte gennem junglen og til sidst ledte os tilbage til Julios hytte. Der er masser af mærkelig dyr i junglen, alt fra buffaloer til hvad de lokale mener er en kæmpe anakonda på 10-12 meter, der en gang imellem bliver set i plantagerne. Efter den spændende tur spiste vi stegte, friske bananer, og nød junglens lyde, indtil det blev mørkt, og vi tomlede tilbage til Mompiche. Super fed oplevelse!