Så gik der igen-igen to uger, siden jeg skrev sidst! Den har stået på eventyr og masser af natur, siden sidste opdatering, og jeg har været forbi Mindo, Quito, Cuyabeno, Quilotoa og nu Baños.
Jeg endte med at blive en ekstra dag i Mompiche, så jeg kom først afsted onsdag morgen. Efter jeg havde skrevet bloggen færdig gik jeg en hurtig tur ned til receptionen for at tjekke et par ting på nettet, og bum, så rendte jeg ind i den her franske pige, som er venner med Oscar og Juan Manuel, og hendes anden argentinske ven, som var på vej på stranden for at spise sandwiches og drikke lidt øl i sandet. Det lød jo ikke helt dumt, så jeg gik med, og da solen begyndte at gå ned, kunne jeg godt se, at jeg nok ikke kom afsted den dag. Så vi nød i stedet solnedgangen og så alle surferne, der prøvede kræfter med bølgerne. Jeg havde jo aftalt med Andrés fra Couchsurfing, at han skulle vente på mig i Mindo onsdag ved middagstid, så vi kunne køre til hans hus, der ligger 40 minutter fra byen i jeep på en lille, smal bjergvej, og derfor ville jeg afsted tirsdag, så jeg ikke skulle stresse for at nå frem i tide onsdag. Den plan røg som sagt i vasken, og selvfølgelig tog turen fra Mompiche til Mindo et par timer længere end planlagt, og jeg nåede først frem henad 16.30. Da jeg stod med rygsækken på Mindos lille, regnvåde plads var jeg indstillet på, at Andrés var blevet træt af at vente og var kørt afsted, men da jeg var på vej til en internetcafé for at skrive til ham, kom jeg forbi en lille café, hvor en mand kiggede lidt sjovt på mig, og da han spurgte mig, om jeg var Mariana, var jeg klar over, at heldet var med mig, og at jeg havde mødt Andrés. Han sagde, at han ganske rigtigt var ved at pakke sammen og køre hjem, så jeg nåede frem lige præcis i tide. Mindo er kort fortalt berømt for et vandfald og et rigt fugleliv, men på den her tid af året regner det hver eftermiddag. Det viste sig hurtigt, at Andy er en genial fyr, der har været på Couchsurfing i flere år og har masser af historier at fortælle. Han havde allerede købt mad ind til de næste par dage, så det var ren luksus. Turen fra Mindo til hans hus snor sig langs et bjerg med masser af træer og grønt til alle sider, og efter 40 minutter når man til en lillebitte landsby med 5-10 huse, hvor jeepen bliver stillet, og derfra går man en halv times tid med al baggage for endelig at nå frem til Andys grund, der bogstaveligt talt ligger i midten af ingenting. Andy er i starten af fyrrerne og kommer oprindeligt fra Cali, Colombia, men er vokset op i Quito og er altså nu endt i Mindo, hvor han for nogle år siden købte en grund med sin daværende kæreste. Ideen var at bygge en bambushytte og nyde livet, men nærmest samtidig med, at huset gik ind i sidste byggefase, gik Andy og kæresten fra hinanden, og nu bor han der med de to store hunde Lola og Gastón. Der er ikke meget at lave, der er ingen elektricitet, toilettet er en spand, køkkenet er en hytte uden vægge og badet er en lille hytte uden tag, hvortil et rør leder iskoldt vand fra floden. Dagene starter ved 8-tiden, når solen begynder at skinne for alvor, og første punkt på dagsordenen er at lave morgenmad. Som en rigtig colombianer består den for Andy af colombiansk sort kaffe og arepas, som er små pandekager lavet af majsmel og vand. Når man ved, at man ikke rigtig har andre aktiviteter resten af dagen, kan det sagtens tage et par timer at forberede dejen og koge vand til kaffen. At spise, snakke færdig og vaske op kan også nemt tage et par timer, og så er det allerede henad middag. Herefter er der flere muligheder; man kan fiske i floden (fangede aldrig noget), man kan gå en tur på en af de to stier, der er hukket ud med machete igennem skoven, man kan læse en bog i en hængekøje eller sove en siesta. Henad klokken 14-15 er det tid til at lave frokost, som igen tager et par timer, og bum, så er klokken 17, og man går op til hytten og ser solnedgangen fra en hængekøje. Resten af aftenen står den på snak og stearinlys, og ved 22-tiden er det pænt godnat. Sådan gik der hele fem dage, hvor vi fik snakket om alt mellem himmel og jord og jeg fik spist en masse manjar blanco, også kendt som dulce de leche eller karamelcreme lavet af kogt kondenseret mælk.
Mandag kørte jeg med Andy i hans jeep til Quito, som er den fjerde ud af fem sydammerikanske hovedstæder, som jeg kommer forbi i denne omgang. På motorvejen er der en times tid fra Mindo til Quito, men Andy er ikke en mand, der gør som alle andre, og hans jeep er ikke ligefrem bygget til 120 i timen, så han kører altid ad en snoet bjergvej, der går igennem skoven og flere små landsbyer, før den bliver asfalteret og ender i et fattiget kvarter i udkanten af Quito. Flere personer havde anbefalet hostellet Secret Garden, så der kørte vi først hen, men de havde kun dyre privatværelser ledige, så jeg overlod resten til skæbnen og kørte med Andy til La Mariscal-kvarteret, hvor hans lille konditori ligger, og hvor han havde set flere hostels. Ganske rigtigt var der masser af barer og en håndfuld hostels i en radius af to-tre gader fra konditoriet, og efter at have kigget lidt rundt endte jeg på Blue House Hostel, hvor de tager 10 dollars pr. nat. Første prioritet var at aflevere alt mit vasketøj, få en klipning, der heldigvis gik tusind gange bedre end i Bolivia, spise aftensmad, bruge internet og gå tidligt i seng. Dagen efter mødte jeg en amerikansk fyr over morgenmaden, som jeg gik rundt i centrum med. Der er en masse kirker i Quito, og en af de populære gåruter kommer forbi 9-10 stykker fordelt i den ældre bydel, så det gik eftermiddagen med. Om aftenen skulle den irske St. Patrick's Day (17. marts) fejres, og det gør man ved at tage grønt tøj på og drikke grøn øl, så det var heldigt, at Blue House ligger i gåafstand fra en masse barer og pubs. Inden den stod på øl mødtes jeg dog med de to canadiere Raine og Hannah, som jeg havde mødt i Canoa og grint en masse med. Om eftermiddagen havde jeg set på Facebook, at de også var i Quito, så jeg skrev selvfølgelig til dem, og det viste sig, at de var på et hostel 50 meter fra mit eget. Et kvarter efter kom de forbi, og vi gik ud at spise en smadderhyggelig middag, hvor jeg rigtig nød at se et par kendte ansigter.
Sammen med to tyske piger, en amerikaner og tre israelere gik vi senere afsted for rigtig at få gjort kål på de billige øl til 1.50 dollars, men vi nåede kun at drikke en enkelt hver, før vi blev smidt ud igen, da barer i Quito åbenbart ikke må servere alkohol efter midnat på hverdage. Onsdag viste sig at blive en vigtig dag, for der mødte jeg Ana fra Spanien, igen ved morgenmaden på hostellet. Hun er super cool, og da vi spurgte hinanden, hvad den anden havde af planer for resten af dagen, viste det sig, at vi begge havde planlagt at tage en free walking tour kl. 10 i den ældre bydel. Jeg er jo en stor fan af free tours, så selvom jeg allerede havde set det meste sammen med amerikaneren dagen før, var jeg spændt på at komme tilbage og få flere detaljer og se det hele med lokale øjne, som altid er de mest spændende. Ana og jeg tog bussen til mødestedet, som var et hyggeligt hostel, og da vi så, at de arrangerede ture til junglen, kiggede vi hurtigt på hinanden og blev enige om at høre nærmere. Siden Bolivia har jeg haft lyst til at tage ind i junglen, men både der og i Peru endte jeg med at udsætte det, og nu er Ecuador ved at være sidste udkald. Der er selvfølgelig også jungle i Colombia, men for det første skal man visse steder flyve dertil, og for det andet er der hele oprørsgruppe-problematikken, der specielt udspiller sig i øde jungleområder. Touren, de tilbød på hostellet, var i Cuyabeno, som er selva primaria eller hvad man kunne kalde "uberørt" jungle. Den inkluderer tre dage og fire nætter på en junglelodge, hvorfra man hver dag sejler i kano op langs de små grene af Napo-floden, som udspringer af Amazonas-floden i Peru for at se junglens dyr eller besøge indianerlandsbyer. For 260 dollars får man kost, transport og logi i alle fire dage, og det lød ikke dårligt taget i betragtning, at de her ture snildt kan koste 300-400 dollars. Mit daglige budget er 20 dollars eller cirka 100 kr., så det er lidt af en investering, men så igen - hvem ved, hvornår jeg ellers får mulighed for at opleve Amazonas-junglen? Ana var også frisk, så vi aftalte at kigge på et par andre jungletoure i løbet af dagen, og hvis ikke vi så et bedre tilbud ville vi sende en mail til hostellet samme aften for at tage med på touren der startede torsdag aften, altså næste dag.
Free touren var muligvis den bedste, jeg har været på på hele turen, måske med undtagelse af Santiago i Chile. Vores guide, Ovi, havde lange dreadlocks og fortalte os en masse spændende historier og detaljer om Quito. Vi kom bland andet forbi byens marked, og der gik det op for mig, at jeg er faldet lidt af på den i forhold til at prøve lokal mad her i Ecuador. I Peru og Chile smagte jeg en masse lokale retter, nok mest fordi jeg kendte Felipe og Kevin, men her i Ecuador har jeg jo været en måned på kysten sammen med en masse udlændinge, der ved lige så lidt som mig om hvad man absolut skal smage. Derfor besluttede jeg, at i de cirka to uger, jeg på det tidspunkt havde tilbage i Ecuador, skulle jeg nå at prøve en masse lokal mad og drikke. Efter den tre timer lange gåtur sagde Ana og jeg farvel til Ovi og gik mod regeringspaladset, hvor man kan få en gratis rundvisning, hvis man viser sit pas og kommer igennem en lille sikkerhedskontrol ligesom i lufthavnen. Som en lille personlig gave fra Ecuadors præsident kan man endda være heldig som os at komme en af de dage, hvor man får taget sit billede foran en stor trappe og ved turens ende får man så udleveret et print. Tilbage på hostellet ledte Ana og jeg efter andre jungeourpriser, men dem vi kunne finde kostede enten det samme eller var dyrere, så til sidst tog vi beslutningen og reserverede pladser til Cuyabeno dagen efter. Jeg må indrømme, at jeg var super spændt! Torsdag gik med at ordne et par ting på nettet, hente billetterne til junglen på det andet hostel og vise en af israelerne fra St. Patrick's Day, Roey, rundt i den ældre bydel, som jeg efterhånden kender rimelig godt, da jeg har brugt intet mindre end tre dage der. Ana tog til Otavalo, der ligger en tre timer fra Quito og er kendt for sit kæmpe lørdagsmarked, så vi aftalte at mødes på hostellet klokken 21 for at tage til busterminalen og tage natbussen til Lago Agrio, hvorfra jungle-touren startede fredag morgen. I bussen mødte vi to amerikanske brødre i 40'erne, Jeff og Mark, som rejser sammen gennem Ecuador i to-tre uger, og som vi allerede havde mødt på free touren dagen før. De er super sjove og flinke! Det er første gang, Mark rejser udenfor staterne, mens Jeff har rejst en masse i Europa, Sydamerika og Asien.
Tidligt fredag morgen ramte vi så Lago Agrio, hvor det stod ned i stænger samtlige tre timer, vi ventede på at møde vores guide og køre videre til starten af junglen, hvorfra vi sejlede to timer i kano op langs floden for at komme frem til junglelodgen. Og her kommer så en sjov, lille detalje: ud af de i alt 12-13 personer, der skulle med til vores lodge, var der en gruppe på intet mindre end 6 danskere, hvad giver I mig. Hvad er chancen? De lignede en flok gymnasieelever og var egentlig rigtig flinke, men jeg har bare mødt så mange danskere på det sidste, at jeg næsten ikke gad møde flere, så jeg må indrømme, at jeg faktisk aldrig fik sagt til dem, at jeg også var dansker og forstod alt hvad de sagde. Så ja, de næste fire dage var mit danske pas en hemmelighed for de fleste af de andre på touren ;) Lodgen var super lækker, maden var overraskende god, og folk var smadder rare. De første to dage sejlede vi rundt i kano og kiggede efter jungledyr i vandet og i trætoppene langs floden. Det kan godt tage en halv times tid, før man spotter det næste dyr, så det meste af tiden var det vores guide, der holdt udkig, mens vi snakkede eller lod tankerne flyve. I vandet kan man se caymanes, en slags krokodille, der kan blive 2-3 meter lang, og lyserøde floddelfiner, der leger i vandoverfladen, hvis man er så heldig at sejle ind i deres område. I træerne kan man se anakondaer, boaer, fem-seks forskellige slags aber, papegøjer og andre fugle, dovendyr, fugleederkopper og andre store, ulækre ederkopper. I hytten, hvor vi spiste hver dag, var der hver aften en fugleederkop på størrelse med en hånd, som vi kaldte Susana eller Susy. Den sad på indersiden af taget næsten helt stille i timevis, men så snart vi slukkede luset, kunne man høre taget knirke, og når man lyste med lommelygten, havde den bevæget sig lidt nedad. Aaaaaad. Det var selvfølgelig spændende at se alle de forskellige dyr, men jeg var specielt spændt på at besøge indianerlandsbyen, selvom jeg godt vidste, at der var en ret høj risiko for, at det ville være et gringoshow, som jeg jo hader. Ganske rigtigt var det en værre omgang teater, først sejlede vi til en lille landsby, hvor en lokal kvinde viste os, hvordan de laver yucabrød. Yuca er en genial plante, som hvis man vrider og dermed tørrer den kan males til mel på fem minutter. Derefter varmer man melet, helt uden andre ingredienser, på en pande i yderligere fem minutter og bum, så har man yuca-brød. Hvor smart er det lige. Men ja, damen havde en fin nederdel og bluse på, som skulle være traditionel påklædning, men så snart hun var færdig med sit lille brødshow, hoppede hun i et par bukser og gik ind i junglen med sin machete. Landsbyen bestod af ti-tolv huse ud fra hvad jeg kunne se, alle sammen hævet over jorden grundet kryb og oversvømmelser, men der var ikke meget indianer over dem. Der var et lille klasselokale med en tavle, det hele var bygget i mursten og der var gitter for vinduerne. Det mest spændende ved landsbyen var faktisk et kæmpe ceibo-træ, der snildt var 50 meter højt, rødderne gik op over jorden og var højere end os. Ifølge guiden opfanger træet simpelthen telefonsignal, måske fordi det er så højt, og ganske rigtigt var der en pæl med et lille indhak, hvor de lokale åbenbart stiller deres telefoner (ja, igen er det ikke særlig indianeragtigt). Ingen troede på den historie, før Mark prøvede at ringe hjem til sin kone i Pennsylvania - og havde forbindelse! Super mærkeligt, vi var midt i Amazonas-junglen i en lillebitte landsby ved siden af et kæmpe træ, og pludselig kunne man ringe hjem og sige hej. Efter landsbyen sejlede vi videre til en hytte, hvor en "shaman" skulle fortælle om sit liv og junglens magi. Jeg skriver shaman med gåseøjne, for det var da virkelig til at lukke op at skide i, undskyld udtrykket. Da vi ankom var han i gang med at "rense" en anden gruppe, så vi måtte vente udenfor hytten. Det føltes som et samlebånd, hvor de dumme gringoer fik viftet et par store blade i hovedet og fik fortalt et par halvhjertede historier og det var så det. Jeg er ikke god til at skjule, når der er noget, jeg ikke kan lide, og jeg tror bestemt alle fandt ud af, at jeg syntes det var spild af tid. Shamanen fortalte via guiden om, hvordan hans viden om junglens planter og åndeliv er gået i arv fra generation til generation. I Sydamerika, og dermed også i Amazonas-junglen, har de lokale i hundreder af år drukket en plantesaft kaldet ayahuasca, der giver hallucinationer og gør det nemmere at komme i kontakt med naturen. Jeg har flere venner i Rosario, der har drukket ayahuasca, og i dag er det nemt tilgængeligt for helt almindelige mennesker. Efter vores session med shamanen fortalte han, at han var ved at koge en omgang ayahuasca til to "dirty hippies", som Mark og Jeff kaldte det par, der lå i et par hængekøjer og ventede på, at det blev aften, så de kunne drikke, for det er nemlig bedre at drikke ayahuasca om aftenen, da sollyset forstyrrer ens hallucinationer.
Mandag morgen sluttede turen, og vi blev kørt tilbage til Lago Agrio. På vejen ud af junglen mødte vi de to dirty hippies, som nu var blevet stoppet af en parkbetjent, der mistænkte dem for at have taget en halskæde med fire jaguartænder ud af Cuyabeno-junglen, hvilket er ulovligt. Hippierne insisterede på, at de skam havde halskæden fra Peru, men da jaguaren er en beskyttet dyreart i Ecuador, gjorde det ikke sagen meget bedre. Til sidst fik hippierne lov at komme ombord på bussen, men de havde fortjent at få konfiskeret halskæden og få en ordentlig bøde oveni. Egentlig var det meningen, at Ana og jeg skulle skille veje med Jeff og Mark i Lago Agrio, for drengene ville videre til Riobamba, mens os piger ville til Latacunga. Da der var fire-fem timer til at vores respektive busser kørte, besluttede vi at bruge tiden fornuftigt og tage ned til floden og bade. Mens vi nød livet og det kolde vand snakkede vi lidt frem og tilbage om vores rejseplaner, og efter lidt tid havde Jeff og Mark skiftet mening og ville prøve at få to billetter til Latacunga, hvorfra de nemt kunne komme videre til Riobamba nogle dage efter. Tilbage på busterminalen lykkedes det, og da de gamle billetter til Riobamba ikke kunnes byttes eller refunderes, blev de i stedet givet til et amerikansk par, som vi mødte på gaden. Hen mod slutningen af eftermiddagen steg vi derfor alle fire ombord på bussen til Latacunga, som nåede frem før tid, allerede ved 1-tiden. Vi var trætte og snavsede efter fire dage med bad i regnskovens flode, så vi tog direkte til et hotel, som lød godt i Lonely Planet. Hotellet lå i en gammel bygning med trælysekroner og højt til loftet, og det var en fantastisk følelse at have et rent badeværelse med varmt vand og en stor, dejlig seng, der bare ventede på én. Dagen efter spiste vi morgenmad på markedet og tog en lokal bus videre til den lille landsby Quilotoa, som er kendt for sit vulkankrater, der i dag er en kæmpe lyseblå lagune med en dybde på 250-300 meter. Desværre var vejret i Quilotoa forfærdeligt, der var koldt, vådt og tåget, så vi besluttede kun at gå ned til lagunen og op igen i stedet for at gå hele vejen rundt, som tager en fem timer. Selvfølgelig begyndte det også at regne, så turen op var rimelig øv. Heldigvis så vi da vi kom op igen et hostel, der havde en bar, så vi fik hurtigt bestilt en masse te at varme os på. Så snart solen gik ned blev der smadder koldt, og jeg stillede mig flere gange ved siden af kakkelovnen for at tørre og få varmen. Ved lagunen mødte vi en dansk fyr, Kristian, der har arbejdet som lærer på et dansk skoleskib i Caraibien i et par måneder og nu rejser lidt rundt i Sydamerika. Han er lidt tør i det, men virkede meget flink, så vi inviterede ham på en te og fik snakket om stort og småt. Klokken syv blev aftensmaden serveret på vores hotel, som nok var et af de mest spartane steder, jeg har sovet på den her tur. Der var intet vand i vandhanen (og heller ikke i toilettet hele natten), og eneste varmekilde var en kakkelovn, der brændte ud efter et par timer. Efter en lang dag gik vi tidligt i seng og nød endelig at have fået varmen igen.
Onsdag morgen tog vi så tilbage til Latacunga, hvorfra Ana tog videre til landsbyen Cotopaxi for dagen efter at gå op på Cotopaxi-vulkanen, mens vi andre tog videre her til Baños. Vi aftalte dog at mødes alle fire i Baños om torsdagen, så det var kun et midlertidigt farvel. Turen fra Latacunga til Baños tog små to timer og gik nemt, og vi fandt hurtigt et hostel med pool og et værelse med fire senge til 8.50 dollars pr. person, ikke dårligt. Første ting på dagsordenen var at aflevere vasketøj, og derefter gik vi rundt og undersøgte priserne på rafting, som alle lå på 25-30 dollars for cirka en time på en flod med sværhedsgrad 3-4 ud af 5. Efter lidt betænkningstid besluttede vi at tage med på en tur kl. 9 næste morgen. Den aften gik drengene på karaokebar, mens jeg for en gangs skyld blev tilbage på hostellet og prøvede at ordne et par ting på nettet. Jeff er åbenbart helt vild med karaoke, så da de kom tilbage og sagde, at det havde været en sjov aften, vidste jeg, at vi blev nødt til at gentage successen dagen efter.
Torsdag var rafting-dag, og det var sjovt! Selve raftingen tog kun en time, men det var virkelig sjovt, og jeg ønskede, at vi havde taget heldagsturen. Om eftermiddagen fortsatte drengene adrenalinrusen og rapellede ned af et par høje vandfald, mens jeg blev i Baños og gik rundt med kameraet i de små gader for at se, om jeg kunne få et par gode skud i kassen. Her er for eksempel masser af små boder med sukkerslik kaldet melcocha, som dagen lang bliver forberedt som en bolsjemasse, der skal strækkes og bankes. Mens jeg gik rundt og kiggede, kom jeg forbi et rodet, snavset bilværksted, hvor en lille, gammel mand sad og kiggede på gadens liv. Han så helt lille og rynket ud, og jeg syntes, det kunne være et fedt billede, men vidste ikke, om det ville være for åbenlyst at tage et billede af ham, mens han sad der og kiggede. Imens jeg stod og tænkte, rejste han sig op og kom hen og sagde hej. Det viste sig, at han havde indrettet et lille museum om vulkanen Tungurahua, som kan ses fra Baños, ved siden af værkstedet, og da det er ved at være længe siden, at jeg har været i kontakt med lidt lokal kultur, sagde jeg selvfølgelig ja, da han spurgte, om jeg kunne tænke mig at besøge museet. Vicente, som han hedder, er vel 65-70 år gammel og har hele livet arbejdet som bilmekaniker i Baños. Ved siden af sit arbejde har han altid været fascineret af vulkanen og dens aktivitet, som for de fleste mennesker i området forbliver et mysterium. Vulkanen er ret aktiv skulle jeg mene, sidste udbrud var sidste år, og i december 1999 havde den det største udbrud i nyere tid. Alle Baños' beboere blev evakueret i intet mindre end 75 dage, mens man ventede på, at Tungurahua skulle gå i udbrud. Nytårsaftensdag, efter flere ugers evakuation, tog Vicente og ti andre beboere tilbage til området og diskuterede deres vej forbi myndighedernes vejafspærringer, fordi de ville begynde det nye årtusinde i deres egne hjem. Vicente fortalte, at de var 13 personer i alt i hele byen den nytårsaften, for udover dem, Vicente kom tilbage sammen med, havde to præster nægtet at forlade byen og barrikeret sig i byens kirke med mad og drikke til flere uger. Jeg endte med at bruge små to timer på at lytte til alle Vicentes historier og teorier om vulkanen, og det var faktisk smadder spændende. Det er lige sådan noget, jeg elsker, når jeg rejser; ikke nødvendigvis at lære noget specifikt som i dette tilfælde, hvordan man måler Tungurahuas aktivitet osv., men snarere at få mulighed for at møde mennesker, der virkelig brænder for det, de laver. Vicente har hele livet bevæget sig på vulkanen og målt og vejet alle mulige forskellige sten, og det er en kæmpe oplevelse at stå i hans hjemmelavede museum, der er indrettet i et lille skur på 6 x 3 meter, hvor hver en centimeter er udnyttet. Der er avisudklip fra gamle vulkanudbrud, masser af sten, som Vicente selv har hentet ned, plancher med modeller, krukker med askestøv og jeg ved ikke hvad. Jeg nød det i fulde drag og var meget tilfreds med min eftermiddag, da jeg gik tilbage til hostellet for at møde drengene. I mellemtiden var Ana ankommet til hostellet, og vi mødtes alle fire kort tid efter. Hun havde haft en fed tur op til Cotopaxi dagen før, for vejret havde heldigvis artet sig, så gruppen kunne nå et godt stykke op.
Da vi var på vej til karaokebaren ser jeg på hostellets parkeringsplads en gammel spand af en bil overklistret med klistermærker fra en masse forskellige byer og lande, lige fra Ushuaia i Patagonien til Ecuador. Det vilde er, at jeg kunne huske, at jeg havde set den bil før, nemlig i Montañita for en måneds tid siden, da jeg sad på en fortovsbar med Andrés og Brian, og bilen parkerede ved siden af os. Ud steg en argentinsk fyr, som ganske rigtigt havde været på landevejen i flere måneder, mens han kørte opad fra spidsen af Argentina. Vi havde en samtale på maksimum fem minutter, hvorefter vi alle gik hver til sit, men jeg kan huske, at jeg gerne ville have drukket en øl med ham fyren og hørt mere om hans spændende rejse. Og nu, en måned senere, ser jeg pludselig bilen holde på parkeringspladsen, så jeg gik selvfølgeliv tilbage og spurgte en gruppe i receptionen, om de vidste, hvem ejeren af bilen var - og sådan var det, at jeg igen mødte Martin. I Montañita rejste han med en ven, og nu rejser han med sin far og farens veninde, og vi aftalte at lave mad på hostellets terrasse aftenen efter. Det kunne have været smadder hyggeligt, men morgenen efter tog de alle tre videre, da farens venindes helbred ikke havde det godt i Baños lidt kølige vejr. Inden de tog afsted udvesklede vi dog telefonnumre, så forhåbentlig kan vi mødes længere oppe i Sydamerika - det kunne være aaaaaaalt for fedt at tilbagelægge nogle kilometer i hans lille eventyrbil!
I går, fredag, brugte vi hele dagen på at gå op til en lille træhytte, hvor alle turisterne tager et billede på en stor gynge, der går ud over bjergsiden, så man føler, man svæver. Vi tog et par stier, som vist ikke var de mest oplagte, for en tur, som vi havde regnet med skulle tage 3-4 timer, endte med at tage 6, og dertil kommer, at det var diset og regnede en god del af morgenen. Man kan godt mærke, at regntiden er kommet til Ecuador nu, det regnede ikke én eneste dag, mens jeg var på kysten, men jeg skal da love for, at det ændrede sig, da jeg kom ind i landet. Efter den lange gåtur oppe i bjergene spiste vi en stor is hver, og da vi gik ind ad døren til vores hostel, rendte vi ind i Ovi, vores free tour guide fra Quito, som var kommet til Baños for en enkelt aften. Han har boet her for nogle år siden, og går tit i byen her. Han er super cool, så mens de andre slappede af på værelset, drak vi et par øl.
I dag, lørdag, lejede vi et par mountainbikes og cyklede en 15 km ad en rute, der kommer forbi en håndfuld af områdets mange vandfald, hvoraf Pailón del Diablo klart er det mest imponerende. Dagen startede lidt mærkeligt, for Jeff havde tidligt om morgenen bestemt, at han altså ville bestige Cotopaxi, før han i midten af næste uge flyver hjem til Seattle. Egentlig var hans plan at bestige Chimborazo, som er over 6.000 km høj, men det er lidt af en ekspedition, og de sidste par dage har han snakket om slet ikke at bestige nogen bjerge. I morges gik der så et lys op for ham, og pludselig pakkede han og Mark deres rygsække og var nærmest på vej ud af døren. Ana og jeg var lidt overraskede, og fordi vi vidste, at Mark egentlig ikke har lyst til at klatre i bjerge, men endnu ikke har mandet sig op til at fortælle Jeff det, overtalte vi ham ret hurtigt til at blive til i morgen, søndag. Da først Mark havde overgivet sig begyndte Jeff at tale om måske først at tage af sted i morgen mod Cotopaxi og på markedet, mens vi drak den sædvanlige kokos-blackberry juice, besluttede begge drenge at tage en ekstra, sidste dag i Baños, så vi kunne sige ordentligt farvel. Det blev hurtigt besluttet, at vi skulle leje et par cykler, så ved 11-tiden trillede vi afsted. Ruten var næsten hele vejen langs en meget trafikeret vej, og selvom bilisterne holdt god afstand, var det ikke helt afslappende. Efter en fem timer i sadlen med lange stop undervejs ved vandfaldene, endte vi ved 17-tiden i en lille landsby, hvorfra man går en kilometer og ender ved Pailón del Diablo-vandfaldet, som har flere udkigsposter at gå rundt til. Derefter smed vi cyklerne bagpå en lille, åben lastbil, der kørte cyklister tilbage til Baños. Om lidt står den på lidt aftensmad og så skal der ellers gå karaoke i den, så vi kan sige ordentligt farvel!