Godformiddag fra Canoa! Her er lækkert, stranden er 15 meter fra mit hostel, sandet er hvidt, vandet er varmt, og her er masser af rare mennesker. Jeg har været her siden mandag, i dag er det lørdag, og dagene er gået med at spise kokosis, læse bøger i hængekøjer (jeg er begyndt at læse igen, efter maaaaange års pause) og slikke sol på stranden.

Siden sidst, hvor jeg var i Cuenca, har jeg været forbi Montañita, Olón, Puerto López og nu Canoa. Om et par timer går turen videre til Mompiche, som samtidig bliver mit sidste stop på kysten i Ecuador. Jeg endte med at blive hele fem dage i Cuenca udelukkende på grund af de fantastiske mennesker, jeg mødte. Selve Cuenca er ikke mere end to dage værd, én dag i byen og én dag i nationalparken Cajas. Tiden blev brugt på at drikke øl i gården, snakke en masse, gå ud om aftenen og ellers dase resten af tiden. Og så var der ham amerikaneren, Colby, som var rigtig sød, så det gik der også lidt tid med ;)

Af en eller anden grund syntes jeg, det var svært at tage videre fra Cuenca alene, så jeg ventede en ekstra dag på, at Cali, narkosmugleren, også skulle til Montañita, så vi kunne tage afsted sammen. At tage til busterminalen og finde ud af køreplaner, priser etc., virkede næsten uoverskueligt, måske fordi vi virkelig dasede igennem på hostellet haha. Anywho, vi tog afsted mandag formiddag og nåede efter et skift i Guayaquil frem til Montañita, hvor Cali stod af. Jeg fortsatte ti minutter længere op langs kysten til Olón, en lille, søvnig by, hvor Andrés havde slået sit telt op. Andrés er fyren fra Rosario, som jeg helt tilfældigt mødte på stranden i Lima, og da han viste sig at være super flink, aftalte vi dengang at mødes i Ecuador, når vi begge nåede frem. Han tog afsted fra Lima nærmest dagen efter vi mødtes, fordi hans visa var ved at udløbe, så da jeg ankom til Olón, havde han allerede været der i tre ugers tid. Han boede på en lille campingplads, som egentlig mere var en families baghave, hvor der var lagt tre-fire paller frem under et halvtag, som man så kunne slå sit telt op på. Da jeg stod af bussen, gik det op for mig, at Andrés aldrig havde fortalt, hvor campingpladsen lå, kun, at det var den eneste i byen, så jeg valgte at prøve langs stranden. Hurtigt havde en ældre dame fra bussen joinet jagten på campingpladsen, som dog endte, da Andrés kom gående ad en af de små, støvede veje.

Ham Cali er en sjov fyr. Han har stretched ears, det vil sige store huller i ørerne, og når han rejser fra sted til sted tager han to hule øreringe i, hvor han gemmer sine stoffer. Er det smart eller er det smart. Da vi gik på gaden og ledte efter en taxi sagde jeg noget i retning af, at det var varmt og hårdt at gå med sin backpack under solen, og hans svar var, at ja, det var hårdt, men han var ved at træne sig selv til at kunne gå minimum 3-4 km med en tung taske, for han regnede med en dag at blive sat af i ørkenen og at skulle komme ud derfra på egen hånd. Du ved, den dag han bliver uvenner med en stor narkomand og kommer i problemer.

Så ja, jeg ankom til Olón, stillede mine ting på campingpladsen og gik med Andrés den halve times tid til berømte og berygtede Montañita. Byen er Ecuadors helt store feststed, der er fest og farver syv dage om ugen og al den alkohol og alle de stoffer, man kan drømme om. I teorien er det også en surfby, men ni ud af ti har tømmermænd hver dag og vågner henad tolv, hvor morgenens gode bølger er long gone. I alt er der vel 15 x 15 gader, alle fulde af barer, hostels, restauranter og surfskoler, så det er helt klart en gringomagnet. Jeg troede vanen tro, at det ikke ville være min kop te, men jeg må indrømme, at jeg virkelig havde det sjovt i Montañita. Den første aften, Andrés og mig gik til byen, mødte vi argentineren Brian, som har rejst med Andrés siden Lima, og hans peruanske kæreste, Ale, som vi hængte ud med. Om aftenen er gaderne fulde af mennesker, og folk køber øl i kioskerne og sætter sig på fortovene eller på stranden og snakker hele natten. Campingpladsen koster kun 3 dollars pr. person, så det er langt billigere end de 10-15 dollars, man skal slippe på et hostel i Montañita. Tilgengæld får man så haner, der galer hver evig eneste morgen kl. 5, familiens grædende børn, et toilet, der ikke har set rengøringsmidler i i hvert fald et par uger - og nå ja, et colombiansk band, der øver på deres trommer meget tidligt om morgenen. Derudover kan man være heldig at se nogle ordentlige iguanaer, der kravler rundt på væggene.

Anden dag tog vi bussen til Oyampe, en lang, øde sandstrand, hvor man rigtig kan hoppe i bølgerne og nyde livet. De små landsbyer omkring Montañita er virkelig små og sløve og så længe solen bager er der ikke mere end 4-5 mennesker på gaden. Om aftenen arbejdede Andrés på Montezuma, en bar i Montañita, så jeg tog med ham ind til byen, sagde farvel og skrev til Mischa, den schweiziske fyr fra Uyuni, der havde så mange tømmermænd, at han troede, han skulle dø. Dagen før havde jeg nemlig mødt både ham, Martino fra Cuenca og narkosmugleren Cali, mens vi gik rundt i Montañitas små gader, så vi skulle selvfølgelig drikke en øl og fortælle, hvad der var sket af spændende ting, siden vi sidst mødtes for tre måneder siden i Bolivia. Mischa tager åbenbart spansktimer, så vi gik på stranden, hvor en gruppe på 10-15 folk fra sprogskolen havde gang i et bål, smadder hyggeligt. Efter lidt tid gik vi op på hovedgaden, som i løbet af aftenen var blevet fuld af mennesker, der dansede og snakkede med øl i hænderne. Der mødte jeg en gruppe af super flinke mennesker, som Mischa havde lært at kende de sidste par uger, deriblandt José Felix og César fra Guyayquil, Ecuador, Berta fra Barcelona og Moa fra Sverige. Vi dansede og snakkede til den lyse morgen, og jeg glemte helt, at jeg havde nøglen til hængelåsen på teltet i Olón, og at Andrés havde fået fri for flere timer siden, ups. Da jeg kom frem til campingpladsen sov han dog i en hængekøje, så det var heldigvis ikke så slemt. Tredje dag besluttede jeg at bytte de galende haner og varmen i Olón ud med et hostel med ventilator i Montañita, og om eftermiddagen tog vi sammen med Andrés til Manglaralto, der er den næste lille kystby, for at se, hvordan et offentligt hospital ser ud i Ecuador. Sundhedsvæsnet er utroligt nok gratis her i landet, både for lokale og udlændinge, og jeg må indrømme, at det ikke var så slemt, som man kunne forvente. I Argentina har jeg set værre offentlige hospitaler, og de er vel at mærke kun gratis for argentinere.

Andrés havde sagt op på baren dagen før, vanen tro bliver man groft udnyttet, hvis man vælger at være tjener i den her del af verden. På Montezuma betaler de for eksempel 8 dollars for 10 timers hårdt arbejde og man får først mad kl. 2 om natten, når baren lukker, grove løjer. Den genvundne frihed skulle selvfølgelig fejres, så vi brugte hele eftermiddagen på at se solnedgangen på stranden i Olón sammen med Brian, og om aftenen gik turen ind til Montañita, hvor nogle af drengenes venner spillede med deres band i gaden. Jeg tog senere videre til José Felix' og Bertas hus i Manglaralto, hvor vi havde aftalt at mødes med César og Moa for at spise tacos. Det var en smadder hyggelig aften, og jeg kom til at tænke på, hvor nemt det er at komme i kontakt med folk, når man rejser. I bund og grund vil alle jo bare have det godt og dele sjove øjeblikke. Tilbage i Montañita efter middagen mødte jeg Andrés og hans venner på gaden, og vi endte med at snakke om alt og intet på stranden til kl. 6 om morgenen. Montañita er et sort hul, man bliver suget ind i, hvor man ikke ved, hvad dag det er, hvad klokken er, og hvor længe man i det hele taget har været der. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide det, stik imod min forventning (det er jo et rigtig gringosted). Fjerde dag skulle have været min sidste, tiden var inde til at tage videre nordpå, men meget tyder på, at jeg, når jeg rejser alene, er ret dårlig til at forlade steder, jeg godt kan lide. Jeg kom godt nok afsted fra Montañita, men nåede ikke længere end til Olón, hvor jeg egentlig bare skulle have spiste frokost med Andrés og Brian, før jeg tog videre til Puerto López. Frokost blev til en tur på stranden, efter stranden kom en siesta, og bum, så var solen ved at gå ned, og vi havde det lige så godt. Så ja, det blev til en sidste nat med hanerne og de grædende børn på campingpladsen. Brian og Andrés blev om aftenen bedt af campingpladsens ejer om at give en hånd med i stedets restaurant, der ligger lige ud til vejen. Hvorfor ved jeg ikke, for der kom i alt fem mennesker, men det betød, at vi kunne drikke et par gratis caipirinhaer og fik grillet et par grøntsager til os selv haha, ikke dårligt.

Efter fem dage, to mere end jeg havde regnet med, kom jeg så endelig afsted. Turen gik til Puerto López, hvor Nora, den danske pige fra bussen i Cuenca, havde været en uges tid for at besøge nogle danske venner. Det viste sig dog, at de dagen efter jeg ankom tog videre, så vi nåede aldrig at mødes. Til gengæld mødte jeg Alejo, en argentiner fra hostelet i Cuenca, da jeg trådte ind af døren til hostellet, så jeg spiste sammen med ham og hans veninde. Dagen efter tog jeg til Los Frailes, en nationalpark med 4-5 smukke sandstrande, som det tager to timer at gå rundt til. Det var meget varmt og der var lidt for meget sol til min smag, men det var helt sikkert smukt. Det havde nok været lidt sjovere at tage derud sammen med nogen, men man er jo ikke altid lige heldig, og nogle gange er det sgu også fint nok at have lidt tid for sig selv. Tilbage på hostellet mødte jeg så endnu et kendt ansigt fra Cuenca, denne gang Noémie fra Scwheiz, og tro det eller lad være, endnu en dansk pige, Bodil. Der er mistænkeligt mange gange danskere i omløb her på kysten, en af aftenenerne i Montañita mødte jeg Jakob fra Hørsholm, der fortalte, at han var i Ecuador med en gruppe på tyve danskere, der havde købt en tre måneder lang rundtur. Det er sjovt, for indtil Cuenca havde jeg kun mødt to danskere på hele turen, og nu dukker de op alle steder. Om aftenen lavede hostellets ejer fisk, så vi fik spist og snakket en masse.

Dagen efter var jeg klar til at komme videre, Puerto López var ikke rigtig min kop te. Næste stop var Canoa, og efter fire busskifte på fire timer (!) nåede jeg frem. Det er blevet en vane at stå af bussen og ikke ane, hvor jeg skal sove. Jeg tjekker aldrig på nettet, første gang fordi jeg glemte det, derefter fordi jeg bedre kan lide det på den måde. Under alle omstændigheder har jeg jo Lonely Planet, hvor de altid nævner et par steder, og ellers må man jo spørge sig frem. Takket være Lonely nåede jeg frem til hostellet Coco Loco, som jeg blev rigtig glad for. Det ligger som sagt femten meter fra vandkanten, hvilket jo er lækkert, men det allerbedste er alle de rare mennesker her. Først og fremmest mødte jeg Johannes og Sandra fra Tyskland og Mikkel fra Norge, som jeg hang ud med hver dag i næsten en uge. Derudover var der Hannah og Raine fra Canada, som hjalp til på hostellet, og som vi også hang meget ud med. I Canoa er der ikke rigtig andet at lave end at gå på stranden og sove siesta i hængekøjerne, så dagens aktiviteter var at drikke en øl på stranden og se solnedgangen, spise en kokos-is om eftermiddagen og ellers hænge ud på hostellet. Jeg tror det var første gang i den lille måned, jeg har rejst alene, at jeg virkelig fandt en fed gruppe mennesker, hvor ingen kendte hinanden på forhånd (i Montañita kendte jeg jo allerede folk). Efter en hel uges afslapning, hvor jeg surfede for første gang i mit liv sammen med Johannes og Mikkel, går turen så i dag videre til Mompiche tre-fire timer nordpå, som er sidste stop på kysten, før turen går ind i landet.